Kønsskandalen: Part 1 (Skandinavien) og part 2 (Canada)

Dr. Jordan B. Peterson. Billede: Flickr, Gage Skidmore.

Dr. Jordan B. Peterson er klinisk psykolog og forfatter til bøgerne ‘Maps of Meaning: The Architecture of Belief ‘ (1999) og ’12 Rules for Life – An Antidote to Chaos’ (2018). I november 2018 besøgte han de skandinaviske lande i forbindelse med sin ’12 Rules for Life-tour’.

De interview, han gav under sine besøg i Skandinavien, handlede i høj grad om køn og ligestilling. Den store interesse for netop de spørgsmål blandt de skandinaviske journalister fik ham efterfølgende til at skrive et indlæg på sin blog, hvori han forklarer, hvad han baserer sine synspunkter på.

Jeg fandt indlægget relevant, også for den danske debat om køn og ligestilling, og har med tilladelse fra Dr. Jordan B. Peterson oversat det i sin helhed, så det kan læses på dansk. 

Part 1: Skandinavien

I løbet af de sidste par uger har jeg været i Oslo, to gange; Helsinki, to gange; Stockholm, to gange; og København, en gang. En af turene til Stockholm var begrænset til avis- og tv-interview (se her). De andre seks ture var en del af min 12 Rules for Life-tour, som nu har dækket over 100 byer. Årsagen til de dobbelte besøg? Vi bookede relativt mindre steder til forelæsningerne i disse skandinaviske byer, og arrangementerne blev udsolgt med det samme. Skandinaver synes at være særligt interesserede i, hvad jeg siger. De er radikalt overrepræsenterede blandt dem, der ser mine YouTube-forelæsninger.

Ved den sidste forelæsning, i Helsinki, var det Fars Dag i Finland, så jeg talte om maskuline dyder. I Stockholm koncentrerede jeg mig mere om det, der er blevet kendt som “kønsparadokset”. Her er paradokset i en nøddeskal: Når samfund bliver mere kønsligestillede i deres politikker, bliver mænd og kvinder mere forskellige i forhold til visse aspekter, ikke mere ens. (Der findes en uddybende, men på ingen måde komplet, litteraturliste af relevans for dette spørgsmål sammen med mit interview med James Damore, Google-ingeniøren, der blev fyret for at være i besiddelse af nøjagtig viden om den psykologiske litteratur).

Hvis du for 30 år siden havde stillet nogen gruppe af samfundsforskere – venstreorienterede, centrumorienterede eller konservative (hvis du havde kunnet finde nogen) – spørgsmålet: “Vil lighedsskabende sociale politikker i velstående lande producere mænd og kvinder, som er mere ens eller mere forskellige?”, er det hævet over enhver tvivl, at hovedparten ville have sagt “mere ens”. Og, til en vis grad, er det det, der er sket. Kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet en masse og deltager på niveauer, som nærmer sig eller overgår ligestilling inden for mange af de områder, som var mandsdominerede forud for 1960’erne. Men…

Og der er et stort men. Vi lader til at have nået et punkt, hvor udbyttet er faldende eller endda negativt. I løbet af de sidste fem årtier, rundt regnet, har psykologer indsamlet et stort antal personlighedstræksegenskaber ved brug af adjektiver, vendinger og sætninger og ved at kaste snart sagt enhver deskriptor indeholdt i sproget ind i mixet, på en bemærkelsesværdigt ateoretisk måde. Resultatet? Noget, der nærmer sig en konsensus blandt psykologiske måleeksperter, kendt som psykometrikere (eller, mindre teknisk, som personlighedspsykologer). Sidstnævnte er mit felt, i tillæg til klinisk psykologi. Når du stiller tusinder af mennesker hundreder af spørgsmål (eller beder dem beskrive sig selv ved hjælp af deskriptive adjektiver som “venlig”, “konkurrenceorienteret”, “glad”, “bekymret”, “kreativ”, “flittig”, etc.), kan stærke statistiske analyser identificere mønstre. Folk, der beskriver sig selv som “venlige”, opfatter sjældent sig selv om “konkurrenceorienterede”, for eksempel, men opfatter sig ofte som “samarbejdende” og “omsorgsfulde”. Tilsvarende opfatter kreative typer sig ofte som “nysgerrige” og “opfindsomme”, og de flittige ofte er “pligtopfyldende” og “velordnede”. Et egenskabsagtigt fænomen blev også identificeret: det om interesse – interesse i mennesker versus ting.

Så snart en relativt standardiseret model var blevet skabt og bedømt som pålidelig og valid, kunne forskelle, eksempelvis dem mellem kønnene, undersøges. Hvad dukkede op?

For det første at mænd og kvinder er mere ens, end de er forskellige. Dette gælder på tværs af kulturer. Selv når mænd og kvinder er mest forskellige – i de kulturer, hvor forskellen mellem dem er størst, og i forhold til de dimensioner af egenskaber, hvor forskellen mellem dem er størst – er de mere ens end forskellige. Men de forskelle, som findes, er store nok til at spille en væsentlig rolle i forhold til at bestemme eller i hvert fald påvirke vigtige livsaspekter såsom erhvervsvalg. Her er en artikel, for eksempel, som indikerer, at mere kønsligestillede lande producerer komparativt færre kvinder i STEM-fag. Her er en anden, der viser, at i hvert fald noget af det højt besungne kønsgab i forhold til løn, som har mange årsager, kan tilskrives personlighedsforskelle mellem mænd og kvinder og ikke simpel diskrimination.

Hvor er de største forskelle? Mænd er mindre venlige (mere konkurrenceorienterede, barske, faktaorienterede, skeptiske, usympatiske, kritiske, uafhængige, stædige). Dette er i overensstemmelse med deres tilbøjelighed, som også er dokumenteret på tværs af kulturer, til at manifestere højere rater for vold og antisocial eller kriminel adfærd, således at fængslingsratioen for mænd versus kvinder nærmer sig 15:1. Kvinder ligger højere end mænd i forhold til negative følelser, eller neuroticisme. De oplever mere angst, følelsesmæssig smerte, frustration, sorg, selvbevidst tvivl og skuffelse (hvilket er i overensstemmelse med, at kvinder dobbelt så ofte som mænd rammes af depressioner). Disse forskelle lader til at opstå ved puberteten. Måske er de en konsekvens af kvinders mindre størrelse og den risiko, den udgør i konflikter. Måske er de en konsekvens af kvinders seksuelle sårbarhed. Måske (og det er den forklaring, jeg foretrækker) er det, fordi kvinder altid har stået for den primære omsorg i forhold til spædbørn, som er yderst sårbare, og derfor lider af en overvagtsomhed i forhold til trusler.

Der findes andre kønsforskelle, men de er ikke så store, med undtagelse af den tidligerenævnte forskel i interesse: Mænd er komparativt mere interesserede i ting, og kvinder i mennesker. Dette er den største psykologiske forskel mellem mænd og kvinder, der til dato er identificeret. Og disse forskelle driver erhvervsvalg, i særdeleshed i ekstremerne. Ingeniører, for eksempel, tenderer mod at være dem, som ikke bare er interesserede i ting, men som er mere interesserede i ting end stort set alle andre mennesker, mænd eller kvinder.

Det er meget vigtigt at huske, at mange beslutninger tages ved ekstremerne, ikke ved gennemsnittet. Det er ikke den gennemsnitlige mere aggressive/mindre venlige mand, der er i fængsel. Faktisk er det sådan, at hvis du udtrækker en tilfældig mand og en tilfældig kvinde fra populationen, og du vædder på, at kvinden er mere aggressiv/mindre venlig, så vil du have ret 40 procent af tiden. Men hvis du gik ind i et rum fyldt med mennesker, som alle var blevet udvalg som den mest aggressive person ud af 100, ville de stort set alle være mænd.

Så selv om mænd og kvinder er mere ens end forskellige, kan forskellene betyde noget.

Hvad sker der, hvis man ser på kønsforskellene i personlighed og interesse ud fra lande? Er forskellene større i nogle lande og mindre i andre? Vil forskellene mellem mænd og kvinder være større eller mindre i rigere lande? I mere lige lande?

Svar: Jo mere lige og rigt, et land er, desto større er forskellene mellem mænd og kvinder i forhold til temperament og interesse. Og sammenhængen er ikke lille. Det seneste studie, offentliggjort i Science (af forskere på Berkely, næppe et arnested for konservatisme og patriarkatet), viste en sammenhæng mellem et sammensat mål for rigdom/lighed og kønsforskelle, som var større end forskellene i 99 procent af de samfundsvidenskabelige studier, der offentliggøres. Disse er ikke småskalastudier (her er et andet, lige så aktuelt). Titusinder af mennesker har deltaget i dem. Og mange forskellige grupper af forskere er kommet til de samme konklusioner og har publiceret disse resultater i velansete videnskabelige tidsskrifter.

Af det forhold, at forskelle i temperament og interesse er med til at afgøre erhvervsvalg, og at forskelle i erhvervsvalg skaber variation i blandt andet indkomst, følger, at politiske doktriner, der promoverer lige muligheder, også skaber ulighed i resultater.

Det er et stort problem – i særdeleshed, hvis målsætningen med sådanne egalitære politikker var at minimere forskellene mellem mænd og kvinder. Det er faktisk et fatalt problem for et bestemt politisk syn. Fakta kan benægtes, men kun ved samtidig at opgive socialvidenskaben i sin helhed (da hele feltet er baseret på de samme metoder, som anvendes i de studier, vi diskuterer) og en god del af biologien også. Det er simpelthen ikke en rimelig løsning.

Den hidtil bedste forklaring på de øgede forskelle er, at forskellene mellem mænd og kvinder har to årsager: biologi og kultur. Hvis man minimerer de kulturelle forskelle (som man gør med egalitære politikker), giver man de biologiske forskelle plads til at manifestere sig fuldt. Jeg har set socialvidenskabsfolk kæmpe med at finde en kulturel forklaring, men jeg har ikke hørt om en sådan, der er bare tæt på at være troværdig, og jeg har ikke været i stand til at formulere en selv.

Der er også dem, der insisterer på at tro, at vi bare ikke er gået langt nok endnu i vores egalitære bestræbelser – at selv Skandinavien og Holland, som det er rimeligt at betragte som verdens mest egalitære lande, stadig er voldsomt patriarkalske – men det forklarer ikke, hvorfor forskellene er blevet større, ikke mindre, i takt med, at disse kulturer er blevet demonstrerbart mere lige i sociale politikker.

De, der adopterer dette synspunkt, på trods af dets tilsyneladende logiske umulighed, fastholder, at vi skal øge vores indsats for at socialisere små drenge og piger på præcis samme måde – kalde alt legetøj kønsneutralt, sætte spørgsmålstegn ved idéen om kønsidentitet – og tror, at sådanne manøvrer i sidste ende vil bringe os til det ideelle utopia, hvor enhver stilling og ethvert ledelseslag inden for alle jobområder er bemandet (for nu at bruge det ord) af 50 procent mænd og 50 procent kvinder. Hvorfor skulle vi igangsætte store eksperimenter rettet mod socialiseringen af børn, når vi ikke aner, hvad resultatet vil blive? Og hvorfor skulle vi gå ud fra, at vi på nogen måde ved, hvordan man fjerner kønsidentitet fra små børn? Endelig: Hvorfor er det et problem, hvis mænd og kvinder, som frit kan træffe de beslutninger, de frivilligt ville træffe, hvis de havde lige muligheder, træffer forskellige beslutninger?

Dette er den skandinaviske gåde – en, som også påvirker den bredere vestlige verden (og resten af verden inden længe). Politikker, som maksimerer lige muligheder, gør lige resultater umulige. Den doktrin, som de politiske korrekte hele tiden mere radikalt og larmende insisterer på, at kønsforskelle alene er sociale konstruktioner, er forkert. Forstår du det? Forkert.

Det er ikke overraskende, at den svenske udenrigsminister (et stolt medlem af verdens eneste selverklærede feministiske regering), da jeg kom med denne nyhed, offentligt foreslog, at jeg skulle krybe tilbage under den sten, jeg var kommet fra, og at en af Sveriges ledende kvindelige politikere modsatte sig i den gode sendetid på tv og sagde, at hendes datter kunne opdrages til at at blive præcis, hvad hun havde lyst til. Men fakta er fakta, er jeg bange for, og intet antal af neo-marxistiske vestreorienterede postmoderne anklager om, at socialvidenskaben er en patriarkalsk konstruktion, vil få den grimme sandhed til at forsvinde:

Mænd og kvinder minder om hinanden. Men de er forskellige på væsentlige måder. Forskellene betyder noget, især i ekstremerne, især med hensyn til erhvervsvalg og beslægtede fænomener. Der vil være flere mandlige kriminelle og flere mandlige ingeniører, og der vil være flere kvinder med angst og depression og flere kvindelige sygeplejersker. Og der vil være forskelle i økonomisk udbytte, som er forbundet med denne variation.

Game over, utopister.

Og det er årsagen til, at den information, jeg gjorde offentligt kendt i Skandinavien, skabte en skandale, som fortsætter med at runge.

Part 2: Canada

Canadas premierminister, Justin Trudeau. Billede: jordanbpeterson.com.

Vi husker alle, at vores nuværende premierminister, den ærede Justin Trudeau, tidligt, da han sammensatte sin regering, besluttede, at 50 procent af dens medlemmer skulle være kvinder, fordi “det var 2015”. Og han fik fripas til at gøre det, uden tvivl på grund af hans drengede charme og moderne fremtoning. Men det var en fejl af utilgiveligt omfang, og her er nogle af årsagerne til det:

  • Regeringens arbejde er vigtigt, nødvendigt og vanskeligt.
  • For at træffe vigtige, vanskelige beslutninger ordentligt, er kompetence nødvendigt.
  • Der er ingen relation mellem køn og kompetence. Mænd og kvinder er basalt set ens i deres intelligens, og de afviger meget lidt fra hinanden i samvittighedsfuldhed (hvilket er den næstbedste forudsigende egenskab for succes, efter intelligens). Derfor bør kompetenceselektion optimalt set være kønsblind, hvis kompetence er den væsentligste faktor.
  • Muligheden for at identificere en kompetent person stiger, når antallet af mulige kandidater stiger.
  • Kun 26 procent af de valgte parlamentsmedlemmer i Trudeaus regering var kvinder.
  • Ved at vælge 50 procent af af sine ministre fra 26 procent af de tilgængelige kandidater, svigtede premiereminister Trudeau sit ansvar for at rangordne alle sine valgte kandidater efter kompetence (hvilke kunne være blevet gjort gennem blind flerpersonsbedømmelse af deres CV’er, inklusiv uddannelse og resultater) og bygge sin regering fra den mest kvalificerede person og nedefter.

Da kun 26 procent af de valgte parlamentsmedlemmer var kvinder, medfører valget af halvdelen af regeringen fra denne gruppe en statistisk sikkerhed for, at de valgte regeringsmedlemmer ikke var de mest kompetente, der var til rådighed.

Canadas premierminister, Justin Trudeau. Billede: jordanbpeterson.com.

Det kan også påpeges, at en sådan beslutning er særligt afskyvækkende på grund af sit udgangspunkt. Lad os gå ud fra (hvilket jeg ikke gør), at der findes et “patriarkat”, og at der med det findes ufortjente privilegier. Lad os endda gå ud fra (hvilket jeg ikke gør), at mange af disse uretfærdigt er tilfaldet heteroseksuelle, hvide mænd, sådan som de identetspolitiske spillere, såsom vores premierminister, larmende og selvretfærdigt insisterer.

Er det helt urimeligt i det lys at påpege, at den absolutte konge af den slags privilegier er ingen anden end vores premierminister, Justin Trudeau – en mand, som to gange vovede at stille op til landets højeste post, på trods af sin totale mangel på kvalifikationer (udover godt udseende, charme og en vis evne til at opføre sig ordentligt offentligt), blot fordi hans far, Pierre, gjorde Trudeau-navnet til selve indbegrebet af status?

Er det også urimeligt at påpege, at kvinderne, der accepterede disse positioner, som blev givet til dem uretfærdigt, på en fordomsfuld og diskriminerende måde, opfattede det som rimeligt, på trods af den statistiske usandsynlighed for deres egnethed i de omtalte positioner, og dermed forrådte sig selv, mænd og kvinder overalt, der fair stræber efter fremgang og indflydelse, og deres land?

Alt sammen til ære for en hypotetisk fordom, en konsekvens af det patriarkalske tyranni, i vidt omfang oplevet af dårligt forståede kvinder i fortiden og med sikkerhed andre end dem selv.

Skammeligt. Det hele. Skammeligt.

Her er en fuld liste over regeringsmedlemmer, i tilfælde af, at du har lyst til at kontakte dem og lade dem vide, hvad du mener.

Her er en liste over de farligste job, opgjort efter dødsrisiko og køn (kilde). Hvorfor er det ikke et fokus for kønsuligestillingsvrede?

Køn, erhverv og dødsrater. Billede: Jordanbpeterson.com.

***

I forbindelse med sit besøg i København den 6. november 2018 blev Dr. Jordan B. Peterson interviewet i DR2’s nyhedsprogram Deadline. Interviewet omhandler flere af de pointer, han diskuterer i det ovenstående indlæg, og Deadline-interviewet kan derfor med fordel ses i sammenhæng med indlægget.

Dr. Jordan B. Peterson er aktiv på en række platforme. Ønsker du at vide mere, er hans YouTube-kanal det bedste sted at starte.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

39 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

39 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *