29. marts, 2024

Ja, lad os få en kortlægning af problemerne med sexisme

Folkene bag Everyday Sexism Project ønsker “håndfast viden” om sexisme gennem en “reel kortlægning” af problemets omfang. Det ønske kan man kun støtte dem i.

Efter i samlet flok i årevis at have fastholdt at historierne på hjemmesiden Everyday Sexism Project kunne bruges som dokumentation for sexisme, erkender en af sidens medstiftere nu, at der er behov for “håndfast viden” om hverdagssexisme. Det fremgår af en artikel på DR, hvor Sara Ferreira, styrelsesmedlem i Dansk Kvindesamfund og medstifter af Everyday Sexism Project i Danmark, udtaler følgende:

“Det vil være meget, meget kærkomment at få en reel kortlægning af problemets omfang. Det er tydeligt for os, at det her er helt gængse erfaringer for en stor gruppe kvinder. Men der er brug for håndfast viden. For man kan ikke handle effektivt blot på gefühl.”

Denne sondring mellem “håndfast viden” og “reel kortlægning” på den ene side og “gefühl” på den anden kan man kun hilse velkommen. Jeg har gentagne gange kritiseret Everyday Sexism Project for at hævde, at de dokumenterede sexisme, da man helt principielt ikke kan dokumentere noget ved at indsamle anonyme historier på en blog, sådan som Everyday Sexism Project gør. Det kan være positivt af andre årsager – fx at kvinder, der har været udsat for ubehagelige oplevelser, kan dele dem med andre i tryghed – men dokumentation er det ikke, når hverken afsender eller indhold kan verificeres.

Lad os få den kortlægning

En kortlægning af, hvor udbredte problemerne med ‘hverdagssexisme’ er, vil være et skridt fremad af flere årsager. For hvis der skal være tale om “håndfast viden”, som Ferreira siger, så skal undersøgelsen udføres efter almindelige (samfunds-)videnskabelige principper. To af dem er særligt interessante i forhold til diskussionen om sexisme: begrebsafklaringen og operationaliseringen.

De to hænger på sin vis sammen. Først må man afklare, hvad det er, man vil undersøge omfanget af. Det sker ved at afgrænse sexisme fra andre handlinger, fx flirt, misforståelser, tilfældige sammenstød og så videre, indtil man har en præcis definition af, hvilke handlinger der er udtryk for sexisme. Det kan lyde simpelt, men der er en lang række spørgsmål, der skal besvares, inden en sådan definition er skarp nok. Skal en handling fx være forbundet med en intention for at være sexistisk, eller kan sexisme ske uagtsomt? Kan den samme handling i nogle situationer være udtryk for sexisme, men i andre situationer for noget andet?

Når begrebsafklaringen er gennemført, skal begrebet operationaliseres, altså gøres målbart. Det sker ved at nedbryde det overordnede begreb til specifikke og konkrete hændelser, hvis omfang kan undersøges. Operationaliseringen sker derfor med hensyntagen til undersøgelsen metodiske udformning. Er der tale om en surveyundersøgelse, skal operationaliseringen resultere i en række spørgsmål. Det er igen noget, som muligvis lyder simpelt, men som kræver stor nøjagtighed og bevidsthed om, at spørgsmålenes udformning kan påvirke svarene (og dermed gøre dem værdiløse). Der er ligeledes hensyn at tage i forhold til svarenes efterfølgende analytiske anvendelighed (fx hvilke og hvor mange svarmuligheder, der gives).

Som det fremgår af denne overfladiske introduktion til samfundsvidenskabelig metode, vil en reel kortlægning af omfanget af problemerne med sexisme medføre, at sexisme endelig vil blive adskilt fra alle mulige andre handlinger. Det vil blive klart, hvad der er udtryk for sexisme, og hvad der ikke er.

En klar definition vil styrke debatten

Det er en sondring, debatten i den grad trænger til. Alt for længe har sexisme været et ‘label’, som brugere af begrebet har kunnet påklistre snart sagt en hvilken som helst handling, de ikke brød sig om. Senest har en kvindelig, amerikansk forsker hævdet, at det er et udtryk for sexisme at holde døren for en kvinde eller at tilbyde hende en frakke, når det er koldt.

Man kan ikke på forhånd vide, hvor en dansk undersøgelse vil trække grænsen mellem sexisme og andre handlinger. Men det er heller ikke det afgørende; det centrale er, at der bliver trukket en grænse, ikke hvor den kommer til at ligge. For først når vi er enige om, hvad sexisme er – og dermed også ikke er – kan diskussionen blive meningsfuld.

Manu og Magnus: Hold your horses!

Dermed også til sidst en opfordring til de to mandlige ministre, Magnus Heunicke og Manu Sareen – der ifølge DR’s artikel “blæser til kamp mod hverdagssexisme” – om at blive i startboksene bare lidt endnu. Som DR skriver, kender ingen omfanget af problemet. Og det skyldes ikke mindst, at ingen har sat sig for at definere det.

Så kære Magnus og Manu, skulle I ikke først finde ud af, hvem eller hvad fjenden er, inden I kalder til angreb? Lige nu er det muligvis også Hr. Jensen på 70, der i silende regn høfligt træder til side og holder døren for en mor med en barnevogn, I “blæser til kamp” mod. Og det har hverken Hr. Jensen eller moren fortjent.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview