Politiken sætter i fremtiden køn over kvalitet

Politiken vil i 2018 have 50% kvindelige kilder og 10% kilder med anden etnisk oprindelse end dansk. Men hvad betyder det for kvaliteten af avisen?

Dagbladet Politiken har i dag startet en medarbejderkampagne, som skal øge andelen af kvindelige og personer med anden etnisk baggrund end dansk blandt kilderne til avisens historier. Kampagnen er er første skridt mod en målsætning om i 2018 at have 50% kvindelige og 10% etniske kilder. Det fortæller Journalisten.dk.

Politiken afviser, at den markante ligestillingsstrategi vil føre til en lavere kvalitet. Bo Søndergaard, der er ansvarlig for Politikens indlandssider, siger:

“Det er klart, at der også er idealistiske grunde til det her projekt, men for mig er det først og fremmest et kvalitetsprojekt. Jeg tror på, at det hæver kvaliteten af avisen, at vi ikke har de samme kilder hver gang”.

Adspurgt om det ikke kan være, at Politiken allerede bruger de bedste kilder, udtaler han:

“Hvis du tager den første, du kommer i tanke om, er det ikke nødvendigvis den bedste. Hvis du tænker dig om og vælger mellem fire eller fem forskellige, ud fra hvad I skal tale om, så tror jeg, du får den bedste artikel, og at du har en større chance for at få flere kvinder og etniske minoriteter ind.”

Bo Søndergaard forklarer afslutningsvis til Journalisten.dk, at Politiken er klar over, at tiltaget vil blive mødt med kritik:

“Hver gang vi udfordrer vores vaner, vil der komme modstand. Nogle vil synes, det her er besværligt og ideologisk set ude i et amokløb mod svenske tilstande. Men for mig er det et kvalitetsprojekt. Og når målet er bedre kvalitet, må midlet være at rette op på nogle af de skævheder, vi ser.”

Tiltagene skal foruden formuleringen af måltal gennemføres ved halvårlige optællinger og gælder både for ekspertkilder, andre kilder og de fotos, Politiken bruger. I fremtiden vil både billede- og tekstsiden af avisen således blive mere præget af kvinder og etniske minoriteter, end det er tilfældet i dag.

Selvfølgelig falder kvaliteten

Bo Søndergaards påstand om, at der er tale om et “kvalitetsprojekt”, som “hæver kvaliteten af avisen”, må afvises kategorisk. Kvaliteten af artiklerne og dermed i sidste ende af avisen beror på, om man taler med de mest relevante kilder eller ej. Undlader man at gøre det, vil kvaliteten falde – uanset hvad årsagerne til undladelsen er.

Fx er det til en VM-slutrunde i fodbold med dansk deltagelse relevant at tale med landstræner Morten Olsen, og undlader man at gøre det, kan man ikke levere en artikel af samme kvalitet, som hvis man havde talt med ham. Tilsvarende vil det være relevant at tale med holdets vigtigste spillere, og reglen er naturligvis den samme: undlader man at gøre det, falder kvaliteten af artiklerne.

Et andet og interessant eksempel er ligestillingspolitikken. Syv ud af otte ligestillingsordførere er kvinder. I forbindelse med en ligestillingspolitisk diskussion vil det være relevant at tale med partiernes ordførere på området, og gør man ikke det, men opfinder i stedet tre mandlige kilder for at få balance i kønsregnskabet, falder kvaliteten af artiklerne.

Farvel til virkeligheden og troværdigheden

Én ting er, at kvaliteten indiskutabelt vil falde, når man vælger kilder ud fra noget andet kriterium end deres relevans for historien. Noget andet er, at Politikens ligestillingsprojekt savner enhver saglig begrundelse. Avisens opgave er at fortælle sine læsere om virkeligheden. Eller det var det. For med sit nye tiltag kan denne opgave ikke længere løses af Politiken. Ude i virkeligheden er det ikke nødvendigvis sådan, at de mest relevante kilder og de vigtigste historier opfører sig pænt i forhold til køns- og etnicitetsfordelinger. Der vil derfor blive dele af virkeligheden, Politiken ikke længere kan fortælle sine læsere om.

Samtidig mister Politiken sin troværdighed. Som læser må man i fremtiden sidde med en konstant tvivl om, hvorvidt den enkelte kilde er valgt, fordi personen har noget at bidrage med, eller blot for at få et køns- og etnicitetsregnskab til at gå op. I særlig grad vil det være tilfældet i forhold til kilder, der opfylder begge kriterier, altså kvinder med anden etnisk oprindelse end dansk. De færreste vil i fremtiden tro på, at disse kvinder citeres alene på baggrund af viden og indsigt i forhold til en given problemstilling. Det er trist for såvel disse kvinder som for avisens læsere.

En falliterklæring

Politikens ligestillingsstrategi er et eksempel på, hvordan et forfejlet ligestillingsbegreb kan føre til beslutninger, der skader ligestillingen. Formålet med ligestilling er, at kønnet ikke skal have betydning for, hvordan et menneske vurderes i fx en faglig sammenhæng; det enkelte menneskes kompetencer, viden og indsigt skal vurderes løsrevet fra, hvilket køn det har.

Politiken indfører med sit ligestillingsprojekt det modsatte princip: Først tages der udgangspunkt i, hvilket køn og hvilken etnicitet det enkelte menneske her, dernæst kommer dets kompetencer, viden og indsigt. Dermed modarbejder Politiken den ligestillingstanke, at et menneske skal vurderes uafhængigt af sit køn.

Politikens ligestillingsprojekt er en falliterklæring for ligestillingen. Projektet reducerer kilder og personer på billeder til det køn, de tilfældigvis tilhører. Kilder er for Politiken ikke længere først og fremmest mennesker, men først og fremmest kvinder eller mænd. Ikke først og fremmest mennesker, men først og fremmest etniske danskere eller etniske minoriteter.

Enhver historie vil i fremtiden på Politiken skulle vendes og drejes i forhold til en arbitrær ligestillingsmålsætning, og relevante kilder må fravælges – og mindre relevante tilvælges – for at få den samlede redaktionelle køns- og etnicitetskabale til at gå op. Avisens journalistiske medarbejdere vil ikke længere primært skulle fokusere på, hvilke kilder der uanset deres køn og etnicitet ved mest om et givet spørgsmål, men hvilke kilder med det rigtige køn og den rigtige etnicitet, der ved noget om det.

Vi har i Danmark længe kunnet le ad Sverige, når vi læste nyheder om ligestilling fra landet på den anden side af Øresund. Fx at man i ramme alvor ville skrive historiebøgerne om, fordi historien ikke passede til det dominerende svenske syn på køn og ligestilling. Men nu stivner latteren. For med sit ligestillingsprojekt vil Politiken skrive selve virkeligheden om, mens den udfolder sig.

Én redaktion glæder sig formentlig over beslutningen. Rokokoposten får travlt med at beskrive konsekvenserne af tiltaget. Og vi andre kan også glæde os. Fx bliver det spændende i fremtiden at læse artikler i Politiken om organisationen Danner, der “arbejder for at skabe respekt, ligeværd og lige muligheder mellem kønnene” og ikke har en eneste mand i hverken sin bestyrelse eller sin medarbejderstab. Hvilke mænd, Politiken i den forbindelse vil tale med, vides ikke. Men bare rolig: Artiklerne vil have mindst den samme kvalitet som før, selv om Politiken må fravælge at tale med de kvinder, der leder og arbejder hos Danner, og i stedet må tale med diverse mænd, der kun har andenhåndskendskab til organisationen. For som Bo Søndergaard siger:

Det er klart, at der også er idealistiske grunde til det her projekt, men for mig er det først og fremmest et kvalitetsprojekt. Jeg tror på, at det hæver kvaliteten af avisen, at vi ikke har de samme kilder hver gang.”

Jeg tillader mig at tvivle. Jeg tror, at det fx i forhold til Danner vil øge kvaliteten at artiklerne at tale med ledelsen og medarbejderne hos Danner, hver eneste gang man skriver historier, der vedrører Danner. Ikke fordi de er kvinder, men fordi de ved mest om det emne, det drejer sig om. For mig er det væsentligere, hvad en person ved, end hvilket køn og hvilken etnicitet en person har. Det er det, fra i dag, ikke længere for Politiken.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *