DJØF vil ikke svare på kritiske spørgsmål om støtte til etablerede kvindelige debattører

Fagforeningen DJØF støtter 8. marts-arrangementet Minority Talks, hvor etablerede kvindelige debattører samles til en snak på Hovedbiblioteket i København, men vil ikke svare på hvordan eller hvorfor. Billede: Arrangementets Facebook-side.

Et mangelfuldt svar fra en student er fagforeningen DJØF’s eneste respons på fem spørgsmål om DJØF’s støtte til kvindearrangement 8. marts.

På Kvindernes Internationale Kampdag afholdes arrangementet Minority Talks på Københavns Hovedbibliotek.

Her kan gæsterne blandt andet opleve kendte ansigter som Paula Larrain, Geeti Amiri og Khaterah Parwani, der i roller som værter og deltagere skal være med til at »hylde minoritetskvinden i Danmark« ved tre debatter.

Det fremgår af arrangementets Facebook-side.

Med støtte fra DJØF

På siden kan man ligeledes læse, at Minority Talks støttes af DJØF.

Det angives imidlertid ikke, hvor mange penge der er tale om, hvordan de bruges, eller hvorfor DJØF finder arrangementet værd at støtte.

Jeg kontaktede derfor i starten af januar min tidligere fagforening for at få svar på fem spørgsmål om DJØF’s støtte til Minority Talks. De lød som følger:

1. Ifølge arrangementets Facebook-side er ’Minority Talks’ ”lavet med støtte fra DJØF”. Hvori består denne støtte?

2. Arrangementet præsenterer en række kvinder, som i forvejen er kendte i den offentlige debat og har stort set fri adgang til den. Det skyldes blandt andet, at flere ledende medier har besluttet sig for at diskriminere mandlige debattører til fordel for kvindelige debattører og debattører med minoritetsbaggrund. Hvorfor finder DJØF det vigtigt at støtte debattører, som i forvejen har let ved at få deres synspunkter bragt i medierne?

3. Mændenes Internationale Kampdag afholdes hvert år den 19. november. Støttede DJØF Mændenes Internationale Kampdag 19/11/2017? Hvis ikke, hvorfor ikke?

4. I Danmark står mænd indiskutabelt over for langt flere alvorlige problemer end kvinder. Det kan blandt andet aflæses i statistikker over selvmord, hjemløse, dræbte i arbejdsulykker og inden for uddannelse, hvor drenge og mænd halter langt bagefter piger og kvinder. Hvad er årsagen til, at DJØF prioriterer kvinder over mænd i en situation, hvor mænd har mere brug for støtte end kvinder?

5. Der findes mandlige medlemmer af DJØF, som spørger sig selv, hvorfor de skal blive ved med at støtte en fagforening, som åbenlyst modarbejder deres interesser. Hvad er jeres svar til dem?

Godt to uger senere skrev DJØF tilbage. Ikke med svar på de fem spørgsmål, men med en kort, mangelfuld besked, skrevet af en student i DJØF’s sekretariat.

– Tak for din mail og interesse i arrangementet Minority Talks. Det konkrete arrangement d. 8. marts er et samarbejdsarrangement imellem Djøf, Mino Danmark og Hovedbiblioteket og er blevet til på baggrund af en henvendelse [fra] vores medlemmer. Således har Djøfs medlemmer mulighed for at søge støtte og midler til afholde arrangementer, som er relevante for Djøfs øvrige medlemmer. Vi finder at arrangementet har et fokus og tema, som er relevant for vores medlemmer, hvorfor vi støtter det pågældende arrangement med midler fra vores pulje til medlemsskabte aktiviteter. Alle Djøfs medlemmer har således mulighed for at søge midler til arrangementer, som de mener vil være relevant for andre medlemmer. Tilsvarende at vi finder, at arrangementet har relevans for vores medlemmer, mener vi at de pågældende debattører kan tilvejebringe nogle interessante perspektiver på nogle interessante problemstillinger, som ligger til grund for vores støtte til arrangementet. Såfremt du har yderligere spørgsmål så vend endelig tilbage, lød det fra studenten.

Jeg skrev naturligvis tilbage og bad om svar på spørgsmålene, men har ikke hørt fra DJØF siden.

Mandlige DJØF-medlemmer betaler prisen

Hvorfor DJØF støtter kvindelige debattører og mediepersoner, der med egne radioprogrammer, uhindret spalteplads i aviserne, bogudgivelser og store portrætinterview i damebladene på deres CV i forvejen er blandt de mest privilegerede i Danmark, står derfor hen i det uvisse.

Det samme gør spørgsmålet om, hvor mange af DJØF-medlemmernes penge, Larrain, Amiri, Parwani og co. kan stikke i lommen for den offentlige venindesnak.

Uafklaret er det ligeledes, hvorfor en fagforening med både mandlige og kvindelige medlemmer støtter Kvindernes Internationale Kampdag, men ikke Mændenes Internationale Kampdag.

Og sidst, men ikke mindst, er det fortsat et åbent spørgsmål for DJØF’ mandlige medlemmer, hvorfor de skal vedblive med at være medlemmer af en fagforening, der politisk og økonomisk modarbejder deres interesser.

Kun ét er sikkert: DJØF vil ikke svare på nogen af delene.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

38 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

38 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *