Fear and loathing in Sweden

Fear and loathing in Sweden

En pige løb fra en mand i en svensk skov. Men hvad var hun bange for? Hvorfor løb hun?

En tilsyneladende uskyldig historie har i denne uge præget den svenske ligestillingsdebat. På overfladen handler den om et flygtigt møde mellem en ung mand og en ung kvinde i en skov, men under overfladen handler den om mistillid, frygt og had.

Den skrækslagne pige

Hovedpersonen i historien er den 23-årige John Nylander. Han parkede i mandags sin bil tæt på sit hjem i Stockholmforstaden Hägersten og gik mod sin lejlighed igennem et lille skovstykke.

I skoven gik en pige på den sti, John var på vej imod. Da hun så ham, begyndte hun at løbe. Hun sagde ingenting, men løb bare væk, indtil John ikke længere kunne se hende.

Johns reaktion

John Nylander fortæller på sin Facebookside, at han først blev overrasket og fik lyst til at løbe efter pigen og råbe til hende, at hun ikke skulle være bange for ham. Men han vidste godt, at det ikke ville have hjulpet. Der var intet, han i situationen kunne gøre.

Efter sin umiddelbare reaktion blev John ked af det. Ked af, skriver han, “at vi er nået det punkt, hvor piger løber, så snart de ser en mand, der går hen imod dem”.

John opfordrer på baggrund af sin oplevelse til, at “vi i fællesskab sikrer, at fremtidige generationer af piger ikke er nødt til at løbe”. “Vi mænd”, skriver han, “må påtage os vores forbandede ansvar og sørge for, at ingen behøver løbe mere.”

“Jeg håber, at alle I andre mænd, der læser det her, er med mig og vil bidrage til, at det bliver til virkelighed”, slutter han sin opdatering.

John Nylander er feminist og har på sin Facebookside blandt andet billeder af sig selv med det svenske parti Feministisk Initiativs logo.

Debat og fakta

John Nylanders Facebookopdatering har vakt stor glæde i det feminismeprægede Sverige, og mange har rost den unge stockholmer for at opfordre mænd til at tage ansvar. Opdateringen er i skrivende stund blevet delt ikke færre end 3.899 gange på Facebook, og John er blevet interviewet af lokale medier om sin oplevelse og den efterfølgende opmærksomhed, han har modtaget. Til det engelsksprogede medie The Local Sweden siger han:

“Of course I am honoured to get this kind of reaction from everyone around me, but in another way it makes me sad that it took a white male guy to make this debate happen in Sweden on an issue that millions of women have been talking about for ages”, og fortsætter:

“I don’t know if the woman was thinking I was going to attack her but the fact that she ran suggests she was scared of men in general.”

The Local Sweden oplyser i afslutningen af deres artikel om John Nylander, at selv om debatten kunne tyde på det modsatte, så overfaldes mænd faktisk langt oftere i Sverige end kvinder. De seneste officielle tal fra 2012 viser, at 2,6% af de svenske mænd blev overfaldet mod 1,3% af de svenske kvinder.

Fear and loathing in Sweden

Når man læser forløbet i sin helhed, først beskrivelsen af selve hændelsen og dernæst John Nylanders refleksioner, kan det være let at lade sig rive med af den unge mands positive opfordring til at verden skal være et bedre sted, hvor piger ikke er nødt til at løbe, “så snart de ser en mand, der går hen imod dem”.

Men når den ungdommelige idealisme har lagt sig, sidder man tilbage med en række spørgsmål, som er knap så positive. For hvorfor løb pigen? Hvem eller hvad har gjort hende så bange, at hendes reaktion er at løbe, når hun ser en tilfældig mand komme gående? Hvem har plantet så stor en frygt i hende, at hun har mistillid til alle mænd?

Et andet spørgsmål er dette: Hvordan er det lige præcis, mænd skal påtage sig deres “forbandede ansvar og sørge for, at ingen behøver løbe mere”? John Nylander kom gående på en sti på vej hjem til sin lejlighed. Skulle han have gået en anden vej? Skal mænd helt holde sig væk fra steder, hvor kvinder kan komme gående og blive bange, hvis de ser en mand? Det er vel næppe svaret, men hvad er det så, mænd skal gøre anderledes?

Som de officielle tal viser, er mænd i Sverige dobbelt så udsatte som kvinder, når det drejer sig om overfald. Det gør ikke det enkelte overfald mindre grænseoverskridende og modbydeligt. Men det siger noget om, at kvinder ikke har grund til at føle sig mere truede end mænd i det offentlige rum. Hvis de alligevel gør det, må det skyldes noget andet. Nogen eller noget gør frygten langt større end den reelle risiko.

Frygt og afsky i Danmark

I Danmark har hjemmesiden The Everyday Sexism Project været diskuteret, blandt andet her på siden. Jeg skrev i min analyse af The Everyday Sexism Project følgende:

“Det er ikke, fordi indlæggene på siden generelt er hadefulde, om end nogle af dem er. Det er fordi, Everyday Sexism Project gennem sin måde at arbejde på præsenterer en meget ensidig fortælling om sexisme og hverdagssexisme, som medvirker til at skabe et meget forskruet billede af, hvad mænd er, og hvordan mænd opfører sig. Et billede, som hvis det opfattes som en afspejling af virkeligheden, kan føre til had.

For hvilken anden følelse kan Everyday Sexism Project skabe hos den unge pige, når hun læser indlæg nummer 200 om mænd, der har opført sig groft og ubehageligt over for andre piger og kvinder? Er hendes første tanke at undersøge, om siden rent faktisk er repræsentativ, eller begynder hun at danne sig et billede af mænd som sexistiske, perverse, grove, ondskabsfulde og farlige? Er hun i stand til at sondre mellem nogle mænd og alle mænd, når hun udelukkende præsenteres for historier, hvor alle mænd er klamme svin?

Everyday Sexism Project risikerer at gøre den unge pige hadefuld over for mænd. Hun kan begynde at frygte mænd og se på mænd med et hadefuldt blik. Sin bror, sin far, sin onkel. Manden i S-toget. Læreren. Lægen. Er det godt for hende? Og er det, hvad Everyday Sexism Project ønsker?

Det er i hvert fald, hvad Everyday Sexism Project risikerer at gøre. Dels på grund af sin ensidighed (kun kvinder opfordres til at indsende deres oplevelser og kun til at indsende de negative af slagsen), dels på grund af sin sortering i de indsendte historier.”

En ukritisk og ensidig fremstilling af virkeligheden kan føre til overdreven frygt. Det er en pointe, ingen må glemme, og som bør veje tungere end ideologiske strategier og hensigter. Derfor vil jeg endnu engang opfordre Everyday Sexism Project til at være sig sit ansvar bevidst.

Som absolut minimum bør siden gøre meget klart over for sine læsere, at dens historier udgør et begrænset og udvalgt udsnit af virkeligheden og ikke et repræsentativt; at de hændelser, den beskriver, er afvigelser fra normalen, undtagelser fra almindelig adfærd.

Gør Everyday Sexism Project ikke det, risikerer siden at bidrage til, at unge kvinder også i Danmark fyldes med overdreven frygt for mænd. Det fortjener de unge kvinder ikke. Og det gør mændene, der for langt størstedelens vedkommende minder om svenske John Nylander, heller ikke.

Ingen skal løbe af frygt

John Nylanders ønske om at skabe en fremtid, hvor piger ikke behøver at løbe, så snart de ser en mand, er lige så sympatisk, som det er indlysende; for hvem kunne ønske det modsatte?

Mindre indlysende er det imidlertid, at det er mændene, der skal “påtage sig” deres “forbandede ansvar” og sikre, at det bliver sådan. Som allerede nævnt er det svært at se, hvad nogen mand skulle have gjort anderledes i situationen. Som ligeledes nævnt overfaldes kvinder markant sjældnere end mænd i Sverige, og de danske voldsstatistikker – der viser, at mænd udsættes for vold 50% oftere end kvinder – tyder på det samme billede i Danmark.

Nej, pilen peger ikke først og fremmest på mændene, men på de feministiske ideologer, der kynisk bruger frygten som et middel til at opnå tilslutning til deres politiske mål. Det var dem, ikke John Nylander, der fik pigen i skoven til at løbe bort. Det var ikke ham, men alt det, hun havde hørt om mænd, der skræmte hende. Hun løb ikke fra et menneske. Hun løb fra en vrangforestilling.

Her bør de danske, feministiske ideologer lytte med. Når I sidestiller uheldige kommentarer i en bar med overlagt voldtægt og knivdrab, så skaber I frygt. Når I fortæller, at alle mænd er en del af sexismen og bagefter fortæller, at sexisme blandt andet handler om seksuelle overgreb, så skaber I frygt. Kort sagt: Så længe I nægter at sondre mellem kriminelle handlinger på den ene side og normative handlinger på den anden, så skaber I frygt.

Det er muligt, at I er så kyniske, at I finder sammenblandingen berettiget af jeres politiske mål. Men så må I også påtage jer ansvaret for, at piger i Danmark reagerer som den pige, John Nylander mødte. Så er det også jeres skyld, at piger frygter mænd. For det er en frygt, I er med til at skabe.

En verden, hvor ingen skal løbe af frygt, kræver, at mennesker har tillid til hinanden. En verden, hvor vi opfatter hinanden som potentielle voldtægtsforbrydere, er ikke en sådan verden. Den er et sted, hvor mennesker nærer mistillid til hinanden. En frygtens verden. Et sted, hvor man løber fra vrangforestillinger.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

8 kommentarer til “Fear and loathing in Sweden

  • 7. februar 2015 at 12:34
    Permalink

    Det interessante ved denne historie er ikke at pigen løb. Vi ved faktisk ikke hvorfor hun løb. Det er mere spændende og lidt uhyggeligt at den svenske mand antog at han var årsagen og automatisk påtager sig skylden for at pigen løb væk. Det er desværre et resultat af den dæmonisering af manden, som nu er begyndt at slå igennem som selv-dæmonisering hos den svenske mand. Han påtager sig automatisk rollen som monster, undskylder og sætter sig selv i skammekrogen. Men hov, den svenske mand er selv erklæret feminist. Er hans reaktion farvet af et ønske om accept ?
    Under alle omstændigheder må vi lykønske feminisme Sverige: Jeres projekt har succes over al forventning.

    Svar
  • 7. februar 2015 at 17:22
    Permalink

    Den svenske mand der mener mænd skal påtage sig det forbandede ansvar, at skabe en verden hvor piger ikke skal flygte fra mænd, har ikke selv taget ansvar.
    Han ved ikke hvorfor pigen løb. Der kan være tusinder af grunde til det, men han vælger at tro det er fordi hun er bange for ham. Med en sådan historie skaber han mere frygt og grobund for frygt.

    Minder lidt om når Ditte Giese vælger at udlevere en ung mand og skrive en lang klumme om hans motiver uden hun aner hvorfor han har skrevet til hende. Hendes historie skal fortælles og så digter hun bare løs.

    Det er feminismens bitre ansigt der viser sig ved at lave stråmand på stråmand.

    Svar
  • 19. oktober 2015 at 15:50
    Permalink

    Så er artiklen læst og jeg må indrømme, at jeg er en anelse skuffet over kvaliteten af indholdet. Især fordi nogen af dine artikler indeholder faktisk er oplysende og nuancerede. I den her artikel anlægger nogle meget ensporede vinkler og baserer hele din artikel på dem; hvad John som mand kan ændre i den specifikke situation og hvordan feminismen må påtage sig en stor del af ansvaret for kvinders frygt. Hertil kommer du ikke ind på andre faktorer der kan gøre, at kvinder kan føle sig utrygge i samfundet.

    For det første, så tror jeg ikke at John tænker på hvorvidt mænd skal gøre noget anderledes i den konkrete situation – altså hvorvidt de skal have gået en anden vej etc., men derimod hvad mænd kan gøre anderledes i samfundet for at kvinder ikke skal føle sig utrygge. Det ansvar han snakker om handler ikke om at mænd skal stille sig op hver gang en kvinde bliver overfaldet og undskylde på alle mænds vegne. Det handler om at tage ansvar i forhold til hvordan vi opdrager vores drenge, hvordan man agerer overfor kvinder, hvor grænserne og se på hvorvidt samfundet er indrette på en måde som gør at kvinder ikke nyder samme tryghed om de går på gaden eller opholder sig på et diskotek. Vi kvinder lærer fra barns ben at tage forholdsregler og agere så vi ikke risikere at komme i offerrollen, hvorfor kan man ikke ligeledes lærer drengebørn, at alle individer har ret til respekt og hvor grænserne går?

    Så kommer det samme argument måske frem med at ikke alle mænd er sexister eller voldtægtsmænd, men ligeledes er det heller alle kvinder der bliver udsat for sexisme, sexchikane eller voldtægt, men vi bliver alligevel lært at passe på os selv og til dels bebrejdet, såfremt vi ikke gør “hvorfor var du også så fuld” “hvorfor gik du også alene hjem om natten” “du havde også noget meget udfordrende tøj på” etc.
    Den her her unge drengs udtalelse er skræmmende og viser problemet:

    http://www.jv.dk/artikel/2131104:TOender–Oralsex-med-kaereste-vist-paa-skolens-storskaerm

    I forhold til hvorvidt feministerne må stå med en stor del af ansvaret, så frembringer du ingen belæg for din teori. Det hele er meget holdningsorienteret og artiklen indeholder langt fra den form for objektivitet, som man normalt ville forvente fra en journalist og i måske endda i endnu højere grad fra en sociolog. Hvor kommer frygten så fra? Det er vores forældre, skolen, aviserne, statistikker og vores veninder, der selv har oplevet ubehagelig ting, der lærer os fra en ung alder at skal være mere påpasselige end vores brødre. Groft sagt samfundet. Det er indlæg som det der var i avisen for et stykke tid siden omkring pigers medansvar for voldtægt, der fortæller os, at vi ikke er lige så trygge i byen om natten, og han var vidst næppe feminist. Feminisme giver derimod et lille håb om, at det ikke behøver at være sådan og at det ikke burde være sådan. Derved ikke sagt, at jeg er enig i alt hvad der ellers bliver sagt i feminismens navn. Frygten er desværre heller ikke ubegrundet idet 10 kvinder i gennemsnit bliver voldtaget om dagen i Danmark (med en del mørketal), 20 % af den danske kvindelig befolkning i en undersøgelse siger, at de er blevet udsat for sexchikane på jobbet og en EU-rapport for nyligt har vidst, at den største dødsårsag for kvinder under 44 år i EU er mænds vold imod kvinder.

    Du nævner feministernes politiske agenda, men det lader til, at du selv har en agenda i artiklen.

    Oplysning omkring nogen ubehagelige oplevelser kan sagtens bidrage til påpasselighed i højere grad, men det er trods alt bedre, at det bliver delt og problemstillingen kommer frem i lyset, da det ikke er muligt at løse et problem, hvis man ikke kender til dets eksistens. Derudover gør hjemmesiden ikke andet end at oplyse kvinder om de ting de fleste ved i forvejen, enten fordi de selv har oplevet det eller fordi de er blevet opdraget til at skærme sig selv fra sådan nogen situationer jf. ovenfor. Hjemmesiden har ikke bidraget med noget jeg ikke vidste i forvejen, men kan være med til at åbne andre folks øjne for at der reelt set er et problem.

    Til sidst vil jeg lige anføre, at kvinden er løb sin vej lige så godt kunne have været udsat for noget ubehageligt i skov før, der er sat en frygt i hende.

    Svar
    • Tobias Petersen
      20. oktober 2015 at 01:05
      Permalink

      1. I forhold til til første om frygt, så er det noget, jeg tænker over og på et tidspunkt vil skrive om. Jeg er enig med dig i, at det er et relevant område.

      2. I forhold til, hvorvidt det er rimeligt at pålægge feminister et ansvar for den unge kvindes frygt, har du ret i, at jeg ikke fører et endegyldigt bevis i artiklen. Men jeg finder det sandsynligt, at der er en sammenhæng mellem den vedholdende fortælling om mænd som farlige og piger og kvinders frygt for mænd, og derfor peger jeg på det.

      3. Det er korrekt, at artiklen er holdningspræget. Det er de fleste af de ting, jeg skriver her på siden (mere eller mindre alt andet end det, der findes i kategorien ‘Ligestillingsnyt’).

      4. Jeg er enig med dig i, at ingen kan vide, hvorfor pigen løb. Artiklen er ment som et bud på en alternativ forklaring, ikke som en definitiv udlægning af, hvad der skete.

      5. Jeg værdsætter dine kommentarer, og jeg vil tage dem med i mine overvejelser fremadrettet. I forhold til kvaliteten af artiklerne er det klart, at den er svingende. Jeg har på omkring et år skrevet ca. 250 artikler her på siden – eller det samme, som små 150 bidragsydere har brugt fire år på at skrive på Dansk Kvindesamfunds blog, F-frekvensen. Det siger sig selv, at de ikke alle er af samme kvalitet. Det siger også sig selv, at jeg ikke kan levere en tilbundsgående sociologisk analyse, hver gang jeg skriver et indlæg. Dels kan det ikke lade sig gøre tidsmæssigt, dels ønsker jeg også at skrive mere ‘lette’, klummeagtige artikler.

      Svar
  • 20. oktober 2015 at 11:22
    Permalink

    1. frygten eller varsomhed er noget vi er blevet opdraget med og bebrejdet hvis vi ikke har og man ender i en offersituation. Det er først for nogle år siden, at jeg overhovedet hørte om feminisme og først sidste år, at jeg så sider som EDSD. Det har ikke ændret på ting, jeg havde fået at vide fra barnsben og nej ikke af lidt ekstreme feminister der går hårdt imod Arla’s forslag om mandeyoghurt.

    Det leder til 2. hvor du her går ind og udtaler dig om en frygt som sidder i kvinder og lægger ansvaret over på femnisternes “kyniske” metoder. Jeg vil gerne fastholde, at min egen frygt eller påpasselighed er baseret på viden om, at jeg er mere udsat når jeg går alene på gaden og opholder mig i nattelivet, fordi jeg er en mindre kvinde og fordi jeg i form af statestikker, nyhedsartikler (ikke farvede, men rent oplysende om begået kriminalitet) forældre, veninder samt egne oplevelser osv. ved at der er grund til at være mere varsom. Jeg ved udemærket godt, at det ikke er alle mænd, der er sexister etc. ligesom de fleste mænd ved, at det ikke er alle kvinder, der er nogen kællinger. Jeg har heller ikke en generel frygt for mænd eller noget der ligner. Det virker derfor noget letkøbt, at du vil lægge den frygt, som jeg og andre kvinder til tide føler i nattelivet/på gaden om aftenen/alene i en skov over på feminister, fordi jeg ved, at min frygt ikke stammer derfra. Det svarer lidt til, at jeg siger, at den eneste grund til, at nogen jøder kan være bange for at blive slået ned på gaden pga. deres religion, er fordi rabbinere fortæller dem, at der er en grund til at frygte det. Det kan jeg umuligt udtale mig entydet om.

    3. Jeg tænker, at artiklerne ville få mere indflydelse og genklang, såfremt det var mindre holdningsbaseret.

    4. Kvalitet over kvantitet, men hvis du gerne vil dække mange emner, så kan det andet måske være nødvendigt for dig.

    Det kunne være spændende, hvis du prøver at se det fra en feminists side engang imellem, nær du skriver en artikel og prøve at se, om du ud fra deres synspunkt kan forstå, hvorfor f.eks. nogen af dem regerer lidt vildt på de sociale medier, andet end at de har en politisk agenda om at overtage Danmark. 😉 Eller bare en kvindes synspunkt. Der er nogen fine artikler hvor du skriver hvordan du selv oplever f.eks. at objketivere kvinder ubevidst. Det kunne være rigtig fint, hvis den blev vendt og du tænker, hvordan du mon ville have det, hvis det var dig, der var i kvindens sko eller lignende. Jeg tænker selv tit over det, når jeg agerer overfor mænd, f.eks i forhold til at takke pænt nej tak til tilbud, fordi jeg ved, at det f.eks. kræver mod at henvende sig til en fremmed i byen.

    Det var alt fra mig, hav en rigtig god dag.

    Mvh. Julie

    Svar
    • 20. oktober 2015 at 11:26
      Permalink

      Lille rettelse: 4. var svar til 5.

      Svar
    • Tobias Petersen
      20. oktober 2015 at 11:53
      Permalink

      Jeg er så småt i gang med en artikel, som i høj grad baserer sig på det, du efterlyser til sidst, nemlig refleksioner over frygt i det offentlige rum. Den vil rumme flere af de aspekter, du påpeger her og i dine tidligere kommentarer.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *