Danmarks ambassade i USA bedriver feministisk aktivisme

Den danske ambassade i USA delte lørdag et opslag på Facebook med ønske om at »smadre patriarkatet«. Billede: Screenshot delt i tråd under opslag hos den danske ambassade i USA på Facebook/screenshot, den danske ambassade i USA på Instagram.

Den danske ambassade i USA deltager i den feministiske kampagne #SheDecides på sociale medier. Fredag delte ambassaden opslag om at »smadre patriarkatet«.

En sag, som kan få konsekvenser for den danske ambassade i USA, opstod lørdag, da det blev klart, at ambassaden bruger ressourcer på feministisk aktivisme.

Først med nyheden var Folkets Avis, som i en kort artikel lørdag formiddag fortalte om et opslag med et radikalfeministisk budskab, ambassaden havde delt på sin Facebook-side.

Opslaget, som ambassaden introducerede med ordene »Vi er nu klar til at fejre #SheDecides her på ambassaden«, viser en kvinde, der som en del af den feministiske kampagne #SheDecides holder et skilt, hvorpå hun har skrevet, hvad der kommer til at ske, når hun bestemmer – when she decides.

– Når hun bestemmer, definerer hun sin eksistens på sine egne præmisser, bryder heteronormative strukturer og smadrer patriarkatet, står det på skiltet.

Opslag delt af den danske ambassade i USA, som ambassaden siden fjernede. Billede: Screenshot af opslaget delt i tråd under opslag hos den danske ambassade i USA på Facebook.

Slettede opslaget efter kritik

Omtalen af opslaget fik flere til at kritisere ambassaden, og det fik den senere lørdag til at fjerne det. Det fremgår af et nyt opslag, hvori ambassaden forholder sig til kritikken.

– Denne uge sluttede den danske ambassade i Washington sig til andre ambassader i DC og rundt om i verden i fejringen af She Decides-dagen 2018. En del af den globale kampagne er at give folk muligheden for at udtrykke deres personlige opfattelse af, hvad det betyder for dem, når kvinder får mulighed for at bestemme selv, skriver ambassaden.

– Konceptet er at lade folk afslutte sætningen »Hvis hun bestemmer« med deres egne ord. Vi har delt et billede af nogle af disse statements, og det har ført til kritik. Ambassaden er enig i, at vi kunne have brugt et andet billede. Vi ønsker at undgå at fjerne opmærksomhed fra det vigtige kernebudskab om støtte til piger og kvinders ret til selv at bestemme. Vi har derfor valgt at fjerne [replace] det omtalte opslag, uddyber ambassaden.

Den danske ambassade i USA forklarer, hvorfor den lørdag fjernede et opslag, som opfordrede til at »smadre patriarkatet«. Billede: Screenshot, den danske ambassade i USA på Facebook.

Fortsætter, som om intet var hændt

Nyheden om, at ambassaden havde fjernet opslaget med det radikalfeministiske ønske om at smadre patriarkatet, blev modtaget med glæde blandt nogle af opslagets kritikere, herunder De Konservatives Rasmus Jarlov.

– Nu har den danske ambassade i USA taget billedet med det gakkede feministiske budskab ned. Tak for dét. Så kan vi være stolte af ambassaden igen, skrev han lørdag på Facebook.

Men det er det næppe alle, der er enige i.

For bortset fra fjernelsen af det kritiserede opslag fortsætter den danske ambassade i USA med at deltage i den feministiske #SheDecides-kampagne, som om intet var hændt.

Det fremgår blandt andet af ambassadens officielle profil på Instagram, hvor de første ni posts i skrivende stund udtrykker støtte til kampagnen.

Den danske ambassade i USA udtrykker massiv støtte til den feministiske kampagne #SheDecides på Instagram. Billede: Screenshot, Danmarks ambassade i USA, Instagram.

Noget tyder dermed på, at den danske ambassade i USA ikke regner med, at sagen drejer sig om andet og mere end et uheldigt opslag på Facebook.

De næste dage vil vise, om den har ret.

Sikkert er det, at tiden, hvor den danske ambassade i USA i al ubemærkethed kunne bruge danske skattekroner på feministisk aktivisme, er forbi.

Lørdag faldt ambassadens bedømmelse på Facebook som konsekvens af sagen, da flere reagerede på ambassadens ageren ved at anmelde den med den lavest mulige karakter.

Et udpluk af de tilknyttede kommentarer kan tyde på, at ambassaden ved sin direkte støtte til den feministiske #SheDecides-kampagne har begået en større fejl, end den selv er klar over.

 

 

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

38 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

38 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *