Mens I griner ad Rasmus Nøhr II: Nikita Klæstrups pis

Nikita Klæstrup understreger, at hun ikke skylder Rasmus Nøhr noget. End ikke at hjælpe ham, hvis han er ved at brænde ihjel levende. Billede Screenshot, DR, DR 2, Deadline, YouTub/Arkivfoto.

»Ærlig talt, så skylder jeg dig ikke engang at pisse på dig, hvis der gik ild i dig«, skriver Nikita Klæstrup til Rasmus Nøhr. Had i sin reneste form.

Da jeg tidligere i dag læste kommentarerne til mit indlæg om Rasmus Nøhr-sagen, tænkte jeg, at jeg ville skrive et nyt indlæg om en holdning, der lod til at gå igen: at kvinder ikke skylder mænd deres opmærksomhed. Jeg havde tænkt mig at tage udgangspunkt i kommentarerne, men siden er der sket det, at Nikita Klæstrup har skrevet et indlæg på sin blog på Ekstra Bladet om Rasmus Nøhr og netop det emne. Så lad os starte der.

Og lad os starte med at tegne rollerne op. I det ene ringhjørne har vi Nikita Klæstrup, der foruden at være selverklæret fjerdebølgefeminist har skabt sig et navn ved at smide tøjet. En kvinde, der givet sin kendisstatus nyder en lang række privilegier, herunder den blog hos Ekstra Bladet, indlægget er bragt på. I det andet ringhjørne har vi Rasmus Nøhr, der siden i går er blevet gennembanket så gevaldigt på Facebook, at han næppe længere er i stand til at rejse sig, og som for øvrigt i forvejen har en del at slås med, blandt andet et saftigt sagsanlæg fra den navnkundige pokerstjerne Gustav Hansen efter et forlist erhvervseventyr de to imellem.

Det var altså ikke bare en mand, der lå ned, Nikita gik til angreb på, da hun postede sit indlæg om Rasmus Nøhr i eftermiddags. Det var en mand, der ikke længere trak vejret. Det er værd at bemærke, synes jeg, for det er en indikator på, hvad indlægget er motiveret af. Almindelige uenigheder kan godt føre til skældsord og skubberi, men aldrig til en så målrettet forulempelse af en forsvarsløs modpart, som der er tale om her. Nej, motivationen er ikke uenighed. Motivationen er had.

»Tak, Rasmus Nøhr! Du har nu fået denne her piges opmærksomhed. Men ærlig talt, så skylder jeg dig ikke engang at pisse på dig, hvis der gik ild i dig. Men tag det som et kompliment, ik?«, afslutter Klæstrup sit indlæg.

Jo, den er god nok. Selv hvis manden er ved at dø, vil hun ikke hjælpe ham. Det er had i sin reneste form.

Det skal jeg vende tilbage til om et øjeblik, men lad os ikke glemme kommentarerne under min første indlæg om Rasmus Nøhr-sagen. For flere var jo, som sagt, inde på noget af det samme, nemlig at kvinder ikke skylder mænd deres opmærksomhed. At kvinder har ret til ikke at se på mænd, for eksempel, sådan som den kvindelige hovedperson i Rasmus Nøhrs gymnasiefortælling havde gjort det i over et år.

Og lad da være sagt med det samme, og så ingen er i tvivl: Selvfølgelig gør kvinder ikke det! Kvinder skylder ikke mænd noget som helst! Det er der absolut ingen tvivl om. Men det implicerer ikke, at en radikal virkeliggørelse af princippet skaber et samfund, det er rart at være i. Og det garanterer ikke, at en sådan virkeliggørelse ikke kan have en række negative konsekvenser for dem, der udøver retten.

I forhold til det første må man jo overveje konsekvenserne af, at alle begynder at insistere på principielle rettigheder. Tag fortovet som eksempel. På en almindelig gåtur træder de fleste af os til siden gang efter gang, helt uden at tænke over det. Men det er jo ikke noget, vi skal gøre. Det står ingen steder skrevet, at du skal give plads, så barnevognen kan komme forbi. Du kan vælge at lade være. Du kan vælge at råbe forældrene op i hovedet, at du ikke skylder dem at gå udenom. Men det vil ikke være uden omkostninger. Hvis alle begynder at gøre det, bliver det ikke kun meget ubehageligt at bevæge sig på fortovene. Det bliver også meget svært.

I forhold til det andet bør man tænke over, hvad det er for en dreng og siden mand, man medvirker til at skabe, når man demonstrativt nægter ham sit blik i et helt år. Når man ignorerer ham og aldrig hilser på ham. Når man ikke inviterer ham med til fødselsdag, selv om resten af klassen er inviteret. Det er alt sammen ting, man har ret til. Man skylder ham jo ikke noget. Men er det sundt for ham? Bliver han et godt menneske af det? Giver det ham en god opfattelse af kvinder, som i fremtiden vil komme andre kvinder til gode? Eller sker der det modsatte? Får man plantet et frø af had i ham, som over tid risikerer at vokse sig stort, indtil han en dag som voksen eksploderer i raseri? Det er da værd at tænke over. Ja, jeg synes faktisk, man har pligt til at tænke over det, hvis man insisterer på sin principielle ret til at behandle ham sådan.

Og dermed tilbage til Nikita Klæstrups hadefulde indlæg, der som allerede demonstreret udtrykker præcis den holdning, at det er ok at være hamrende ligeglad med andre mennesker. »Men ærlig talt, så skylder jeg dig ikke engang at pisse på dig, hvis der gik ild i dig«, skriver hun. Mon hun har tænkt ordentligt over det? Jeg tvivler. Og jeg tænker, jeg vil være lidt pædagogisk. Så her er en liste over ting, mænd ud fra Nikita Klæstrups egen logik ikke skylder Nikita Klæstrup. Det er ubehageligt at skrive, men jeg er bange for, at det er nødvendigt:

  • At undlade at kalde hende en luder
  • At reagere, hvis nogen truer hende
  • At reagere, hvis nogen slår hende
  • At reagere, hvis nogen voldtager hende
  • At reagere, hvis hun råber på hjælp
  • At række hende en hånd, hvis hun er ved at drukne.

Helt principielt er det jo rigtigt, hvis vi ser bort fra lovgivningen et øjeblik, at ingen mand skylder Nikita Klæstrup at gøre nogen af de ting. Ligesom det principielt er rigtigt, at Nikita Klæstrup ikke skylder Rasmus Nøhr at hjælpe ham, hvis han er ved at brænde ihjel. Men hvad skal vi bruge det til? Det er vel næppe sådan, vi ønsker at leve? Så fulde af had, at vi tilrettelægger vores handlinger efter, hvor meget vi kan såre og skade andre?

I sin seneste video til sine følgere svarer professor Jordan B. Peterson blandt andet på, hvordan man kan genkende et menneske, der er besat af ideologi. Hans svar er, at hvis man på forhånd kan gætte, hvad nogen vil sige om et emne, er der en stor sandsynlighed for, at det er ideologien og ikke dem selv, der taler.

Jeg tænker, det måske er det, der er på spil for Nikita Klæstrup. At det i højere grad er feminismen end hende selv, der taler. Det håber jeg lidt, for jeg hører ikke til dem, der mener, at alt, Nikita Klæstrup siger og skriver, er ubrugeligt og dumt, selv om jeg bestemt mener, at hendes aktuelle indlæg hører til i den kategori. Og det principielle udsagn om, at kvinder ikke skylder mænd noget, er jo ærkefeministisk. Se eksempelvis, hvad Sarah Elizabeth Daley skrev tidligere i dag, som kommentar til Rasmus Nøhrs opslag:

Screenshot fra Sarah Elizabeth Daleys Facebook-side, En Feminists Bekendelser.

Heller ikke Daley lader til at have tænkt over de dybere konsekvenser. Ønsker hun eksempelvis at leve i et samfund, hvor mænd hævder deres ret til ikke at respektere lesbiske kvinder? Eller et samfund, hvor heteroseksuelle i fællesskab beslutter at hævde deres ret til ikke at hilse på, tale med eller arbejde med homoseksuelle? Jeg tror det ikke. Men logikken er jo den samme. Hvis ingen skylder nogen noget, skylder ingen nogen noget.

Læst ind i den bredere kønsdebat er det trist, hvis Rasmus Nøhr-sagen er et varsel om det niveau, debatten kommer til at foregå på fremover. For så bliver der ingen debat. Hvis kvinder reagerer som Nikita Klæstrup har gjort her, hver gang en mand stikker hovedet frem og fortæller, at noget gør ondt, kommer vi aldrig videre. For det er jo det, det handler om. Det gør ondt at blive »tryllet usynlig«, som Nøhr udtrykker det. Og det gør det, selv om kvinder principielt har ret til at gøre det. Det ene udelukker ikke det andet.

En skrev i en kommentar, at mit første Nøhr-indlæg var udtryk for en »taberholdning«, og at mænd da bare skulle rejse sig og komme videre, hvis kvinder ikke gad dem. Til det vil jeg afslutte med at sige, at dén hypotese har vi afprøvet. Forgæves. Vi har hundreder af års bevis på, at det ikke virker. Mænd lever kortere liv end kvinder, begår oftere selvmord, ender oftere i ensomhed, ender oftere som barnløse, ender oftere i misbrug, ender oftere som hjemløse, og ender oftere med at dø i arbejdsulykker. At der skulle kunne laves om på det ved, at vi bliver ved med at gøre, hvad vi altid har gjort – lade være med at tale om de smerter, verden, herunder kvinder, giver os – er for mig en vanvittig tanke. Det er muligt, at min idé om, at vi har brug for at sprog at udtrykke os på, ikke er løsningen. Men at fortsætte med at gøre noget, vi ved ikke virker, er det i hvert fald heller ikke.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

38 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

38 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C’et under mit billede for at lægge vejen forbi.

5 kommentarer til “Mens I griner ad Rasmus Nøhr II: Nikita Klæstrups pis

  • 30. november 2017 klokken 08:11
    Permalink

    Hvis jeg ikke husker forkert så i forbindelse med første hjælp, (Brændende mand indgår her under) så er det lovpligtigt at yde den hjælp man er i stand til. I dette tilfælde så jo hun skylder rent faktisk at slukke den ild med de midler der nu er til rådighed… og ringe 112, og blive og hjælp ind til mere kvalificeret hjælp ankommer… Så som et 5 årigt barn…

    Besvar
  • 30. november 2017 klokken 10:44
    Permalink

    Mit ærinde er ikke at forsvare Klæstrup, hvis fokuspunkter og retorik, jeg på ingen måde føler mig repræsenteret af. Blot mener jeg, at “had” er en voldsom drivkraft at tillægge hende. Hendes påstand om manglende vilje til at agere livredder ved brug af pis er snarere et lidt ubehjælpsomt forsøg på at lave finurligt ordspil over det pis, han selv bragte på bane. Vrede og had er ikke synonymer – og Klæstrup er vred, ingen tvivl om det.
    Hvad jeg finder langt mere interessant, er din uden tvivl reelle oplevelse af den magt, kvinder har over mænd – og de følgevirkninger, det har for manden at blive ignoreret af kvinden, usynliggjort.
    At blive tryllet usynlig er noget, mennesker udsætter hinanden for. Drenge gør det ved drenge, piger ved piger, kvinder ved mænd, mænd ved kvinder – etc. etc. På kryds og tværs af køn. Jeg har netop som lærer givet omsorg til en knægt i 8. klasse, hvis to kammerater fra parallelklassen pludselig totalt og systematisk ignorerer hans eksistens. På bedste, intrigante pigevis, ville jeg sige, hvis ikke jeg efterhånden vidste bedre om, hvilke tricks også drenge/unge mænd formår at bruge.
    Nøhr tog afsæt i sin gymnasietid. Jeg husker tydeligt den store dag/nat i 1.g, da jeg efter et halvt års tilbedelse af Lars D. fra 2.g endelig fik hans opmærksomhed og et hurtigt knald. Jeg var nem – og helt indforstået med, at Lars D. blev man ikke kærester med, han var ikke typen. Ikke desto mindre kunne han vel retfærdigvis have kvitteret med et af sine berømte, skæve smil, da jeg indforstået sendte ham et sådant den følgende mandag. Men han så først på mig igen et halvt års tid senere, ud på de små timer på Skanderborg Festivalen, da han øjensynligt havde opgivet at score noget bedre – og jeg stod klar med åbent telt og ditto skød. Bagefter smuttede han. Der var vel flere, der skulle nedlægges. Vi fik aldrig øjenkontakt igen.
    Og herregud, det var på ingen måde traumatiserende eller anledning til hjertesorg, snarere såret forfængelighed. Men han var jo ikke den eneste fyr, langt fra, som ikke ofrede en 16-årig blondine med et efterhånden tvivlsomt ry et blik, hvor ihærdigt jeg end forsøgte at blive set.
    De pæne, artige, stille og absolut upromiskuiøse piger blev sgu da heller ikke set af de seje, flotte fyre. De nørdede, kiksede drenge, som helt fejlagtigt gjorde sig håb om at blive kammerater med alfahannerne, blev usynliggjort helt uden brug af magi.
    Vi ignorerede hinanden på kryds og tværs af køn. Det gør vi også som voksne, omend pænere og sjældnere. Og hvorfor skulle det gøre mindre ondt på mig som kvinde, når en mand, jeg med rette kan forvente fem minutters opmærksomhed fra – ikke mindst i arbejdslivet – vælger at se bort fra mig, end det gør på en mand at blive usynliggjort af en kvinde? Læser du dét ind i selvmordsstatistikken?
    PS: Du er selvfølgelig velkommen til at ignorere mit indlæg 😉

    Besvar
    • Tobias Petersen
      3. december 2017 klokken 21:14
      Permalink

      Hej Charlotte

      Tak for din kommentar, som jeg først ser nu. Andre har skrevet det samme, og jeg vil uddybe, hvad jeg mener, i et tredje indlæg en af dagene.

      Besvar
  • 1. december 2017 klokken 01:12
    Permalink

    Word, Charlotte! Det er sgu ret imponerende at pointen skal staves for dig igen, Tobias, selvom den stod klart og tydeligt i Mikes indlæg – selvom du vælger at ignorere det:

    “Men at tro, bare at tro, at det er en særegen ting som kun sker for mænd er jo så dumt at det bliver en del af problemet. kvinder ser ikke på mig, det har en negativ indflydelse på mit sociale liv, det er ligesom mobning, se mig, se mig, jeg er også et offer. #metooformen.
    Man tager sig til hovedet…

    Der var lige så mange usynlige piger som der var drenge. Ingen af os fyre så på dem, talte med dem, ville have deres øjenkontakt. Den betød jo ikke noget. Og tror du ikke det havde en negativ indflydelse på de piger at de oplevede det?
    Det er hårdt at være ung, og det er hårdt at vokse op.”

    Besvar
    • Tobias Petersen
      3. december 2017 klokken 21:16
      Permalink

      Hej Jon

      Som jeg netop har skrevet til Charlotte, vil jeg vende tilbage til den pointe i et nyt indlæg i løbet af den kommende uge. Jeg beklager også til dig mit sene svar.

      Besvar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *