Betaler KVINFO prisen for Suzanne Molls udtalelser om Ole Birk Olesen?

Suzanne Moll bifaldt i februar, at transportminister Ole Birk Olesen (LA) var blevet kaldt i samråd for indholdet af et syv år gammelt debatindlæg. Fire uger senere meddelte Olesens partifælle og ministerkollega Mette Bock, at KVINFO ikke længere skal drive bibliotek. Billede: Screenshot, Deadline, DR2, YouTube/Ft.dk, fotograf: Steen Brogaard.

KVINFOs konstituerede direktør, Suzanne Moll, kaldte det for blot en måned siden »helt på sin plads«, at Ole Birk Olesen (LA) var blevet kaldt i samråd. 

Da socialdemokraterne Rasmus Prehn og Lea Wermelin i februar kaldte transportminister Ole Birk Olesen (LA) i samråd i forbindelse med et syv år gammelt debatindlæg, Olesen havde skrevet, var KVINFOs konstituerede direktør, Suzanne Moll, ikke sen til at kommentere sagen.

– Essensen i Ole Birk Olesens helt igennem besynderlige indlæg er, at kvinder er ukvalificerede til at træffe principielle beslutninger, besidde magt eller i det hele taget tænke ud over deres egen næse, skrev Moll til Berlingske i en kommentar.

– Derfor er det også en politisk sag, når folk, der har givet udtryk for et udemokratisk sindelag, er havnet i et ministerkontor med deraf følgende magt over udnævnelser og politikformulering, fortsatte hun.

– Han har ganske vist siden forsøgt at trække i land, men først da udtalelserne begyndte at stå i vejen for hans politiske karriere. Så i den her sag er det helt på sin plads, at det bliver rejst i Folketinget, uddybede Moll.

– Det tvinger nemlig Ole Birk Olesen til under ministeransvar at svare på i hvor høj grad, han stadig mener det her, og hvad konsekvenser det har for hans politiske virke, afsluttede hun.

Moll begik dermed to fejl.

For det første gjorde hun det, en række debattører de seneste dage har sagt, KVINFO ikke gør: politiserede. Enhver kritiker af KVINFO kan nu pege på Berlingske-artiklen og sige: »I blander jer i ting, I ikke skal blande jer I. I skal drive videnscenter, ikke udtale jer om processerne på Christiansborg. Men det gør I. Beviset er her. Dette er den rygende pistol«.

For det andet valgte hun den forkerte at lægge sig ud med. Moll må på forhånd have vidst, at LA ikke er tilhængere af statsstøtte til organisationer som KVINFO, og at LA ikke deler KVINFOs syn på ligestillingsudfordringerne i Danmark. Hvorfor, med det in mente, lange ud efter en LA-minister? Når man bestrider et hverv som Molls, er det jo absolut ikke alt, man mener, man skal sige offentligt.

Molls udtalelser i Ole Birk Olesen-sagen faldt den 23. februar. Blot fire uger senere, den 20. marts, annoncerede kulturminister Mette Bock (LA) sine planer om at lukke KVINFOs bibliotek.

Ingen uden for LA ved, om der er en sammenhæng mellem de to sager, men det er svært at tro, at KVINFOs ageren i forbindelse med Olesens samråd har fået LA til at se med mildere øjne på KVINFO; var LA ikke allerede sure på KVINFO inden Olesen-sagen, så var de det i hvert fald efter.

På Facebook findes flere humoristiske bud på, hvad årsagen til LAs pludselige KVINFO-angreb er. Sjovest er nok forklaringen fra Enhedslistens Pelle Dragsted, der gætter på, at følgende udveksling har fundet sted i LAs folketingsgruppe:

Anders Samuelsen: Det ser jo ikke så godt ud med meningsmålingerne efter vi er gået i regering. Er der nogen forslag til hvad vi skal gøre?

Ole Birk Olesen: Hvad med at vi får gennemført noget rigtig ultraliberal økonomisk politik? (gnækker i skægget)

Samuelsen: Det ved du jo godt ikke kommer til at ske. Det var jo prisen for ministerbilerne.

JBO: Vi kunne måske true med at vælte regeringen igen?

Samuelsen: Det er der jo ingen der tror på længere.

Unavngiven spindoktor: I må finde på noget mere symbolsk. Noget der får jer til at fremstå virile og handlekraftige.

Samuelsen: OK – men hvad kunne det være?

Spindoktor: Vi har lige fået lavet en vælgerundersøgelse der viser at vores vælgere hader alt det der feminisme-halløj og ligestilling og hvad det nu hedder.

Laura Lindahl: Hallo. Jeg kan da gå ud og kræve KVINFO lukket og beskylde dem for venstreorienteret propagandavirksomhed.

Mette Bock: KVINFO er da ikke særlig venstreorienteret.

Lindahl: Pyt da med det. Vores vælgere aner ikke hvad Kvinfo laver. De kan bare ikke lide statsstøttede feminister.

Spindoktor: Men er det nu nok til at få opmærksomhed?

JBO: Jeg har det! Hvis jeg nu går på twitter samtidig og kalder nogle kvindelige debattører nogle frække ting, som de synes er sexistisk, så går alle feministerne helt agurk – og så fremstår vi rigtig anti-feministiske.

Samuelsen: Genialt, Joachim! Den er hjemme. Næste punkt…😉

Humor fungerer som bekendt bedst, hvis det læner sig op ad virkeligheden, og måske skyder Dragsted ikke helt forbi, når han peger på, at LA har ledt efter en politisk sejr på bagkanten af en halvforkølet vinter.

Men at mødet skulle have foregået præcis sådan, tror jeg ikke på.

Nej, hverken Ole Birk Olesen eller de øvrige tilstedeværende ville have forbigået Suzanne Molls udtalelser, hvis talen var faldet på KVINFO.

For selvfølgelig noterer man sig i et parti, at en statsstøttet organisation bifalder modgang hos en af partiets ministre. Og selvfølgelig påvirker det partiets holdning til organisationen og den statsstøtte, organisationen modtager.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

38 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

38 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C’et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *