Medierne var med, da feministerne knaldede med Roskilde

Hed trekant på #RF15: De store danske medier var passive deltagere i Everyday Sexism Project og Roskildefestivalens kønspolitiske orgie.

OPDATERET 6/7: Jeg er blevet gjort opmærksom på, at der i efteråret 2014 er sket en opsplitning mellem Everday Sexism Project Danmark og Dansk Kvindesamfund i forhold til den lukkede Facebookgruppe, der omtales i artiklen. Gruppen er ikke længere en del af Everyday Sexism Project, men er blevet videreført af Dansk Kvindesamfund under navnet ‘Stop Sexisme’. Jeg beklager de misforståelser, denne fejl måtte have medført.

Sex er der altid blevet dyrket på Roskilde. Men i år fandt et gruppeknald sted, som ikke tidligere er set: Everyday Sexism Project, Roskildefestivalen og de store medier fandt sammen i en trekant, hvis glædesstøn kunne høres i resten af landet gennem mediernes begejstrede artikler og en uendelig række af hashtagorgasmer.

Og godt, det må det have været. I hvert fald er det svært at finde nogen anden forklaring på, hvorfor medierne kastede sig ind i orgiet som deltagere i stedet for at se nærmere på, hvem det egentlig var, der lå foran dem med spredte ben og dådyrøjne. What happens at Roskilde, stays at Roskilde, har de måske tænkt, inden de lynede teltet ned og bukserne op.

For alle os andre betød det, at vi på intet tidspunkt blev oplyst om, hvad Everyday Sexism Projekt også er. Ikke én undersøgende eller kritisk artikel kunne det blive til fra de mange medier, der ellers ikke sparede på historier om projektets officielle formål: kampen mod sexisme. Ikke én artikel om Everyday Sexism Projects metoder, kønspolitiske agenda og potentielt skadelige virkning på den gensidige forståelse mellem kønnene. Men ok, det er selvfølgelig heller ikke let at multitaske.

Trekantens deltagere

Først et stort tillykke til folkene bag Everyday Sexism Project, som gennem deres samarbejde med Roskilde har opnået enorm positiv opmærksomhed. At smide trusserne og hoppe ind i teltet med den store festival var intelligent. Og at man fik lokket medierne med var intet mindre end en kampagnemæssig genistreg. Everyday Sexism Project fik slået sit navn fast i den brede offentlighed og skaffet sig uvurderlig reklame og sympati for sit arbejde, som på sigt med stor sandsynlighed kan omsættes til økonomisk støtte.

Dernæst en highfive til Roskildefestivalen. Det er vigtigt at sende de rigtige signaler til omverdenen, og i den forbindelse var Everyday Sexism Project de helt rigtige at være festivalkærester med. Roskilde har behov for at vise, at festivalen ikke er et fristed for mænd, der har lyst til at rage på kvinder, og at man gør en aktiv indsats for at bekæmpe sexistisk adfærd, så Roskilde kan være et sted, hvor alle kan have en sjov fest. Til at sprede det budskab kunne festivalen næppe have fundet en bedre flirt end Everyday Sexism Project.

Til sidst en spand isvand i hovedet på medierne. Redaktørerne på samtlige redaktioner bør tvangsudskrive kolde afvaskninger til de journalister, der deltog i et gruppeknald i stedet for at passe deres arbejde. Og måske bør de selv gå med under den kolde hane, for det var jo dem, der tillod, at det skete. Jeg gentager gerne: I den nærmest endeløse række af artikler om Everyday Sexism Project og kampagnerne mod sexisme på Roskilde kan man ikke finde en eneste, der beskæftiger sig med, hvad Everyday Sexism Project er for en størrelse. Derfor finder man heller ikke artikler, der indeholder kritiske spørgsmål til organisationens ledelse. Medierne har opført sig som liderlige teenagedrenge: mere optagede af at komme i trusserne på pigen end at lære hende at kende.

Hvad Everyday Sexism Project også er

Jeg har tidligere lavet en grundig gennemgang af Everyday Sexism Project. Jeg vil derfor nøjes med at pege på de væsentligste problemer her. Bemærk i øvrigt venligst, at jeg er positivt indstillet i forhold til Everyday Sexism Projects overordnede formål, og at jeg ser et positivt potentiale i projektet. Begge dele fremgår nederst i gennemgangen.

De fem største problem ved Everyday Sexism Project i sin nuværende form er følgende:

1. Projektet hævder at dokumentere sexisme, men gør det ikke. Siden er bygget op omkring anonyme indlæg, hvorfor historiernes rigtighed ikke kan efterprøves. Jeg vil ikke opfordre en snarrådig journalist til at indsende en opdigtet historie for at finde ud af, om den kommer forbi sidens moderatorer (som gennem udvælgelse af egnede historier sorterer i det indsendte, hvilket udgør et selvstændigt problem) og bliver bragt. Jeg vil blot gøre opmærksom på, at Everyday Sexism Project i sin nuværende form ikke dokumenterer noget. Skulle en journalist eller redaktør have svært ved at forstå denne pointe, anbefaler jeg, at man tager kontakt til fagvidenskaben for en snak om, hvad dokumentation er og ikke er.

2. Projektet udbreder myten om, at det dokumenterer sexisme. Her er tale om falsk varebetegnelse, vildledning eller hvad man nu foretrækker at kalde det. Når man arbejder efter metoder, som ikke kan dokumentere noget, og man alligevel hævder, at man gør det, så agerer man på en måde, der er kritisabel. Det må være journalistisk relevant at spørge ind til, hvorfor man bliver ved med at hævde, at man dokumenterer, når man ikke gør det.

3. Projektet undlader behændigt at definere, hvad sexisme er. Ifølge siden er der ingen bagatelgrænse for sexisme, og det nærmeste man kommer en sexismedefinition er dette: oplevelser og beretninger, der vidner om en ubalance mellem kønnene i enhver henseende. Fra de mindre hændelser til de mest graverende”. Den manglende definition er problematisk af to årsager. For det første fordi den gør det uklart, hvad det er, man vil bekæmpe. For det andet fordi den risikerer at føre til en generel mistænkeliggørelse af mænds adfærd.

4. Projektet risikerer at føre til had. Everyday Sexism Project indeholder kun negative historier om mænd, rummer ingen muligheder for svar fra mænd og tegner derfor et endog meget ensidig billede af, hvad mænd er. Der er i mine øjne ingen tvivl om, at projektets fortegnede mandebillede kan gøre unge piger både bange, vrede og i sidste ende hadefulde. Dette hænger også sammen med, at projektet intet sted gør opmærksom på, at dets historier er udtryk for et begrænset og ekstremt udsnit af virkeligheden og altså ikke er en fremstilling af, hvordan mænd almindeligvis opfører sig.

Jeg vil opfordre til, at man overvejer, hvilket effekt en tilsvarende side om indvandrere ville have. Altså en side udelukkende med negative historier om indvandrere, uden mulighed for svar, modereret så kun de værste historier bliver vist og markedsført som dokumentation af indvandreres adfærd. Jeg tvivler på, at en sådan side ville skabe øget gensidig forståelse blandt danskere og indvandrere. På samme måde tvivler jeg på, at Everyday Sexism Projekt – i sin nuværende udformning – skaber øget gensidig forståelse mellem kønnene.

5. Projektet opererer med en høj grad af disciplin og slår hårdt ned på uro i geledderne. Flere – også kvinder – er blevet smidt ud af projektets lukkede Facebookgruppe, alene fordi de tillod sig at sætte spørgsmålstegn ved, om givne hændelser var udtryk for sexisme. En kvinde har fx fortalt følgende:

Ja jeg blev smidt ud fra siden fordi jeg synes det var mærkeligt at alle dårlige oplevelser med mænd automatisk blev defineret som sexisme. Jeg skrev at hvis det var mig der havde været udsat for det samme, så havde jeg ikke ment det var sexisme, men måske var der tale om manglende kommunikation eller måske bare dårlig behandling eller normal forventelig opførsel.”

Denne kæft-trit-og-retning-moral blev Everyday Sexism Project hyldet for i efteråret 2014, hvor der i motiveringstalen i forbindelse med uddelingen af Suzanne Gieses Mindelegat blandt andet blev lagt vægt på, at Irene Manteufel, Helena G. Hansen, Ulla Tornemand og Sara Ferreira havde “smidt idioter ud af gruppen”. I det hele taget er der strenge krav for deltagelse og adfærd, og meget af arbejdet foregår skjult og lukket. En journalist med kendskab til meningsbearbejdelsen og arbejdsmetoderne i den tidligere østblok vil være særligt egnet til at undersøge denne side af sagen.

Bemærk, at dette ikke er en udtømmende liste, men blot fem af de største problemer ved projektet. En kvalificeret journalistisk dækning vil for eksempel også skulle afdække, hvilken rolle Everyday Sexism Project spiller for Dansk Kvindesamfunds overordnede ideologiske strategier og målsætninger.

De moralske tømmermænd

Dermed altså nogle af de ting, medierne kunne have skrevet om i forbindelse med samarbejdet mellem Everyday Sexism Project og Roskildefestivalen. Hvis de altså havde ageret som medier og ikke som deltagere i en hed trekant.

Jeg skal ikke her pege noget bestemt medie ud. Bedømt på de mange artikler om emnet, var de lige gode – eller rettere dårlige – om det. Selv DR, der har en public service-forpligtelse, undlod at gøre læsere og seere opmærksomme på, hvad Everyday Sexism Project også er. I stedet lod DR Irene Manteufel og andre af projektets tilknyttede føre reklamekampagne for licenskroner i DR’s videoer og artikler.

Det er ganske enkelt ikke godt nok. Eller i disse eksamenstider: ikke bestået. Det må og skal være mediernes opgave at forholde sig kritisk til aktørerne inden for alle områder, herunder også det ligestillingspolitiske. Everyday Sexism Project ser muligvis uskyldigt ud på overfladen, men projektet handler om andet og mere end en i øvrigt helt igennem legitim kamp mod idioter, der tager piger på røven eller på anden vis opfører sig utilstedeligt.

Dette andet er det mediernes pligt at afdække. Det gjorde de ikke til #RF15, og det må nu være op til redaktørerne at forholde sig til, om de har sendt de forkerte folk eller bedt om de forkerte artikler og videoer. For nok er Roskilde sex, sjov og ballade. Men en smule alvor i den journalistiske dækning bør man kunne forvente fra de udsendte.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *