Lars Seier Christensen til danske kvinder: Tag jer sammen!

Lars Seier Christensen er træt af “klynk” og “piveri”. Billede fra YouTube.com.

Er ligestilling noget, der kun skal gælde, når det er komfortabelt for kvinder? Det spørger Lars Seier Christensen om på Facebook og anklager samtidig danske kvinder for at “klynke” og “pive” for meget.

I en opdatering på Facebook langer finansmand Lars Seier Christensen kraftigt ud efter kvindeligt “klynk” og “piveri”. Seier Christensen mener, at en del kvinder er dobbeltmoralske, fordi de kræver særrettigheder, hver gang ligestillingen bliver for ubekvem for dem. Konkret henviser han til en artikel om en kvinde, der ikke ønsker at bade nøgen sammen med mænd i det norske militær, der – som vi skrev om for nylig – har indført kønsneutral værnepligt.

Tag jer sammen!

Finansmanden er træt af, at kvinderne tilsyneladende både “klynker” og “piver”, når de bliver diskriminerede, og når de ikke bliver det – og henviser som eksempel til den forgangne uges debat om hån og trusler i den offentlige debat som eksempel på det. Lars Seier Christen skriver i opdateringen følgende:

OK. Lad mig lægge hånden på kogepladen igen-igen. Det er måske teoretisk iorden når man er på overlevelsestur i Nordsjælland. Men er det OK i en krigssituation, at man skal finde to forskellige omklædningsrum? Er det OK at mændene skal vende ryggen til mens deres kolleger tisser eller tager bad, mens de er under angreb fra ISIS eller Mujaheddin?

Det holder ikke overhovedet. Tænk så engang på diskussionen om homoseksuelle, som mange ønsker udelukket fra militæret, fordi de er utrygge ved om dette vil skabe uønskede seksuelle spændinger.

Heldigvis er den sag lagt i graven de fleste steder. Det bør kvinders særstilling også blive. Hvis man vil være i militæret, må man acceptere spillereglerne for et effektivt militær. Hvis nogle mandlige soldater ikke kan forstå at opføre sig ordentligt, det være sig overfor homoseksuelle, kvinder eller andre mænd, så er det dette, der må adresseres.

Jeg har en dårlig kvinde-uge, må jeg sige. Sådan som debatten har været er det en ren one-way indkrævning fra kvindernes side – klynk og piveri, når nogen diskriminerer dem og klynk og piveri, når nogen ikke diskriminerer dem. Dette er et eksempel. Ideen om at kvinder bliver behandlet meget dårligere eller er mere truet i debatten, er et andet eksempel som enhver mandlig debatdeltager ved er en højst tvivlsom påstand.

Tag jer sammen og find ud af om I virkelig ønsker ligestilling eller I alligevel ønsker særstilling, hver gang det er komfortabelt.

Det her er, for at være helt ærlig, uværdigt at høre på – og jeg er sikker på at masser af kvinder på ingen måde føler sig repræsenteret af dette usammenhængende nonsens.”

Ligestilling må aldrig blive særstilling

Reelligestilling.dk tager utvetydig afstand til trusler på nettet (og andre steder), men giver Seier Christensen ret i det principelle: Ligestilling må aldrig blive til særstilling. Og Seier Christensen har ret i, at man nogle gange kan få det indtryk, at især feministerne bruger ligestillingsdebatten til at opnå fordele for kvinder i stedet for ligestilling, fx når feministerne kæmper for kønsdiskriminerende kvoter og øremærkningsordninger, eller når de vil lovgive ensidigt mod mænd i prostitutionssammenhæng.

Seier Christensen indleder opdateringen med at skrive, at han godt ved, at han med sit indlæg lægger hånden på kogepladen. De kommende dages debat vil vise, hvor varm den er.

Læs Lars Seier Christensens opdatering på Facebook her.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *