Alexander klagede og tabte: Det ikke var i strid med ligestillingsloven, at KVINFO sammen med foreningen PigeLiv sidste efterår udelukkede drenge og mænd fra at deltage i en festival.
I sidste uge faldt der afgørelse i sagen om den Pigefestival, KVINFO sidste år var medarrangør af. En festival, hvor drenge og mænd var forment adgang, og hvor muligheden for at deltage således beroede på, om den interesserede havde det »rigtige« køn.
Ikke overraskende faldt sagen ud til KVINFO’s fordel. »Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at drenge ikke havde adgang til Pigefestival 2015«, fastslog Ligebehandlingsnævnet i sin kendelse om den klage, nævnet havde modtaget i forbindelse med festivalen. En klage, jeg skal vende tilbage til.
Når udfaldet ikke er overraskende, skyldes det, at kendelsen blot bekræfter, hvad enhver, der sætter sig ind i Ligebehandlingsloven, kan se: at loven, i forhold til beskyttelse af menneskers ret til ligestilling med andre mennesker uanset køn, er stort set værdiløs.
Værdiløs, fordi loven, hvis rigtige navn er ’Bekendtgørelse af lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v.’, indeholder adskillige ’gummiparagraffer’, der muliggør, at der ses bort fra hensynet til ligestilling.
Specifikt gælder det Kapitel 1, § 1, stk. 3 og Kapitel 5, § 13, stk. 2 og stk. 3.
I Kapitel 1, § 1, stk. 3 står følgende at læse (min fremhævning):
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn ringere end personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Kapitel 1, § 1, stk. 3 fastslår altså, at det er helt okay at stille personer af et bestemt køn ringere, hvis det er »objektivt begrundet i et sagligt formål«, og hvis »midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige«. Paragraffen giver mulighed for at uligestille mennesker, hvis man på den ene eller anden måde inden for det nævnte kan argumentere for, at det er en god ide at gøre det.
I kapitel 5, § 13, stk. 2 står der:
Den minister, under hvis forretningsområde en virksomhed hører, kan tillade foranstaltninger, der fraviger §§ 2-6, med henblik på at fremme lige muligheder for kvinder og mænd, navnlig ved at afhjælpe de faktiske uligheder, som påvirker adgangen til beskæftigelse, uddannelse m.v.
Med andre ord: Bestemmelserne, der skal sikre borgerne ligestilling, kan fraviges, hvis det skønnes at skabe lige adgang til beskæftigelse, uddannelse og tilsvarende. Hvordan det hænger sammen, når det er de selvsamme paragraffer, der skal sikre lige adgang, må man gætte sig til. Men sikkert er det, at også § 13, stk. 2 kan anvendes til at se bort fra hensynet til ligestilling.
I kapitel 5, § 13, stk. 3 lyder det:
Ministeren for ligestilling kan efter lov om ligestilling af kvinder og mænd fastsætte nærmere regler for, i hvilke tilfælde der kan iværksættes foranstaltninger til fremme af lige muligheder for kvinder og mænd uden tilladelse efter stk. 2.
Kapitel 5, § 13, stk. 3 adskiller sig sammen med kapitel 5, § 13, stk. 2 fra Kapitel 1, § 1, stk. 3 ved at være en ’blankocheck’ for den til enhver tid siddende minister, der frit kan træffe beslutninger, han eller hun mener fremmer lige muligheder for mænd og kvinder. Ministeren kan således egenhændigt se bort fra hensynene til ligestilling, hvis det passer ham eller hende.
Samlet betyder disse tre paragraffer, at vores lovgivning på ligestillingsområdet er i dårlig forfatning. Populært kan man sige, at den nuværende lovgivning giver os »ligestilling, men… «, hvor den burde give os »ligestilling, punktum«. Loven sikrer ikke, at mennesker altid stilles lige uanset køn. Tværtimod giver loven rige muligheder for at stille mennesker forskelligt baseret på køn.
Som det eksempelvis så tydeligt skete den 26. september sidste år, da KVINFO i samarbejde med foreningen PigeLiv gennemførte den omtalte Pigefestival 2015. Drenge og mænd blev nægtet adgang, men det var altså ikke i strid med den lov, der burde sikre drenge og mænd samme behandling som piger og kvinder.
KVINFO’s barokke argument for, at det var nødvendigt at kønsdiskriminere i adgangen til arrangementet er i øvrigt interessant i sig selv.
KVINFO’s direktør, Nina Groes, udtalte i forbindelse med klagen i efteråret, at pigerne ikke ville være kommet, hvis drenge havde fået lov til at deltage.
– Erfaringen er, at nogen af de her unge, etniske piger er underlagt så stor grad af social kontrol, at de ikke må møde op for deres forældre, hvis der også er åbent for drenge. Det viser med al tydelighed, hvorfor der er brug for sådan et initiativ, sagde hun.
Men giver det mening? For vi kan jo også kønsopdele undervisningen i skolerne eller vognene i togene. Kun fantasien sætter grænser, hvis det skal til at være et argument, at pigernes forældre kun vil lade pigerne deltage, hvis samfundet blåstempler den kønsopdeling, forældrene kræver.
Nej, KVINFO ramte med Groes i spidsen helt ved siden af i dette tilfælde. For hvordan skal pigernes forældre lære at forstå, at kønsopdeling ikke er en del af det danske samfund, hvis vi efterkommer deres krav om, at døtrene kun må færdes afskærmet fra drenge? Og hvordan skal pigerne lære at omgås drenge, når KVINFO og andre inviterer dem til drengefri arrangementer? Og hvad med drengene? Hvordan skal de udvikle sunde relationer til pigerne, når de ikke må være sammen med dem?
Med sin Pigefestival gjorde KVINFO sig skyldig i at modarbejde ligestillingen både i forhold til pigerne, drengene og forældrene. Festivalen sendte det entydige signal, at det er ok at bedømme og opdele mennesker på køn. Et signal, som er i strid med alt, hvad stærke kvinder og mænd har kæmpet for de sidste 50 år, og som skader såvel pigerne og drenge som deres forældres muligheder for at tilegne sig en forståelse for, at mænd og kvinder i Danmark er ligeværdige.
Jeg talte sidste år med den mand, der havde indsendt klagen over Pigefestival 2015. Han hedder Alexander og var dengang 25. Jeg spurgte ham blandt andet, hvorfor han havde klaget.
KVINFO er på lørdag den 26. september medarrangør af en Pigefestival for piger i alderen 14 til 24 år. Det har du klaget over til ligebehandlingsnævnet. Hvad er grunden til, at du har indsendt en klage over festivalen?
– Jeg så deres plakat og tænkte: Det kan da ikke være rigtigt. Jeg vidste, at Kvinfo er en statsstøttet organisation og tænkte: Det kan da ikke passe, at der skal bruges skattekroner for at støtte segregering, svarede han.
Jeg spurgte ham også, hvad han mente om, at ligestillingsminister Ellen Trane Nørby havde kommenteret hans klage med ordene: »Nøj, hvor bliver man træt«.
Ligestillingsminister Ellen Trane Nørby skriver i dag på Facebook, at hun »bliver træt« på grund af din klage. Kan du forstå, hvis nogen synes, du går i meget små sko, når du klager over en festival, som har til hensigt at gøre »demokrati og ligestilling levende og nærværende for etniske danske piger og minoritetspiger i alderen 14-24 år.«, og hvis mål er »empowerment af unge piger, med fokus på at styrke deres selvbestemmelse«?
– Jeg forstår godt, at folk synes jeg går i små sko. Men jeg synes dog, at det er enhver borgers pligt at »råbe« op, hvis man opdager en situation, hvor man tror der kan forgå noget »snavs«, sagde Alexander.
Endelig spurgte jeg ham, hvad han ville have gjort, hvis det havde været en drengefestival.
Ville du også have klaget, hvis KVINFO havde været medarrangør af en tilsvarende Drengefestival?
– Ja det ville jeg, svarede han.
Min opfattelse er, at Alexander havde fat i den lange ende. Der var god grund til at klage over festivalen, også selv om det var forventeligt, at klagen ville blive afvist.
For om ikke andet tydeliggør afvisningen, hvor mangelfuld vores lovgivning på området er. De tre ’gummiparagraffer’ gør det muligt at afholde arrangementer og kurser, som indiskutabelt strider mod enhver meningsfuld ide om ligestilling.
Sådan bør det ikke være.
Vi taler ofte om, hvor galt det var, at busser i USA og strande i Sydafrika var opdelt efter race. Og selv om proportionerne naturligvis ikke er de samme, burde vi måske begynde at tale lidt om, hvor galt det er, at vi selv opdeler mennesker efter køn.
For det er ikke kun KVINFO, der kønssegregerer. Tænketanken Cevea har i årevis afholdt kurser, hvor kun kvinder har adgang, og det samme har andre kursusudbydere. Hvad skal det til for?
»Uddannelsen er henvendt til kvinder, der gerne vil styrke deres kompetencer som meningsdannere. Dette er eksempelvis kvindelige tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og andre kvinder med tillidsposter eller ansættelse i fagforeninger/ fagforbund. Uddannelsen henvender sig også til kvinder, der er engagerede udenfor fagforbundene«, skriver Cevea om målgruppen for sit ’Kvindelig meningsdanner’-kursus.
Men hvad er årsagen til, at kvindelige kursister skal sidde i en beskyttet rugekasse, afskærmet fra mandlige deltagere? Er det ikke en hån over for såvel de kvindelige deltagere som de mænd, der nægtes at deltage? Er kvinderne så svage, at de ikke kan begå sig, hvis der er en mand til stede? Er mændene så ubehagelige, at man er nødt til at holde dem væk?
Vi lever i et samfund, der er et af verdens mest ligestillede, både formelt og uformelt. Alligevel tillader vi, at man opdeler mennesker på køn.
Det bør ansvarlige politikere sætte en stopper for. ’Gummiparagrafferne’ i ligestillingsloven skal fjernes, så det bliver klart, at andre hensyn ikke berettiger uligestilling af mænd og kvinder.
Gør man ikke det, vil virksomheder og organisationer igen og igen misbruge paragrafferne til at diskriminere. Som KVINFO vil de opfinde besynderlige argumenter for, hvorfor det i netop deres tilfælde giver mening at udelukke mennesker med et bestemt køn. Det skal vi ikke tillade.
Omvendt skal det selvfølgelig stadig være muligt at have separate rækker for kvinder og mænd i diverse sportsgrene. Det skal en justering af loven ikke forhindre. Men det må også kunne lade sig gøre – eksempelvis med en paragraf, der henviser til kønsbestemte fysiske forskelle hos udøverne.
For pointen med ligestilling er jo ikke, at vi skal tvinges til at være ens, hvor vi ikke er det. Pointen er, at vi skal kunne deltage på lige fod, hvor vi er.
Til festivaler, til kurser, i skolen og på arbejdsmarkedet skal mænd og kvinder have samme adgang til at være med. Ingen skal kunne afvises i døren med henvisning til, at de har det forkerte cpr-nummer.