19. marts, 2024

Kreativ feminist laver broche i protest mod Deadline

Tre mænd og en mandlig studievært diskuterede torsdag aften ligestilling i Deadline. Det var en stor fejl, mener mange feminister. En af dem har nu fremstillet en broche i protest. Billede: Screenshot, video, Deadline på Facebook.

»Jeg kan slet ikke rumme det der! Kan ikke engang finde på en vred broche!!!«, skrev Sara Ferreira efter Deadline torsdag. Men nu er protestbrochen klar.

Vreden er stor blandt Danmarks feministiske aktivister, efter Deadline torsdag aften lod tre mænd diskutere ligestilling i 18 minutter.

Ikke mindst under tidligere næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund Ulla Tornemands opslag om sagen er kritikken hård.

– Tafdrups film taler vel for sig selv. Bonde har i mange år argumenteret som en hulemand og udtalt sig om alt mellem himmel og jord som han ikke aner en kæft om – og altid noget med at kvinder er bedre til at passe børn. Nima tænder på at kvæle de kvinder han går i seng med. Osv, det er bare et udpluk af uhyrligheder fra de tre herrer, skriver eksempelvis Amanda Fossat.

– Det kunne da ikke være værre mænd man valgte, end dem her – den ene hader kvinder baseret på egne lorte relationer, den anden hader feminister, baseret på et skrøbeligt ego og den sidste er en afdanket såkaldt ekspert, der sidst sagde noget fornuftigt engang i 90’erne – vor herre på lokum, hold kæft hvor er Danmark bare provinsielt og pinligt, skriver Paola Roa Espinoza.

Sig det med broche

Også Sara Ferreira, der foruden at være styrelsesmedlem hos Dansk Kvindesamfund fremstiller feministiske smykker, blev vred over Deadlines »herreværelse« torsdag aften.

– Jeg kan slet ikke rumme det der! Kan ikke engang finde på en vred broche!!!, skrev hun umiddelbart efter udsendelsen i en tråd under Tornemands opslag.

Dagen efter havde vreden dog fortaget sig, og den nye protestbroche er nu klar til salg i Ferreiras webshop, ‘Kritisk pynt‘.

I et opslag om brochen, der bærer ordene »Jeg slår op, Deadline«, skriver Ferreira, at hun ikke gider »det der pis«, og at hun ikke længere betragter Deadline som et seriøst nyhedsprogram.

– Min reaktion på Deadlines program i går. Hvor de valgte at lade 4 mænd – Hans Bonde, Christian Tafdrup og Nima Zamani + vært Sigge Winther – debattere #metoo. Fordi der ikke allerede har været masser af (kritiske) mænd, der har fået både spalteplads og sendetid på den konto. Og nu MÅ den heksejagt på mænd også til at stoppe! Jeeez, skriver den kreative feminist.

– Det der pis gider jeg ikke, og for mit vedkommende spillede Deadline sig endegyldigt af banen som seriøs formidler af nyheder, afslutter hun.

Du kan se et klip fra den omtalte udgave af Deadline nedenfor. Hele udsendelsen kan findes på dr.dk/tv.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview