Oxford vil have højere karakterer til kvinder: Forlænger eksamenstiden med 15 minutter

Kvindelige studerende har svært ved at opnå samme karakterer som mandlige i matematik og computer science. Det tager man nu konsekvensen af på Oxford University, hvor forlænget eksamenstid skal gøre det lettere for de kvindelige studerende at få høje karakterer. Billede: Arkivfoto.

Eksaminer i matematik og computer science forlænges fra 90 til 105 minutter på Oxford University. Ændringen sker for at hjælpe kvindelige studerende.

Opdateret 23/1/2018, 10:37.

Længere eksamenstider vil gøre det lettere for kvindelige studerende at hamle op med mandlige.

Sådan lyder filosofien bag en ændring af eksamenstiden i matematik og computer science fra 90 til 105 minutter på Oxford University.

– Kvindelige kandidater kan være mere tilbøjelige til at blive negativt påvirket af tidspres, begrunder det hæderkronede universitet ifølge flere britiske medier.

Skal mindske »kønsgabet«

Ifølge et dokument, The Sunday Times har set, mener universitetet, at forlængelsen af eksamenstiden kan »mindske … kønsgabet, der er opstået i de senere år«.

Ifølge samme dokument skal en eksamen »under alle omstændigheder være en demonstration af matematisk forståelse og ikke en tidsprøve [time trial]«.

De første forlængede eksaminer blev gennemført i sommeren 2017, men det er for tidligt at konkludere på resultaterne, siger en talsmand fra Oxford ifølge Daily Mail.

– Vi drager ingen faste konklusioner på basis af det første års data, siger han.

– Men vi kan se, at kvindelige tredjeårsstuderende viste en fremgang i forhold til deres karakterer på andet år, tilføjer han.

Talsmanden understreger videre, at den forlængede eksamenstid vil fortsætte i de kommende år, og at man vil følge resultaterne tæt.

Det er ikke første gang, Oxford ændrer eksamensregler for at gavne kvindelige studerende. I sommer indførte universitetet »hjemmeeksaminer« for historiestuderende i håbet om, at det ville give flere kvindelige topkarakterer.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

38 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

38 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *