Nina Groes møder kritik fra “egne” rækker

Kvinfodirektør Nina Groes i debatprogrammet Godt Sagt på DR2. Billede fra dr.dk/tv.
Kvinfodirektør Nina Groes kritiseres af feminister efter sin optræden i debatprogrammet Godt Sagt på DR2. Billede fra dr.dk/tv.

Kvinfodirektør Nina Groes kritiseres af feminister for ikke at forsvare kvinders rettigheder i DR2-programmet Godt sagt.

Kvinfos direktør, Nina Groes, var for nogle dage siden deltager i programmet Godt sagt på DR2. Her fremstod Groes afbalanceret og tilsluttede sig blandt andet det synspunkt, at ligestillingsdebatten ikke skal handle om ‘bagateller’ som frisørpriser eller hoteletager.

Det har skabt debat blandt en række feminister, der tilsyneladende er af den opfattelse, at Kvinfo er en feministisk interesseorganisation, og som derfor kritiserer Groes for ikke i tilstrækkelig grad at kæmpe for ‘kvindesagen’.

Kritik fra feminister

Jette Anne-Marie Hansen, der er feminist og blandt andet forfatter til debatbogen Patteprinsen og de skinhellige drager taget bladet fra munden på sin Facebookprofil, hvor hun i et langt, kritisk indlæg sætter spørgsmålstegn ved Nina Groes’ præstation i programmet. Hansen indleder sin kritik med følgende spørgsmål:

Hvordan kan det gå til, at KVINFOs direktør, Nina Groes i aftenens program må sidde rød i kammen og fuldstændig mundlam til Peter Øvig Knudsens spørgsmål om, hvorfor vi dog ikke bare nedlægger KVINFO og andre ligestillingsinstitutioner og erstatter dem med institutioner, der tager sig af sociale problemer – f.eks. (drenge)børns problemer i skolen?

I debatten under Hansens opslag efterlyses især en anden strategi for Kvinfo. Samtidig afvises det, at Kvinfo skulle kunne skifte navn til Kønfo, da det ville berøve navnet den “afmagt”, kvinder udsættes for af mænds “magt”. Nina Groes deltager også selv i tråden, og skriver blandt andet følgende til Jette Anne-Marie Hansen:

Tak for din feed back. Jeg ved at du ikke er enig i den strategi, jeg har lagt for at åbne ligestillingsdebatten op for nye deltagere. Jeg er overbevist om, at det er bydende nødvendigt, hvis ikke vi skal have stagnation eller direkte tilbageskridt, som man ser i flere ellers moderne lande. Hvis man skal flytte mennesker, skal man først have dem til at lytte. Min oplevelse er, at danskerne var holdt op med netop det, at lytte til og diskutere vores samfunds reelle ligestillingsproblemer.”

Groes inviterer endvidere Hansen til at mødes for en snak om mulighederne i den nuværende ligestillingsdebat.

Er Kvinfo en feministisk interesseorganisation?

Kigger man på Kvinfos hjemmeside under punktet Hvad er Kvinfo?, står der intet om feminisme. I stedet kalder Kvinfo sig for “Danmarks videns- og udviklingscenter for køn, ligestilling og mangfoldighed” og udtrykker sine formål således:

  • Vision: KVINFOs vision er en fri, ligestillet og mangfoldig fremtid. Vi arbejder for, at lige muligheder uanset køn bliver et fælles og nærværende anliggende, nationalt og internationalt.
  • Mission: KVINFO er Danmarks videns- og udviklingscenter for køn, ligestilling og mangfoldighed. Vi er samlingsstedet for den moderne ligestillingsdiskussion, og vi når vores mål ved at:
    • indsamle, skabe og formidle viden
    • aktivere viden og finde nye veje til reel ligestilling
    • indgå i dialog og partnerskaber.

Bemærk især to ting: Kvinfo taler om lige muligheder (ikke lige resultater) uanset køn, og Kvinfo vil være samlingsstedet for en moderne ligestillingsdiskussion. Mere problematisk er det, at Kvinfo taler om reel ligestilling, da det næppe skal forstås på samme måde, som vi forstår det. Men samlet set fremstår Kvinfos formål fornuftige og ikke præget af et enøjet feministisk sigte. Kvinfo ligner ikke en feministisk interesseorganisation, hvad Groes’ udtalelser om at “åbne ligestillingsdebatten op for nye deltagere” også understreger.

Et skridt i den rigtige retning

Reelligestilling.dk hilser Kvinfos åbenhed og ønske om en moderne ligestillingsdebat velkommen. Vi er af den opfattelse, at ligestillingsdebatten alt for længe har været domineret af ét syn på ligestilling, det feministiske, og at ligestillingen i Danmark lider under dette holdningsmonopol.

I al beskedenhed prøver Reelligestilling.dk at påvirke ligestillingsdebatten med nye vinkler og nye måder at tænke ligestilling på. I den forbindelse er det positivt ikke i Kvinfo at have endnu en feministisk bastion at kæmpe med. Groes’ ønske om en åben og moderne ligestillingsdebat er et skridt i den rigtige retning.

Klik her for at læse Jette Anne-Marie Hansens opslag og den tilhørende debat på Facebook.

Klik her for at se Godt sagt på DR’s hjemmeside. Kvinfodirektør Nina Groes deltager fra 20:40.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *