28. marts, 2024

Hvorfor er ligestilling ikke et tema i valgkampen?

STOPNAZIFEMINISME

Valgkamp uden ligestilling: Tre bud på, hvorfor ligestilling ikke spiller nogen rolle i kampen om vælgerne.

Selv om valget endnu ikke er udskrevet, er valgkampen i fuld gang. Partierne markerer sig med kampagner på nettet og i det offentlige rum i kampen om vælgernes kryds ved det valg, ingen endnu kender datoen for.

De tre mest markante kampagner indtil nu har været Venstres kontanthjælpskampagne, Socialdemokraternes flygtningekampagne og De Konservatives naziislam-kampagne. Banen er således kridtet op med to faste valgkampstemaer, flygtninge/indvandrere og økonomi, og på bagsiden af hændelserne i København tidligere på året vil også terrorisme og tryghed blive et tema – formentlig iblandet en diskussion om kultur, religion og ytringsfrihed.

Vi ved altså, hvad vi kommer til at høre om de næste mange måneder. Og dermed også, hvad vi ikke kommer til at høre om. Et af de emner, som stort set vil blive forbigået i valgkampen, er ligestilling. Når man ser bort fra de enkelte ordførere og måske et par ord fra Enhedslisten, vil ligestilling også i denne valgkamp være et tema, politikerne ikke kommer til at bruge meget mere end fem minutter på at diskutere. Her er tre bud på, hvorfor det forholder sig sådan.

Første bud: Der er ingen vælgere i ligestilling

Politik handler om magt, og magten kommer fra vælgernes krydser på valgdagen. Partierne er derfor som udgangspunkt nødt til at fokusere på de temaer, der optager vælgerne. Og ligestilling er ikke noget, de fleste interesserer sig for.

Udtrykt i sportstermer er ligestillingsdebatten en nichesport. Sat på spidsen er diskussionen om ligestilling et akademisk hyggeslagsmål, som på landsplan har under 10.000 deltagere, hvoraf under halvdelen kan siges at være aktive deltagere. Det batter ikke noget i den større politiske sammenhæng. Selv hvis et parti kunne opfange hovedparten af de ligestillingsinteresserede, ville det ikke række til blot et enkelt mandat.

Derfor er ligestilling ikke værd at bruge tid på for de politiske partier. Ligestilling rummer ikke et potentielt ‘payoff’ i form af markant øget vælgertilslutning.

Andet bud: Midtervælgerne er ligeglade med ligestilling

Valg i Danmark afgøres ofte af den gruppe af ‘midtervælgere’, der skifter rundt mellem de store partier på midten af dansk politik. Den typiske midtervælger er gift og har to børn, bor i parcelhus og passer sit arbejde. Han eller hun går op i de ting, der betyder noget i den nære hverdag, fx skolen, sundhedsvæsnet og skatten. Midtervælgeren er til konkrete forslag, der er til at forstå, og som medfører håndfaste forbedringer her og nu.

Midtervælgeren er derimod ikke interesseret i langhårede akademiske diskussioner om kunst, kultur og ligestilling. Den slags er københavneri og ikke noget, staten skal spilde skattekroner på. Midtervælgeren tager sig til hovedet, når han eller hun læser “ligegyldige” debatindlæg på Politikens hjemmeside om “voldtægtskultur”, “heteronormative strukturer” og det, der er værre. Han eller hun synes, at det er noget pjat med den ligestillingssnak, da vi allerede har ligestilling i Danmark.

Derfor er ligestilling ikke et godt tema at tage op for partierne. Dansk politik afgøres af midtervælgerne, og de er bedøvende ligeglade med, hvad Henrik Marstal mener om sexisme i hiphoptekster, eller hvordan Ulla Tornemand mener, mænd skal give kvinder komplimenter. Midtervælgerne vil have tryghed i hverdagen og bedre velfærd, og det må partierne levere, hvis de vil have midtervælgernes afgørende stemmer til valget.

Tredje bud: Ligestilling er en hvepserede

Man siger om poker, at det tager fem minutter at lære, men en livstid at mestre. Noget tilsvarende kan man sige om ligestillingsdebatten. For det, som udefra kan se ganske simpelt og uskyldigt ud, er en summende hvepserede, når man stikker hovedet indenfor.

Det tager ganske enkelt lang tid at forstå de mange positioner i ligestillingsdebatten. Fx at feminisme ikke bare er feminisme, men at der eksisterer en lang række feminismer, som er indbyrdes forskellige. Det betyder, at det er meget vanskeligt for en politiker at navigere i ligestillingsdebatten. Næsten ethvert forslag vil blive mødt med modstand fra en af de mange positioner. Risikoen for fejltrin er enorm, og man behøver kun gå et halvt år tilbage og kigge på Rasmus Jarlovs i grunden uskyldige udtalelser for at se, hvor meget vrede selv den mindste fodfejl kan vække. Ligestillingsdebatten er en bjørnefælde, der er klar til at klappe, når politikere træder forkert.

Derfor er ligestilling et farligt tema at fokusere på for partierne og deres kandidater. Ét forkert ord kan medføre en shitstorm på de sociale medier og en efterfølgende sortlistning som “mandschauvinist”, “sexist” eller lignende. Ud fra en simpel risikoanalyse er det således ikke umagen værd for politikerne at blande sig i ligestillingsdebatten. Det er som med hvepsereden: Det sikreste er at holde sig væk og lade hvepse være hvepse.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview