29. marts, 2024

Goddag mand, økseskaft: Politiken beder fem feminister svare på, om der er stadig er brug for feminisme

Politiken spørger ved debatarrangement fem feminister, om der stadig er brug for feminisme. Billede: Privat/Facebook Events.
Politiken spørger ved debatarrangement fem feminister, om der stadig er brug for feminisme. Billede: Privat/Facebook Events.

Om at føre hænderne til ansigtet i en blanding af undren, afmagt, vantro og et af den slags grin, som kun opstår, når man ryster på hovedet.

Det er ingen hemmelighed for nogen, at den danske ligestillingsdebat er lige så skæv som en gymnasieelev på Roskilde.

Er du feminist, kvinde eller indvandrer – og gerne en kombination af de tre – står aviser, magasiner, radiostationer og tv-programmer i kø for at høre, hvad du mener.

Er du ikke, ja, så er din mening knap så interessant.

Sådan er reglerne, og det må man affinde sig med; den, der betaler musikken, bestemmer, hvad der skal spilles – og hvem der skal spille.

Derfor bør man i princippet ikke blive overrasket, når man endnu engang ser et eksempel på, hvor ensidig debatten er.

Jeg mener, man ved det jo godt.

Og alligevel, alligevel er det af og til svært ikke at føre hænderne til ansigtet i en blanding af undren, afmagt, vantro og et af den slags grin, som kun opstår, når man ryster på hovedet.

Som jeg gjorde i maj, da jeg opdagede, at Socialdemokraterne til en konference om køn og ligestilling i partiets ligestillingsudvalg havde inviteret syv kvinder og én mand – Henrik Marstal – som oplægsholdere.

Og som jeg gjorde for lidt siden, da jeg opdagede, at Politiken til et debatarrangement senere i denne måned under overskriften ‘Er der stadig brug for feminisme?’ har inviteret fem feminister.

Altså, kan de ikke selv se, at den er gal?

Nej, er svaretgu’ kan de ej.

For kunne de det, havde de selvfølgelig sammensat panelerne anderledes.

De fem inviterede til Politikens debatarrangement er Sanne Søndergaard, Emma Holten, Rasmus Brygger, Natasha Al-Hariri og Henrik Marstal.

Feminist, feminist, feminist, feminist og feminist.

Som altså – mens publikum holder vejret – skal svare på, om de mener, at der stadig er brug for feminisme.

Goddag mand, økseskaft.

Politikens debataften kan sammenlignes med en temaaften i Brøndby Support, hvor man diskuterer, om der stadig er brug for Brøndby IF i dansk fodbold.

Skidehyggeligt, hvis man er til Brøndby

Men totalt blottet for kritisk diskussion.

Den eneste formildende omstændighed ved aftenen er, at Politiken lover de fremmødte »rigelige mængder af kaffe og kage«.

Det er et sympatisk træk.

For noget skal gæsterne jo få tiden til at gå med, mens de får det svar, de kender på forhånd.

https://www.facebook.com/events/241885406213113/

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview