Derfor blander de radikale feminister æbler og pærer sammen

Derfor-blander-de-radikale-feminister-aebler-og-paerer-sammen

Når de radikale feminister efter hændelserne i Køln vægrer sig mod at godtage kulturforklaringen, skyldes det ikke først og fremmest frygten for at styrke højrefløjen.

Reaktionerne på de ulykkelige begivenheder i Køln og flere andre europæiske byer nytårsaften tydeliggør, at den radikalfeministiske fløj i den feministiske bevægelse står over for en næsten uløselig opgave.

Fløjen tæller blandt andre tidligere næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund Ulla Tornemand, musiker og kønsdebattør Henrik Marstal og stand up-komiker Sanne Søndergaard, som alle har talt de afrikanske og mellemøstlige mænds masseovergreb ned ved at henvise til, at etnisk danske mænd også begår seksuelle overgreb og give indtryk af, at problemet er en generel maskulinitetskultur, som alle mænd er bærere af, ikke en etnisk og religiøst betinget kultur, som eksisterer blandt mænd fra bestemte dele af verden. »Tag hudfarven ud af ligningen, hør på de oplevelser, som kvinder i mange år har fortalt om af lignende karakter, og det fremstår tydeligt, at dette ’fænomen’ hverken er nyt eller knyttet til en bestemt etnicitet eller kultur«, skriver Tornemand blandt andet i et debatindlæg om sagen.

De radikale feministers forståelse af virkeligheden adskiller sig markant fra de beskrivelser, tysk politi har givet af hændelserne. De kvindelige ofre blev omringet af 10-15-20 mænd, som forhindrede dem i at slippe væk og forgreb sig på dem. Her var ikke tale om én mands overgreb, som der er, når en mand voldtager en kvinde på festivalen i Roskilde, men om grupperovergreb, hvor mange mand handlede i fællesskab. Det er en væsentlig pointe, som også flere debattører med indvandrerbaggrund har påpeget. »Hvis en dansk stodder overtræder en kvindes grænser i byen, vil de første fem danske mænd forsvare hende. I patriarkalske kulturer vil de første fem mænd forklare, hvordan hun fortjente det. Dét er en væsentlig forskel«, udtaler en af dem, Geeti Amiri, til Berlingske som svar på spørgsmålet: »Kunne krænkelserne i Køln også kunne ske i København?«.

Både Tornemand og Marstal har understreget, at de tager afstand til overgrebene i Køln. Men de har ikke leveret tilfredsstillende svar på, hvorfor de bruger brune mænds kollektive overgreb nytårsaften i Køln som en anledning til at tale om hvide mænds individuelle overgreb i Danmark. Eller sagt anderledes: Hvorfor det er så vigtigt for dem at blande æbler og pærer sammen.

Blandt de radikale feministers kritikere er opfattelsen, at det, man her opfatter som bagatelliseringer og relativiseringer, først og fremmest skyldes forbindelsen til venstrefløjen i dansk politik. De radikale feminister ser den anden vej, mener man, fordi anerkendelsen af problemets kulturelle aspekter er at gå højrefløjens ærinde. Radikalfeministerne drager paralleller til danske mænd for at ikke at bidrage til en dæmonisering af flygtninge og indvandrere og derved indirekte støtte højrefløjens politik på området, er analysen hos adskillige borgerlige debattører.

Det er ikke vanskeligt at se, at der eksisterer et værdifællesskab mellem de radikale feminister og venstrefløjen, og de politiske hensyn er formentlig en del af årsagen til de radikale feministers reaktion på masseovergrebene i Køln. Men næppe hele årsagen. For ønsket om at blande æbler og pærer sammen er ikke nyt blandt de radikale feminister, og det er deres ’normkrig’ mod den hvide mand heller ikke. Her er ikke tale om en spontan reaktion, men om en gentagelse af et mønster. Det er oplagt, at de radikale feminister ikke ønsker at styrke højrefløjen, men den væsentligste årsag til deres reaktioner skal findes et andet sted: i den feministiske ideologi.

Idehistorisk henter den feministiske ideologi inspiration fra marxisme, poststrukturalisme og socialkonstruktivisme. Ideologiens kerne er ideen om patriarkatet, mænds dominans over kvinder, som skabes og vedligeholdes af usynlige samfundsstrukturer. Det er disse strukturer, og dermed samfundet, som skal ændres, hvis mænds undertrykkelse af kvinder skal ophøre. I et patriarkalsk samfund, og et sådant opfatter radikalfeministerne Danmark som, er kvinden altid i et ulige magtforhold med manden. Når mange mænd ikke kan se det, skyldes det, at de ikke ser deres egne privilegier: mandens fordele opleves af manden som det normale, og derfor ser han dem ikke som fordele. Når mange kvinder ikke kan se det, skyldes det, at de har internaliseret undertrykkelsen: de har overtaget det patriarkalske samfunds værdier, og derfor opfatter de dets ulige magtrelationer som normale og legitime. Det er på dette ideologiske fundament, de radikale feminister forstår virkeligheden.

På grund af dette udgangspunkt har de radikale feminister vanskeligt ved at godtage forklaringer og teorier, der hævder, at sociale fænomener har årsager, som er partikulære. En stor strid i diskussionen om voldtægt handler om netop det. Spørgsmålene er blandt andet: Er voldtægt noget, samfundet skaber grobund for i alle mænd, og som alle mænd derfor skal læres ikke at begå, eller er voldtægt noget, en bestemt slags mænd med specifikke karakteristika i overvejende grad begår, og som diverse indsatser skal målrettes mod? Kan antallet af voldtægt kun nedbringes, hvis samfundet grundlæggende laves om, eller kan det nedbringes gennem målrettede indsatser mod specifikke grupper i det eksisterende samfund? Den norske sociolog Preben Z. Møller peger i en bog om emnet på, at den feministiske modstand mod den partikulære forklaring – nogle mænd – har været og fortsat er så stærk i de skandinaviske lande, at det har påvirket forskningen på området. Der er ting, man ikke har villet undersøge, fordi man ville fastholde ideen om alle mænd. For eksempel har man i Sverige ved flere lejligheder bevidst undladt at undersøge voldtægtsmænds etnicitet, fordi man mente, at resultaterne ville kunne forstyrre forståelsen af det, man opfatter som det generelle problem: kvinders strukturelle undertrykkelse i samfundet. Man ville ikke have tal, der kunne modsige patriarkatteorien, og derfor besluttede man at udelade de variable i undersøgelserne, der ved den efterfølgende analyse kunne risikere at gøre det.

Det er i det lys, reaktionerne efter Køln skal forstås. Modstanden mod at hjælpe højrefløjen spiller givetvis en rolle, men det egentlige problem for de radikale feminister er, at en accept af det, man med et bredt udtryk kan kalde kulturforklaringen, kræver en indrømmelse af, at patriarkatteorien ikke er fejlfri. Erkender man, at masseovergrebene først og fremmest skal forklares med udgangspunkt i overgrebsmændenes kulturelle baggrund i Mellemøsten og Nordafrika, bliver det vanskeligt samtidig at hævde, at sexisme, vold og voldtægt skabes af usynlige strukturer i vestlige samfund som Danmark og Tyskland. Den strukturelle undertrykkelse påvirker alle. Derfor kollapser teorien, hvis specifikke grupper opfører sig vidt forskelligt fra de øvrige.

En teoretisk lappeløsning er naturligvis at hævde, at masseovergrebsmændenes adfærd også skyldes patriarkatet, som blot står stærkere i de lande, de kommer fra, end det gør her. Den model har flere debattører fulgt, herunder Ulla Tornemand og Rune Engelbreth. »Jo mere patriarkalske familiemønstre og kulturer, desto værre er problemet, og der er ingen tvivl om, at religion ofte bruges som krykker eller fundament for en institutionaliseret undertrykkelse af kvinder. Hvad mange kvinder udsættes for i Afghanistan er lykkeligvis ikke hverdag i Danmark. Men det betyder bare ikke, at vi ikke også har et forbløffende stort problem herhjemme«, skriver Engelbreth i et indlæg i Politiken. Den sidste sætning afslører imidlertid lappeløsningens problem: Hvis man vil fastholde patriarkatet som forklaring, må man også anerkende, at patriarkatet er væsentligt stærkere andre steder end i Danmark. Dermed bliver det sværere at hævde, at danske kvinder er undertrykte. Det kommer til at klinge hult, og det er også teoretisk usammenhængende. Hvis patriarkatet vitterlig er årsagen, hvorfor er dets effekter så vidt forskellige i forskellige kulturer? Det kan man ikke svare på uden at falde tilbage på den kulturforklaring, man så gerne vil undgå, fordi man ellers er nødt til at indrømme, at den er en bedre forklaring end patriarkatteorien.

Udfordringen for de radikale feminister ser uoverstigelig ud. Enten skal de fastholde, at det, der skete i Køln og andre europæiske byer, er et udtryk for det det samme, som der sker i Danmark. At de mellemøstlige og nordafrikanske mænds kollektive overgreb på sagesløse tyske kvinder i det offentlige rum – det, der på arabisk kaldes tahharush gamea – skal forstås ud fra samme præmisser som danske mænds kejtede flirten til julefrokoster. At de organiserede seksuelle overgreb på piger ned til 12 år begået af afghanske drenge og mænd ved festivalen ‘We are Sthlm’ midt i Stockholms centrum skal forklares på samme måde som danske drenges rangordning af piger efter udseende på diverse hjemmesider. De skal nægte at sondre, både mellem grader af alvor og hændelsernes årsager. Eller også skal de opgive den teori, der har baseret alt på. Erkende, at patriarkatteorien i bedste fald ikke kan stå alene og i værste fald slet ingen forklaringskraft har. At de ligestillingsproblemer, vi har i Danmark, måske ikke skyldes strukturel undertrykkelse af kvinder, men skal forklares på anden vis, for eksempel sociologisk eller biologisk. At det måske nok kan være irriterende, at mænd kigger efter kvinder på stranden, men at det er meningsløst at analysere denne seksuelle interesse med udgangspunkt i samme teoretiske skabelon, som man bruger til at forklare systematiske, organiserede voldtægter.

Det barokke er, at patriarkatteorien sjældent har haft større mulighed for at fungere som forklaring. Problemet er bare, at den ikke kan forklare begge dele på én gang uden at blive svækket. Man kan ikke sige: »Se, det er sådan, patriarkatet fungerer« om lande, hvor kollektive overgreb forekommer jævnligt og er legitime, uden samtidig at sige: »Altså er dette ikke et patriarkalsk samfund« om lande, hvor kollektive overgreb ikke er en del af kulturen og er illegitime. Derfor har de radikale feminister foreløbig valgt at blande æbler og pærer sammen. Ikke først og fremmest af frygt for at hjælpe højrefløjen, men af frygt for at undergrave den teori, så meget af deres arbejde baserer sig på. De er havnet på en gren med en sav i hånden og ved godt, hvem det er, der falder ned, hvis de bruger den.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *