Danmark har fået sit første feministiske parti

Danmark har fået sit første feministiske parti, Feministisk Initiativ. Partiet er en pendant til det svenske parti af samme navn. Her ses grundlæggeren af Sveriges Feministisk Initiativ, Gudrun Schyman, i 2014 i Stockholm. Billede: Wiki, Sverige, fotograf: Frankie Fouganthin.

»Vi er ikke bare en flok sure kvinder, der vil have mænd ned med nakken«, meddeler partiet, der allerede har kandidater klar til kommunalvalget.

Danmark har fået sit første feministiske parti: Feministisk Initiativ.

Det meddeler Politiken, som har talt med en af partiets stiftere, 36-årige Muneeza Rosendahl, der bor på Østerbro og arbejder som specialkonsulent i Frederikssund Kommune.

– Feminisme handler ikke bare om ligestilling, men om lige adgang for alle til samfundet. Det er en magtkritik og en borgerrettighedskamp. Det kan godt være, at ordet ’feminisme’ skræmmer folk væk i starten, men vi håber på, at vi kan vinde ordet tilbage, siger hun.

– Vi vil gerne have, at folk forstår, at vi ikke bare er en flok sure kvinder, der vil have mænd ned med nakken, men at vi støtter ligestilling for både mænd og kvinder, og at vi også ønsker at højne mænds rettigheder, tilføjer Muneeza Rosendahl, der foruden at være talsperson stiller op for partiet.

Forlanger kvoter i byråd

En af Feministisk Initiativs politikker er, at kønsfordelingen i landets byråd skal justeres via kvoter.

– Vi mener ikke, der er en biologisk årsag til, at kvinder bedst kan lide omsorgsudvalg, og mænd bedst kan lide tekniske udvalg. Det starter helt fra barnsben, at piger i børnehaven skal lege prinsesser, og drenge skal lege røvere og soldater. Så der er nogle normer og strukturelle retninger, som undertrykker og diskriminerer, og det er dem, vi vil gøre op med, siger Muneeza Rosendahl.

Hun anerkender, at kvoter er udtryk for diskrimination, men mener, at den nuværende tilstand er endnu værre,.

– Når man indsætter kvoter, så begrænser man det individuelle frie valg, men omvendt kan man stille spørgsmålet, om der reelt er et frit valg nu, eller om det er strukturelt betinget, at kvinder og mænd ’vælger’ som de gør? Det har man forsøgt at løse med individuelle incitamenter, og det er endnu ikke lykkedes. Vi synes ikke, det kan være rigtigt, at et byrådsudvalg skal ligne et hjem fra 1950’erne, siger hun.

Har været planlagt siden 2016

Idéen om et feministisk parti i Danmark har været længe undervejs. Allerede i juni 2016 kunne Reelligestilling.dk fortælle, at der var planer om en dansk udgave af det svenske parti.

– Vi kommer til at se flere feministiske partier. I Danmark sidder der også en gruppe og arbejder, og der er partier på vej i Polen, Tyskland og England, sagde Gudrun Schyman, grundlægger af og partileder for Feministisk Initiativ i Sverige, dengang.

Feministisk Initiativ findes foruden i Sverige og Danmark i Norge og Finland.

Det danske parti består foreløbig af 12 bestyrelsesmedlemmer, og i alt syv kandidater stiller op for partiet ved de kommende valg til henholdsvis kommunalvalget i Københavns Kommune og regionsvalget i Region Hovedstaden.

I et debatindlæg på Politiken skrevet af partiets talspersoner kan du læse mere om det nye partis politiske visioner. Yderligere informationer kan findes på partiets hjemmeside og Facebook-side.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *