Henrik Marstal fortjener ikke at blive mobbet, som han bliver

- Jeg tror virkelig at Henrik Marstal er en sød, forstående og følsom mand, der udvikler sig selv og opnår nye indsigter. Og jeg synes ikke, han har fortjent at blive nedgjort, hånet, lagt for had og mobbet, som han bliver, skriver Gunnar Langemark (tv.) om forfatter, musiker og kønsdebattør Henrik Marstal (th.) i dette gæsteindlæg. Billede: Privat/YouTube.
– Jeg tror virkelig, at Henrik Marstal er en sød, forstående og følsom mand, der udvikler sig selv og opnår nye indsigter. Og jeg synes ikke, han har fortjent at blive nedgjort, hånet, lagt for had og mobbet, som han bliver, skriver Gunnar Langemark (tv.) om forfatter, musiker og kønsdebattør Henrik Marstal (th.). Billede: Privat/YouTube.

Gæsteindlæg: »Jeg synes ikke, han har fortjent at blive nedgjort, hånet og lagt for had«, skriver Gunnar Langemark om kønsdebattør Henrik Marstal.

Gæsteindlæg af Gunnar Langemark. Langemark reflekterer i indlægget over forfatter, musiker og kønsdebattør Henrik Marstal med udgangspunkt i dennes seneste debatindlæg på Politiken, som blev bragt den 23. september under titlen ‘Vi mænd har et indlejret had til kvinder’.

Jeg er nødt til at sige at Marstal vækker min medynk og lidt vrede.

For jeg kan på ingen måde genkalde mig hans oplevelser. Heller ikke sammen med andre mænd. Min erfaringsverden er helt anderledes.

Jeg har tværtimod oplevet noget der ligner det modsatte. Kvinder der styrede deres svagere mænd med selvretfærdighed, hån og koldhed.

Men i de senere år er det også gået op for mig, at jeg er rundet af en helt anden respekt og balance mellem kønnene, som går adskillige generationer tilbage.

Selv min oldemor havde en akademisk uddannelse, og min tipoldemor havde penge.

Alle kvinder i min opvækst havde en stor selvfølgelig selvstændighed. Og mange af dem var mindst lige så stærke og frie som deres mænd.

Jeg kunne ikke drømme om at føle mig tiltrukket af en kvinde, som ville finde sig i sådan en behandling, som Henrik Marstal beskriver.

Ikke at jeg ikke kan være grov overfor kvinder. Men det er faktisk af respekt. Der er absolut ingen forskel mellem kønnene i den forstand, i min adfærd overfor andre.

Jeg forventer et selvstændigt menneske.

Og jeg tror, der er rigtig mange mænd, der har det som mig.

Det gået op for mig, at min afstandtagen til meget vrede feminister hænger sammen med dette. At kvinders problemer med nogle mænd bliver gjort til alle mænds skyld. En slags arvesynd.

Og der er Marstal også alt for hurtig på aftrækkeren og projicerer sig selv over på det generelle.

Det holder bare ikke.

Jeg tror, at en del af forskelligheden i opfattelse af feminismen hænger sammen med personlige erfaringer, som man ikke er klar over er så forskellige fra andres.

Jeg har såmænd også omgåedes feminister og kønsforskere i min tid på universitetet, og jeg har arbejdet med feminisme og kønsforskning.

Jeg er ikke anti-feminist.

Men jeg er på vagt overfor, at man ikke gør mænd til skurke.

Marstal forsøger her at gøre mænd til skurke.

Han kunne med fordel se på forskelligheden.

For selvfølgelig er der mænd, der er skurke. Men selvom han kender det fra sig selv, er det ikke det samme som, at hans selvindsigt kan generaliseres så meget, som det forsøges her.

Jeg vil gerne uddybe lidt.

Henrik Marstal psykologiserer morderen i drabsøjeblikket. Men jeg mener, det er misforstået.

Drabsmanden kan mindst lige så godt have været vred og ukontrolleret – baseret på en følelse af magtesløshed, underlegenhed og desperation.

Det er i mine øjne alt for letkøbt at tro, at drabsmanden følte sig berettiget eller retfærdig og overlegen.

Jeg tror det er lige omvendt.

Men hverken Henrik Marstal eller jeg ved det i virkeligheden.

Henrik Marstal psykologiserer ud fra sin selvopfattelse.

Men jeg kunne med lethed psykologisere Henrik Marstal og stille en anden opfattelse op – som modsiger hans selvopfattelse.

Jeg tror for eksempel, at Henrik Marstal er en sød og følsom og lidt usikker mand. Jeg tror, at han har haft en vrede mod (nogle) kvinder – af samme grund.

Han har ikke haft let ved at håndtere, at han kunne komme til kort overfor kvinder, og derfor har han “poseret” med den indstilling han beskriver.

Men det handler i virkeligheden slet ikke om, at han var et dumt svin. Det handler om hans usikkerhed.

Han har simpelthen været bange for kvinder og meget følsom overfor kritik og modstand, hvorfor han har anlagt en facade overfor kvinder, som gjorde ham mindre sårbar.

Nu har han fundet en anden strategi, fordi han ser fordelene ved at være den søde og forstående mand.

Desværre er ingen af delene nogen særlig god idé. For det er ude af balance.

Så let kan man beskrive et andet menneske – ligesom jeg selvfølgelig vil blive psykologiseret let og hurtigt, især af dem der ikke kender mig – og få livets forståelseskabale til at gå op, uden at man udfordrer de selvbedrag, som de fleste af os går rundt med. For at kunne fortælle en historie, der hænger sammen og får det hele til at give mening.

Men man skal passe på med at tro for meget på alle detaljerne i den slags. For meget af det er mest af alt for at passe på sig selv og for at pleje det indtryk, som andre har af én.

Henrik Marstals fortælling kunne eventuelt tjene til at tegne et billede som siger: »Jeg var også engang sådan en uudviklet mand der ikke kunne lide kvinder, men nu er jeg blevet klogere og feminist. Vil I ikke nok elske mig for min nye selvindsigt og forståelse af og for kvinder?«

Jeg vil lige slutte af med at sige, at jeg tror virkelig, at Henrik Marstal er en sød, forstående og følsom mand, der udvikler sig selv og opnår nye indsigter. Og jeg synes ikke, han har fortjent at blive nedgjort, hånet, lagt for had og mobbet, som han bliver.

Til gengæld bliver jeg lidt pikeret, når han forsøger at stille sig over andre mænd – også selvom det ikke er alle – og bidrager til at tegne et billede af rigtig mange mænd som selvretfærdige, rethaveriske, selvoptagede og uden empati.

Det er ikke det indtryk, jeg har af de allerfleste mænd.

Overhovedet.

Gunnar Langemark er cand. mag. i Medier og Retorik. Han har arbejdet med it og internet i mange år og har også haft strejftog ind i andre brancher. I de senere år har han ernæret sig som pennedrejer, copywriter og rådgiver. Han er meget aktiv på internettet og arbejder i øjeblikket på en bog om hans erfaringer med sundhedssystemet og andre offentlige systemer – mens han har været cancerpatient. Han er far til to piger og lever sammen med den yngste og børnenes mor.

Indlægget er en redigeret udgave af en tekst, Gunnar Langemark oprindeligt delte på Facebook. Holdningerne i indlægget står som i alle gæsteindlæg for gæsteindlægsskribents egen regning.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Én kommentar til “Henrik Marstal fortjener ikke at blive mobbet, som han bliver

  • 13. oktober 2016 at 04:41
    Permalink

    Som jeg ser det, er Marstal en had-prædikant. Der diskriminere folk ud fra deres hudfarve, religion, køn og sexuelle tilhørs forhold. Meget værrer kan det altså ikke blive 🙁

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *