Nyt studie chokerer Harvard-professor: Anonyme ansøgninger gavner ikke kvinder

Nyt studie viser, at det er kvinder, ikke mænd, der drager fordel af, at virksomhederne kender deres køn, når det gælder lederstillinger. Billede: Arkivfoto.

Harvard-professor Michael J. Hiscox advarer mod anvendelse af »blind rekruttering«, efter nyt studie har vist, at anonyme ansøgninger øger mænds jobchancer.

Opdateret 1/7-2017, 10.22.

»Blind rekruttering« – en rekrutteringsmetode, hvor alle informationer om ansøgernes køn er fjernet fra ansøgninger og CV – er i Australien på forsøgsbasis blevet brugt på ledelsesniveau i den offentlige administration for at forbedre kvinders jobchancer.

Idéen bag metoden er, at kvinder vil have større sandsynlighed for at blive ansat, hvis den ansættende part ikke kender ansøgernes køn. Tvinges virksomhederne til udelukkende at se på ansøgernes evner, brydes de »usynlige strukturer«, som normalt står i vejen for kvindelige ansøgere, er rationalet.

Men måske skal forklaringen findes et helt andet sted.

Fredag blev de offentligt ansatte i Australien bedt om at indstille alle forsøg med blind rekruttering. Det skete som en direkte konsekvens af et nyt studie, der stik imod forskernes forventninger viser, at blind rekruttering øger mænds jobchancer og forringer kvinders.

Det fortæller australske ABC News.

Anonymitet gavner mænd

Resultatet chokerer Harvard-professor Michael J. Hiscox, der har overvåget de australske forsøg med blind rekruttering.

– Vi forventede, at det ville have en positiv effekt på diversiteten, indleder professoren over for det australske medie.

– At det ville gøre det mere sandsynligt, at kvindelige kandidater og kandidater fra etniske minoriteter bliver indkaldt til jobsamtaler, uddyber Michael J. Hiscox.

– Vi fandt det modsatte, forsætter han og tilføjer:

– At det at anonymisere kandidaterne reducerede sandsynligheden for, at kvinder bliver indkaldt til jobsamtaler.

Professor: Vi skal trykke på pause

Ifølge studiet stiger mænds chancer for at blive indkaldt til en jobsamtale med 3,2 procent, når ansøgningerne er anonyme.

Det omvendte er tilfældet for kvinder. Her falder sandsynligheden for at blive indkaldt til en jobsamtale med 2,9 procent, hvis ansøgningerne er anonyme.

Det betyder, at det til hverdag er mænd, ikke kvinder, der diskrimineres. Indsender man en ansøgning med et kvindenavn, er sandsynligheden for at blive indkaldt til en jobsamtale større, end hvis man indsender den samme ansøgning med et mandenavn.

Forskerne er stadig ved at fordøje de overraskende resultater. Michael J. Hiscox tør dog godt drage den konklusion, at man på baggrund af resultaterne bør være yderst varsom med at anvende blind rekruttering i fremtiden.

– Vi skal trykke på pause og være meget forsigtige med at introducere dette [blind rekruttering, red.] som en metode til forbedring af diversiteten, da det kan have den modsatte effekt, afslutter den chokerede Harvard-professor.

Ønsker du at se nærmere på studiet, kan du læse eller hente det her.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

38 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

38 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *