Nein, nein und wieder nein

Koelns-borgmester-Henriette-Reker
Borgmester i Køln, Henriette Reker. Foto: Henriette-reker.koeln/pressefotos.

Tre gange nein til Kølns borgmester, Henriette Reker, der opfordrer piger og unge kvinder til at tage »forholdsregler« for at undgå masseovergreb.

De sidste par dage har været præget af nyheden om masseovergrebene på kvinder i flere tyske byer nytårsaften. Mere end 1.000 mænd af mellemøstligt og afrikansk udseende skød angiveligt ulovligt fyrværkeri ind i folkemængderne, omringede de tilstedeværende kvinder, bestjal dem og krænkede dem seksuelt.

I dag kom reaktionen fra Henriette Reker, der er borgmester i Køln, hvor det største masseovergreb fandt sted. Reker siger ifølge det tyske medie RP Online, at piger og unge kvinder må til at tage visse »forholdsregler« (»Verhaltensregeln«), herunder holde en armslængde til fremmede og færdes i grupper. Udtrykket »Verhaltensregeln« er i engelsksprogede medier flere steder blevet oversat til »code of conduct«.

Nein, Nein und wieder nein

Flere danske politikere og meningsdannere, herunder ligestillingsminister Eller Trane Nørby, har sagt klart fra over for den tyske borgmesters udtalelser.

»Kølns borgmester Henriette Reker opfordrer til, at kvinder skal at følge et ‘code of conduct’ og tage de nødvendige forholdsregler, så andre kvinder ikke udsættes for det samme. Undskyld mig, men hvem er det der er ofrene her! Kvinder – såvel som mænd – skal kunne færdes frit og leve deres liv fri for overfald uden krav om særlig påklædning eller ageren«, skriver Nørby blandt andet i et opslag på Facebook.

Det er jeg enig med ministeren i, og jeg vil gerne forklare hvorfor.

Nein: For det første er der noget basalt forkert ved at vende situationen på hovedet og kræve, at lovlydige borgere skal ændre adfærd, fordi andre borgere bryder loven. Her kan det i feministisk litteratur ofte brugte begreb victim blaming tages i anvendelse. Når borgmester Reker siger, at piger og unge kvinder skal ændre adfærd, placerer hun et medansvar på ofrene og de potentielle ofres skuldre. For når hun nu har sagt, at man skal passe på, så er man jo lidt selv ude om det, hvis man overfaldes, og man ikke har taget de forholdsregler, borgmesteren har anvist. Det er urimeligt og utilstedeligt af Reker på den måde at gøre pigerne og de unge kvinder medansvarlige for overfaldene og eventuelle kommende overfald.

Nein: For det andet flytter Reker ansvaret væk fra sig selv og andre politikere i Tyskland. Det er både fejt og forkert. Det er i sidste ende de ledende politikeres ansvar at sørge for opretholdelsen af lov og orden i Tyskland. Har politiet ikke ressourcer nok, må de tildeles flere. Er lovene uklare, må de præciseres. Og så videre. Den tyske regering, forbundsregeringerne og borgmestrene i de tyske byer har ansvaret for at sikre, at borgerne kan gå trygt på gaden, uanset hvad køn de har, hvad klokken er, og hvad tøj de har på. Det er politikerne, ikke pigerne og kvinderne, der skal tage de nødvendige forholdsregler.

Nein: For det tredje indebærer Rekers opfordring til pigerne og kvinderne en accept af det, der er sket, og af, at det kommer til at ske igen. Hvor borgmesteren burde melde klart ud, at denne vanvittige adfærd bliver stoppet på stedet med alle nødvendige midler, melder hun ud, at borgerne må indstille sig på den. Forholdsreglerne er kun nødvendige, hvis man forventer, at noget gentager sig, og det gør borgmesteren, der burde være den første til at stoppe ‘løjerne’, altså. Det er så apatisk, at man tror, det er løgn. Det er skammeligt, at Reker så meget som antyder, at masseovergreb som dem, der fandt sted nytårsaften, er noget, man skal indstille sig på.

Kulturforklaringen

Masseovergrebene er først og fremmest dybt ubehagelige for ofrene. Men de er samtidig ubehagelige for alle, der under den ene eller anden mærkat opfatter sig som humanister. Borgerlige debattører har ikke været sene til at beskrive episoderne som endnu et eksempel på, at der findes det, man under en samlebetegnelse kan kalde »uintegrerbare udlændinge«, som ikke respekterer selv de mest basale demokratiske rettigheder, og at man er nødt til at forstå hændelserne som et sammenstød mellem to kulturelle værdisæt, herunder mellem to vidt forskellige syn på kvinder.

I mine øjne kan man ikke se bort fra kulturforklaringen. Det er sandsynligt, at religiøse normer, kulturelle værdier og andre sæder og skikke er en af årsagerne til, at personer, der kommer til Europa udefra, handler i konflikt med love og regler i de europæiske samfund. Men to ting skal man holde sig for øje. For det første må man bemærke, at selv om over 1.000 mænd har deltaget i masseovergrebene nytårsaften, så har 100.000’er andre med den samme kulturelle og religiøse baggrund ikke. Hvis kulturforklaringen var forklaringen, ville det ikke være tilfældet. For det andet spiller ‘almindelige’ sociokulturelle forklaringer givetvis også her en rolle. Flere af deltagerne i masseovergrebene var kendt af det tyske politi, og det er sandsynligt, at netop kriminalitet, men også alder, uddannelse, tilknytning til arbejdsmarkedet, civilstand og andre gængse faktorer skal medtænkes, når man skal prøve at forstå, hvad årsagen til masseovergrebene var. Det kan lyde lidt kedeligt og virke som en helgardering, men her er næppe tale om enten kulturforklaringen eller den sociokulturelle forklaring, men både-og.

Lad mig som afslutning citere Jon Lund Elbek fra Det Kriminalpræventive Råd, som jeg interviewede i november om voldtægt:

Et andet hyppigt forekommende emne i debatten om voldtægt er indvandrere og efterkommere af indvandreres overrepræsentation i statistikkerne. Kan du sige noget om, i hvor høj grad deres høje andel kan forklares af sociale problemer?

– På langt de fleste kriminalitetsstatistikker, når vi kigger på dømte, så er de overrepræsenterede. Når vi så begynder at kontrollere for forskellige sociale baggrundsvariable, så forklarer det en ret stor del af overrepræsentationen. Det forklarer ikke det hele, men det forklarer en stor del af det. Og så er spørgsmålet så: Hvad så med den del, det ikke forklarer? Det ved vi meget lidt om. Groft sagt, så har du to konkurrerende forklaringsmodeller. Enten at der er noget helt bestemt ved den her gruppe, der gør, at de er overrepræsenterede, eller at der er nogle baggrundsvariable, vi ikke er klar over, at vi skal teste for.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

10 kommentarer til “Nein, nein und wieder nein

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *