28. marts, 2024

I aften sætter danskerne ild til den politiske korrekthed

Valget i torsdags var et nej til den politiske korrekthed. I aften gentages modstanden mod den intellektuelle elites værdier.

I aften er det sankthansaften, og hvert år på denne tid gentages debatten om heksen på bålet. Kritikken lyder, at man da bestemt ikke kan gå ind for ligestilling, hvis man deltager i noget så kvindeundertrykkende som afbrændingen af en heks.

Det er naturligvis noget vrøvl. Kludene på bålet er for de fleste danskere ikke andet end en del af en hyggelig tradition med gåtur og fællessang. Heksen er i den forstand lige så lidt en kvinde, som julen er kristen. Den brændes af, fordi det er en del af traditionen. Punktum.

Et nej til den politiske korrekthed

Det har man svært ved at forlige sig med i det intellektuelle Danmark, og det bliver næppe lettere at acceptere på baggrund af den nyligt overståede valg, som var en solid knytnæve i ansigtet på pænheden. Et slag så hårdt, at det stadig gør ondt på mange her fem dage senere.

Den såkaldt almindelige dansker sagde fra over for bedrevidenheden, københavneriet og det åndelige snobberi. Nok var nok. På den måde var valget ikke bare et nej til de traditionelt store partier.

Det var et nej til alt det, det intellektuelle Danmark så godt kan lide. Et nej til spelt, palæo og bycykler. Et nej til at blive talt ned til, fordi man hellere vil have rundstykker, flæskesteg og bil.

Men også et nej til at få at vide, at nogle holdninger er bedre end andre, og at man er et dårligt menneske, hvis man ikke er enig med folk som Carsten Jensen og Bo Lidegaard. Et nej til akademiske diskussioner i stedet for konkret handling. Et nej til den snakkende klasses snak.

Samlet set – og det er på tide, at nogen opdager det – var valget et nej til den politiske korrekthed. Den almindelige dansker satte foden ned og stemte imod de ‘rigtige’ og ‘gode’ værdier. Måske fordi de slet ikke er så rigtige og gode, når det kommer til stykket, men måske nok så meget fordi de dikteres oppefra af en intellektuel elite, der udtaler sig fra luksuslejlighederne på Østerbro og villaerne nord for København om en virkelighed, den ikke er en del af.

Det Danmark, de ikke kendte

Forskellen mellem de to verdener gentager sig i aften. Her vil den almindelige dansker sætte ild til sankthansbålet med en heks på toppen, mens det intellektuelle Danmark efter studentikose overvejelser vil erstatte heksen med noget andet eller tilføje en trold af hensyn til symbolværdien. Den symbolværdi, resten af Danmark er så træt af at høre om.

Derfor vil bålet føles ekstra varmt netop på denne dag. For når ilden tager fat, er det ikke bare heksen, men også den politiske korrekthed, der bliver sendt til Bloksbjerg. Med venlig hilsen og auf wiedersehen fra det Danmark, det intellektuelle Danmark ikke kendte – og stadig ikke vil kendes ved.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview