Malmø Politi skifter igen kurs: Kvinder skal ikke holde sig inde

For anden gang siden lørdag har Malmø Politi skiftet mening i forhold til, hvordan byens kvinder skal forholde sig, efter der er sket tre gruppeoverfaldsvoldtægter i Malmø på bare én måned. Billede: Wikipedia, fotograf: Riggwelter.

Samtidig afviser politiet rygterne om, at gruppeoverfaldsvoldtægten mod den 17-årige pige, der fandt sted natten til lørdag, var torturlignende.

Malmø Politi har igen skiftet mening i forhold til, om byens kvinder skal tage særlige forholdsregler som konsekvens af de tre gruppeoverfaldsvoldtægter, der er sket i byen den seneste måned.

Lørdag sagde politiet, at en advarsel til Malmøs kvinder om ikke at færdes ude ville være et forkert signal at sende.

Søndag skiftede etaten mening og meddelte, at kvinder skulle holde sig fra mørke områder og gå to og to eller i grupper.

Og i dag skiftede Malmø Politi så holdning igen.

Det skete på et pressemøde, hvor områdechef Mats Karlsson dementerede søndagens advarsel mod at færdes alene.

– Det var ikke sådan, det skulle tolkes. Det var uheldigt. Man skal ikke lade være med at gå ude, men til gengæld opføre sig, som man plejer, sagde han ifølge Aftonbladet.

–  Politiet skal ikke gå ud og advare, hvis det ikke er grund til det. Og det er der ikke i dette tiltælde, tilføjede Mats Karlsson.

Den unge piges fysisk skader er »milde«

Områdechefen afviste samtidig de rygter, der har floreret på sociale medier om, at pigen skulle være blevet udsat for en torturlignende behandling af gerningsmændene, herunder overhældt med tændvæske og antændt.

»Offeret skal være en pige under 18 år, men Mats Karlsson vil ikke opgive den eksakte alder. Pigens fysiske skader beskrives som milde af sygehuspersonalet«, meddeler Aftonbladet.

De nærmere omstændigheder ved overfaldet vil Mats Karlsson dog ikke oplyse, angiveligt fordi pigen endnu ikke har kunnet give politiet sin fulde version af hændelsesforløbet.

Ingen sammenhæng med andre voldtægter

Politiet har tidligere åbnet døren på klem for, at der kunne være en sammenhæng mellem de to gruppeoverfaldsvoldtægter, der skete i november, men den teori er nu opgivet.

– Vi ser ingen sådan sammenhæng. I de to andre tilfælde er jeg forhåbningsfuld i forhold til opklaringen. Vi er kommet længere i forundersøgelserne i dem, siger Mats Karlsson.

De tre voldtægter er alle sket på samme måde. En pige er kommet gående alene og er blevet overfaldet af en gruppe mænd, som derefter har voldtaget hende.

De to november-voldtægter skete i områderne Södervärn och Segevång, mens lørdagens voldtægt skete i Sofielund. To af områderne, Södervärn og Sofielund, ligger klos op ad hinanden i den sydlige del af det centrale Malmø.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

38 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

38 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *