29. marts, 2024

Lasse Rimmer: »Tredjebølgefeminisme ytrer sig som en sekt«

Det er umuligt at føre en saglig debat med tredjebølgefeminister, mener Lasse Rimmer. Billede: Lasse Rimmer, Facebook/arkivfoto.
Det er umuligt at føre en saglig debat med tredjebølgefeminister, mener Lasse Rimmer. Billede: Lasse Rimmer, Facebook/arkivfoto.

»Ethvert forsøg på at diskutere substansen bliver mødt med vrængen, matroniserende nedladenhed og skældsord«, skriver Lasse Rimmer efter Twitter-debat.

Opdateret 13/11-2016, 15.11: Eksempler fra Twitter-debatten inkluderet.

I nyt Facebook-opslag langer stand up-komiker og tv-vært Lasse Rimmer ud efter nutidens feminister.

– Jeg plejede at kalde mig feminist… indtil jeg forstod, hvad der i de seneste år bliver sagt, skrevet og troet på blandt moderne feminister, skriver Rimmer i en af sine kommentarer under opslaget.

Udmeldingen kommer, efter Rimmer i går forsøgte at debattere ligeløn med flere feminister på Twitter.

– Jeg påpegede det absurde i at holde liv i myten om, at kvinder tjener væsentligt mindre end mænd for det samme arbejde. Det gør man ikke. Så bliver man behandlet som kætter. Og argumenterne for, at jeg tager fejl, hæver sig sjældent over “hvis vi nedstammer fra aberne, hvorfor er aber så stadig aber?”, fortæller han.

– Tredjebølgefeminisme ytrer sig som en sekt. Den tåler ikke diskussion eller modsigelse, tilføjer han.

I Twitter-debatten, hvor Rimmer fastholder, at mænd og kvinder har ligeløn, beskyldes han blandt andet for at blande tingene sammen.

– Du sammenligner æbler og bananer. Whataboutery. Vi er i den grad imod 9/10 mænd statistikken, men vil OGSÅ gerne have ligeløn, skriver en.

En anden spørger, hvorfor Rimmer er modstander af ligeløn.

– Lasse Rimmer, hvordan kan du være i mod ligeløn mellem mænd og kvinder?, skriver hun.

– Jeg er imod bevidst uhæderlige kampagner, der bestyrker f.eks. dig i den fejlopfattelse, at kvinder løndiskrimineres, svarer Rimmer.

Uenighed udlægges som kætteri

Rimmer oplever, at det reelt er umuligt at diskutere med tredjebølgefeminister.

– Ethvert forsøg på at diskutere substansen bliver mødt med vrængen, matroniserende nedladenhed og skældsord, skriver han.

– Uenighed bliver udlagt som kætteri. “Giv mig ret, eller du er imod lige vilkår for alle”. Det er trættende. Og den mest akkurate udlægning af min oplevelse er, at det er som at diskutere med dybt religiøse mennesker, uddyber han.

42-årige Rimmer understreger, at han fortsat er tilhænger af ligestilling. Det er tredjebølgefeminismen, han er træt af.

– Jeg tror stadig på præcis de samme ting, som jeg plejede. Jeg orker bare ikke det ord, den bevægelse og de mennesker, skriver han.

Twitter-debatten

Lasse Rimmers opslag på Facebook

Relateret artikel

»Jeg tjener nøjagtig det samme som mine kvindelige kollegaer«

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview