Den fejlslagne kamp mod voldtægt

Den_fejlslagne_kamp_mod_voldtaegt

Ingen dreng er nogensinde vågnet op med tanken: »Jeg vil være voldtægtsforbryder, når jeg bliver stor!«.

Der estimeres at ske 4.200 tvangssamlejer og forsøg på tvangssamlejer i Danmark om året, og hvis det tal skal nedbringes, skal de feministiske debattører, politikere og organisationer sættes uden for indflydelse.

Det kan lyde selvmodsigende, for går feministerne ikke netop forrest i kampen mod voldtægt? Og jo, på overfladen kan det se sådan ud. De danske feminister både taler og skriver meget om voldtægt, og man får let det indtryk, at de er frontkæmpere på området.

Men dykker man ned i stoffet, finder man ud af, at det ikke forholder sig sådan. Ser man på, hvad feministerne ønsker, og hvad virkeligheden kalder på, opdager man en kløft. Det, feministerne vil, fører ikke til færre voldtægter. Og det, der fører til færre voldtægter, vil feministerne ikke.

Lederskribent på Svenska Dagbladet Per Gudmundsson udtrykker modsætningen fint[1]. Også i Sverige raser voldtægtsdebatten – ikke mindst efter svensk politis seneste påfund, armbånd med teksten »grams ikke«, som uddeles til piger og kvinder på festivaler og ved andre større arrangementer, angiveligt for at »skabe opmærksomhed« om problemet – og i en leder om emnet skriver Gudmundsson, at politiets kampagne er fejlslagen, fordi dens sigte er forkert. »Det, vi behøver, er ikke primært bred oplysning«, skriver han, »men målrettede indsatser for at stoppe en specifik gruppe gerningsmænd«.

Gudmundsson henviser til opgørelserne fra den meget omtalte nytårsaften i Køln, hvor 149 af 153 mistænkte gerningsmænd var indvandrere, og til en svensk rapport over seksuelle krænkelser ved festivaler, på offentlige pladser og i svømmehaller, der tegner det samme billede: Etnicitet er en faktor, man ikke kan se bort fra, når det drejer sig om voldtægt og seksuelle krænkelser.

Weekendens overgreb på den svenske musikfestival »Putte i Parken« understreger pointen. Her blev piger ned til 12 år omringet af unge mænd, som kyssede dem og befamlede dem under tøjet. Unge mænd, som »arbejdede sammen« i grupper, og som havde én ting til fælles: at de var udlændinge. Alene lørdag aften blev otte mænd anmeldt for seksuelle krænkelser ved festivalen, og om dem sagde vakthavende ved politiet i Värmland, Per-Arne Eriksson: »I syv af anmeldelserne er det udenlandske, yngre mænd, og i én er det en yngre mand, som taler svensk«[2].

I Danmark kom Danmarks Statistik for Berlingske sidste år frem til samme konklusion: Selv når man renser tallene for sociokulturelle variable som arbejdsløshed, er indvandrere og efterkommere af indvandrere overrepræsenterede i statistikkerne over voldtægt og seksuelle overgreb[3]. Et resultat, også TV 2 Norge kom frem til, da mediet gennemgik samtlige domme for seksualforbrydelser i Norge i 2015[4].

Billedet er altså tydeligt, men spørger man feministerne i Danmark og resten af Norden, er løsningen ikke at målrette den forebyggende indsats mod de grupper, der er overrepræsenterede i statistikkerne. I stedet skal man modarbejde den »voldtægtskultur«, som præger alle mænd i de nordiske samfund, siger de.

Og heri problemet. Fordi feminismens ideologiske grundtanke er, at kvinder strukturelt undertrykkes af mænd, må feministerne fastholde, at det er mænd som samlet gruppe, der er problemet; at samfundets normer og strukturer får alle drenge og mænd til at opføre sig forkert. Hvis problemet primært eksisterede blandt nogle grupper af mænd – som det gør – ville en af feminismens teoretiske grundpiller være i fare for at krakelere.

Derfor, og uden hensyn til de kvinder, det går ud over, fastholder feministerne hårdnakket, at »voldtægtskulturen« er årsagen til voldtægter og andre seksuelle krænkelser: Alle mænd skal »genopdrages« til at opføre sig anderledes, selv om intet tyder på, at det vil føre til færre voldtægter. For hvordan det? En mand, der i forvejen ikke voldtager, kan ikke voldtage sjældnere, end han allerede gør.

Ønsker vi at nedbringe antallet af voldtægter i Danmark, må vi erkende, at den feministiske kurs i bedste fald er nytteløs, i værste fald er skadelig og under alle omstændigheder medfører et betragteligt ressourcespild.

Ressourcespildet kan blandt andet iagttages i de kampagner, der fra tid til anden gennemføres mod voldtægt. Hver eneste gang er sigtet bredt, hvor det burde være snævert, og hver eneste gang spildes således millioner af kroner på at få budskabet ud til mennesker, det ikke angår. Metoden svarer til at sætte valgplakater op i hele Danmark, når man stiller op til kommunalvalget på Bornholm: Kun en brøkdel af kommunikationen når frem til målgruppen, fordi strategien er forfejlet.

At den feministiske kurs er nytteløs eller ligefrem skadelig, har samme årsag. Når de midler, man kunne bruge på en målrettet indsats, smøres tyndt ud på en bred indsats, bliver resultaterne derefter. I bedste fald kan man håbe, at det blot fører til et uændret antal voldtægter. I værste fald kan man frygte, at den feministiske insisteren på ikke at målrette indsatsen betyder, at vi oplever flere voldtægter i Danmark, end vi ellers ville have gjort, fordi den brede indsats når frem til færre potentielle voldtægtsmænd, end en målrettet ville gøre.

Det er vigtigt at understrege, at selv om indvandrere og efterkommere af indvandrere er overrepræsenterede i statistikkerne, begås hovedparten af voldtægterne i Danmark af ’pæredanske’ mænd.

Det er ikke sådan, at voldtægtsproblemet kan reduceres til et indvandrerproblem. Og det skal det heller ikke. Vi skal fokusere indsatsen mod alle grupper, der er overrepræsenterede i statistikkerne, og det kræver politisk vilje, dels til at skabe den fornødne viden, dels til at ændre det nuværende brede sigte.

En effektiv indsats mod voldtægt består af tre trin. 1. En erkendelse af den bredsporede kurs’ fejl og mangler. 2. En forskningsindsats, der skaber ny og bedre viden om, hvem voldtægtsforbrydere er. 3. En omprioritering af den forebyggende indsats på baggrund af forskningsresultaterne, så indsatsen målrettes mod dem, vi med et trist udtryk kan kalde »fremtidens voldtægtsforbrydere«.

Man skal ikke være naiv og tro, at vi kan udrydde voldtægt. Men får vi fat i fremtidens voldtægtsforbrydere i tide, kan vi med god sandsynlighed forhindre nogle af de overgreb, de ellers ville have begået.

Det skylder vi først og fremmest de potentielle ofre at gøre. Vi kan ikke lave 4.200 om til 0. Men hver eneste voldtægt og voldtægtsforsøg, vi kan forhindre, redder en ung kvinde fra en traumatisk oplevelse. Selv en »lille« ændring, for eksempel fra 4.200 til 3.500, vil være en succes. Det vil give 700 kvinder et bedre liv, end de ellers ville have haft.

Også for drengene vil det være positivt. Ingen dreng er nogensinde vågnet op med tanken: »Jeg vil være voldtægtsforbryder, når jeg bliver stor!«. Alligevel ender nogle med at blive det. Kan vi stoppe fremtidens voldtægtsforbrydere i tide, redder vi ikke kun de kvinder, de ville have forgrebet sig på, men også de drenge, der aldrig ønskede at ende med at blive en del af den triste statistik.

For mange af dem er voldtægt ét af mange dårlige valg, de træffer i et liv præget af arbejdsløshed, ensomhed, kriminalitet, stofmisbrug, alkoholmisbrug og psykisk sygdom. For nogle desuden af en opvækst i stærkt mandsdominerede kulturer, som har gjort det vanskeligt for dem at agere i et samfund, hvor ligestilling og ligeværd er normen. Ingen af disse problemer kan vi løse med et fingerknips. Men det bør ikke afholde os fra at se, hvor langt vi kan nå.

[1] http://www.svd.se/tjafsainte

[2] http://www.friatider.se/nya-ofredanden-under-putte-i-parken-minst-7-av-8-tafsare-flyktingbarn (Fria Tider har et klart højreorienteret fokus, men vakthavende Per-Arne Erikssons udtalelser må stå til troende, idet hverken Eriksson selv eller svensk politi har korrigeret dem. Andre svenske medier fortalte på skrivetidspunktet historien uden at hæfte sig ved gerningsmændenes etnicitet, men har gjort det siden. Se også Politikens artikel: http://politiken.dk/udland/int_europa/ECE3286954/svensk-politi-dokumenterer-boelge-af-overgreb-mod-kvinder/)

[3] http://www.b.dk/nationalt/indvandrere-og-efterkommere-faar-flest-domme-for-overgreb

[4] http://www.tv2.no/nyheter/8072765

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *