Her er detaljerne i Sveriges nye sexlov

Den svenske regering har fremlagt et forslag om en ny lov om sex og seksuelle overgreb. Billede: Norden.org, fotograf: Karin Beate Nøsterud.

Den svenske regering fremlagde søndag et forslag til en ny lov om sex og seksuelle overgreb. Blandt andet bliver det forbudt at skifte stilling uden samtykke.

Statsminister Stefan Löfven (S) fremlagde søndag på vegne af sin regering et lovforslag om sex og seksuelle overgreb på rådhuset i Köping.

– Flere handlinger kommer til at blive regnet som voldtægt, og straffen vil blive hævet. Men loven er også et værktøj til at ændre holdninger og værdier i vores samfund, sagde Löfven ved pressemødet ifølge NRK.

– Det er tid til at placere ansvaret, hvor det hører hjemme. Hos gerningsmanden, tilføjede vicestatsminister Isabella Lövin fra Miljøpartiet de Grønne.

Skal forandre mænd

Et væsentligt element i lovforslaget er at lave om på mænd. Det understreger Sveriges justitsminister, Morgan Johansson (S).

– Hvis mænds vold mod kvinder skal ophøre, er det manden, som skal forandres, udtaler han ifølge SVT.

Hos det svenske advokatforbund tror man ikke, at loven vil føre til flere domme, men det er Morgan Johansson ikke enig i.

– Vores vurdering er, at flere kommer til at blive dømt, siger han.

Lovforslaget punkt for punkt

Loven ventes at træde i kraft 1. juli 2018, og sker det, vil det have følgende konsekvenser.

Krav om samtykke

Det bliver forbudt at have sex med en person, som ikke udtrykkeligt har sagt ja eller ikke aktivt viser, at han eller hun vil deltage. Det kræves ikke længere, at gerningsmanden har anvendt vold eller trusler eller udnyttes ofrets udsatte position for at kunne dømmes.

Uagtsom voldtægt og uagtsomt seksuelt overgreb

Uagtsom voldtægt og uagtsomt seksuel overgreb gøres ulovlige og straffes med op til fire års fængsel. Uagtsomheden består i, at den anden ikke deltager frivilligt.

Højere straffe for grove voldtægter og grove voldtægter mod børn

Minimumsstraffen for grov voldtægt og grove voldtægter mod børn forhøjes fra fire til fem års fængsel.

Beskyttelse mod forkert aldersvurdering svækkes

Den strafferetlige beskyttelse ved seksuelle lovovertrædelser mod børn forstærkes ved uagtsomhed hos gerningsmanden i spørgsmål om barnets alder. Gerningsmanden skal have sværere ved at henvise til, at ofret rent fysisk ser ældre ud.

Hjælp til ofre tidligere i processen

Ofre for seksuelle overgreb skal have støtte tidligere i processen.

Det fortæller SVT.

Forbudt at skifte stilling uden samtykke

Ifølge Kristeligt Dagblad vil loven desuden betyde, at man fremover kan straffes, hvis man ikke spørger om lov, hvis man undervejs i et samleje skifter til analsex.

»Tanken er, at forslaget skal fungere forebyggende, men også fange de tilfælde, hvor personen befinder sig i en særlig sårbar situation. Det kan eksempelvis være, når vaginalt samleje bliver til analt samleje, uden at offeret er med på det«, skriver avisen.

Berlingske citerer TT/Ritzau for, at denne del af loven ikke bare gælder analsex, men enhver ny stilling under samlejet.

»Loven om samtykke vil ifølge den svenske regering medføre øget tydelighed, så en person i hvert nyt moment af sexakten siger eller viser vilje til at være med«, skriver Berlingske.

For svenske mænd medfører loven således et øget behov for at få de svenske kvinder til at sige ja i Ikea-sengene. Samtidig har de nu en meget god grund til at forevige begivenhederne, så de efterfølgende kan dokumentere, at alt gik rigtigt for sig.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

38 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

38 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *