»Har I overhovedet set filmen?«

Da journalisterne i det australske morgenshow Sunrise i weekenden interviewede filminstruktør Cassie Jaye om hendes dokumentar om manderettighedsgrupper og mænds kamp for ligestilling, ‘The Red Pill’, lod de sig ikke stoppe af, at de ikke havde set filmen. Billede: Screenshot, Youtube, Cassie Jaye.

Kvinden bag dokumentaren ‘The Red Pill’, Cassie Jaye, udsættes for »respektløst interview« af australske journalister, der ikke har set hendes film.

Opdateret 12/6-2017, 00:53, 06:39.

Cassie Jayes dokumentar om amerikanske manderettighedsgrupper og deres kamp for ligestilling, ‘The Red Pill’, er blevet stærkt kritiseret af feminister verden over, der mener, at filmen er udtryk for »misogyni«, altså kvindehad.

Ikke mindst i Australien har kritikken været hård, og det har ført til, at mange australske biografer har valgt ikke at vise filmen.

Et særpræget »interview«

På baggrund af den livlige debat inviterede det australske morgenshow Sunrise i weekenden Cassie Jaye til et interview om ‘The Red Pill’.

Interviewet – som du kan se nederst i denne artikel, og som Cassie Jaye efterfølgende på Twitter har omtalt i anførselstegn, altså »interviewet« – viste sig dog hurtigt at være et specielt et af slagsen.

Programmets værter, Andrew O’Keefe og Monique Wright, afslørede en yderst begrænset viden om filmens indhold og udviste ingen reel interesse i Cassie Jayes svar.

Blandt andet indrømmede Andrew O’Keefe og Monique Wright, at ingen af dem forud for interviewet havde set filmen, hvorefter de fortsatte, som om intet var hændt.

Cassie Jaye: Feminister har skyklapper på

Undervejs forsøgte Cassie Jaye trods journalisternes aggressive tilgang efter bedste evne at svare for sig.

Eksempelvis, da hun af Monique Wright blev spurgt, hvorfor hun ikke længere er feminist.

– Kan du forklare, hvorfor du ikke går ind for ligestilling, for er det ikke dét, feminisme er, ligestilling?, spurgte Monique Wright.

– Jeg går ind for ligestilling. Kvinders problemer og at piger bliver ‘empowered’ betyder absolut meget for mig. Fuldhjertet. Det er min passion i livet at se på kvinders udfordringer. Det er derfor, jeg brugte 10 år på at lave film om kvinders udfordringer, og det står jeg stadig ved, svarede Cassie Jaye.

– Men feminisme er en ideologi, der ønsker at beholde skyklapperne på og kun ser ser på piger og kvinders udfordringer og giver mænd skylden for piger og kvinders problemer, uddybede hun.

– De ser ikke på mandlige ofre, og jeg synes, vi er nødt til at se på mandlige ofre, hvis vi taler om ligestilling, tilføjede filmskaberen.

Sunrise har fjernet opslag med interviewet

Sunrise lagde efter udsendelsen interviewet op på sin Facebook-side, men efter heftig kritik af journalisternes adfærd er det nu blevet fjernet.

Det har dog ikke stoppet vrede følgere af siden, der i stedet kommenterer på Sunrises seneste opslag, der handler om et luksuriøst hotelværelse.

– Jeg er ikke så interesseret i et hotel, skriver en af dem, Janna Martin.

– Men jeg er meget interesseret i at vide, hvorfor I slettede 161 kommentarer og siden hele opslaget om filmen ‘The Red Pill’. Sådan et respektløst interview!, tilføjer han.

– Flot arbejde med at fjerne Cassie Jaye-interviewet, Sunrise, skriver en anden, Daniel Rafferty.

– Det beviser bare min tidligere pointe. Venstreorienterede medier og feminister vil ikke tillade nogen at tale om mænds rettigheder eller udfordringer, uddyber han.

Ovenstående opslag var tilgængeligt ved artiklens tilblivelse, men er tilsyneladende siden blevet slettet af Sunrise. Det handlede om en luksussuite på et hotel, men langt de fleste af kommentarerne handlede om Cassie Jaye-interviewet, fordi Sunrise havde slettet sit opslag om det.

Sagens hovedperson, Cassie Jaye, har efter interviewet kritiseret Sunrise for den hårdhændede behandling.

– Jeg er dybt skuffet over, hvordan Sunrise behandlede mig her til morgen, skriver hun i en kommentar på Facebook og tilføjer, at de australske mediers tilgang til ‘The Red Pill’ forklarer, hvorfor så mange af filmens screeninger i Australien er blevet aflyst.

– Filmen er IKKE anti-kvinder elle anti-feministisk, fortsætter hun.

– Hvis Sunrise-medarbejderne havde set filmen, ville de have vidst det. I stedet valgte de at fortsætte med at udbrede løgne til den australske offentlighed, afslutter Cassie Jaye.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *