28. marts, 2024

10 spørgsmål, feminister ikke vil svare på

Feminister er glade for at debattere. Men det er ikke alt, de ønsker at være præcise omkring. Her er 10 spørgsmål, feminister ikke vil svare på.

Man kan ikke beskylde danske feminister for ikke at ville diskutere køn og ligestilling. Men man kan undre sig over, at de ikke bruger mere tid på at forklare omverdenen, hvad de egentlig mener med de mange begreber og udtryk, de bruger.

Manglen på præcision er så gennemgående, at man må spørge sig selv, om den simpelthen er en del af en mere overordnet strategi. Altså at man ved ikke at definere problemerne kan blive ved med at tale om dem, uanset hvordan udviklingen er i den virkelige verden.

Det upræcise kan ikke afvises

Det er en metode, som er kendt fra politik, hvor udtryk som fx medmenneskelighed og sammenhængskraft bruges til at beskrive noget, de færreste kan have noget imod, og som ingen rigtig kan måle, teste eller dokumentere. Man kan således fremme sin position ved at forsvare noget, som er indlysende positivt, og som samtidig er defineret så uklart, at det bliver umuligt at fastslå “problemets” omfang.

Metoden har samtidig den indbyggede fordel, at den gør det svært for andre at stille sig kritisk over for udtrykkene. Enhver, der fx ønsker at diskutere, hvad medmenneskelighed egentlig er, vil straks være under mistanke for slet ikke at være medmenneskelig – og måske endda at være det modsatte.

Samlet set bidrager upræcise begreber og udtryk ikke til at fremme debatten. De giver anledning til misforståelser og endeløs uenighed om, hvad problemet faktisk drejer sig om. De fører til en metadebat – en debat om debatten – i stedet for en saglig, virkelighedsnær diskussion, som kan bringe alle videre.

10 spørgsmål, feminister ikke vil svare på

Det skal der rodes bod på! Derfor giver vi uden yderligere indledning vores bud på 10 spørgsmål, danske feminister bør besvare, hvis de oprigtigt ønsker at fremme debatten om køn og ligestilling i Danmark:

  1. Hvad er og hvad er ikke sexisme?
  2. Har nulevende heteroseksuelle, hvide mænd ansvar for ting, afdøde heteroseksuelle, hvide mænd har gjort?
  3. Har alle mænd ansvar for nogle mænds voldtægter?
  4. Har populærkulturen, fx musiktekster og film, ansvar for nogle mænds voldtægter?
  5. Er det et udtryk for sexisme, når det mandlige blik orienterer sig mod en kvindes krop?
  6. Hvorfor må en mand rose en kvindes hår, men ikke hendes ben?
  7. Er det ok, at en kvinde i 40’erne stjæler en 16-årig drengs telefon, fordi hun ikke bryder sig om, hvad han ser på den?
  8. Hvorfor er porno kvindeundertrykkende og ikke kvindefrigørende?
  9. Hvorfor omtales prostitution som sexkøb og ikke sexsalg?
  10. Hvorfor vil man straffe sexkøbere, men ikke sexsælgere?

Du er velkommen til at give dit bud på et svar i kommentarfeltet længere nede på siden – også selv om du ikke har svaret på alle spørgsmålene.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview