Hollandsk togselskab forbyder »mine damer og herrer« i meddelelser til passagerer

Hovedbanegården i Amsterdam. Billede: Arkivfoto.

Ansatte i det hollandske trafikselskab NJ skal fremover bruge kønsneutrale tiltaleformer. Beslutningen vækker vrede i Geert Wilders’ Frihedsparti.

Det hollandske togselskab NS har besluttet sig for at stoppe med at sige »mine damer og herrer« til passagerne, når eksempelvis forsinkelser skal annonceres i togenes højtaleranlæg.

I stedet for det nuværende »ladies and gentlemen« vil NS fra og med ikrafttrædelsen af vinterkøreplanen den 10. december bruge udtrykket »best travellers«, rapporterer nltimes.nl.

Det hollandske medie meddeler desuden, at NS er i dialog med de øvrige togselskaber i Holland om at gøre alle højtalerbeskeder på stationer i Holland kønsneutrale.

Også farvel til »mine damer og herrer« i Amsterdam og London

Beslutningen kommer, efter byrådet i Amsterdam onsdag meddelte, at byen vil implementere en kønsneutral kommunikations-policy, der blandt andet vil få betydning for kommunens breve og skilte.

Eksempelvis vil det ikke længere være tilladt for kommunens ansatte at indlede et brev til en borger med de hollandske ord for »Kære hr Jensen« eller »Kære fru Jensen«. I stedet skal anvendes eksempelvis »Kære deltager« eller »Kære beboer«.

Også i London er det slut med »mine damer og herrer« i dele af den offentlige transport, efter metroselskabet i London for nylig meddelte, at »ladies and gentlemen« i højtalerbeskeder vil blive udskiftet med »hello everyone«.

»Fyr de ansvarlige«

Det er ikke alle, der bifalder udviklingen væk fra brugen af tiltaleformen »mine damer og herrer«. Blandt kritikerne er den hollandske højrefløjspolitiker Geert Wilders, som ikke forstår NS’s skifte til »best travellers«.

– NS har fuldstændig mistet grebet. De skulle hellere bruge tid på at sikre, at togene kører til tiden, end på kønsneutral kommunikation. Vanvid, skriver han på Twitter.

Ifølge de Telegraaf har Geert Wilders’ partifælle Roy van Aalst bedt regeringen fyre de ansvarlige hos NS og bruge pengene fra deres lønninger på at takle reelle problemer som forsinkelser og overfald på konduktører, fortæller nltimes.nl.

Roy van Aalst har i samme ombæring bedt om at få at vide, hvad der vil ske med NS-ansatte, der nægter at adlyde. Ifølge Frihedsparti-politikeren er der med sikkerhed mange togførere og -konduktører, der finder det latterligt at udtrykke sig kønsneutralt.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *