19. marts, 2024

Krimiredaktionen på DR består kun af kvinder – og hvad så?

DR måtte tidligere på ugen undskylde en jubilæumsvideo og i rekordfart lave en ny, da der var for få kvinder i den første. Billede: Screenshots fra videoerne Videoerne kan ses nederst i indlægget.
DR måtte tidligere på ugen undskylde en jubilæumsvideo og i rekordfart lave en ny, da der var for få kvinder i den første. Billede: Screenshots fra videoerne. Videoerne kan ses nederst i indlægget.

De seneste dage har kønsfundamentalisterne igen haft kronede dage. Hvornår sætter nogen foden ned og siger stop?

Med røde ører og i al hast måtte DR onsdag producere en video med fotos af 26 kvindelige DR2-værter.

Årsag: DR havde dagen før delt en video på Facebook, som var lavet for at markere, at DR2 har eksisteret i 20 år, og det var faldet nogen for brystet – eller måske rettere brysterne – at der var flere mænd end kvinder med i den. 23 flere, for nu at være præcis, idet videoen viste 27 mandlige værter og 4 kvindelige.

– I har fuldstændig ret. Vi gjorde DR2 uret. DR2s første 20 år var langt mere end pæne mænd i skjorter. Her er nogle af de mange kvinder, vi manglede i den forrige video, skrev DR torsdag, da den nye video blev lagt op, og også i pressen har DR forklaret og forsvaret, at den første video overhovedet så dagens lys.

– Vi er kommet til at lave en video, hvor der er en skæv fremstilling af køn, og når man bliver gjort opmærksom på det bagefter, er det helt indlysende, og jeg er fuldstændig enig. Der er ikke så meget andet at sige, end at jeg tænkte ikke over det, før jeg blev gjort opmærksom på det, undskyldte kommunikationschef i DR, Lasse Bastkjær Jensen, fredag i Ekstra Bladet. Begge videoer kan ses nedenfor.

Kritikken, hvis man kan tale om en sådan, kom fra en velkendt gruppe af mennesker, som reagerer, hver gang de opdager en skæv kønsfordeling, der rummer flere mænd end kvinder.

Det er en gruppe af mennesker, der er vant til at få ret, og det fik de altså også denne gang.

Deres metode er simpel: Råb, skrig, og vent på undskyldningen, og tilsyneladende findes der ikke en eneste chef for noget som helst i Danmark, der tør sige dem imod.

For hver gang sker det samme: Den kritiserede virksomhed eller organisation sletter, ændrer, reproducerer og undskylder med bøjet hoved.

Så bøjet, at det efterhånden står klart, hvorfor det sker: Der er simpelthen ingen rygrad til at holde det oppe.

Sådan var det, da magasinet Woman i juli sidste år måtte fjerne en artikel om tre mænds holdninger til strandmode, sådan var det, da Jobindex i august sidste år måtte fjerne en artikel om kvinders påklædning på arbejdspladser, sådan var det i december sidste år, da Psykologisk Forlag måtte love at ændre en tegning i staveopgave i en lærebog til 2. klasse, sådan var det i december sidste år, da DR P4 Østjylland måtte undskylde for og slette et vittighedsbillede af fem fugleunger på sin Facebook-side, sådan var det i maj i år, da Matas måtte undskylde brugen af ordet »normal« på en bodylotion, og sådan er det altså nu, hvor DR må undskylde, at der ikke var nok kvinder i jubilæumsvideoen.

Brok, brok, brok. Og det virker.

Når denne gruppe af kønsfundamentalister får lov til at fylde så uforholdsmæssigt meget, skyldes det måske, at ingen gør dem kunsten efter og klager den anden vej.

Det skyldes i hvert fald ikke, at det ikke ville kunne lade sig gøre.

Tag for eksempel DR’s daglige, øverste ledelsesorgan, direktionen, som ifølge DR’s årsrapport for 2015 med fire kvindelig medlemmer og to mandlige har en kønsfordeling på 66 procent kvinder og 33 procent mænd.

Det er en klar skævhed, som ikke lever op til DR’s egen »politik for en balanceret kønsfordeling«, hvoraf det fremgår, at DR opererer med et måltal for kønsfordeling på mindst 40 procent af det underrepræsenterede køn.

DR forsøger ganske vist i rapporten at bortforklare skævheden, men det lykkes mildt sagt ikke særlig godt.

– Direktionen består af seks bestyrelsesansatte direktører, hvoraf to er mænd og fire er kvinder. Det underrepræsenterede køn udgør således 33 pct. Det er ikke matematisk muligt at komme tættere på måltallet uden en lige fordeling mellem kønnene. De 33 pct. anses derfor at flugte med intentionen bag måltallet på 40 pct., skriver DR på mystisk vis i rapporten (p. 24).

For undskyld, men hvad er det for noget sludder? Er en lige fordeling mellem kønnene i direktionen et problem, siden man fremhæver, at det ikke er matematisk muligt at komme tættere på måltallet uden at ramme en lige fordeling? Det spørgsmål bør en journalist ved lejlighed stille til DR’s ledelse. For det er da interessant, hvis DR opfatter en fordeling på 50 procent mænd og 50 procent kvinder i direktionen som noget, man helst skal undgå.

Eller tag DR’s krimiredaktion, som løbende leverer nyheder om kriminalstof til danskerne, eksempelvis natten efter skyderierne på Christiania.

Ifølge et tweet fra Mette Mayli Albæk består den udelukkende af kvinder.

– Nogen (jeg) sov fra alt – andre (dem her) var på Christiania hele natten. DRs krimired. er i øvrigt ren kvinde, skrev Albæk torsdag i tweetet, som kan ses nedenfor.

100 procent kvinder. Det er da en kønsskævhed, der vil noget!

Kunne man med samme ret brokke sig over den, som andre brokker sig over andre kønsfordelinger? Ja, naturligvis.

Men heldigvis sker det ikke. Heldigvis er det ikke sådan, at der findes en gruppe, der brokker sig, hver eneste gang den får øje på en kønsfordeling med flere kvinder end mænd. Jeg mener, det ville da slet ikke være til at bære.

Og hvorfor skulle man også brokke sig?

De fleste af os har det fint med, at DR har en krimiredaktion bestående af kvinder, og at der er fire kvinder og to mænd i DR’s direktion. Det har vi, fordi vi stoler på – og har indtryk af – at kvinderne de steder er ansat, fordi de er dygtige til det, de laver.

Det ville være rart, hvis flere så på det på samme måde, når fortegnet er et andet.

Og det ville være skønt, hvis der en dag trådte en chef frem med det modsatte af en skrabende undskyldning i forbindelse med den evige kritik fra gruppen af kønsfundamentalister, som næppe nogensinde kommer til at interessere sig for, at mennesker er andet og mere end køn.

DR’s videoer og Mette Mayli Albæks tweet

 

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview