Debattens ingenmandsland

Har nye begreber som "equalisme" en fremtid i den danske ligestillingsdebat?
Har nye begreber som “equalisme” en fremtid i den danske ligestillingsdebat? Det undersøger to journaliststuderende i denne artikel.

Eksperter dømmer dødvande i den danske kønsligestillingsdebat. Debatten fornyer sig ikke og kommer ikke til det foreløbigt, hvis fløjkrigene fortsætter. Kan nye tanker og begreber redde en debat, som er lige vigtig for os alle?

Af Julie Krogh Thomsen og Nanna Heiring Juelsbo, kandidatstuderende på Danmarks Medie og Journalisthøjskole i Aarhus.

Krydsordshæftet er slået op og giver knap plads til iskaffen på cafebordet, hvor treogtyveårige lærerstuderende Stine Fahrenholtz sidder og varmer sig ved den første forårssol. Rundt omkring høres latter, og ubekymrede smil reflekteres i sæsonens solbriller. Livet føles godt herude i middagssolen foran Café Englen en tirsdag i marts. Stine Fahrenholtz, der om et år er færdig på læreruddannelsen i Aarhus, lukker krydsordshæftet sammen og rejser sig fra solpletten til et mere afsides hjørne inde i cafeen.

Ord i kasser og forståelser i krydsfelter er netop, hvad hun gerne vil tale om. Et ord især, som for mange er så meningsmæssigt sprængfarligt, at det kun tør anvendes fra behørig afstand: Feminismen. Den ”isme” som i offentlige debatter vækker harme og nedladenhed såvel som gejst og oprør. Holdninger udtrykkes i VERSALER i en kønsligestillingsdebat, hvor der råbes fra fløj til fløj. Er du for eller imod feminismen?

Stine Fahrenholtz er hverken-eller. Hun mangler et ståsted mellem de to fløje. Her midt imellem hvor ambivalens og tvivl er vokset til en søgen efter ’noget andet. Men kan man deltage i ligestillingsdebatten og være andet end for eller imod?

Kønskampen: en fortidens kamp

Snakken om lige rettigheder for kønnene smager af feminisme, men for Stine Fahrenholtz ligger F-ordet mærkeligt i munden. Så mærkeligt, at hun mener, at det aldrig kommer til at smage rigtig for hende.

”Snakken om kønsligestilling er vigtig, for der vil altid være nogle, der er undertrykte. Lige meget hvad vi gør. Jeg er nok en skabsfeminist, der aldrig springer ud, for jeg har ingen interesse i at kæmpe den kamp.”

Selve kampen synes at være en central del for unge danskeres feministiske gejst og mangel på samme. Stine Fahrenholtz og hendes jævnaldrende bliver med brede sociologiske penselstrøg beskrevet som ’Millenniumgenerationen’. En generation, som voksede op i 1990erne med Girl-power, kønsmainstreaming og en overordnet aktivistisk afmatning i kønsligestillingens favør.

Firetyveårige Simone Valentin Christensen er veninde til Stine Fahrenholtz, og hun sidder næste dag i baggården på samme cafe i Aarhus Midtby. Hun skulle oprindeligt have siddet der dagen forinden sammen med Stine, men måtte overgive sig til sygdom. Det er ikke så behændigt, når man som hende læser på en kandidatuddannelse i Coporate  Communication på Aarhus School of Business og har praktikansøgninger og  specialeovervejelser åndende i nakken.

Simone Valentin Christensen betegner sig selv midt i ”kønsligestillingsdebattens  ingenmandsland”. Hun har, som Stine Fahrenholtz, svært ved at se, hvad hun og andre skal kæmpe mod. Feminismen og dens kamp passer ikke til hendes identitet. Den repræsenterer hende ikke.

”Jeg anerkender, at feministerne har gjort sindssygt meget for, hvor jeg er i dag og det arbejde og de muligheder, jeg har. Men jeg vil ikke identificere mig med feminister og heller ikke med antifeministerne.”

Både Simone Valentin Christensen og Stine Fahrenholtz mener, at deres positioner i ”ingenmandslandet” mellem ligestillingens debattører skyldes en træthed af tonen i debatten og en mangel på muligheder for at være andet end blot for eller imod feminismen.

Ikke-feminisme og nye begreber

Tobias Petersen genkender de to kvinders tanker om feminismen. Han er uddannet sociolog og er ivrig ligestillingsdebattør med hjemmesiden Reelligestilling.dk, som han bruger til at dele nyheder og holdninger om kønsligestillingen i Danmark.

”Der er for mange ‘landsbytosser’ indenfor den feministiske bevægelse. Det, tror jeg, faktisk også en del feminister er klar over. Det gælder tidligere i historien, men også i dag. Et eksempel er den britiske feminist og blogger for The Guardian Julie Bindel, der sidste efterår udtalte, at alle mænd skal låses inde i bevogtede lejre. Når fremtrædende feminister udtaler sig sådan, sætter det jo en grænse for, hvor mange tilhængere bevægelsen kan få.”

Tobias Petersen betegner sig selv som ’ikke-feminist’. Han understreger dog straks, at det ikke betyder, at han er ’anti-feminist’. Han er ikke imod den kønsligestilling, som feminismen  beskæftiger sig med. Han ønsker dog omvendt heller ikke at identificere sig med en ideologi,  som han mener prioriterer et køn over et andet – kvinder over mænd. Tobias Petersen er som  ikke-feminist i stedet fortaler for en ”lige ligestillingsdebat”, som feminismen i hans øjne fejler i at føre.

Interessen for kønsligestilling begyndte i 2013. Han oprettede Reelligestilling.dk som en
personlig blog, hvorpå han kunne kanalisere sine egne holdninger i kønsligestillingsdebatten. I dag er siden vokset med flere ugentlige artikler og et aktivt kommentarspor.

”Jeg oprettede siden Reelligestilling.dk, fordi jeg savnede et alternativ til feminisme. Efter at have fulgt ligestillingsdebatten i aviserne et stykke tid, var min oplevelse, at man groft sagt enten var enig med Henrik Marstal, eller også var der ingenting – ikke noget alternativ. Det kunne da da ikke passe. Det burde kunne lade sig gøre at støtte kønsligestilling uden at støtte feminisme som ideologi, tænkte jeg.”

Men hvis du er ikke-feminist, hvad er du så?

”Tja. Der mangler noget her. Der er jo ikke noget, det er oplagt at kalde sig. Reel ligestilling var oprindeligt mit eget forsøg på at skabe et alternativt begreb – og samtidig et statement med udgangspunkt i begrebsparret formel ligestilling/reel ligestilling om, at ligestilling handler om lige rettigheder og muligheder. Altså at det, man kalder formel ligestilling, er reel ligestilling.”

Tobias Petersen er med sin interesse for kønsligestillingen stødt på alternative begreber udenfor Danmarks grænser. I den svenske kønsligestillingsdebat bruges blandt andet begrebet ’equalisme’ – en kønsneutral ideologi, som deler feminismens værdier om ligestilling dog uden fokus på køn. Tobias Petersen byder equalismen velkommen, selvom han mener, at begrebet endnu er for nyt og udefineret i en dansk kontekst.

”Equalisme kunne godt være en mulighed, men det er jo rent hypotetisk. Hvad køber du i øjeblikket, hvis du kalder dig selv equalist? Det kræver, at nogen tager begrebet op, og jeg kan jo spørge sig selv om, hvorfor den ’nogen’ ikke er mig. Det korte svar er, at jeg selv stadig er på en rejse, hvor jeg forsøger at finde ud af, hvad de nye begreber betyder.”

Tobias Petersen spår kønsneutrale begreber som equalisme en fremtid i den danske kønsligestillingsdebat. Hans forhåbning er, at flere danskere vil føle sig repræsenteret og inviteret ind i ligestillingsdebatten.

”Jeg kan godt se equalisme blive et talerør for de danskere, som leder efter alternative idéfællesskaber til feminisme. Og jeg tror sagtens, at equalisme kan fungere ved siden af feminisme. Ikke som en kritik, men som et ikke-ideologisk alternativ.”

”Hvad er forskellen”?

Det spørgsmål stiller Jytte Nielsen, da hun bliver spurgt, om equalismen kan fungere som et kønsneutralt alternativ til feminismen. Jytte Nielsen er forskningsbibliotekar på Kvinfo –  Danmarks videns- og udviklingscenter for køn, ligestilling og mangfoldighed og betegner sig  selv som feminist. Hun er trods sin stilling ikke tidligere stødt på begrebet ’equalisme’, men hun hilser idéen om kønsneutralitet velkommen. En neutralitet, som hun dog mener, at feminismen allerede imødekommer med brug af blandt andet det kønsløse ”hen”. For Jytte Nielsen er idéer og forslag til nye begreber velkomne i en ligestillingsdebat, som hun mener ligger i dødvande.

”Kønsligestillingsdebatten i Danmark kører i samme rille. Der er ingen visioner eller nytænkning i den. Det er ord mod ord.”

Jytte Nielsen forestiller sig, at der i fremtiden vil opstå interesse for alternative begreber som
’equalisme’, men at denne interesse vil være forbeholdt små akademiske kredse – ikke den
store offentlige debat. Hun mener i stedet, at kønsligestillingens udvikling vil ske i symbiotisk parløb med feminismens udvikling. En udvikling, som ifølge Jytte Nielsen er blevet tydeligere de seneste år og som kendetegner en feminisme, der i dag bekæmper diskrimination for alle køn, farver og baggrunde. Feminismen er ikke længere blot er en isme forbeholdt kvinder. Det ærgrer derfor Jytte, at det hverken lykkes borgere, politikere eller debattører at drive debatten videre fra den misforståelse.

”Ønsket om ligestilling er jo i virkeligheden ønsket om forandring. Der findes mange  forskellige grene af feminismen, som kan varetage den forandring: socialistisk feminisme, liberalistisk feminisme, sågar livmoderfeminisme og mange flere!”

Smagen af equalisme

På trods af feminismens mange forgreninger og subgenre føler hverken Stine Fahrenholtz og Simone Valentin Christensen sig repræsenteret af feminismen. Det historiske aspekt og kønskampen overdøver stadig ideologiens værdier.

De to unge kvinder bliver på cafeen introduceret for equalismen. Kan ismen være det ’andet’, de to kvinder leder efter, som kan få ligestillingsligningen til at gå op og bygge bro over ingenmandslandet? Stine Fahrenholtz tænker over spørgsmålet, imens mælkesteamerens hyperbolske summen med stigende lydstyrke lægger rummets andre lyde ned. Da tjeneren endelig slukker for den nu altoverdøvende streamer, har Stine Fahrenholtz tænkt færdigt. Hun fortæller, at hun forholder sig åben overfor kønsneutrale begreber og mener, at equalismen måske godt kunne være en rammende betegnelse for hendes syn på ligestillingen. At den skal være ”equal” for alle. Samtidig indskyder hun hurtigt, at betydningen endnu er for ”blurry” til, at hun ville tage ordet i sin mund.

”Men jeg synes, det er spændende, for det sætter helt sikkert nogle tanker og debatter i gang, hvor vi så kan tænke over: ”hvordan definerer jeg egentlig mig selv?””

Simone Valentin Christensen forholder sig også til, om en betegnelse som equalist kunne være et alternativ til den gruppe, der er hverken-eller i ligestillingsdebatten. Hun har svært ved at se gruppen af equalister for sig.

”Hvordan skal den gruppe identificeres? Hvem har den? Det er jo en isme.”

En helt tredje isme som begge kvinder til gengæld i højere grad kan identificere sig med er deres egen. Individualismen. Den synes at passe bedre og kan formes, som man vil. Simone Valentin Christensen uddyber:

”Jeg vil også hellere stå politisk fri. For hvad nu hvis der er noget, der politisk ikke passer på min person. Så vil jeg hellere stå udenfor som individ.”

En individualistisk ligestillingsdebat

Professor i politologisk kønsforskning fra Aalborg Universitet, Anette Borchorst, bekræfter, at der er en tendens om individets behov for frihed. Hun mener, at kønsligestillingsdebatten i dag er præget af individers krav til at træffe egne valg. Et tidstypisk krav i individualismens  aktuelle storhedstid.

”Alt er individuelle valg. Vi taler om, at hvis kvinder ikke bliver ledere, så er det fordi, de selv vælger at være familieorienteret, og hvis mænd ikke tager barsel, så er det deres prioritering.”

Hun påpeger samtidig, at diskussionen om individets krav til egne valg overskygger diskussionen om, hvilke strukturer i samfundet der opretholder kønnede problemstillinger. En konsekvens af den store grad af individualisme, som ifølge Annete Borchorst præger kønsligestillingsdebatten, er, at den virker sløvende på udviklingen af denne og endnu vigtigere: ligestillingen i Danmark.

Hvorvidt nye begreber som equalisme kan skabe bevægelse i en stillestående kønsligestillingsdebat er ifølge Anette Borchorst sandsynligt:

”Det kan være en mulighed for at få folk i gang. Vi ser nu en kønsligestillingsdebat, der står meget stille, fordi alt er individuelle valg.”

Anette Borchorsts teori om sammenhængen mellem individualismen og det udfordrede engagement i kønsligestillingsdebatten bakkes op af kønsdebattøren Tobias Petersen fra Reelligestilling.dk.

”Vi ser i dag en individualistisk strømning, som gør, at folk ikke i samme grad som tidligere bekender sig til og identificerer sig med ét begreb og én retning. Derfor tror jeg ikke, at vi vil se en folkelig bevægelse i 70’erforstand omkring equalisme. Men equalisme har alligevel et  vist potentiale. Der er jo en stor gruppe mennesker, som helhjertet støtter kønsligestilling, men ikke opfatter sig selv som feminister, fordi de ikke støtter alt det, der følger med i den ideologiske ‘værdipakke’, hvis man kalder sig feminist. Som jeg selv for eksempel.”

Inden klokken over den tunge glasdør på Café Englen klinger til farvel og Stine Fahrenholtz og Simone Valentin Christensen hver sin dag forsvinder ud i forårsdagens sidste solstråler, erklærer de begge, at de ikke bliver de første equalister i deres omgangskreds. Også selvom at de anerkender begrebets potentiale for at være en mulig bro over deres ingenmandsland. Vigtigst af alt er for begge kvinder, at de står stærkt som individer. Også selvom det er uden et kollektivt ideologisk fodfæste. Som Simone Valentin Christensen beskriver det:

”Det er vores egen kamp nu. Individets.”

Artiklen er en eksamensopgave. Jeg blev i forbindelse med den interviewet af Julie og Nanna, som efterfølgende har sagt ja til, at jeg måtte dele artiklen her. Indholdet i artiklen har jeg ikke haft indflydelse på, og jeg understreger derfor for en god ordens skyld, at vinkling med videre, også i forbindelse med mine udtalelser, er Julie og Nannas.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *