Pris givet til feminister uden tøj på

Der var champagne i glassene, da den feministiske elite fejrede sig selv for en uge siden i København.

Den feministiske pris Suzanne Gieses Mindelegat blev i år uddelt til kvinderne bag websitet The Everyday Sexism Project i Danmark, og det blev fejret med champagne og sexismesnak den 8. november i det indre København.

Det fortæller Weekendavisen i en velskrevet artikel, der stiller en række vigtige spørgsmål, men desværre glemmer de vigtigste.

For mens avisen fx spørger, om ikke der er en bagatelgrænse for, hvad man skal opfatte som sexisme – og får at vide, at det er der ikke – så stiller avisen ikke de afgørende spørgsmål om The Everyday Sexism Project, der nu er blevet hædret og har fået tildelt 25.000 kroner.

Kejserens nye klæder

Og der er ellers nok at spørge om. Som jeg tidligere har vist, er der en række grundlæggende problemer med den måde, The Everyday Sexism Project er sat op på, som gør, at siden ikke kan leve op til sit eget formål, som er at dokumentere sexisme.

For det første kan enhver skrive, hvad hun har lyst til under dække af falsk navn. Det gør det umuligt at vide, om historierne er sande eller opfundne. For det andet stilles der ingen krav til dokumentation af de påståede overgreb. Det gør det umuligt at vide, om de har fundet sted eller er opfundne. Og for det tredje moderes siden af feministerne selv, og ingen kan vide, hvad kriterierne er. Det gør, at indholdet – skulle historierne i øvrigt være sande og overgrebene faktisk have fundet sted – ikke afspejler virkeligheden, men alene er udtryk for det billede af virkeligheden, feministerne ønsker at vise. Designed reality, om man vil.

Det eneste, man kan sige med sikkerhed om The Everyday Sexism Project, er følgende: The Everyday Sexism Project er et website, der rummer ca. 800 historier, som muligvis og muligvis ikke er skrevet af rigtige personer, og som muligvis og muligvis ikke omhandler faktiske begivenheder, og som udvælges efter ukendte kriterier af de feminister, der moderer siden. Det betyder, at websitets indhold ikke kan fungere som dokumentation for noget som helst i nogen som helst sammenhæng. Punktum.

Lukket Facebookgruppe

Foruden websitet har The Everyday Sexism Project også en lukket Facebookgruppe, hvor ikke alle og enhver er velkommen. »Man bliver kun lukket ind, hvis man kommer med et rent hjerte«, som Ulla Tornemand, næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund, der står bag The Everyday Sexism Project, udtrykker det.

Er det svært at komme ind i gruppen, er det til gengæld let at blive smidt ud igen. Det har adskillige kvinder måttet sande, siden gruppen blev oprettet for et års tid siden. På Facebook skriver Anne Mette Andersen:

Ja jeg blev smidt ud fra siden fordi jeg synes det var mærkeligt at alle dårlige oplevelser med mænd automatisk blev defineret som sexisme. Jeg skrev at hvis det var mig der havde været udsat for det samme, så havde jeg ikke ment det var sexisme, men måske var der tale om manglende kommunikation eller måske bare dårlig behandling eller normal forventelig opførsel. Det måtte jeg ikke skrive og jeg fik alle kvinderne på nakken og blev smidt ud. Det er fuldstændigt korrekt at alle mænd på denne side pr automatik bliver defineret som nogle sexistiske idioter og kvinder bliver fastholdt i en offerrolle. tænk at jeg der går rigtig meget op i at mænd og kvinder har lige muligheder og at kvinder bliver behandlet ordentligt bliver smidt ud på lige netop denne side.

I et blogindlæg fortæller en anden kvinde, Jette Anne-Marie Hansen, sin historie om, hvor lidt der skal til, før man ryger ud af de rene hjerters klub. Hendes beretning vidner om, at gruppen stiller store krav til den enkelte om at marchere i takt, og at der ikke er plads til selv den mindste afvigelse fra gruppens vedtagne normer, der – bedømt på de udsmidtes beretninger – synes at være centreret omkring en negativ opfattelse af mænd og et krav om ensidigt at dyrke den.

Idioterne skal ud!

Det er imidlertid ikke nødvendigvis en dårlig ting at udvise manglende plads til forskellighed. I hvert fald ikke hvis man spørger komitéen bag Suzanne Gieses Mindelegat, der i motiveringstalen for Everyday Sexism Project ligefrem hylder, at siden opretholder den strenge disciplin (min fremhævning):

Siden I fire – Irene Manteufel, Helena G Hansen, Ulla Tornemand og Sara Ferreira – for et år siden startede den danske afdeling af onlineprojektet ESP, har I nurset, passet og plejet jeres gruppe. Opstillet regler, smidt idioter ud af gruppen, bakket op og skabt en tryg platform, sådan at danske kvinder og mænd har kunnet dele deres erfaringer med sexisme uden at blive mødt med had og mistro.

At smide blandt andre Anne Mette Andersen og Jette Anne-Marie Hansen ud af Facebookgruppen var altså en god investering for The Everyday Sexism Project, der derved ikke alene fik rendyrket det negative mandesyn i gruppen, men samtidig kunne se meningskontrollen hyldet og belønnet af komitéen bag mindelegatet.

Hvor var det lille barn?

Fejringen af The Everyday Sexism Project leder tankerne mod H.C. Andersens eventyr Kejserens nye klæder, der som bekendt slutter med, at et lille barn afslører for alle, at kejseren ikke har noget tøj på. Slutningen lyder således:

»Men han har jo ikke noget paa«, sagde et lille Barn. »Herre Gud, hør den Uskyldiges Røst«, sagde Faderen; og den Ene hvidskede til den Anden, hvad Barnet sagde.

»Men han har jo ikke noget paa«, raabte tilsidst hele Folket. Det krøb i Keiseren, thi han syntes, de havde Ret, men han tænkte som saa: »nu maa jeg holde Processionen ud«. Og Kammerherrerne gik og bar paa Slæbet, som der slet ikke var.

For hvordan ellers skal man opfatte uddelingen af et legat til et website, hvis indhold ingen uden for bagkvindernes egne rækker kender ophavskvinderne til, og som ingen uden for denne lukkede kreds derfor kan verificere – hverken i forhold til afsendernes identiteter eller historiernes rigtighed?

Blandt journalisterne var der imidlertid intet lille barn til stede den 8. november. Ingen dristede sig til sige om feministerne bag The Everyday Sexism Project, at de ikke havde noget tøj på. I stedet gik aftenen med champagne og almindelig forargelse over mænd.

Det indbudte debatpanel pegede heller ikke på feministernes manglende tøj, men bidrog i stedet til aftenens man bashing. Fx kunne journalist Angela Brink høste store bifald fra forsamlingen for at stille følgende spørgsmål om komiker Casper Christensen:

Det undrer mig, at han bliver belønnet med en smuk og højt begavet kvinde. Hvordan kan det være, hun finder sig i det? Jeg vil gerne høre, hvorfor der overhovedet er nogen, der gider knalde Casper Christensen?

Arrangementet, der fejrede kampen mod sexisme over for kvinder, blev dermed beriget med en sexistisk kommentar om en mand. Og således opmuntret kunne deltagerne skåle og bekræfte hinanden i, at aftenen var forløbet som planlagt: Mænd var blevet hånet, penge havde skiftet hænder, og ingen havde sagt det åbenlyse: »Men de har jo ikke noget på!«.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *