Hævnporno: Et spil, der kører hos mange

Der flirtes på de sociale medier, og billeder er en del af spillet. Foto: Censureret snapchat-billede.
Der flirtes på de sociale medier, og billeder er en del af spillet. Foto: Censureret snapchat-billede.

Hvorfor taler vi om »hævnporno«, når det, vi taler om, ikke nødvendigvis handler om hverken hævn eller porno?

De seneste uger er »hævnporno« blevet diskuteret heftigt, både blandt eksperter, politikere og helt almindelige mennesker.

De fleste mener, at noget må gøres. Men stort set ingen har gode bud på, hvad det skal være.

Politiet har meldt ud, at det er begrænset, hvad man overhovedet kan gøre. Når først billeder og videoer er delt på sociale medier, er det så godt som umuligt at få dem fjernet igen, lyder meldingen fra ordensmagten. Af samme grund er det tæt på umuligt at straffe alle, der deler billederne og videoerne. Det det vil kræve helt enorme ressourcer for politiet at opspore dem.

At det er sådan, er ikke svært at forstå.

Hvis du deler denne artikel med to venner, som hver deler den med to venner, som hver deler den med to venner, som hver deler den med to venner, når den ud til seksten mennesker i alt. Det er til at overse.

Men hvis du deler den med ti venner, der deler den med ti venner, der deler den med ti venner, der deler den med ti venner – altså fire led ligesom før – når den ud til 10.000 mennesker.

Og hvorfor skulle delingen stoppe efter fire led?

Fortsætter delingen på samme måde – at hver person, der modtager artiklen, deler den med ti nye – vil denne artikel efter blot seks led mere, altså ti led i alt, være nået ud til alle mennesker i hele verden (10 milliarder mennesker).

I det lys er bliver det let at se, at man næppe kan straffe sig ud af problemet.

Men hvad skal man så gøre?

I flere af de bud, der trods alt har været, peger man på uddannelsesinstitutionerne, forældrene og de unge. Henrik Marstal har eksempelvis genfremsat sit forslag om et fag om medborgerskab i folkeskolen. Angiveligt i det håb, at mere og tidligere dannelse vil have en positiv effekt på problemet.

»Sagen viser et stort behov for, at faget medborgerskab meget snart kommer på skoleskemaet, hvor en reel viden om og problematisering af netop begreber som hævnporno, seksuelle overgreb, sexisme og perverteret maskulinitetskultur bliver obligatorisk for alle«, skriver Marstal i et indlæg på Politiken.

Sexisme og perverteret maskulinitetskultur? Ideen om et fag om medborgerskab er fin, men kun såfremt faget holdes fri af ideologisk vrøvl. Det sidste, drenge har brug for, er at få at vide, at der er endnu mere galt med at være dreng. Men et fag, der oplyser om rettigheder, muligheder og potentielle faldgruber, herunder også på internettet og sociale medier, er med det forbehold ikke en dårlig ide.

En anden debattør, Khaterah Parwani, foreslår, at der skal bygges et »automatisk system«, der kan lukke ned for overgreb som »hævnporno«.

Det er sympatisk, men urealistisk.

Delingerne sker ikke bare på ét socialt medie, men på 10 eller 50 forskellige, og nye kommer hele tiden til. De sker på millisekunder mellem profiler, der oprettes og slettes i det uendelige. Ikke kun af kriminelle, der ønsker at få fingre i billederne, men også af helt almindelige unge, der bliver trætte af at være på et socialt medie, fordi der er kommet et nyt, der er sjovere. Opførelsen af Parwanis »automatiske system« ville kræve minutiøs overvågning af befolkningen i et omfang, som ville gøre selv den amerikanske efterretningstjeneste misundelig.

Men er der så slet ikke noget at stille op?

Måske ikke. Men lad os starte med at se på, hvad »hævnporno« overhovedet betyder. Eller burde betyde.

Ordets første led, hævn, beskrives i ordbogsopslag som »en handling, der har til formål at hævne nogen eller noget«. Det afslører to afgørende præmisser, som skal være til stede, for at man kan tale om hævn. For det første skal handlingen være motiveret, altså ikke tilfældig. For det andet skal den have til formål at skade nogen eller noget. Man kan ikke hævne sig, uden at det går ud over nogen eller noget, og man kan ikke hævne sig uagtsomt. Hævn er altid bevidst og målrettet.

Ordets andet led, porno, henviser i ordbogsopslag til pornografi, der beskrives som »billeder og tekster som gengiver seksuelle handlinger, beregnet på at virke seksuelt ophidsende«. Porno er altså ikke det samme som nøgenhed, men begrænser sig til at gælde gengivelser af seksuelle handlinger, som er fremstillet med det formål at virke ophidsende. Ordbogen nævner også udtrykket »blød porno«, der beskrives som »billeder el. film med pornografisk indhold som ikke viser kønsdelene direkte«, men da de billeder, der omtales som ”hævnporno«, ofte er nøgenbilleder, falder de uden for den kategori.

Skal man tale om »hævnporno« i en forstand, der efterlever betydningen af ordets to led, skal der således være tale om gengivelser af seksuelle handlinger, som er beregnet på at virke seksuelt ophidsende, og som deles med det klare formål at skade nogen eller noget.

I hvor mange af de delinger, der omtales som »hævnporno«, er det tilfældet?

Næppe ret mange.

Dels er der formentlig oftest tale om billeder og videoer, som ikke kan kaldes porno, dels sker delingerne formentlig i vid udstrækning ikke for at hævne sig på nogen eller noget.

Bemærk her, inden du flår hovedet af mig, at jeg ikke dermed siger, at delingerne af billederne og videoerne ikke er et problem. Jeg siger blot, at der ikke er tale om »hævnporno«. At der er tale om noget andet, betyder ikke, at det i alle tilfælde er harmløst.

Men hvis det ikke er »hævnporno«, hvad er det så, og hvorfor sker det?

Her ligger det lige for at pege på det altdækkende begreb »ungdomskultur«. De unge gør noget andet i dag, end deres forældre gjorde, og det kan forældrene ikke forstå. Serier som ’Paradise Hotel’ og en generel »pornoficering af samfundet« har ødelagt de unges moralske kompas. De sælger blowjobs for burgere på McDonald’s og deler nøgenbilleder, som var det kattevideoer på YouTube, og det skyldes en samfundsskabt normløshed. Men er det en tilfredsstillende forklaring? Det synes jeg ikke.

En mere oplagt mulighed er at pege på teknologien. Når de unge i dag deler nøgenbilleder, skyldes det givetvis i høj grad det simple faktum, at de kan. Jeg gik i gymnasiet fra 1995 til 1998. Dengang havde kun ganske få mobiltelefoner, og de kunne ikke tage billeder. Mit gymnasium fik først internet på sine computere, da jeg gik i 2. g, og sociale medier som Facebook og Snapchat fandtes ikke. Ja, Google fandtes ikke. Det gør det let for mig at sige, at jeg ikke delte nøgenbilleder, da jeg gik i gymnasiet. Men også for let. Ville jeg have gjort det, hvis jeg havde haft de samme muligheder, som gymnasiedrengene har i dag? Ville du? Ville vi have hævet os som moralske kæmper og sagt nej tak til at se et nøgenbillede af hende den lækre fra 3. A.? Eller nej til at videresende billedet til vores bedste ven, hvis vi var kommet til at sige ja i første omgang? For det er jo det, vi taler om, når vi bruger ordet ”hævnporno«. I hvert fald også det.

En anden forklaring, som har været forbavsende overset i den offentlige debat, er det åbenlyse faktum, at mænd i almindelighed og unge mænd i særdeleshed er meget glade for at se på billeder og videoer af nøgne kvinder – og gennemsnitligt langt mere glade for det, end kvinder er for at se på billeder og videoer af nøgne mænd. Her er en kønsforskel, og selv om den seksuelle interesse ikke undskylder delingerne, skal det seksuelle element medtænkes, hvis man vil prøve at forstå, hvorfor billederne og videoerne bliver delt.

I forlængelse heraf kan man som en tredje forklaring pege på den »byttehandel«, der opstår drengene imellem, og som »gearer« delingerne. Logikken er meget simpel. Du har et billede eller en video, jeg ikke har, og jeg har et billede eller en video, du ikke har. Vi er begge interesserede i at se hinandens billede eller video, så vi bytter. Dermed opstår en bytteøkonomi, hvor det ikke kun er interessant at have de billeder eller videoer, man selv ønsker at se, men også alle andre, fordi de kan tænkes at indgå i nye byttehandler. Det er naturalieøkonomiens fornuft: Det kan godt være, at du ikke kan lide æbler, men æblerne er alligevel gode at have, fordi de kan byttes til noget, du godt kan lide. Bevares, det er næppe sådan, at de fleste af drengene har så rationel en tilgang til sagen, men det er tænkeligt, at tankegangen – om så bare på et ubevidst niveau – spiller en rolle for i hvert fald en del af dem.

Lagt sammen bliver disse tre faktorer til en forklaring, der handler om teknologiske muligheder, seksuel interesse og udviklingen af en simpel bytteøkonomi. Teknologien skaber betingelserne for at have noget at dele, den seksuelle interesse gør »handel« rationelt, og en bytteøkonomi opstår, som øger antallet af delinger. Alt sammen uden at have noget med hævn at gøre.

Denne simple forklaring er naturligvis ikke udtømmende. Der findes sider på nettet, som er dedikeret til deling af billeder og videoer af ekskærester med videre, om end flere af dem er blevet lukket ned af myndighederne. Ligeledes findes der kriminelle, som har interesse i at få del i billederne og videoerne, da der eksisterer et ulovligt marked for handel med nøgenbilleder og -videoer. I begge tilfælde må traditionelle økonomiske motiver medtænkes. Men heller ikke her spiller hævn nogen rolle. De kriminelle netværk deler ikke billederne og videoerne for at ramme nogen. De deler – eller rettere sælger – billederne og videoerne for at tjene penge. Et dansk eksempel på det er den famøse Viborg-mappe, billeder af halv- og helnøgle unge piger fra Viborgegnen, som angiveligt er blevet solgt på USB-sticks. En grov krænkelse af pigerne, men hvis motivet var hævn og ikke økonomiske vinding, ville man blot have delt mappen. Ikke solgt den.

Det, der omtales som »hævnporno«, kan dermed deles op i to hovedgrupper. Dels den deling, der sker mellem unge mænd – en gruppe, man kan kalde »gymnasiedrengene« – dels den deling, der sker i mere eller mindre organiserede kriminelle netværk. Det forekommer rimeligt at antage, at motiverne for at dele i de to grupper er ganske forskellige. For gymnasiedrengene handler det om seksuel interesse. For de kriminelle netværk handler det om penge. For ingen af dem handler det om hævn.

En vigtig faktor, som ikke er berørt endnu, er billederne og videoernes oprindelse. »Hævnporno« kan kun eksistere, hvis der er noget at dele. Så hvor kommer billederne og videoerne fra?

Her giver det igen mening igen at se på den teknologiske udvikling som præmis, men også på udviklingen af en flirte-kultur, hvor det er normalt at udveksle mere eller mindre intime billeder og videoer med dem, man flirter med. Et fænomen, som på engelsk kaldes sexting. Spørger man en tilfældig kvinde på 18, om hun er blevet spurgt om »frække billeder« på et socialt medie, vil hun med stor sandsynlighed svare ja. Det samme vil en tilfældig mand på 18, hvis man spørger ham, om han har spurgt efter dem. I hvert fald, hvis han er ærlig. Hverken for hende eller ham er der tale om noget usædvanligt. Og det er for øvrigt næppe kun blandt unge, at det er blevet normalt at dele intime billeder som en naturlig del af det at flirte på sociale medier. Tror du, at tidligere TV2-direktør Michael Dyrby er et særsyn? Den eneste i sin alder i Danmark, der har sendt nøgenbilleder af sig selv til en anden? Så tro om igen.

En artikel i Politiken giver et lille indblik i denne nye normalitet. En ung kvinde på 18, kaldet A., fortæller om fænomenet til Politikens reporter.

»Blandt pigerne kører snakken jo om, hvem man nu er interesseret i, og hvad man kan gøre for at skabe interesse om sig selv. Og når billederne ryger af sted, bliver de som regel sendt meget bredt ud – og ikke kun til en kæreste. Og så lander det jo også i hænderne på drenge, der ikke føler sig følelsesmæssigt forbundet med pigen på et billede. Og så er der altså ikke den samme skyldfølelse forbundet med at sende noget videre. Drengene elsker det. Pigerne elsker opmærksomheden. Ingen synes, det er synd for nogen. Det er det spil, der kører hos mange«, siger hun.

Ifølge A. sender pigerne billederne for at blive populære.

»Nøgenbilleder handler om sex, det interesserer alle drenge sig for – så det giver opmærksomhed. Det er socialt accepteret, at man kan stige i popularitet, hvis man sender nøgenbilleder«, forklarer hun.

Hvis A. har ret, sker delingen af billederne i høj grad frivilligt. Retfærdigvis er det ikke tilfældet for alle billeder. Dels opstår nogle billeder og videoer gennem sextortion, altså trusler om offentliggørelse eller deling af allerede tilsendt materiale, hvis ikke nyt materiale (eller i nogle tilfælde penge) tilsendes. Dels er nogle billeder og videoer creep shots, altså billeder og videoer, der er taget uden den fotograferede eller filmedes vidende. Når piger og unge kvinder angiver, at de ikke vil bade sammen med andre i offentlige omklædningsrum, er det ofte risikoen for creep shots, de frygter.

Både sextortion og creep shots skal tages alvorligt. Men de udgør næppe den primære kilde til de intime billeder og videoer, der er forudsætningen for »hævnporno«. De fleste billeder og videoer deles formentlig, som 18-årige A. fortæller, aldeles frivilligt. En formodning, som understøttes af sagen om en sikkerhedsbrist hos Snapchat, som betød, at et hav af nøgenbilleder pludselig blev tilgængelige. Billeder, brugerne frivilligt havde taget og delt med hinanden, mens de flirtede på det sociale medie.

Det bør efterhånden være tydeligt, at »hævnporno« er et begreb, som er uegnet til at beskrive, hvad det er, der foregår. Bevares, der findes »hævnporno«, men det udgør en brøkdel af det, vi taler om, når vi bruger ordet. Der er i udtalt grad tale om noget andet. Noget, som ikke har det fjerneste med hævn at gøre, og som kun kan kaldes porno, hvis man udvider betydningen af ordet til at dække simple nøgenbilleder a la Ekstra Bladets Side-9-Pige (og altså ikke, som i ordbogsdefinitionen, seksuelle handlinger, for eksempel samleje).

Når »hævnporno« alligevel er blevet det foretrukne begreb, skyldes det, at begrebet er blevet promoveret af ideologiske årsager. »Hævnporno« skriver sig ind i en feministisk fortælling om det mandsdominerede, kvindeundertrykkende samfund, hvor kvinder er objekter for mænds seksuelle ugerninger.

I den forståelse er mandens seksualitet per definition ondskabsfuld, beskidt og farlig, og det er en samfundsopgave at bekæmpe den. Præcis som Henrik Marstal foreslår, når han i sit medborgerskabsfag ønsker en »problematisering« af det, han kalder »perverteret maskulinitetskultur«.

Fra dette feministiske perspektiv giver »hævnporno« mening. Begrebet tilskriver delingerne af billederne og videoerne et ondskabsfuldt motiv, hævn, som passer godt ind i den generelle opfattelse af mænd og mandlig seksualitet. »Hævnporno« er blot endnu et eksempel på mandens undertrykkelse af kvinden i det patriarkalske samfund. En ny form for seksuel vold.

Den feministiske forklaring har imidlertid mindst to handicap. Dels baserer den sig på en samfundsopfattelse, som er tvivlsom. Lever vi virkelig i et mandsdomineret, kvindeundertrykkende samfund? Dels er forklaringen ude af stand til at rumme den kompleksitet, »hævnporno« tilsyneladende rummer. »Pigerne elsker opmærksomheden. Ingen synes, det er synd for nogen. Det er det spil, der kører hos mange«, sagde A. Lyder det som det ene køns undertrykkelse af det andet? Eller lyder det som noget ligeværdigt, piger og drenge har et fælles ansvar for?

En klassisk, feministisk indvending vil her være, at pigerne har overtaget det mandsdominerede, kvindeundertrykkende samfunds normer og derfor er ude af stand til at gennemskue, hvad det er, de foretager sig. De har internaliseret samfundets sexisme – overtaget samfundets syn på køn og seksualitet – og når de sender nøgenbilleder for at opnå popularitet hos drengene, er det et symptom på et sygt samfund, hvor kvinder reduceres til kroppe, ikke en frivillig leg med nøgenhed og seksualitet.

Det er en besnærende indvending, men begrebet internaliseret sexisme lider af samme problem som det begreb, det læner sig op ad: det marxistiske fremmedgørelsesbegreb. Teorien om, at mennesker ikke selv ved, hvad de gør, men at teoretikere godt ved det, lider af to problemer. Dels kan den ikke forklare, hvor teoretikerne har deres viden fra. Hvis kvinderne ikke selv er klar over, hvorfor de gør, som de gør – som teorien hævder – hvordan kan teoretikerne så vide det? Har de adgang til en guddommelig indsigt, som er forbeholdt dem? Dels kan teorien ikke efterprøves videnskabeligt. Hvis kvinderne ikke ved, hvorfor de gør, hvad de gør – som teorien hævder – kan man ikke ved at spørge dem fastlægge årsagerne til deres handlinger. For uanset hvad en kvinde svarer, vil det være et bevis på, at teorien er rigtig. »Jeg gør det aldeles frivilligt, og det har jeg det fint med«, vil ikke modsige teorien, men ”bevise”, at den er rigtig. Derved bliver teorien selvbekræftende – og uvidenskabelig. Den reduceres til en påstand af typen: »Alle biler er blå, og hvis du ikke kan se det, skyldes det, at der er noget galt med dine øjne. Når du siger, at en bil er rød, tager du fejl, men er blot ikke i stand til selv at se det«.

Det er svært at give et simpelt bud på, hvordan »hævnporno« kan bekæmpes. Juridisk kan man skærpe strafferammen for deling af intime billeder og videoer, men det vil kun ramme en brøkdel. Samtidig må man spørge sig selv, om det er en meningsfuld tilgang. Meget af det, vi kalder »hævnporno«, er allerede ulovligt. Problemet er ikke mangel på lovgivning, men manglende håndhævelse af loven.

Som jeg ser det, giver det mening at forfølge to spor.

Dels må man udgrænse de alvorlige dele af »hævnpornoen«, især sextortion, fra resten. Når en mand truer en ung pige med at sende nøgenbilleder af hende til hendes familie og venner, hvis hun ikke leverer flere nøgenbilleder, er vi et helt andet sted, end når Asger viser et Snapchat-billede af Laura til Viktor. Trusler og afpresning skal tages meget alvorligt, og det giver fin mening at etablere en hotline og/eller en hjemmeside, hvor unge kan henvende sig og få hjælp, som blandt andre Emma Holten har foreslået og ligestillingsminister Ellen Trane Nørby har tilsluttet sig. Man bør i den forbindelse være opmærksom på, at det for en del af de unge er et skrækscenarie, at forældrene opdager, hvad de laver. Hjælpen bør derfor udformes sådan, at de unge kan henvende sig, uden at forældrene inddrages.

Dels må man tage stilling til, hvad man skal stille op med resten. Sexting – at sende og modtage intime billeder og videoer – er op gennem nullerne blevet normalt. Imens er lovgivningen ikke fulgt med. En 15-årig pige må have alt det sex, hun vil, med mænd i alle aldre, men hendes storesøster på 17 må ikke sende et topløst billede af sig selv fra stranden til sin 18-årige kæreste. Gør hun det, risikerer hun at blive dømt for distribution af børneporno, og han for besiddelse af samme. Det hænger ikke sammen. Lovgivningen på området trænger til en revision, som tager højde for den teknologiske og kulturelle udvikling. Det bør være lovligt for mennesker over den seksuelle lavalder at udveksle intime billeder og videoer med hinanden. Når man er gammel nok til at dyrke sex, må man også være gammel nok til at sende og modtage intime billeder og videoer, hvis man har lyst til det.

En meningsfuld og tidssvarende lovgivning løser imidlertid ikke problemet med resten af det, vi kalder »hævnporno«. Det giver mening, at den 17-årige pige får lov til sende det topløse billede til sin 18-årige kæreste, men det betyder ikke, at han skal have lov til at dele det med andre uden hendes samtykke. Og når vi udgrænser sextortion og andre allerede ulovlige former for »hævnporno«, er det i høj grad det, vi står tilbage med: Drenge, som uden pigernes samtykke deler nøgenbilleder og videoer af pigerne med hinanden. Kan man få dem til at holde op med det?

Det tvivler jeg på. Drengenes delinger af intime billeder og videoer af pigerne er drevet af seksuel interesse. Den kan man ikke fjerne. Det, man kan påvirke, er drengenes moral og frygt for konsekvenser. Man kan oplyse om, at det er ulovligt og forbundet med sanktioner at dele materialet, og man kan gøre drengene bevidste om den skade, de potentielt forvolder ved at gøre det. Begge dele kan have en effekt, men vil næppe løse problemet.

En alternativ mulighed, som er voldsomt upopulær i feministiske kredse, er at opfordre pigerne til at »tænke sig om« og sende færre billeder og videoer til drengene. Argumentet, som ingen kan modsige, er, at hvis der er færre billeder og videoer at dele, vil færre piger blive udsat for »hævnporno«. Men feministerne har, synes jeg, en pointe, når de fastholder, at ansvaret må ligge hos den, der deler materialet. Det er ikke rimeligt, at det er pigerne, der skal ændre adfærd, fordi drengene overtræder deres – og lovens – grænser ved at dele billeder og videoer af pigerne uden pigernes samtykke.

Når de er sagt, skal man ikke helt glemme pigerne. Ikke for at pålægge dem et ansvar for drengenes handlinger, men for at forstå det spil, »hævnporno« også er. Hvis A., som Politiken talte med, har ret, er pigerne godt klar over, at billederne og videoerne havner hos drenge, de ikke kender, og at der er en stor risiko for, at materialet videredeles. Det er en pointe, man ikke skal overse, hvis man ønsker at forstå problemet. Billedet af »hævnporno« som noget, der rammer den uskyldige pige, der har sendt et billede til sin kæreste, er meget langt fra den virkelighed, A. beskriver.

Jeg er overbevist om, at nøglen til forståelsen af den mest udbredte form for »hævnporno« ligger her. Som A. siger: »Drengene elsker det. Pigerne elsker opmærksomheden. Ingen synes, det er synd for nogen. Det er det spil, der kører hos mange.«

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *