Kom, tag med, lad os danse!

Ligestilling for drømmere.

Luk øjnene, og vent 30 sekunder. Når du åbner dem igen, vil verden være vendt på hovedet. Lofter vil være gulve, højt humør vil være behandlingskrævende, og vand vil flyde opad. Er du klar?

I Danmark går de fleste rundt og tror, at de går ind for ligestilling. De læser om ligestilling i aviserne og tænker, at det er godt, at der bliver gjort noget for kvinders muligheder, inden de bladrer videre til weekendtillæggets fristende restaurantanmeldelser og boligindretningstips. Men holdt, stop, vent!

Jeg har tænkt mig at fortælle dig, at alt, hvad du tror om ligestilling, er forkert. At det, du opfatter som ligestilling, er uligestilling, og at den kamp, du støtter, handler om det modsatte af, hvad du tror, den handler om. Jeg er ikke ude på at forvirre dig. Faktisk ønsker jeg blot at få dig ned fra loftet igen og få drejet dit hoved på plads, så du kan se tingene, som de virkelig er.

Se, den ligestilling, du kender – den, du læser om i aviserne – handler om forskellige varianter af det samme begreb: repræsentation. Dens udgangspunkt er, at kvinder antalsmæssigt skal være repræsenterede i forskellige sammenhænge i et omfang, der giver mening i forhold til andelen af kvinder i samfundet. Lyder det bekendt? Godt, så lad os se på, hvad problemet er.

Hvis man ved ligestilling forstår, at mennesker skal behandles lige uanset deres køn, så udgør repræsentationstankegangen et problem. Ideen om repræsentation baserer sig på den forestilling, at mænd og kvinder tilhører to afgrænsede grupper, der har gensidigt forskellige, men intern identiske ønsker og mål. Man kunne kalde dem ’fagforeningen mand’ og ’fagforeningen kvinde’.

Repræsentationsideens formål er at skabe ligestilling mellem de to ’fagforeninger’ ved at sikre, at tilpas mange medlemmer af begge foreninger er repræsenteret i diverse sammenhænge. På den måde reducerer repræsentationstankegangen det enkelte menneske til et medlem af en ’fagforening’ og dets interesser til ’fagforeningens’ kollektive interesser. Dermed opstår en afstand mellem den enkeltes muligheder som individ og ’fagforeningens’ kamp for kollektivet. En afstand, som fører til, at individet taber.

For der er et numerisk problem. Repræsentationstankegangen tænker kun i kollektiver. De to ’fagforeninger’ kæmper ikke for dine rettigheder, men for din gruppes rettigheder. Det betyder, at når ’kvoten’ er brugt op, er kampen slut. Hvis der skal være 40% kvinder inden for et område, er der ikke noget at komme efter, hvis du tilhører den 41. procent. Du må acceptere dit personlige nederlag og glæde dig over, at din ‘fagforening’ sejrede.

Måske begynder du at ane, at der er tale om et enten-eller: Enten går man ind for, at det enkelte menneske skal stilles lige med andre mennesker uanset køn, eller også går man ind for, at ’fagforeningerne’ samlet set skal stilles lige. De to ting er ikke det samme, og de kan ikke forenes.

Alligevel taler vi i Danmark kun om ligestilling i den sidste betydning. Når du læser om ligestilling i avisen, så er det kvinders repræsentation, du læser om. Det kan være en artikel om spillesteder, der laver opgørelser over kunstnernes køn, fordi der er “for få kvinder på scenen”, eller det kan være et politisk indlæg, der handler om, at kønsfordelingen i et bestemt erhverv skal ændres. Når du ser en overskrift af typen ”Det går tilbage for ligestillingen”, kan du være evigt forvisset om, at det er ligestilling i betydningen repræsentation af kvinder, der er tale om.

Ingen, absolut ingen, taler om ligestilling i den anden betydning. Måske fordi den er sværere at gøre op i et regneark. Måske fordi vi har vænnet os så meget til at opfatte ligestilling som andele af mænd og kvinder, at vi har glemt, at ligestilling bør handle om lige adgang, ikke lige udfald. Tillad mig et eksempel, som kan illustrere, hvorfor det er et problem:

100 drenge og 100 piger søger om at blive årets danser, og der går 100 videre til finalen. 75 af pigerne er gode dansere, mens kun 25 af drengene er gode dansere. Hvilken ligestillingstankegang giver det bedste resultat?

Ud fra ideen om repræsentation skal finalen bestå af 50 drenge og 50 piger, da ’fagforeningerne’ skal stilles lige. Under forudsætning af at man i øvrigt vælger de bedste, kommer finalen i dette scenarie til at bestå af de 25 dygtige drenge og 25 dårlige drenge samt 50 af de dygtige piger. Altså 75 gode dansere og 25 dårlige dansere.

Ud fra ideen om at det enkelte menneske skal stilles lige med andre mennesker uanset sit køn, og hvis man i øvrigt vælger de bedste, kommer finalen til at bestå af de 25 dygtige drenge og de 75 dygtige piger. Altså de 100 bedste dansere.

Jeg skal lade det være op til dig at bedømme, hvilken ligestillingstankegang der giver den bedste finale. Men jeg kan røbe, at jeg ikke er i tvivl – heller ikke om, hvilken udvælgelsesmetode, der er mest retfærdig.

”Jamen”, tænker du, ”det er jo let nok med et tænkt eksempel, men det vil ikke fungere i virkeligheden”. Og hvorfor så ikke det, om jeg må spørge? Hvorfor skulle det ikke fungere, at man bedømmer mennesker for deres relevante evner og uafhængigt af deres køn? Og hvorfor skulle ikke netop dét være vores ligestillingsideal?

”Jamen, hør nu”, fortsætter du, ”så er det jo ikke sikkert, at der bliver lige mange mænd og kvinder inden for alle områder”. ”Nej”, vil jeg svare. Og til din forbløffelse tilføje: ”Og hvad så?” For man må tage stilling her. Man kan ikke både gå ind for det enkelte menneskes ret til ligestilling og gruppers ret til ligestilling. Det er et enten-eller. Og jeg stiller mig på det enkelte menneskes side i det spørgsmål.

Hvad med dig? Vil du med? Slippe din barnetro og dyppe fødderne i en anden tilgang til ligestilling? Tage med til et sted, hvor det ikke gør noget, at 90% af et fag udgøres af mennesker med et bestemt køn, så længe ingen er blevet valgt på grund af sit køn? Et sted, hvor netop dén tanke er idealet for ligestilling. Et sted med den eksotiske ligestillingsfilosofi, at køn aldrig må være en begrænsning for det enkelte menneskes muligheder. Et sted, hvor man kun har latter til overs for ideen om ’fagforeningen mand’ og ’fagforeningen kvinde’. Kan du høre trommerne? Kom, tag med, lad os danse!

Men vand flyder ikke opad. Og højt humør afløses hertillands hurtigt af det modsatte. Så vågn bare op igen. Alt er som før. Intet er ændret. Ligestilling betyder stadig uligestilling. For ingen vil, at det skal betyde andet. Så også i morgen kan du læse om en sejr for en af de fiktive ’fagforeninger’, ingen har meldt sig ind i, men alle er medlem af. Og sådan bliver det ved. Lige indtil nogen trykker stop og gør drømmen til virkelighed.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *