19. april, 2024

Henrik Marstal kalder Brøndby-fans »barmavede fællespissere« og fremsætter »Marstals lov«

Brøndbys fans bør marchere på en mere inkluderende måde, mener feminist, debattør og folketingskandidat for Alternativet Henrik Marstal. Billede: Screenshot, YouTube/Wikimedia Commons, fotograf: Tøndemageren.

Henrik Marstal raser over »maskulinitetsdrevne« Brøndby-fans efter fanmarch. De trådte på blomster og tissede i søen, lyder det fra den 51-årige feminist.

Feminist, debattør og folketingskandidat for Alternativet Henrik Marstal er vred over Brøndby-tilhængernes opførsel i forbindelse med den såkaldte »fanmarch« forud for Pokalfinalen, som blev spillet for et par uger siden.

Ved marchen spadserede godt 15.000 Brøndby-fans fra Rådhuspladsen mod Parken på Østerbro. Undervejs blev der sunget slagsange, og I det gode vejr havde mange smidt trøjen.

Trådte blomster ned

I Henrik Marstals øjne foregik der dog meget mere end det.

– En gruppe mænd – for det var stort set kun mænd, der var tale om – som med deres blottede torsoer udbasunerede en »jeg vil leve eller dø for dette«-attitude, der fungerede som et magtmiddel, skriver han i et debatindlæg på Politiken med titlen ‘Det er for meget, at barmavede fællespissere skal roses for at opføre sig ikke-voldeligt’.

– Billederne [af fanmarchen, red.] viser også, hvordan de mange mænd gik ikke blot på begge sider af vejen, men også på Gyldenløvesgades lange og flere meter brede midterrabat, der var beklædt med græs og blomster. Blomsterne er der nu ikke mange tilbage af, for de mange marchdeltagere trampede dem ganske enkelt ned. Derved overskred de Ordensbekendtgørelsens § 2 om sikring af den offentlige orden, vrisser Marstal.

Pissede territoriet af

– Desuden gjorde en del af dem holdt under vandringen langs Søerne for at lade vandet. Det foregik i en af Søerne som en på én og samme tid praktisk foranstaltning og en rituel gestus, der skulle tjene til at bogstavelig talt pisse territoriet af, fortsætter den tidligere Ibens-bassist.

– Dermed praktiserede deltagerne en grænseoverskridende maskulinitetskultur, der konsoliderer sig ved at blæse på de gængse omgangsformer, ved at fremme en særligt mandligt-biologisk væren og ved at indtaget rummet med tribale mekanismer og ekskluerende omgangsformer, uddyber Marstal.

– I øvrigt brød deltagerne dermed også loven – urinering på åben gade hører under Straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse, tilføjer han.

Toksisk maskulinitet

Årsagen til tilhængernes opførsel skal ifølge Henrik Marstal findes i det forhold, at mandefodbold er et »macho-maskulint frirum«. Et frirum, som ifølge kønsdebattøren absolut ikke kun er af det gode.

– Problemet ved dette frirum er, at samfundet dermed accepterer en opførsel fra fodboldfans, som går langt ud over grænserne for acceptabel omgang mellem mennesker. Det kunne meget vel skyldes, at ‘boys will be boys’-mentaliteten er indlejret i samfundets DNA, og at toksisk maskulinitet accepteres som normen, fordi den højtråbende og skånselsløst kræver sin ret til at blive anerkendt, skriver han.

Bør marchere på en mere inkluderende måde

Ifølge Henrik Marstal bør fanmarches i fremtiden afholdes på en mere inkluderende måde, end det var tilfældet i forbindelse med Pokalfinalen.

– Jeg spørger: »Hvor meget længere?«. Brøndby IF og andre fodboldklubber har i hvert fald brug for at gennemtænke, hvordan de mange fans en anden gang kan marchere på en måde, som er mere inkluderende, mindre tribal og ganske enkelt mere afdæmpet, skriver han.

Marstals lov

I kølvandet på debatindlægget, som blev bragt i går, har flere kritiseret Henrik Marstal for ikke at forstå fodboldkulturen og for at skrive negativt om en begivenhed, han hverken deltog i eller var til stede i forbindelse med.

En del har desuden påpeget, at der ikke er den store forskel på, hvad der skete ved fanmarchen i forbindelse med Pokalfinalen, og hvad der hvert år sker i forbindelse med Pride Parade.

Kritikken preller imidlertid af på den garvede debattør, der i et opslag på Facebook forholder sig til den.

– Jeg tror snart tiden er inde til at introducere det som jeg ubeskedent kunne kalde Marstals Lov, og som lyder: »Hvis man på forhånd er indstillet på at misforstå noget, så vil man misforstå det«, skriver Marstal.

– For den sætning mener jeg ganske godt dækker en stor del af de reaktioner mine indlæg gennem de seneste år har genereret, fortsætter han.

– Langt de fleste indvendinger angående mit indlæg samler sig om, at jeg er alt for unuanceret og fordomsfuld, ligesom det bliver set som en svækkelse af af indlægget, at jeg ikke selv var til stede under marchen, skriver Marstal med henvisning til Pokalfinalen.

– Til det sidste er der at sige, at selve historiebegrebet baserer sig på fravær – som Storm P. sagde det: En historiker er først og fremmest en person, der ikke var til stede selv. Så det argument holder altså ikke – selvfølgelig er det muligt at udtale sig om noget, man ikke selv deltog i, ræsonnerer Marstal.

– Til det første er der at sige at jeg i indlægget gør det fuldkommen klart, at baserer mine iagttagelser og overvejelser på medielle fremstillinger af marchen i aviser, netmedier samt private personers billeder og videoer lagt ud på de sociale medier. Disse billeder og videoer fremstiller marchen på måder, som passer det til jeg skriver om, tilføjer han.

– Tankevækkende nok har jeg i øvrigt endnu ikke set en eneste af kritikerne forholde sig til kernen i mit indlæg: at en delvist negativ maksulinitetskultur får for stor ukritisk opmærksomhed. Det ligner i flere tilfælde en decideret afledningsmanøvre for at slippe for at forholde sig til hvad der måske er en ubevkem sandhed, afslutter den 51-årige feminist.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview