Kan man fjerne hyggesexismen fra stadion? Og skal man?

Cheerleaders er mange steder en del af kulturen omkring fodboldkampe. Her FCK's White Cats. Foto: FCKTV/ YouTube.com.
Cheerleaders er mange steder en del af kulturen omkring fodboldkampe. Her FCK’s White Cats. Foto: FCKTV/ YouTube.com.

Feministisk debattør og fodboldfan er træt af hyggesexismen på stadion og ønsker »en feministisk (fodbold)kultur« i stedet. Men er det nu også en god ide?

Feminist og ligestillingsdebattør Kat Pless, som nogle måske kan huske fra årets Roskilde Festival, hvor hun sammen med Irene Manteufel var med til at sætte sexisme på festivalen på dagsordenen, opfordrer i et debatindlæg på Politiken.dk mænd til at gøre op med det, hun kalder hyggesexismen på stadion.

1-0 til spådommen

Ifølge Pless vil det være en fordel for sporten med en feministisk (fodbold)kultur omkring fodboldkampe. Mere om det om et øjeblik, men først tillad mig først at gå 10 måneder tilbage, mere specifikt til nytårsaften 2014. Her fremsatte jeg i et nytårsindlæg tre spådomme for ligestillingsdebatten i 2015. Den ene af dem lød som følger:

Landstræner Morten Olsen kommer i en bisætning til at sige, at “fodbold ikke er for tøsedrenge”. Det vækker debat, og landstræneren anklages for et forstokket kønssyn, for at se ned på kvinder samt for at undertrykke de mænd, der “tør vise deres følelser”. Nogle feminister kræver landstrænerens afgang på baggrund af udtalelsen. Kritikken opstår kort før en vigtig kvalifikationskamp, men aftager efter en dansk 2-1-sejr. Henrik Marstal skriver et indlæg i Politiken, hvor han argumenterer for, at mange af de ‘klassiske’ sportsgrene som fodbold er problematiske, fordi de understøtter de heteronormative strukturer, og fordi de indbyggede værdier som ‘fysisk styrke’, ‘vinder-taber-dualisme’, og ‘legitim vold’ er kvindeundertrykkende.

Og så tilbage til Pless’ indlæg. Om problemerne med den nuværende fodboldkultur skriver hun blandt andet:

For det første har fodbold en tendens til at hylde hegemonisk maskuline egenskaber. Kampen, råstyrken, viljen til overlevelse.

Og fortsætter:

Sidst jeg var på stadion, var jeg så heldig at have arketypen på en mandlig fodboldfan ved min side. At kalde ham højrøstet ville være en underdrivelse. Hver eneste gang en spiller blev liggende i græsset efter en tackling, var han klar med en kommentar. En enkelt gang lykkedes det ham endda at fornærme både sit eget køn, kvinder og homoseksuelle i én sætning: »Hvad sker der for dig, din bøsserøv? Mand dig op, for fanden, og lad vær med at være sådan en fucking tøsedreng«.

Nu er Kat Pless ikke Henrik Marstal, og debatten er ikke opstået på baggrund af en udtalelse fra landstræneren, men ellers ser spådommen ud til at være gået i opfyldelse. Jeg håber, det betyder, at også profetien om en 2-1-sejr i en vigtig kvalifikationskamp holder stik på torsdag, når Danmark møder Portugal.

Jeg beklager på forhånd til dem, der finder denne tur omkring spådommen unødvendig, men ligesom i fodbold må man som tilskuer finde sig i, at tingene ikke altid udspiller sig, som man ønsker. Til gengæld lover jeg herfra at være mere seriøs.

Hyggesexismen på stadion

Når jeg læser feministiske debatindlæg sidder jeg ofte tilbage med to modsatrettede indtryk: På den ene side er jeg enig i analysen, på den anden side er jeg uenig i løsningsforslagene. Pless’ indlæg er ingen undtagelse.

Jeg mener, at Pless har ret i, at stemningen og (fan)kulturen omkring fodbold i ikke ubetydelig grad er sexistisk. Som hyppig gæst på danske stadions nikker jeg genkendende til hendes beskrivelse af publikums opførsel, herunder den ikke sjældne brug af udtryk som »tøsedreng« og »bøsserøv«.

Faktisk vil jeg mene, at sexismen omkring fodboldkulturen kan iagttages flere steder, end Pless påpeger i sit indlæg. På mange stadions anvendes cheerleaders som underholdning før kampen og i pausen. Unge, lækre kvinder, der hopper og danser iført korte nederdele og stramme toppe, og hvis eneste formål er at underholde det i overvejende grad mandlige publikum. På “mit” stadion kommer den største hyldest, når cheerleaderne på et tidspunkt bøjer sig forover med strakte ben, så man kan se deres trusser på storskærmen. Objektivisering af kvinder? Ja, i den grad. Mere end én gang har jeg hørt fædre have svært ved at svare, når deres børn spørger, hvorfor “pigerne” har så lidt tøj på.

copenhagen-white-cats-FCK-cheerleaders-Parken

Sexismen, forstået som en fastholdelse af stereotype opfattelser af kønsroller, går igen, når man ser fodbold i fjernsynet. Flere af de danske kommentatorer og eksperter bevæger sig i det samme maskulinitetsunivers som tilskuerne på stadion, når de karakteriserer spillere som »tudeprinsesser«, taler om »herretacklinger« og forbinder det at være »en rigtig mand« med at kunne udstå stor smerte og rejse sig igen med det samme, selv om det gør ondt.

En ting, Pless kommer ind på, men kunne have uddybet, er de reklamer, der omgærder fodboldverdenen. Ikke bare den ikoniske »Der er så meget, kvinder ikke forstår«-reklame fra Danske Spil eller Oddset-pigens nedringede top og store bryster indikerer, at der er tale om en »mandeverden«. Også andre selskabers reklamer fortæller historien om fodbold som noget, mænd samles om, fx på barer eller hjemme i stuen med vennerne.

Endelig kan man tilføje yderligere til Pless’ beskrivelse af den mere konkrete sexisme på stadion. Enhver, der tager til kampe i de næstbedste rækker i dansk fodbold, 1. division og 2. division, ved, hvad det betyder, når publikum råber: »Louise, Louise, Louise«. En hyldest, eller rettere en hån, som går til spillere fra modstanderholdet, der har langt hår. En mand, der ikke er korthåret, er ikke en rigtig mand, er det slet skjulte budskab.

Så jo, Pless har ret i, at der er masser af hyggesexisme på de danske stadions og i kulturen omkring fodbold. Men er det et problem, at der er det, og er en »feministisk (fodbold)kultur« i givet fald løsningen på det?

Ritualer i en iscenesat virkelighed

(…) selvom anti-sexismen generelt har svære vilkår, fordi man ofte insisterer på at gemme sig bag udtryk som ’det danske frisind’, så tror jeg helhjertet på, at ingen mand har behov for at forsvare retten til at være et røvhul – undskyld sproget – hvis han er blevet præsenteret for et alternativ.

Det er jeg ikke sikker på, Pless har ret i. For »retten til at være et røvhul«, som hun kalder det, er samtidig retten til at give slip og for en stund lægge al moral, politik og god opførsel til side. På mange måder er stadion et sted, hvor det er tilladt at være uciviliseret, og den slags steder er der ikke mange af i det moderne samfund.

Når man træder ind på et stadion, træder man ind i en verden med sine egne regler. Hvor det alle andre steder ville være et problem og ret pinligt, hvis man spildte øl ned ad sig, er det på stadion helt normalt. Hvor det alle andre steder ville blive opfattet som uhøfligt at råbe ad folk, er det på et stadion helt normalt. Mænd, der ikke kender hinanden, kan finde på at kramme i jubel. Hvor sker det ellers?

Den sexisme, Pless påpeger, eksisterer, men den er en del af den parallelle eller iscenesatte virkelighed, fodboldkulturen på stadion er. En del af en verden, hvis normer netop kun gælder der og derfor ikke uden videre kan løftes ud og tages for pålydende. Ligesom det ville være dybt mærkeligt at rende rundt iført badebukser i det lokale supermarked, selv om det ville være helt normalt i svømmehallen, er meget af det, der foregår på stadion, inklusive store dele af den sexisme, Pless taler om, noget, der kun foregår på stadion, og som kun giver mening der.

En anden grund til at stadionkulturen ikke skal forstås i det almindelige samfunds optik er de mange ritualer, den består af. Juleaften danser mange danskere om et grantræ, mens de synger. En handling, som hvis man løsriver den fra sin sammenhæng, vil fremstå lettere absurd. Det samme kan siges om fodboldkulturens ritualer. Mændene, der råber Louise efter langhårede fodboldspillere, ville aldrig gøre det noget andet sted end på stadion. Det ville være lige så forkert på baggrund af deres Louise-råb at antage, at de generelt er sexister og ikke kan lide langhårede mænd, som det ville være på baggrund af juletræsdansen at antage, at danskere generelt elsker at danse og synge og er vilde med grantræer.

Kontrolleret dekontrol

Hvis du ser mig på stadion, vil du se en anden mand, end hvis du møder mig noget andet sted. I mit almindelige liv er jeg en stille og rolig type. Jeg har aldrig været i slagsmål med nogen, og jeg opfører mig høfligt over for alle mennesker, jeg møder. Jeg smiler til buschaufføren, når jeg stiger på, og jeg hjælper ældre damer med at nå brødet i Netto. That kind of guy.

Men når jeg er på stadion, og kampen er i gang, er situationen en anden. Jeg råber, slår ud med armene og bliver gal, når tingene ikke kører nede på banen. Især dommeren kan gøre mig rasende, hvis han begår fejl, som går ud over mit hold, og jeg er en af dem, der buher højest, når han skal have at vide, hvad tilskuerne synes om ham. Hvis du møder mig her på en dårlig dag og ikke kender mig på forhånd, vil du tro, at jeg er et gennemført usympatisk menneske. Du vil ganske enkelt ikke kunne tro andet.

Og hvorfor er jeg så sådan på stadion, når jeg i øvrigt påstår at være en stille og rolig type? Måske skal svaret findes i det sociologiske begreb kontrolleret dekontrol, som anvendes om et behov i civiliserede samfund for at kunne miste kontrollen over sig selv og sine følelser under kontrollerede forhold, altså fx på et stadion. Behovet for at give slip opstår på grund af det generelle krav om kontrol i det civiliserede samfund, hvor man hele tiden forventes at have styr på alt, ikke mindst på sine følelser. Her er stadionoplevelsen en mulighed for at sætte kontrollen på standby i et par timer og lade følelserne tage over.

Skal mandeuniverset nedbrydes?

På mange måder er fodboldkulturen, som Pless påpeger, et mandeunivers. Et sted, hvor heteroseksuelle, mandlige værdier dominerer, og hvor man ikke er særlig velkommen, hvis man ikke respekterer det.

Det kan man sikkert godt ændre på over tid. Men er det ønskværdigt? Jeg er ikke sikker. Jeg forstår godt Pless’ ønske om at kunne komme på stadion uden stiltiende at skulle acceptere en række værdier og normer, hun ikke bryder sig om. Det må være virkelig irriterende ikke at have et alternativ til det heteronormative mandeunivers, når man er kvinde og faktisk godt kan lide at tage på stadion.

I lang tid har jeg fortalt veninderne, at jeg bare ikke er feminist, når jeg tager til fodbold. For jeg ved, at hyggesexismen og mandschauvinismen er så gennemsyrende, at jeg heller ikke kan sige mig fra for at have kaldt det ’en del af stemningen’ fra gang til anden. I stedet har jeg valgt at fokusere på det folkelige ved foreningslivet og det sammenhold, jeg føler på stadion, når jeg skal forklare mig.

Omvendt kan man ikke få begge dele. Hvis Pless’ ide om »en feministisk (fodbold)kultur« gennemføres, vil stadionoplevelsen blive en anden. Den sexisme, hun påtaler, er en del af ‘pakken’. Jeg tror ikke på, at man kirurgisk kan fjerne den del af fodboldkulturen, der er sexistisk, uden samtidig at fjerne vitale dele af det, der gør det fantastisk at tage på stadion: at det er et afbræk fra virkelighedens evige krav kontrol, et sted, hvor det er i orden at være i sine følelsers vold. Hvordan skulle kunne lade sig gøre at kontrollere netop det sexistiske element i en kultur, som i høj grad handler om at give slip på kontrollen? Det virker ikke realistisk.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *