19. marts, 2024

Humanistisk debattør: Sæt Brygger i spidsen for KVINFO

Rasmus Brygger (th.) vil som ny KVINFO-direktør kunne stille alle tilfredse. Det mener cand.mag. i historie og debattør Niels Jespersen (tv.). Billede: Niels Jespersen, Facebook/screenshot, Deadline, DR2, YouTube.

Cand.mag. i historie Niels Jespersen foreslår debattør og tidligere formand for Liberal Alliances Ungdom Rasmus Brygger som ny KVINFO-direktør.

Siden Nina Groes forlod jobbet i efteråret 2016, har det stået klart, at Danmarks udviklings- og videnscenter for køn, ligestilling og mangfoldighed, KVINFO, skal have ny direktør.

Ansættelsen af en ny styrmand (m/k) har således intet med KVINFOs aktuelle krise at gøre. Men det betyder ikke, at ansættelsen ikke kan bruges til at gyde olie på de oprørte vande, og det vil i den nuværende situation være meningsfuldt at bruge udnævnelsen af en ny direktør til netop det formål.

Udpeg Brygger til KVINFO-direktør

Det mener cand.mag. i historie og debattør Niels Jespersen, der i et debatindlæg i Information peger på Rasmus Brygger som en samlende figur, der kan gøre alle glade.

– Jeg tror i øvrigt, jeg har et forslag, der vil kunne stille alle tilfredse, indleder Jespersen.

– Debattøren Rasmus Brygger er tidligere formand for LA Ungdom og samtidig kvindesagsforkæmpernes mediedarling og kælefeminist. Udpeg ham til KVINFO-direktør så kan alle sige, at de har vundet noget, foreslår han.

Første mandlige direktør

Rasmus Brygger ville som KVINFO-direktør skrive historie, idet Danmarks center for køn, ligestilling og mangfoldighed aldrig tidligere har haft en mandlig direktør.

Formelt er ansøgningsfristen til stillingen som KVINFO-direktør dog udløbet. Det skete den 22. marts. Ifølge jobopslaget vil der blive afholdt jobsamtaler den 3. og 24. april, hvorefter den nye direktør inden for få dage må formodes at blive offentliggjort.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview