29. marts, 2024

Den umulige debat om voldtægt og ansvar

Den-umulige-debat-om-voldtaegt-og-ansvar

Ebrahim Saids debatindlæg blotlægger et generelt problem i voldtægtsdebatten: en manglende evne til at sondre mellem verden, som den burde være, og verden, som den er.

I weekenden fik 16-årige Ebrahim Said den store tur i medierne og på Facebook for sine ytringer i et debatindlæg på Weekendavisen, hvor han fremførte det synspunkt, at kvinder har et medansvar for voldtægt, hvis de klæder sig udfordrende og færdes alene om aftenen og om natten.

For højrefløjen var Said en kærkommen lejlighed til at “påpege”, at indvandrere og deres efterkommere har et forskruet kvindesyn, og for venstrefløjen og dens feminister kunne Saids indlæg bruges som “dokumentation” for, at et undertrykkende kvindesyn stadig florerer blandt mænd.

Derfor blev substansen i Saids indlæg ikke diskuteret. Folk på begge fløje havde mere travlt med at tage afstand til Said og hans ytringer end til at forholde sig til dem. Mest fordi, altså, at det var opportunt af den ene eller anden politisk-ideologiske årsag.

Men måske er der en tredje årsag til, at debatten om voldtægt og ansvar altid lægges død, inden den er kommet i gang: en manglende evne til at sondre mellem verden, som den burde være, og verden, som den er.

Idealisme og realisme

Ser man på de vrede reaktioner mod Saids debatindlæg, indeholder mange af dem varianter af synspunktet: »Det kan aldrig være en kvindes skyld, at en mand forgriber sig på hende«. Fælles for dem er, at de forholder sig til, hvordan virkeligheden burde være.

Stort set ingen forholder sig til Saids debatindlæg fra et realistisk perspektiv. Ingen siger: »Verden burde ikke se ud, som den gør, men det gør den, og fordi den gør det, bør vi diskutere, om Said har en pointe«. Ingen forholder sig til, hvordan virkeligheden er.

Forstå mig ret: Jeg hævder ikke, at Said har en pointe, eller at han har ret i sine påstande. Det, jeg hævder, er, at spørgsmålet om, hvorvidt han har det eller ej, skal afgøres ved at se på, om hans påstande er sande eller falske, ikke ved på forhånd at afvise dem, fordi de forholder sig til virkeligheden på en måde, man ikke bryder sig om.

Erkendelse af virkeligheden hverken indeholder eller medfører nogen moralsk stillingtagen. Et udsagn af typen: »Hvis kvinder klæder sig mindre udfordrende, vil der ske færre voldtægter«, indeholder ikke nødvendigvis en holdning til, om kvinder skal klæde sig mindre udfordrende, dersom påstanden er korrekt. Det udtrykker en hypotese, som kan efterprøves, ikke et moralsk påbud. Det er afgørende, at vi, uden at forholde os normativt til dem, kan diskutere, om udsagn er sande eller falske. Hvis vi nægter eller ikke evner at gøre det, bliver vores diskussioner værdiløse; vi bliver nødt til at finde ud af, om noget er korrekt, inden vi forholder os til, hvad vi synes om det.

Et tilsvarende værditab sker, hvis vi nægter eller ikke evner at sondre mellem realisme og idealisme. Når udsagn, som forholder sig til, hvordan verden er, mødes med svar, som forholder sig til, hvordan verden burde være, er ingen debat mulig. Hvis jeg siger: »Sådan her er det«, og du siger: »Men sådan burde det ikke være«, kommer vi ikke videre, for vi taler ikke om det samme.

Den tredje årsag til, at debatten om voldtægt og ansvar er umulig

Kløften mellem realisme og idealisme synes at være den tredje årsag til, at substansen i Saids debatindlæg ikke blev diskuteret.

Saids ytringer om adfærd og risiko forholder sig til verden, som den er. De er i udgangspunkt deskriptive, ikke normative. Said siger ikke: »Jeg synes, at det er godt, at verden er sådan, at kvinder er nødt til at tænke over, hvor de færdes, og hvordan de klæder sig«. Han siger: »Verden er sådan, at kvinder er nødt til at tænke over, hvor de færdes, og hvordan de klæder sig«.

Reaktionerne forholder sig til verden, som den burde være. De er normative, ikke deskriptive. De siger ikke: »Kvinder er aldrig nødt til at tænke over, hvor de færdes, og hvordan de klæder sig«. De siger: »Kvinder bør aldrig være nødt til at tænke over, hvor de færdes, og hvordan de klæder sig«.

Situationen er derfor den samme som i eksemplet ovenfor: Det er umuligt at komme videre, fordi det er to helt forskellige diskussioner. Den ene part forholder sig til det konkrete, det reelle, den anden til det ønskværdige, det ideelle.

Lige dele forståeligt og beklageligt

Problemet gælder ikke kun i Saids tilfælde, men opstår hver gang nogen tager diskussionen om voldtægt og ansvar op.

Norske Inger Merete Hobbelstad udtrykte på et tidspunkt meget rigtigt, at voldtægtsdiskussionen er den eneste diskussion, hvor de, der ønsker at beskytte potentielle ofre, risikerer at blive kritiseret for at gøre ofrene ansvarlige. Det gjorde hun i forbindelse med en diskussion om et forslag om at lave en sikre ruter gennem Oslo – såkaldte Raymond-ruter, efter ideens bagmand, Arbeiderpartiets Raymond Johansen – hvor unge piger (og andre) kunne gå trygt hjem om aftenen og natten.

Ideen om de ekstra godt belyste ruter vakte nemlig kritik fra politiske modstandere og norske feminister, som mente, at etableringen af sikre ruter var at pålægge unge kvinder ansvar for voldtægt. For hvis ruterne kom, ville kvinder så ikke blive betragtet som uansvarlige, hvis de valgte andre veje hjem og blev voldtaget? Løsningen var ikke sikre ruter, mente de, men at tvinge mænd til at ændre adfærd. Don’t change the roads, change the rapists, kan man forestille sig, de har sagt.

Det er et godt eksempel på, at realismen og idealismen støder sammen i ligestillingsdebatten og i særdeleshed i debatten om voldtægt og ansvar. På den ene side ønskede idemagerne bag de sikre ruter jo ikke at skabe dem for at legitimere voldtægt; de ønskede at skabe dem for at løse et konkret problem i den aktuelle virkelighed. På den anden side var de norske feminister jo ikke imod dem, fordi de ønskede, at kvinder fortsat skulle risikere at blive udsat for voldtægt på mørke stier; de var imod dem, fordi den baserede sig på en virkelighedsopfattelse som stred – og strider – fundamentalt imod deres idealer. De modsatte sig dem, fordi det i deres øjne – og det kan man da forøvrigt ikke være uenig med dem i – ikke bør være sådan, at sikre ruter er nødvendige, selv om det muligvis i den virkelige, ikke-ideale verden er sådan, at ruterne er nødvendige.

Before you accuse me …

Det, jeg forsvarer her, er ikke Said, men sondringen mellem normative og deskriptive udsagn, eller hvad jeg har omtalt som idealisme og realisme.

Jeg synes naturligvis, at kvinder skal kunne færdes overalt og i lige præcis det tøj, de har lyst til, og at det aldrig, under nogen omstændigheder, er en kvindes ansvar, hvis hun bliver voldtaget. Det er i mine øjne fuldstændig absurd at mene noget andet.

Men, og jo Bente Dalsbæk, der er et men, skal vi på grund af vores normative opfattelse – at kvinder selvfølgelig bør kunne klæde sig, som de ønsker og færdes, hvor de vil – afskære os fra at diskutere verden, som den er? Hvis virkeligheden er sådan, at kvinder ikke kan færdes frit og klæde sig, som de ønsker, bør vi så ikke forholde os til det? Gør vi ikke kvinderne en bjørnetjeneste, hvis vi udelukkende forholder os til, hvordan verden burde være? Skal vi som i Oslo lade være med at lave sikre ruter, fordi sikre ruter ikke burde være nødvendige? Uanset om de er det eller ej?

Det er klart, at det er vanskeligt at sondre i netop ligestillingsdebatten, fordi den er så præget af idealisme, som den er. Feminisme handler i høj grad om, hvordan verden burde være. Meget af energien i den feministiske bevægelse hentes i drømmen om et anderledes samfund. Det er det, man kæmper for, og det er ønsket om forandring, der driver kampen. Derfor er det ikke mærkeligt, at man bliver rasende over ytringer som Saids, der strider direkte imod de idealer, man sætter så højt.

Men det er beklageligt, hvis idealismen bliver så stærk, at den står i vejen for realismen. Hvis det bliver sådan, at der er udsagn, man ikke vil diskutere, fordi man tror, de implicerer en bestemt holdning. Eller hvis der er dele af virkeligheden, man ikke vil diskutere, fordi man ville foretrække, at virkeligheden så anderledes ud, end den gør. For så svigter man de mænd og kvinder, der hver dag må begive sig ud i den grå og aldeles virkelige verden, der er, som den er, uanset hvad man synes om den.

Og Said? Saids ytringer om kvinders påklædning, hvor de færdes og medansvar for voldtægt kan man afvise helt uden at bevæge sig væk fra det reelle. De fleste voldtægter, ca. 2/3, sker mellem mennesker, der kender hinanden, og de fleste voldtægter, ca. 2/3, sker i private hjem. Hertil kommer, at voldtægt i vidt omfang er et socialt problem, idet både gerningsmænd og ofre er overpræsenterede i miljøer, der er præget af blandt andet kriminalitet, misbrug og arbejdsløshed. Samlet set betyder det, at Saids forestilling om voldtægt som noget, der skyldes, at en kvinde har udfordrende tøj på, eller at hun færdes alene i byen efter klokken 24, er forkert. Der sker voldtægter af den type, Said beskriver, men de er sjældne og adskiller sig markant fra den typiske voldtægt. Det er ikke her, man skal fokusere, hvis man ønske at nedbringe antallet af voldtægter, og Saids ide om, at kvinder på grund af deres tøj og færden i byen bærer et medansvar for voldtægt, kan med samme begrundelse afvises; den er ikke kun moralsk angribelig, som de fleste er enige om, men tillige faktuelt uholdbar.

Og det er det sidste, der er min pointe. Vi må ikke glemme at se på, om udsagn og påstande faktisk passer. Heller ikke, når vi ikke bryder os om dem. Det er fristende at tænke: »Sikke en idiot!«, når nogen skriver noget, man er dybt uenig i. Men det fører ikke diskussionen videre. Man bør undersøge, om vedkommende har ret eller tager fejl, inden man forholder sig normativt til det, han eller hun siger.

Voldtægtsdebatten vil ikke producere gode løsninger, hvis vi kun forholder os til verden, som den burde være, og nægter at forholde os til verden, som den er.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview