19. marts, 2024

Hvad er sexisme?

De seneste års debat har været præget af et øget fokus på sexisme, men ingen har fortalt, hvad sexisme er. Jeg gør forsøget her.

Siden jeg i april 2013 skrev dette indlæg som en kommentar til dette indlæg af Henrik Marstal, har jeg spekuleret over, hvad sexisme i grunden er. De 18 måneder, der er gået siden da, har ikke gjort mig klogere, snarere tværtimod.

Sexisme er fortsat et ord, der bruges i flæng, og til trods for et stort fokus på sexisme i medierne – senest med debatten om hån og trusler mod kvinder i den offentlige debat – er det som om, at ingen interesserer sig for at forstå, hvad sexisme er og ikke er.

Opslag hjælper ikke

Kigger man i diverse ordbøger og leksika, bliver man kun en lille smule klogere. Gyldendals åbne encyklopædi Den Store Danske skriver fx blot følgende:

sexisme, fordom eller diskrimination på baggrund af køn, især om nedvurdering af kvinder. Begrebet introduceredes i 1960’erne af feministiske forskere som en parallel til begrebet racisme.

Leksikon.org har en lidt længere beskrivelse, der blandt andet definerer sexisme således:

Med sexisme menes undertrykkelse på grundlag af køn, hvor det ene – kvindekønnet – af fødsel er anderledes og laverestående end det andet. Dette er en parallel til begrebet racisme – at enkelte etniske grupper fra naturens side er højerestående end andre og født til overlegenhed. I begge begreber ligger det, at forbindelsen mellem race/køn og kulturelle, sociale og personlige træk er klar. (…) Sexisme anvendes nu som betegnelse eller et skældsord for forskellige former for kvindeundertrykkelse – især på det personlige plan.

Sexisme handler ifølge de to opslag om kvindeundertrykkelse og har sit udgangspunkt i den opfattelse, at kvinder er mindre værd end mænd. Samtidig handler sexisme om, at man nedgør et andet menneske på baggrund af en gruppe, det tilhører, fx et køn, i stedet for at vurdere det som en selvstændigt individ.

Opslagene fortæller lidt om, hvad sexisme helt overordnet drejer sig om, men de forklarer ikke det afgørende, nemlig hvad der afgrænser sexisme fra andre relationer mellem mennesker. Om, og i givet fald hvor meget, man må smile til en fremmed på gaden, melder ordbøgerne ikke noget om.

Debatten hjælper heller ikke

Sexismedebatten begyndte så småt at blusse op i 2012, efter den engelske feminist og forfatter Laura Bates startede siden Everyday Sexism Project. Et website, hvis formål er at lade almindelige kvinder komme til orde og fortælle om deres erfaringer med det, der på dansk kaldes hverdagssexisme.

Everyday Sexism Project bredte sig til flere lande – også Danmark – og selv om der er ganske alvorlige problemer med den måde, siden fungerer på, er det lykkedes for den at opnå et af sine formål, nemlig at starte en debat om hverdagssexisme.

Everyday Sexism Project definerer imidlertid ikke, hvad sexisme er. Tværtimod har kvinderne bag projektet den opfattelse, at der ikke findes en ‘bagatelgrænse’ for sexisme, hvorfor enhver ubehagelig oplevelse med mænd kan tælle som sexisme.

Sexismebegrebet er også blevet brugt flittig på debatsiderne i de danske aviser. Særligt debattør og feminist Henrik Marstal har kastet sig over sexismen, som han i adskillige indlæg på Politiken.dk har beskrevet og kritiseret. Desværre altid uden at definere, hvad sexisme er.

Marstal har gentaget forskellige varianter af påstanden om, at alle danske mænd har et ansvar for nogle danske mænds sexisme. Det har de, mener Marstal, fordi sexismen er indbygget i vores sprog og vores måder at være sammen på. Så når en mand ‘for sjov’ kommer med ‘en dum kommentar’ om kvinder, så er han med til at fastholde et sexistisk kvindesyn, som i yderste konsekvens er med til at legitimere seksuelle overgreb mod kvinder.

Jeg har i tidens løb flere gange kritiseret specifikt denne sammenkobling, og det vil jeg fortsat gøre. Jeg forstår til fulde, hvad Marstal mener, men jeg køber ikke den præmis, der hedder, at humor legitimerer vold. Heller ikke dårlig humor.

Jeg er også uenig i den mere underliggende påstand, at humor og respekt skulle være udelukkende størrelser. Altså at en mand, der sammen med sine mandlige venner omtaler kvinder ‘nedsættende’ i form af sexistiske vittigheder og kommentarer, per automatik ikke har respekt for kvinder. Det er en fejlslutning. ‘Tø hø’ handler om alt mulig andet end sexisme.

Kvinden i toget

Tillad mig en kort anekdote. Jeg befandt mig på en rejse for ca. 15 år siden i en topkupé sammen med en god ven og en lokal mand, vi ikke kendte. Vi kørte igennem et østeuropæisk land, jeg husker ikke præcis hvilket. Vi havde sagt “hello” til manden, da han kom ind, men han talte hverken engelsk eller tysk, så vi kunne ikke kommunikere.

På et tidspunkt gik en smuk, ung kvinde forbi uden for kupéen – ja, det var dengang, hvor kupéerne bestod af seks pladser og en dør ud til gangen. Vi lagde alle tre mærke til kvinden, og for første gang var vi i stand til at forstå hinanden på tværs af sprog og kulturer. Vi så på hinanden, nikkede og brød ud i smil og latter. Kvindens passage, som vel tog et sekund, skabte en fælles forståelse i kupéen. Hver for sig vidste vi, at vi tænkte det samme. Vi var ikke længere fremmede for hinanden.

Tø hø

Tilbage til sagen. Mænds ‘tø hø’, som nogle feminister opfatter som sexisme, handler ofte om at skabe en fælles forståelse. Mænd, der ellers ikke umiddelbart har meget til fælles, kan på et øjeblik komme tættere på hinanden gennem det, der udefra ligner en ‘dum kommentar’ – og som givetvis også er det, hvis man løsriver den fra sin sammenhæng.

Det samme kan man sige om den objektivisering, ofte af seksuel karakter, som visse feminister anklager mænd for. Altså at mænd opfatter kvinder som objekter for deres seksualitet og ikke anerkender dem som ligeværdige individer. For løsrevet fra sin sammenhæng er det fuldstændig rigtigt.

Da vi så den forbipasserende kvinde i toget, tænkte vi ikke på, hvad hendes politiske holdninger var, eller hvad hun arbejdede med til daglig. Overhovedet ikke. Vi tænkte udelukkende på, at hun var smuk. I det korte sekund var hun centrum for vores seksuelle opmærksomhed. Ikke som et helt menneske, men som en flot kvinde med et smukt ansigt og en fantastisk krop. Altså som et objekt, en karakter, en kliché. I det øjeblik var hun ikke andet for os end sit ydre.

Men skulle det betyde, at vi ikke ville have haft respekt for hende, hvis vi senere havde mødt hende og talt med hende? Selvfølgelig ikke. Det ville indebære, at vi skulle have været komplet ude af stand til at sondre mellem kvinden som forbipasserende seksuelt objekt og kvinden som konkret og helt menneske. Undskyld, men så indskrænkede var vi ikke. Det er vi stadig ikke. Og det er de fleste andre mænd heller ikke.

Måske er det den forskel, der er så svær at forstå. At mænd kan se på kvinder som objekter, uden at det betyder, at mænd respekterer kvinder mindre af den grund. Men hvorfor er det så svært at forstå? Jeg har flere gange oplevet kvinder kommentere en forbigående mands røv. Betyder deres ‘sexistiske’ kommentarer, at de har mindre respekt for ham i andre sammenhænge? Det tror jeg ikke. Måske fordi jeg ved, at det modsatte ikke er tilfældet.

På jagt efter et sexismebegreb

I min kritik af diverse feministers brug af begrebet sexisme er min centrale anklage, at de aldrig definerer, hvad sexisme er og ikke er. Som nævnt tidligere henviser nogle af dem til, at der ikke er en ‘bagatelgrænse’ for sexisme, mens andre hævder den påstand, at selv de mest uskyldige former for sexisme er med til at legitimere vold og overfald, og at alle former for sexisme derfor er alvorlige.

Men det er bare ikke godt nok. Hvis man vil rette en anklage mod nogen for noget, så må man som absolut minimum gøre rede for, hvad det er, man anklager dem for. Hvad det er, man synes, de burde lade være med.

Gør man ikke det, bliver anklagen generel, og jeg kan ikke lade være med at tænke den tanke, at det måske netop er meningen. At nogle feministers mål ikke så meget er at stoppe overgreb, som det er at rette en generel kritik af mænd og den mandlige seksualitet. At sexismebegrebet fungerer som et belejligt værktøj til dette formål, og at den manglende definition spiller en central rolle for, at det kan lade sig gøre.

Her er det på sin plads på forhånd at sige undskyld til de feminister, der ikke mener, at mænd er roden til alt ondt, og som ikke betragter feminisme som en kamp for kvinder mod mænd. Så undskyld til jer. Det er ikke jer, jeg kritiserer.

Min kritik er rettet mod de feminister, der tilslutter sig varianter af det synspunkt, at mænd systematisk undertrykker kvinder, og at sexisme er et udtryk for denne undertrykkelse. Det er jeres sexismebegreb, jeg nu vil forsøge at indkredse.

Sexisme handler om kontrol

Når man kigger på de mange, mange steder, hvor sexismebegrebet bliver brugt om mænds adfærd over for kvinder, danner der sig et mønster. Noget fælles for historierne, der går igen hver gang. Dette fælles er et tab af kontrol.

Den sexistiske mand er en mand, der mister kontrollen over sig selv og sin seksualitet. Som tager en kvinde på røven på en bar, selv om han godt ved, at det er forkert. Som skriver “lille skat” til en kvinde på Facebook, selv om han ikke ville sige det face to face. Den sexistiske mand gør noget, han har lyst til, men som han godt ved, han ikke burde gøre. Sexisme er et mandligt kontroltab. Forskellen på sexisme og ikke-sexisme er ikke-kontrol og kontrol.

Sociologen Norbert Elias (1897-1990) skelner mellem menneskets ‘første natur’ og dets ‘anden natur’, hvor den første natur skal forstås som menneskets før-civiliserede side og den anden natur som den civiliserede – mennesket som et produkt af sin samtids normer og regler. I et Eliasperspektiv er sexisme det, der sker, når den mandlige seksualitet (den første natur) – ofte kun i et øjeblik – overvinder mandens evne til at opføre sig i takt med de gældende normer (den anden natur).

Sexismekritikken handler om magt

Man begynder nu at ane, hvorfor sexismebegrebet kan blive et vigtigt værktøj i hænderne på de feminister, der er af den opfattelse, at mænd systematisk undertrykker kvinder. For hvis sexisme handler om det mandlige kontroltab, så dokumenterer det jo, hvad disse feminister altid har sagt, nemlig at manden i virkeligheden – når hans gode opførsel er skrællet bort – er et respektløst væsen, der kun ser kvinden som et objekt for sin egen seksuelle interesse.

Med dette udgangspunkt kan feministerne bruge sexismekritikken som et led i den generelle kritik af manden og stille krav om, at han disciplinerer sig selv yderligere. At han i endnu højere grad øger sin selvkontrol, sin beherskelse, sin evne til at lade være med at gøre, hvad han har lyst til at gøre. Sexismekritikken bliver et krav om, at manden lægger bånd på sig selv.

På den måde kan feministerne opnå magt over den mandlige seksualitet og i sidste ende over manden, som bliver lettere at forme, jo mere han kontrollerer sig selv. Den disciplinerede mand kan modelleres. Det kan den udisciplinerede mand ikke. Derfor er kampen mod sexisme vigtig for den generelle kvindekamp. Kontrollen med mandens seksualitet baner vejen for andre sejre. Det er lidt som med hunde: Først når de har lært at lystre, kan man lære dem at give pote.

Derfor mangler definitionen

Jeg har flere gange gentaget, at mange feminister vægrer sig mod at fremsætte en definition på sexisme, og at det er centralt for forståelsen af sexismebegrebet og dets formål. Det skulle gerne nu være tydeligt, hvorfor det er tilfældet.

Hvis feministerne havde afgrænset sexisme til at betyde noget bestemt, ville begrebet ikke have haft den samme værdi i den generelle kritik af manden og den mandlige seksualitet. Hvorfor afgrænse begrebet til noget, kun 1% af alle mænd gør, hvis man kan lade være med at definere det og på den måde kritisere de sidste 99% også?

Påstande af typen “de fleste danske mænd er sexister” ville have været langt vanskeligere at fremsætte, hvis sexisme havde haft en klar definition. For i så fald ville en simpel undersøgelse have kunnet afgøre, om påstanden var sand eller falsk. Empirien ville have fældet sin utvetydige dom over udsagnet.

Men når sexisme ikke defineres, er det umuligt at afvise påstande af den type. Man kan ikke måle det, man ikke ved, hvad er. Det efterlader omfanget af sexisme i en gråzone, friholder sexismedebatten fra rationalitet og fastholder den på et følelsesniveau, der ikke kender til bagatelgrænser.

To definitioner på sexisme

Skulle man alene bedømme sexisme ud fra de seneste års debat, ville definitionen lyde nogenlunde således:

Sexisme er noget, mænd gør, som kvinder synes er ubehageligt. Den enkelte situation og den enkelte kvinde afgør, hvornår en mand opfører sig sexistisk, fordi sexisme er noget der sker, når en mand overskrider en kvindes grænser. Sexisme kan derfor ikke sættes på formel.

Her er altså tale om en “definition”, som overhovedet ikke fortæller, hvad sexisme er og ikke er, og som derfor gør det umuligt for mænd at vide, om en handling er sexistisk eller ej. Heroverfor kan man stille den definition, jeg kredsede om ovenfor:

Sexisme beskriver situationer, hvor mænd udviser mangel på seksuel selvkontrol over for kvinder. Grænsen mellem sexisme og ikke-sexisme følger til de til enhver tid gældende normer for mandlig seksuel selvkontrol i den konkrete sammenhæng. Sexisme er det, der sker, når mænd mister kontrollen og afviger fra disse normer

Denne definition har sine svagheder, men den gør sexisme til noget mere objektivt, end den første gør.

Sexisme på diskoteker

Ud fra den første definition vil et klap på røven på et diskotek være et udtryk for sexisme, hvis kvinden ikke bryder sig om det, men ikke hvis hun gør.

Ud fra den sidste definition vil et klap på røven på et diskotek ikke være et udtryk for sexisme, hvis det er helt normalt, at folk klapper hinanden på røven på det pågældende diskotek. For i så fald vil handlingen ikke afvige fra de gældende normer. Hvis det kan forventes, at man bliver klappet på røven på diskoteket, er et klap ikke sexisme.

Er det så et forsvar for at klappe kvinder på røven på diskoteker? Nej, på ingen måde. Men det er et forsvar for mandens ret til at blive bedømt ud fra mere generelle kriterier end den enkelte kvindes forgodtbefindende.

Bemærk samtidig, at den sidste definition ville udpege en klap på røven på gaden eller i bussen som klar og tydelig sexisme, fordi et klap her ville afvige fra de gældende normer. Der er således ikke tale om en blåstempling af at klappe kvinder på røven, men et forsøg på at gøre det muligt at skelne mellem den samme type handlinger i forskellige sammenhænge.

Jagten fortsætter

Jeg nærer ingen forventninger om, at feministerne vil godtage min definition af sexisme. Samtidig erkender jeg på forhånd, at selv om den er bedre end ingen definition, så er den mangelfuld og ude af stand til at afgrænse begrebet tilstrækkeligt.

Jeg tror heller ikke, at man skal forvente et veldefineret sexismebegreb fra feministerne foreløbig. Som jeg har beskrevet, er det en strategisk fordel for dem ikke at definere sexisme, fordi et udefineret sexismebegreb gør det muligt for dem at bruge sexismekritikken aktivt i den generelle kamp mod manden og den mandlige seksualitet.

Men man må blive ved med at kræve et svar fra feministerne. Hvad er sexisme, og hvad ikke sexisme? Deres vedholdende kritik af mænds handlinger for at være sexistiske bør mødes med et krav om en klar definition.

Mere end 99,9% af alle mænd er modstandere af sexisme, hvis sexisme betyder vold og overgreb. Men gør det det? Eller er sexisme også mænds interne samtaler, hvor ‘dumme kommentarer’ om kvinder ofte handler om ting, der intet har med kvinder at gøre? Og hvad med den kejtede flirt? Er den et udtryk for sexisme?

Nogle af de ting, der er dukket op i den seneste tids sexismedebat er ikke i orden. Det gælder fx nogle af de henvendelser og kommentarer, kvindelige politikere og debattører udsættes for. Men er de udtryk for sexisme eller “blot” for ualmindelig tåbelig og uacceptabel adfærd? Det kan vi ikke afgøre, før vi bliver enige om, hvad sexisme er.

Opfordringen er derfor klar: Kære feminister, giv os en definition på sexisme, som utvetydigt skelner mellem sexisme og ikke-sexisme. Det er en nødvendighed, hvis I mener det alvorligt, når I siger, at sexisme skal bekæmpes. Dele af det, I kalder sexisme, er klart over grænsen og fortjener ingen sympati. Andre dele er mere problematiske. Gør det klart for alle, hvad I mener, så vil I få den støtte, I fortjener.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview