Har Sanne Søndergaard bollet sig til jobbet?

Sanne Søndergaard har fået job som blogger på Berlingskes nye politikblog, Politiko.dk. Hun stiller spørgsmålet: “Har du bollet dig ind på Berlingske?” om sin nye rolle.

I sit første debatindlæg på den nye platform med titlen “Det er bare, fordi du er en kvinde” lægger Sanne Søndergaard fra land i sit nye job som blogger på Berlingske. I indlægget forsøger hun at rimeliggøre det, hun kalder “positiv særbehandling af kvinder” – noget vi kalder ved sit rette navn, nemlig kønsdiskrimination – i forbindelse med uddelingen af 110 millioner kroner øremærket til kvindelige forskere.

Mænd havde ganske vist fået lov til også at søge midler i forskningspuljen Ydun, men da man på forhånd havde søgt om dispensation fra ligestillingsloven for at tilgodese kvinder, var resultatet givet på forhånd – og 17 ud af 17 bevillinger blev givet til kvinder.

Du fik jobbet, fordi du er kvalificeret

Søndergaard trækker i sit indlæg paralleller mellem forskningskvindernes diskriminationspenge og sit nye job på Berlingske og hævder, at kritiske, mandlige røster vil påstå, at både hun og forskerne kun har fået pengene, “fordi de er kvinder”.

Men det er en urimelig påstand. For lige så sikkert som det er, at de kvindelige forskere fik pengene, fordi de er kvinder – det var hele pointen med Ydun og grunden til, at man på forhånd havde søgt om dispensation fra ligestillingsloven – lige så sikkert er det, at Søndergaard har fået sit nye job, fordi hun er kvalificeret til det.

For Søndergaard har en vare, Berlingske efterspørger, og det er – måske til hendes forbløffelse – ikke hendes køn. Havde det været det, kunne Berlingske have stoppet en hvilken som helst kvinde på gaden og hyret hende. Men det gjorde de ikke. De ringede til Søndergaard, fordi de ville have Søndergaard. Og hvorfor så det?

Søndergaard skaber værdi for Berlingske

Uden at kende til de specifikke kriterier på redaktionen på Berlingske kan vi kun gætte på, hvorfor avisen valgte Søndergaard til jobbet. Men et meget rimeligt gæt er, at man har valgt hende, fordi man mener, at hun kan tilføre avisen værdi. Det er det grundlæggende princip, når private virksomheder ansætter medarbejdere.

I Søndergaards tilfælde udgøres værdien af, hvor mange læsere hun kan trække ind på Politikos sider. I den forbindelse har Søndergaard i hvert fald tre gode grunde til at blive værdifuld for Berlingske:

  1. Sanne Søndergaard er et navn, mange kender på forhånd, og det tæller. Folk læser hellere, hvad et kendt navn mener om noget, end hvad et ukendt navn mener. Sanne Søndergaard er et brand, og Berlingske har med ansættelsen købt sig til en del af brandets værdi.
  2. Sanne Søndergaard har ekstreme holdninger. I en hurtig medieverden handler det om at skabe overskrifter og opmærksomhed, og i den forbindelse drukner de mere afbalancerede synspunkter. Søndergaards skarpe holdninger skaber debat, og det giver likes (og ønsker om dislike-mulighed) på de sociale medier, og det kan Berlingske omsætte til flere klik på Politiko og i sidste ende på Berlingske.dk.
  3. Sanne Søndergaard provokerer Berlingske-segmentet. Tiden, hvor aviser kun bragte kommentarer og debatoplæg fra ligesindede, ser ud til at være slut. Søndergaards venstreorienterede feminisme står i skarp modsætning til Berlingskes læseres liberale sindelag, og det kan skabe aktivitet i debatten. Med Politiko ønsker Berlingske at sætte sig på markedet for politisk debat i Danmark, og i den forbindelse duer det ikke kun at bruge bloggere, læserne er enige med.

Tillykke med jobbet

Så nej, Sanne. Du har ikke bollet dig til jobbet. Og det er heller ikke “bare, fordi du er en kvinde”, at du har fået det. Berlingske har valgt netop dig – og ikke enhver anden – fordi Berlingske mener, at du er kvalificeret til stillingen. Det er vi enige med Berlingske i. Og vi ønsker dig held og lykke i din nye rolle som blogger på avisen.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *