28. marts, 2024

Dansk Kvindesamfund: Sig »skal jeg stoppe?« under akten

Det kan være en god idé at spørge sin partner under samlejet, om man skal stoppe, mener Dansk Kvindesamfunds forkvinde, Lisa Holmfjord (tv.).
Det kan være en god idé undervejs i samlejet at spørge sin partner, om man skal stoppe, mener Dansk Kvindesamfunds forkvinde, Lisa Holmfjord (tv.).

Samtykke bør også indhentes midt i samlejet, mener Dansk Kvindesamfund, som anbefaler, at man løbende stiller spørgsmål til sin partner under akten.

Debatten om samtykke er i fuld gang, efter centrumvenstrepartierne S, R og SF for to dage siden foreslog, at sex uden samtykke skal opfattes som voldtægt.

Men hvad er samtykke egentlig, og hvordan skal det fungere i praksis?

Det spørgsmål har Information stillet til en række aktører, og et af de mere opsigtsvækkende svar kommer fra Dansk Kvindesamfunds forkvinde, Lisa Holmfjord, som mener, at man bør stille spørgsmål til sin partner, imens man har sex.

Stil spørgsmål under akten

– Sig for eksempel: ’Har du lyst til det her?’ eller ’skal jeg stoppe?’ Det gælder også undervejs i akten, siger Holmfjord til avisen og fortsætter:

– Aktivt samtykke i praksis er at tydeliggøre det personlige ansvar. Det er dit ansvar at sikre dig, at den, du gerne vil have sex med, også vil have sex med dig.

Udtalelsen er en del af et længere svar, som kan læses i Informations artikel.

Regler for komplimenter

Det er ikke første gang, Dansk Kvindesamfund giver anbefalinger om god og rigtig opførsel mellem kønnene.

Eksempelvis forklarede foreningens nu tidligere næstforkvinde Ulla Tornemand i 2013, hvordan mænd skal give kvinder komplimenter.

– Hvis komplimenten absolut skal vedrøre noget ved hendes fysiske fremtoning, så vælg noget, der ikke har et seksuelt eksplicit indhold, for eksempel en kompliment om hendes hår, påpegede Tornemand ved den lejlighed.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview