Jeg er Mr. 99%

I kølvandet på kampagnen #jegharoplevet har ligestillingsminister Manu Sareen givet udtryk for, at vi alle har et ansvar for de seksuelle overgreb. Men har vi det?

De seneste dages tweets under hashtagget #jegharoplevet har skabt stor opmærksomhed. Kampagnen, som i Danmark er blevet anført af Dansk Kvindesamfund, har fået hundredevis af kvinder til at fortælle om negative oplevelser med mænd. Beretningerne strækker sig fra det uskyldige til alvorlige overgreb, og man skal være skruet specielt sammen for ikke at have sympati for de kvinder, der er blevet udsat for nogle af de værste varianter af det mandlige køns eksemplarer.

Kampagnen har været velkoordineret af Dansk Kvindesamfund og organisationens uofficielle aktionsgrupper, og selv om man kan sætte spørgsmålstegn ved, om kampagnen flytter noget, må man anerkende, at den som happening eller performance betragtet har været en stor succes. Ikke mindst fordi det har lykkedes folkene bag kampagnen at flytte den det vigtige stykke fra de sociale medier ind i de traditionelle.

Har vi alle et ansvar?

Kampagnen er også kommet ligestillingsminister Manu Sareen for ørene, og fredag brugte ministeren selv hashtagget #jegharoplevet til at forholde sig til debatten på Twitter:

11173380_1568670583422259_5683939476031062115_n

»Vi har alle et ansvar her«, skriver ministeren altså. Men har vi det? Umiddelbart var min første indskydelse et klart nej. Derfor skrev jeg følgende i en opdatering på Reelligestilling.dk’s Facebookside:

Jeg har hverken kørekort eller bil. Jeg har derfor ikke en del af ansvaret for, at nogen kører for hurtigt på motorvejene. Det siger jeg ikke, fordi jeg ikke mener, at det er et problem, at folk ikke overholder færdselsloven. Jeg siger det udelukkende for at slå fast, at jeg ikke har med disse lovovertrædelser at gøre, og at jeg derfor heller ikke vil drages til ansvar for dem. Heller ikke af en minister.

Den udtalelse står jeg fast ved. Det er ikke sådan, at vi alle har ansvar for alt. Overhovedet ikke. Hændelser eller begivenheder, man ikke har med at gøre, og som man ikke har mulighed for at indvirke på, har man ikke ansvar for. Det er derfor, jeg ikke har ansvar for stemningen i DR’s kantine, vejret på Mors eller AC Horsens’ resultater i 1. division.

Men spørgsmålet er, om logikken holder, hvis man overfører den til diskussionen om sexisme, sexchikane og seksuelle overgreb. Følger jeg den samme præmis, kan jeg hurtigt fastslå, at jeg ikke har “noget med det at gøre” i den forstand, at jeg ikke begår seksuelle overgreb eller udøver andre former for fysisk sexisme (jeg benytter bevidst udtrykket “fysisk sexisme”; jeg forbeholder mig retten til at synes, at kønsrelateret humor er morsom, både når den udstiller kvinder og mænd, og hvis det i sig selv gør mig til sexist, så er jeg sexist). Spørgsmålet er altså alene, om jeg har nogen mulighed for at indvirke på, at andre begår overgreb. Og det er et vanskeligt spørgsmål.

Lad os starte med det simple. Hvis der lige nu er en mand, der tager en kvinde på røven i Nørresundby, så har jeg ingen mulighed for at indvirke på det. Dels fordi jeg ikke ved det, dels fordi jeg ikke er i Nørresundby. Det samme gælder alle andre steder i Danmark – og i verden for den sags skyld – på nær lige præcis der, hvor jeg befinder mig. Mine muligheder er meget tæt på 0% for at indvirke på meget tæt på 100% af de overgreb, der finder sted. Det er en simpel betragtning, men en vigtig pointe, når vi diskuterer ansvar.

Rykker vi videre til det lidt mere avancerede, kan man hævde, at jeg kan gøre en forskel alligevel, fx ved at støtte en kampagne som #jegharoplevet. Gør jeg det, sender jeg et signal til min omverden, som måske vil sprede sig som ringe i vandet og medvirke til en generel adfærdsændring. Det argument kan jeg godt i sig selv købe, men jeg har et par forbehold. For det første er jeg ikke overbevist om, at kampagner af den type har nogen særlig stor effekt. Jeg har svært ved at se den hærdede seksualforbryder ændre adfærd, fordi nogen skriver noget på Twitter. For det andet – og det er måske vigtigere – køber jeg ikke præmissen om behovet for en adfærdsændring. Jeg tror ikke på ideen om, at hvis “almindelige mænd” opfører sig anderledes, fx ændrer deres humor en smule, så holder seksualforbryderen på magisk vis op med at begå voldtægter. Der er noget ved den kobling, som ikke virker overbevisende.

En svensk satireside skrev på et tidspunkt noget i retning af følgende: “De 99% af alle mænd, der ikke begår voldtægt, er bare undtagelser, der bekræfter reglen”. Det er sådan set en ganske skarpsindig joke. For det virker ofte sådan i ligestillingsdebatten, at 99% af alle mænd skal lastes for handlinger, 1% af alle mænd udfører. Det samme her. »Vi har alle et ansvar her«, siger Manu Sareen, og han henviser åbenlyst til de overgreb, som en brøkdel af alle mænd overhovedet ville overveje at begå og endnu færre rent faktisk begår. De 99% har ifølge Sareen et ansvar for, hvad den sidste 1% laver.

På den måde bliver Sareens moralbegreb en slags afstøbning af den militærmoral, vi kender fra film og beretninger fra værnepligtige. Hvis én mand, som vi kan kalde Mr. 1%, gør noget galt, går det ud over alle i form af kollektiv afstraffelse (som vistnok officielt er afskaffet i militæret). De 99% skal tage 200 armbøjninger i regnvejr sammen med Mr. 1%, som ikke havde børstet sine støvler godt nok. Det moralske modstykke til den kollektive afstraffelse er det kollektive ansvar. Vi har alle et ansvar, vi skal alle skamme os, vi skal alle sige undskyld. Ikke fordi vi selv har gjort noget galt, men fordi Mr. 1% har. Det er ham, der er vores fælles ansvar, og det er på grund af hans handlinger, at vi skal ændre vores adfærd.

Det er jeg ikke så sikker på, at jeg vil. Det er der tre grunde til. For det første tror jeg ikke, det vil have nogen effekt på antallet af voldtægter og andre overgreb, at jeg lægger bånd på mig selv, hvad angår dårlige vittigheder og tossede kommentarer. Folk, der kender mig, ved, at jeg mindst lige så gerne gør grin med mig selv som med andre, og jeg tilhører desuden dem, der mener, at god humor og en vis kærlighed hænger sammen. Jeg kunne fx aldrig drømme om at være bevidst nedladende for morskabens skyld. Men hvis nogen gør eller siger noget, som er morsomt i forhold til en eller anden stereotyp opfattelse af køn (eller alt muligt andet), er det efter mine begreber helt i orden at kommentere det på en sjov måde. Desuden forstår jeg ikke ideen bag. Mener man i ramme alvor, at færre vil blive voldtaget, fordi vi holder op med at more os over hinanden? Jeg tror ganske enkelt ikke på den tanke.

For det andet gider jeg ikke agere moralsk oprydder efter Mr. 1%. Står det til mig, må idioten klare sine problemer selv. Jeg er hverken hans barnepige eller hans far. Med det mener jeg det samme, som jeg skrev om lovovertrædelserne på motorvejene, nemlig at jeg frabeder mig at få tildelt ansvar for noget, jeg ikke er en del af. Betyder det så, at jeg bare vil se den anden vej og være ligeglad? Selvfølgelig ikke. Hvis Mr. 1% laver ballade i min stue, så bliver han smidt ud. Tilsvarende vil jeg skride ind, hvis han forulemper nogen i min umiddelbare nærhed i det offentlige rum, og jeg har en mulighed for at forhindre det. Men det er ikke noget, man lærer af en Twitter-kampagne. Det er ganske almindelig god opdragelse og respekt for andre mennesker.

For det tredje – og det er nok min største anke – bygger ideen om et fælles ansvar på den opfattelse, at jeg på en eller anden måde tilhører samme klub som Mr. 1%. Vi er begge mænd, og derfor er vi så nært beslægtede, at jeg har et medansvar for, hvad han render rundt og laver, mener man. Men det er jo noget vås. Ud fra samme logik skulle jeg have ansvar for, hvad alle på 35 laver, fordi jeg er 35, og hvad alle på Amager laver, fordi jeg bor på Amager. I sin yderste konsekvens har jeg efter denne logik ansvar for, hvad alle mennesker på jorden foretager sig, fordi jeg er menneske. Det har jeg naturligvis ikke, og på samme måde har jeg ikke ansvar for, hvad andre mænd foretager sig, bare fordi jeg også er en mand.

Mange af historierne under #jegharoplevet fortæller om en adfærd, jeg tager dyb afstand fra, og som jeg gerne vil deltage i bekæmpelsen af. Ingen tvivl om det. Men jeg vil ikke betragtes som en del af problemet. Jeg vil ikke mistænkeliggøres, fordi jeg er født med samme køn som overgrebsmændene, og jeg vil ikke tildeles et ansvar for deres upassende og grænseoverskridende opførsel. Jeg er ikke dem, og jeg er ikke som dem. Jeg er som de fleste. Jeg er Mr. 99%.

Hvis man virkelig vil rykke noget i forhold til seksuelle overgreb, skal man have os med. Vi kan gøre en forskel, fordi vi er mange, og fordi vi er på den gode opførsels side. Vi er din far, din bror og din søn, og vi respekterer piger og kvinders ret til at være i fred for idioter. Kan vi så finde på at drille dig, når du kører bilen ind i en postkasse? Ja, det kan vi godt. Men det gør vi, fordi det er sjovt. Vi driller også mænd, der gør noget dumt. Vi har ikke noget problem med at se vores køn portrætteret som Luffe i Leasy-reklamerne. Vi kender alle sammen en Luffe, og mange af os har lidt Luffe i os. Måske endda mere, end vi har lyst til at indrømme.

Vi skelner mellem dumme kommentarer og seksuelle overgreb. Mellem sjov og alvor. Det gør vi ikke kun over for kvinder, men også over for andre mænd. Vi gør grin med hinanden ustandseligt. Og med os selv. Det opfatter nogle kvinder som umodent. Jeg tror, det skyldes, at de ikke forstår, hvad det handler om, og at de af den grund føler sig udenfor. Det kan jeg godt forstå. For i humor ligger en gensidighed. At forstå en sjov kommentar er at være en del af et fællesskab. Forstår man den ikke, står man uden for fællesskabet. At grine sammen er at forstå hinanden.

Jeg er klar over, at #jegharoplevet og andre kampagner mod sexisme og seksuelle overgreb ikke kun handler om sexistisk humor og dumme kommentarer. Men jeg synes, det er vigtigt at skelne. Man kan sagtens forestille sig, at Luffe siger noget tåbeligt til Sjanne. Man kan derimod ikke forestille sig, at Luffe voldtager Sjanne eller nogen anden kvinde. Det samme gælder for de allerfleste mænd.

Som Mr. 99% vil jeg gerne være med til at skabe et samfund med færre overgreb på kvinder. Vejen derhen er gensidig respekt. Et første skridt er at anerkende, at der er forskel på Mr. 1% og Mr. 99%. Mr. 1% er en idiot, vi alle sammen tager afstand fra. Men hvis vi skal tage hinanden i hånden og få sat en stopper for hans neandertaleradfærd, må vi udgrænse ham fra os andre. Vi må blive enige om, at Mr. 99%’s dumme kommentar og Mr. 1%’s overgreb er to væsensforskellige ting. At der er forskel på Luffe og voldtægtsforbryderen. Så længe man fastholder, at de er to sider af samme sag, sker der ingen fremskridt. Det er sådan set ikke så svært at forstå. Hvis man vil have nogen til at bidrage til en løsning, er det en god ide ikke samtidig at påstå, at de er årsagen til problemet.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

2 kommentarer til “Jeg er Mr. 99%

  • 29. april 2015 at 10:19
    Permalink

    Jeg kan godt forstå, at du – og mange andre mænd – er trætte af at blive pålagt skylden for andres opførsel og handlinger. Det er heller ikke hverken fair eller berettiget. De fleste af os (medmindre der er noget seriøst galt oppe i hovedet) kan nok godt blive enige om, at voldtægt er forkert og langt de fleste af os (også kvinder!) kan også godt se det sjove i jokes, der spiller på kønsstereotyper, hvis vi ved, at afsenderen ikke ser verden på den måde i en mere alvorlig sammenhæng. Men at hoppe fra jokes til voldtægt og undlade at inkludere alle de handlinger, der ligger imellem disse, kan fremstå en smule naivt. Selvfølgelig skal der ikke sættes et lighedstegn imellem en joke og en fuldbyrdet voldtægt og selvfølgelig ændrer en voldtægtsforbryder ikke mening og adfærd, hvis der bliver skruet ned for vittighederne, men problemet omfatter også andre ting; nedladende kommentarer, smæk i røven, tilråd på gaden og så videre. Det er her, at kampagner som #jegharoplevet og everyday sexism project kan være gavnlige, fordi de giver mulighed for at gøre opmærksom på, at det faktisk kan føles enormt krænkende, f.eks. at blive taget på i byen. Der er, helt seriøst, mennesker, der ikke forstår, at dette er et overgreb og ikke et velkomment kompliment.

    Bølgerne går tit enormt højt i alle debatter, der omhandler køn, fordi det er noget vi alle har oplevelser og erfaringer med og der er mange følelser involveret – fra begge sider. Og i stedet for at have så travlt med at placere skylden, tror jeg, at vi kunne komme meget længere, hvis vi (både mænd og kvinder) tog os selv en smule mere ud af offerrollerne og andre ud af fjenderollerne. Jeg har, som så mange andre, oplevet mange ubehagelige ting fra mænds side, men derfor hader jeg ikke mænd. Jeg er godt klar over, at det er et fåtal af mænd, der er bragende sexister eller deciderede voldtægtsforbrydere, men de sexistiske handlinger kommer også fra mænd, der ikke nødvendigvis er sexister eller er klar over, at handlingen ikke er i orden, fordi vores samfund og kultur affejer og accepterer den form for opførsel. Er det vigtigt at sætte ord og fokus på problemerne? Ja. Kunne det gøres en smule mere nuanceret? Absolut.

    Svar
    • Tobias Petersen
      29. april 2015 at 11:35
      Permalink

      Jeg er både enig og uenig. Jeg er enig i, at det er ønskeligt, at debatten bliver langt mere nuanceret. Fx er byen ikke bare byen. Der er forskel på at stå i 5A kl. 7.30 tirsdag morgen og at danse på A-bar kl. 02.45 fredag aften. Der er forskellige normer i forskellige sociale rum, og der er forskel på, om de kan til- og fravælges eller er “tvungne”. Fx er man tvunget til fra tid til anden at gå på gaden, mens man kan uden problemer kan leve et helt liv uden at sætte sin fod på A-bar.

      Jeg er uenig i, at ESPD og #jegharoplevet (og #detbetyderikkeja) bidrager positivt til debatten. Min oplevelse er, at langt de fleste feministiske kampagner netop bidrager til at skabe offer- og fjenderoller.

      Fx er udgangspunktet for #debetyderikkeja, at det er nødvendigt at fortælle drenge og mænd, at de ikke skal voldtage. Det er noget sludder. Antallet af drenge og mænd, der tror, at det er i orden at voldtage, er tæt på ikke-eksisterende. Sådan en præmis er ikke kun en fornærmelse mod drenge og mænd. Den risikerer samtidig at bidrage til at overbevise piger og kvinder om, at drenge og mænd generelt er farlige.

      Det samme gør indholdet på ESPD, fordi det ikke gøres klart for læseren, at historierne på ESPD er udtryk for ekstreme hændelser. Jeg er bekymret for, at unge piger ved at læse indholdet på ESPD får et indtryk af drenge og mænd, som ikke svarer til virkeligheden, og som derfor påfører dem en ubegrundet frygt.

      Det sidste har jeg beskrevet mere uddybende i dette indlæg: http://reelligestilling.dk/fear-and-loathing-in-sweden/

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *