Du gør det ikke let, Sanne Søndergaard

Sanne Søndergaard vil ikke skrive en regelbog for, hvad mænd må og ikke må i det offentlige rum. Men hun løfter sløret for, hvad hun selv kan lide.

I et nyt indlæg på sin personlige blog tager Sanne Søndergaard igen fat i emnet catcalling – mænds ofte uønskede tilråb og kommentarer i det offentlige rum. I en blanding af egne oplevelser og generelle overvejelser opridser Søndergaard forskellene på fræk flirt og klam stodder.

Regelbogen findes ikke

En af pointerne i indlægget er, at det er umuligt at opstille entydige regler for, hvad mænd må og ikke må. Som Søndergaard udtrykker det:

Der er ingen faste regler, når det kommer til mellemmenneskelige interaktioner! Du kan ikke gå hjemmefra klædt på med et feminazigodkendt sæt af komplimenter og så regne med, at du er på sikker grund.”

Havde man forventet, at indlægget rummede en guide til ‘den gode flirt’, bliver man altså skuffet.

Forskellen på lir og catcalling

Helt uden retningslinjer er indlægget dog ikke. Søndergaard forklarer fx, hvad forskellen er på lir og catcalling. Det første handler om øjenkontakt og respekt for grænser, det andet handler om at gøre modparten til et objekt for sin egen fornøjelses skyld. Søndergaard skriver:

Lir er, når en mand (eller kvinde) pifter eller råber efter en anden, fordi høn syntes, at den anden er attraktiv og altså ser den anden, anerkender den anden – som menneske, tilmed et attraktivt et af slagsen.
Catcalling er derimod, når den anden kun er et instrument for ens egen iscenesættelse som mand. Eller det kan også være kvinder, der i flok objektiviserer en mand, for at iscenesætte sig selv som frække, moderne Sex-and-the-city-wannabees over for hinanden: “Tihi, hvor er vi bare sassy.” Dét føles ubehageligt, for det kan man jo mærke. Man kan mærke, at man bliver gjort til en genstand. At man bliver objektviseret.”

Søndergaard medgiver altså, at catcalling kan udføres af begge køn, og i det hele taget er hendes indlæg præget af en større grad af nuance og gensidighed i rollefordelingen mellem gerningsmænd (m/k) og skurke, end man andre gange har set fra hendes pen.

Du gør det ikke let, Sanne Søndergaard

Mens Søndergaard sikkert har ret i, at problematikken er for kompliceret til at kunne skrives på formel og udgives som regelbog, så gør denne erkendelse ikke debatten lettere at føre. For hvis det på den ene side ikke er muligt at angive, hvad der er rigtigt og forkert, så forekommer det på den anden side ikke rimeligt at angribe mænd for deres fejl, sådan som det er sket i den seneste tids debat – en debat Søndergaard selv har medvirket i.

Søndergaard skriver flere steder i sit indlæg, at der ikke er nogen faste regler, og det skinner igennem, at kvinder er komplicerede væsner, og at hver kvinde er unik og har lige præcis sine personlige grænser. Derfor fandt Søndergaard det også latterligt, da hun i et DR2-program blev bedt om at kategorisere komplimenter med røde og grønne skilte i forhold til, om komplimenterne var ok.

Men måske værten i programmet, Jacob Rosenkrantz, i virkeligheden blot tænkte, hvad mange andre mænd tænker, da han lavede skiltene og bad Søndergaard og den anden gæst kategorisere komplimenterne. Nemlig at det ville være så rart, hvis kvinderne kunne fortælle, hvad de ville have. Ikke i form af antydninger og “det kommer an på”-udsagn, men i klare og utvetydige vendinger. Et ønske, mange mænd kan nikke genkendende til i forhold til deres parforhold, og som synes også at være relevant i forhold til den pågående debat om catcalling.

For selv om det åbenlyst ikke kan lade sig gøre at opskrive regler for alt, ville det være rart med nogle overordnede guidelines at sigte efter. Det gælder, uanset om man ønsker at følge dem eller ej. Og det gælder ikke bare for catcalling, men også for den bredere debat om sexisme, som ligeledes er præget af meget vage eller helt manglende definitioner på, hvad sexisme er. Det fører til uenigheder, der drejer sig mere om, hvad problemet er, end hvad man skal gøre ved det.

Søndergaard slutter sit indlæg med at skrive, at flirt, kvinder og livet ikke handler om enten-eller, men om alt det, der ligger i nuancerne. Det lyder rigtigt, men det er desværre for letkøbt. I en tid, hvor andre feminister ikke afviser at støtte juridiske tiltag mod catcalling, bliver det centralt at definere, hvad catcalling er og ikke er. Den regelbog, der ikke kan skrives, må skrives alligevel.

I den forbindelse tilbyder Søndergaards indlæg ikke den store assistance. Men indlægget er værd at læse alligevel. Selv om det ikke giver opskriften på, hvad kvinder i almindelighed synes om, så bliver man en lille smule klogere på, hvad Søndergaard selv kan lide og ikke kan lide. Og det er jo en start.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *