Proletarprinsessen: Portræt af en Facebook-feminist

Proletarprinsessen -portraet-af-en-Facebookfeminist-interview-med-Trine-Steen
Trine Steen aka Proletarprinsessen. Foto: Facebook.com.

Hvem er kvinden bag Proletarprinsessen, hvorfor er feminisme vigtigt for hende, og hvad vil hun med sin side? Interview med Trine Steen.

Det var ikke uden en vis spænding i kroppen, jeg indtastede hendes telefonnummer. Kvinden, jeg var i færd med at ringe til, havde i 2015 blandt andet kaldt mig en »idiot« og et »tågehorn« i kommentarer på Facebook, og generelt havde vi haft et noget anstrengt forhold til hinanden i den tid, vi begge havde beskæftiget os med diskussionen om køn og ligestilling. Hun var feminist, det var jeg ikke, og stiltiende havde vi besluttet os for at være skeptiske over for hinanden. Sikkert primært af den grund.

Men i løbet af de sidste par dage var isen blevet brudt. Via beskeder på Facebook var hun gået med til at tale med mig, og nu sad jeg med telefonen mod øret og ventede på at høre hendes stemme i den anden ende.

– Det er Ulla Tornemand, lød det i røret.

– Hvad, hva’ba, fik jeg fremstammet, er det dig, Trine?

Det bekræftede hun, mens hun lo ad mig, og så var vi ligesom i gang.

Pigen fra Mors

Intuitivt havde jeg altid troet, at Proletarprinsessen boede på Nørrebro i København. Klassekamp, øl på BumZen og den slags. Men det gør hun ikke. Trine Steen alias Proletarprinsessen er nordjyde og bor i Aalborg. Sin barndom tilbragte hun på limfjordsøen Mors, og når hun taler, er man ikke i tvivl om, hvilken del af landet hun kommer fra. Trine, som er 37, er mor til to drenge, som har hver deres far, og hun arbejder som lærer med sprogundervisning for flygtninge.

Jeg havde forberedt mine spørgsmål, men da vi kom i gang med at snakke, blev samtalen mere rodet, end jeg havde tænkt mig. Sådan er det måske, når man taler med en, man ikke kender, men som man føler, man kender. Trine er en af de feminister, hvis sider jeg læser med på, og når man har læst et utal af opdateringer og endnu flere kommentarer fra et menneske, kan man ikke undgå at danne sig et indtryk af personen, der skriver dem. Derfor var der hele tiden ting, jeg måtte spørge ind til, selv om det ikke var en del af den oprindelige plan.

Om Trine havde det på samme måde i forhold til mig, skal jeg ikke kunne sige. Men ligesom jeg kom væk fra mine spørgsmål, sprang hun af og til rundt i sine svar, og i fællesskab lykkedes det os at komme ud ad mange sidespor undervejs. Tråden tabte vi dog aldrig helt.

Proletarprinsessen

Det centrale emne var naturligvis Trines Facebook-side Proletarprinsessen. Hun startede siden i februar 2015, og den har i dag omkring 6.700 følgere. Det første, jeg måtte vide, var, hvad der havde fået hende til at lave siden til at begynde med.

– På et tidspunkt, efter at have boet i et lækkert hus og været supermaterialist, sad jeg i en treværelserslejlighed med to børn og var gået fra to mænd og var kun 32 år gammel. Det var der, mine veninder begyndte at skulle til at have børn, og jeg tænkte bare: Det her liv er gået for hurtigt, hva’ fa’en skal jeg nu? Så fik jeg en kæreste, som var politisk bevidst, som lige så stille fik kørt min hjerne ind på… han var ikke feminist, men kørt det lidt i den retning.

Må man spørge, hvad retning han var politisk?

– (Griner) Ja, det er jo ikke så svært at regne ud, er det det? Han var rød. Meget rød.

Okay.

– Jeg kan huske engang, hvor vi har snakket om feminisme, hvor jeg sagde: Åh Gud nej, de er ikke til at holde ud, feminister. Han sagde ikke noget. Så gik der et stykke tid, og så sagde han, at han troede nu nok alligevel, jeg ville sympatisere med dem, hvis jeg satte mig ind i, hvad det var. Og det gjorde jeg så. Jeg begyndte at læse mere og mere om det og blive mere og mere grebet af det. Men uden at have et netværk overhovedet, altså et feministisk netværk, og uden at deltage i debatten og sådan noget. Et års tid efter det begyndte jeg at følge forskellige feministiske sider på Facebook, og der følte jeg mig talt lidt ned til. Ikke at de talte ned til mig, men sproget. Jeg syntes, jeg var udelukket, fordi jeg ikke mestrede det der feministsprog. Og så kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at der måtte være andre nogenlunde velbegavede mennesker som mig, som bare ikke kender de sprogkoder. Nu arbejder jeg jo med sprog, så jeg interesserer mig for, hvad sprog kan. Og det kan mange ting. Det kan inkludere, og det kan ekskludere. Det kan en masse andet, men det er de to ting, det primært kan. Og så tænkte jeg: Hvis der er sider, som kan have relativ stor succes, der ekskluderer, så må en inkluderende side kunne få endnu mere succes ved at bruge et sprog, alle kan forstå. Det ville kunne nå bredere ud, sådan at det ikke bare var akademikereliten, der sad og snakkede, som i virkeligheden er ret privilegeret. Mit håb var, at min side kunne nå ud til nogle knap så privilegerede mennesker ved at bruge et sprog, som de kunne forstå. Og det var faktisk derfor, jeg lavede Proletarprinsessen.

Når man taler til en mindre provinsby

Jeg tænker ofte over, hvordan de mennesker, der står bag diverse Facebook-sider, ser på deres egen rolle. Kommercielle sider har uddannede social media managers ansat, men private sider styres af ganske almindelige borgere, som ikke nødvendigvis har uddannelse og erfaring bag sig i forhold til den redaktøropgave, man godt kan tillade sig at sige, de har. Proletarprinsessen følges af 6.700. Det er ikke meget i det store Facebook-landskab, men det er immervæk flere end der bor i byer som Maribo, Hirtshals og Skælskør. Jeg spurgte Trine, om man har et særligt ansvar, når man skriver til så mange mennesker.

– Ja, det har man. Men det er en ret ny erkendelse, jeg har fået. Altså jeg synes jo, at feminisme er en nicheting, som den brede befolkning ikke interesserer sig for, medmindre der er en debat på DR. Derfor har jeg nok haft en fornemmelse af, at det var næsten ligesom at snakke til en lukket fest at snakke inde på Proletarprinsessen. Og det har jeg bare taget fuldstændig fejl af. For den har en rækkevidde, når det går godt, på 100.000 mennesker. Du ved godt, at man kan se, hvor langt det når ud?

Ja.

– Så det har jeg været fuldstændig blind for. Da jeg så begyndte at finde ud af, at det faktisk var sådan, at folk lyttede til, hvad jeg sagde, og tog det for gode varer og var lidt ukritiske omkring det også nogle gange, så lavede jeg nogle opslag, hvor jeg sagde: Jeg vil ikke være rollemodel og bla bla bla. Men det er fan’me bare for billigt, altså. Det kan man ikke. Eller, det kan man godt, men det er man alligevel. Så ja, jeg synes, man har et ansvar, og jeg er inde i en proces, hvor jeg er ved at finde ud af, hvad det ansvar så indebærer, og hvordan jeg kan leve op til det, og om jeg kan leve op til det. Og hvis jeg ikke kan, hvad konsekvensen så skal være.

Er der emner, du undlader at skrive om, eller holdninger, som du ikke giver udtryk for, fordi du frygter, at debatten stikker helt af, hvis du gør det?

– Ja, det er der. Jeg støder nogle gange på noget, som er meget antifeministisk, som jeg måske har en holdning til, og som jeg måske også synes skal ud, men som jeg simpelthen ikke har lyst til at gå ind i, fordi jeg ikke ved, hvad det medfører af lort. Man kan så også sige, at jeg har blokeret mange af dem, som måske kunne have lyst til at deltage i de debatter. Jeg har været meget bevidst om de sidste par måneder, at hvis jeg postede sådan noget, så ville der komme en hel masse ind og give mig ret. Og så ville vi ikke have nogen debat. Vi ville bare have en lang tråd med enkeltstående kommentarer uden debat. Og det er selvfølgelig fint nok, men det er også lidt et manipulatorisk greb at tage om folk, som jeg ikke bryder mig om. Så man kan sige, at den der blokeringsliste, den har både fritaget mig fra nogle ting rent praktisk, men den har også forhindret mig i at poste noget, jeg gerne ville.

Hvis man sidder og sorterer og kun tager historier op, som fremmer én side af debatten, er det så ikke også en form for manipulation, man laver?

– Jo, det er det. Men det har jeg måske ikke tænkt helt på den måde, som du tænker det. Jeg har tænkt, at hvis man følger mig, så kender man godt mine holdninger, og hvad jeg står for. Og hvis man ønsker et alternativ til det, så skal man gå et andet sted hen.

Feminisme

Et andet centralt emne for interviewet var selvfølgelig feminisme. Jeg spurgte Trine, hvad feminisme betyder for hende, og hvorfor hun synes, feminisme er vigtigt.

– For mig er feminisme, at der skal være lige muligheder og ligeværd imellem køn, uanset race og seksuel orientering, og hvad der ellers kan være af privilegiefaktorer. Men det er sådan det overordnede, som er let nok at sige. For mig er feminisme en erkendelse af, at der er vi ikke endnu. Og måske kommer vi det aldrig. Men hvis vi bare accepterer det, så accepterer vi, at der bliver gravet større skel, fx større klasseforskel. Hvis vi bare accepterer, at det kan vi ikke gøre noget ved, så er der rig mulighed for at øge klasseforskellene eller forskellene mellem køn eller forskellene mellem etniske grupper.

Du har ikke overvejet et alternativ til feminisme, for eksempel at blive politisk aktiv? Det kunne jo fint give mening i forhold til det med klasser?

– Jamen, det er jeg fandme for doven til, altså. Jeg tror, jeg har følt mig godt tilpas i feminismen som ideologi, fordi jeg i særlig grad synes, det var i hvert fald min indgang til det, at der er nogle forskelle omkring mænd og kvinder, som er vigtige. Jo længere, jeg så er kommet ind i feminismen, jo mere er det gået op for mig, at det er meget mere omfattende. Det er også klassekamp, og det er også farvedes undertrykkelse. Og så vil jeg godt lige sige, at når vi er ude i det der med dyr, så står jeg fuldstændig af.

Hvad er det for noget med dyr?

– Jamen, du ved, det med feministiske veganere.

Okay. Det er jeg ikke sikker på, jeg ved så meget om.

– Der er nogen, der mener, at ligesom man kan undertrykke mennesker, så undertrykker man også dyr, hvis man udnytter dem, og at man udnytter dem, hvis man bruger dem til noget. Derfor er de en del af hele den der hob af undertrykte grupperinger. Men dér er jeg ikke.

Endnu?

– Det kommer jeg ikke til. Jeg har stor respekt for, at de er så konsekvente, men jeg er fra landet. Jeg har et andet forhold til dyr.

Jeg var her i færd med at få os ud på et af de mange sidespor i samtalen, men Trine fik os på sporet igen ved at vende tilbage til spørgsmålet om feminisme kontra alternative tilgange.

– Der er også mange, der spørger: Hvorfor siger du ikke, at du er humanist? Hvorfor siger du ikke, at du er et eller andet andet? Svaret er: Det er, fordi jeg er kvinde. Jeg vil gerne tale ud til mænd, men jeg vil rigtig, rigtig gerne tale ud til kvinder, som er mindre privilegerede end mig. Det vil jeg hellere.

Her vil jeg gerne spørge dig om noget, Trine. Du ved godt, at der blandt folk, der ikke er feminister, eksisterer en ret udbredt opfattelse af, at feminisme et eller andet sted handler om kvinders rettigheder og måske også om at give kvinder nogle særrettigheder. Derfor er feminisme ikke ligestilling, men mere en kvindekamp, mener man. Kan du forstå, at der er nogen, der får den opfattelse?

– Ja og nej. Hvis jeg tænker på, hvad jeg selv ikke vidste dengang, da jeg kiggede på det udefra, for eksempel da jeg sagde til min ekskæreste dengang: Åh nej, ikke feminister, så kan jeg godt forstå det. Jeg tror, det er, fordi feminismen har slået fejl med at formidle, hvad det er, vi er, og hvad det er, vi vil. Jeg kan simpelthen stadig ikke få ind i mit hoved, at der er nogen, der kan se det som en trussel. Fordi, og jeg taler på egne vegne nu, jeg taler ikke på alles vegne, jeg er ikke interesseret i særrettigheder, fordi jeg er kvinde. Men jeg er interesseret i, at døtre, nu har jeg ingen, kan have de samme rettigheder [som sønner]. Der er nogle ting, jeg ikke behøver fortælle mine drengebørn, fordi det er en selvfølge for dem. Men det ville det ikke have været, hvis det var en datter, jeg havde. Og jeg ser ikke helt det samme omvendt. At der er nogle ting, jeg er nødt til at være særligt opmærksom på at fortælle mine drenge, fordi der er rettigheder, de ikke har. Det kan jeg simpelthen ikke få øje på.

Nu siger du, at du ikke ønsker særrettigheder. Jeg mindes at have læst, at du går ind for kvoter i nogle sammenhænge. Hvordan hænger det sammen?

– Jeg betragter ikke kvoter som særrettigheder. Jeg ser kvoter som et politisk værktøj, som kan være med til fremskynde en ligestillingsproces, som ellers ville tage meget længere tid. Et eksempel på det inden for et andet område er rygeloven, som lynhurtigt skabte en kulturændring i måden, vi tænker på omkring rygning.

Alter ego

Det var nu tid til at skifte emne. Jeg har tit tænkt over, om et online-alias kan blive så stor en del af et menneskes identitet, at karakteren på en eller anden måde overtager styringen, og jeg ville gerne vide, hvordan Trine så på det. Derfor stillede jeg hende spørgsmålet: Er Trine Steen og Proletarprinsessen enige om alt?

– Det skal vi til at være. Men Proletarprinsessen har leflet lidt for sine følgere, og det stopper hun med. Det er hun stoppet med. Jeg er et eller andet sted i det her halløj blevet lullet ind i noget, jeg ikke… ja, hvordan fanden skal jeg sige det? Jeg synes, at retorikken er hård mod mænd, og det har jeg selv været med til. Og det gider jeg ikke mere. Det kan godt være, at det er en kamp for at få de samme rettigheder, men det er ikke en kamp, der skal kæmpes mod den enkelte mand. Det er en kamp, der skal kæmpes mod en struktur, og der skal vi helst alle sammen, både mænd og kvinder, være på samme side, for ellers kan det ikke lykkes. Det har jeg ikke været god nok til at holde fast i, selv om det faktisk var mit udgangspunkt. Hvis du læser nogle af mine første opslag, hvis ikke jeg har slettet dem, så kan du se, at de bærer præg af det. Der havde jeg ikke den der hårde manderetorik, som jeg har tillagt mig, tillært mig, fået uden at tænke over det, og som jeg egentlig ikke tror gavner.

Jeg vil gerne samtidig spørge om, hvordan det egentlig er at være Facebook-feminist. Hvordan påvirker det din hverdag? Hvordan er det både at være dig selv og Proletarprinsessen på én gang?

– Nu bor jeg jo i Aalborg, og rigtig mange af mine følgere bor i København, men jeg har det faktisk sådan, ikke hver gang, men det er sket, at hvis jeg har lavet et opslag, der er nået rigtig langt ud, så har jeg ikke lyst til at gå ud af døren, for jeg har ikke lyst til, at der er nogen, der skal vide, hvem jeg er. Altså, jeg gør det så alligevel. Men det sidder i mig: Åh nej, bare der nu ikke er nogen, der konfronterer mig med et eller andet. Og det er jo ikke, fordi jeg bliver genkendt på gaden. Det er slet ikke på det niveau. Men hvis der er en kollega, der har fulgt med i et eller andet for eksempel.

Er det ikke noget, man vænner sig til hen ad vejen?

– Altså, folk kan godt have den opfattelse, at jeg har lyst til at diskutere feministiske emner hele tiden og altid og med hvem som helst og når som helst. Og det har jeg ikke. Der er ikke nogen i min tætte vennekreds her i Aalborg, som definerer sig som feminister, og det er ved Gud en befrielse.

Så det er ikke sådan, at du tvangsindlægger dem til at høre på ligestillingsdiskussioner, hver gang I er til fest eller andre ting?

– Nej, og folk ville få et chok, hvis de var flue på væggen, når jeg for eksempel er sammen med min bedste veninde. For jeg er ikke sådan en pissesur rappenskralde. Det er jeg bare slet ikke. Jeg er også dybt internaliseret selv. Jeg siger en masse dumme ting, når jeg kan sige det i sikkerhed.

Blokeringer og skældsord

Vi havde indtil nu haft en hyggelig samtale, men et knap så hyggeligt emne trængte sig på. For Trine og jeg har ikke nogen rosenrød fortid. I september udstedte hun en slags fatwa mod alle, der fulgte min Facebook-side, idet hun gjorde det klart, at de ville blive blokeret på hendes.

»Jeg har noteret mig brugerne af siden her, Reel ligestilling. I det omfang jeg kan, naturligvis. Og I bliver blokeret en efter en, efterhånden som I dukker op på min side. Uanset hvad I kommenterer på hos mig, og uanset hvordan I kommenterer«, skrev hun i en kommentar til et opslag på min side.

Jeg havde sagt til Trine inden interviewet, at vi selvfølgelig også måtte tale om den side af sagen. Det var hun indforstået med. Jeg læste hendes kommentar op for hende i telefonen og spurgte hende, hvorfor hun dengang havde truffet beslutningen om at blokere alle, der fulgte min side.

– Det var, fordi jeg var så træt af, at han [en person, der følger min side] hele tiden skulle hive mig ind på din væg og skrive et eller andet lort om mig. Og det, jeg var træt af, var sådan set ikke, at han gjorde det, men at han taggede mig i det, så jeg også var nødt til at se det. Det ville jeg egentlig bare gerne være fri for. Det var sagt i vrede og i raseri og i en tro på, at alle dine følgere var ligesom ham. At de havde lige så stærke antipatier mod det, jeg laver, og min bevægelse, som han har givet udtryk for. Jeg troede, at det var et samlingssted for antifeminister. Det er fuldstændig gak at bruge min side til at lave sådan en kommentar uden at have sat mig ordentligt ind i det, fordi jeg bliver revet med af mine egne følelser. Det anerkender jeg 100%. Og jeg har i øvrigt heller ikke blokeret alle, som har været inde. Men mange. Jeg har blokeret nogle, men jeg har faktisk ikke været konsekvent med det.

Personligt kan jeg sagtens følge alt fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti på Facebook. Det betyder ikke nødvendigvis, at jeg er enig med dem. Man kan jo godt følge sider, man er enig med og uenig med?

– Ja, men jeg tror også, det handler om, at der har været nogle perioder i den tid, jeg har haft siden, hvor der har været nogle rigtig nederen debatter blandt de her grupperinger. Og det gad jeg simpelthen ikke bruge min tid på at moderere. Og så var det også en nem måde at slippe for det på. Men der havde jeg bare ikke lige tænkt mig ordentligt om. For så kom jeg jo ud i den situation, at der kun var folk, der syntes, at jeg var fabelagtig, tilbage. Den tanke slog bare ikke ned i mig i det sekund.

Jeg vil gerne spørge om noget andet i samme skuffe. Du har også tidligere kaldt mig et tågehorn, en MRA-mand og en idiot.

– (Griner) Åh, nej.

Nu sidder vi så og snakker her, og jeg vil bare lige høre, om du har ændret opfattelse af mig, eller om du stadig står ved de tre mærkater?

– Nej, jeg har ændret opfattelse. Jeg synes godt, du kan være lidt et tågehorn stadigvæk, faktisk. Men MRA, det er du ikke. Det er jeg ret overbevist om.

Hvad betyder tågehorn? Altså her?

– Det er sådan en, som godt vil have en seriøs debat, og som så alligevel ikke kan lade være med at lave den der, du lavede i dag for eksempel [en kort nyhedsartikel om en nystartet britisk fodboldorganisation, der vil fremme ligeløn i fodbold ved at skabe en kvindefodboldliga i Storbritannien, hvor spillerne spiller i lingeri]. Det er et tågehorn.

Ja, okay. Jamen, hvis det er det, det er, så kan jeg jo godt stå ved det. Det er jo svært at løbe fra, at jeg har gjort det og gør det.

– Altså, at der er sådan en lille snert af drengerøv, der sniger sig ind en gang imellem i det seriøse. Der kommer lige sådan et drengerøvsflip.

Det gør der også. Man er jo også kun et menneske, og det bliver meget kedeligt, hvis…

– Jojo. Jeg siger heller ikke, at det er forkert. Jeg siger bare, at det er et tågehorn.

Ja, okay. Det kan jeg godt se.

– Men MRA, det er du helt klart ikke. Det er sådan, jeg tolker nogle af dine følgere, og der har jeg taget dig med i det slæng. Og det er ikke rigtigt.

Kursskifte

Trine har i sine seneste opslag på Proletarprinsessen gjort opmærksom på, at siden vil ændre sig. Blandt andet har hun fjernet alle tidligere blokeringer, og hun i vil fremtiden vil skrive færre, men længere opslag. Jeg spurgte hende, hvorfor hun skifter kurs nu.

– Der er flere årsager. Indtil nu har der været mange lidt hurtige, lidt nemme opslag. Sikre opslag, som måske ikke generer så meget debat, men som genererer en masse medhold. Og det er jeg blevet træt af. Samtidig er jeg blevet træt af, at vi ikke kan skalere problemer. For jeg synes faktisk, der er nogle problemer, som er vigtigere at tale om end andre. Og det vil jeg så gøre.

Hvad er det for problemer, der er vigtigere end andre?

– Jeg tror ikke, der kommer så mange opslag mere om lyserødt værktøj fra Aldi for eksempel. For det tager taletid fra andre ting, som er vigtigere. Og så kunne jeg godt tænke mig at begynde at fokusere mere internationalt også. Og så er jeg også bare nødt til i det næste stykke tid at offentliggøre nogle af de refleksioner, jeg har om Facebook-aktivisme og Facebook-feminisme. Så det kommer det også til at handle om. Og hvorfor gør jeg det? Det gør jeg, fordi jeg simpelthen har svært ved at holde mig selv ud i det. Jeg føler nok lidt, at jeg har fået en rolle, som jeg skal tilfredsstille folk i og leve op til, og det gider jeg simpelthen ikke mere. Og det er for eksempel det der med at mene noget om lyserødt værktøj. Og jeg siger specifikt det, for jeg lavede på et tidspunkt et opslag om et eller andet værktøjssæt fra Aldi. I pink, tror jeg. Det var et, jeg fik i min indbakke af en følger. Hvor jeg bagefter tænkte: Jeg er pisseligeglad med det værktøj, altså. Det skulle jeg ikke have slået op, vel? Der skulle jeg have lyttet til mig selv, og det gjorde jeg ikke. Og det er jeg bare nødt til at gøre fremadrettet, for ellers bliver Proletarprinsessen følgernes karakter og ikke min karakter, og sådan må det ikke blive.

Så det er faktisk karakteren Proletarprinsessen, der har været ved at overtage magten fra Trine Steen, og nu skal der rettes op på det?

– Nej, sådan vil jeg ikke sige det. Men jeg vil sige, at Proletarprinsessen på en eller anden måde er blevet fælleseje, og det er hun ikke. Jeg gider ikke gøre en daglig indsats for at gøre folk glade, for at de gider at blive ved med at følge min side. Det gider jeg ikke mere. Jeg tror også, at jeg har været fokuseret på, at siden skulle være større og større, fordi jeg hele tiden har haft min gamle målsætning i baghovedet: Det handler om at nå ud til mange, der kan forstå, hvad jeg siger. Men problemet er bare, at hvis jeg så ikke snakker om noget, de gider høre på, så kan det være lige meget, hvor stor den er. Kan du følge mig i det?

Det kan jeg sagtens. Du har jo også drillet mig mange gange med, at jeg havde så få følgere…

– Ja (griner).

Men der er jo sider, der hedder ’Jeg kan godt lide agurk’, der har 100.000 følgere, eller hvad ved jeg. Det er jo ikke i sig selv et kvalitetsstempel, selv om det selvfølgelig er rart, at der er nogen, der læser det, man laver.

– Nej, men hvis målsætningen er, og det var min, at give et alternativ til nogle kvinder, der kunne have brug for at høre om det, og der mener jeg ikke, at det er mig, der definerer deres behov, men som selv synes, de kunne have brug for det, så handler det simpelthen om at gøre den så stor som muligt. For jeg ved, at der sidder rigtig mange derude, som har haft nogle oplevelser i deres liv, som måske godt kunne have brug for at høre, at det er der også andre der har.

Det lyder næsten, som om siden har et terapeutisk formål. Hører jeg det forkert?

– Ja, det gør du. Jeg tror mere, jeg vil sige, at feminisme er at varetage de undertrykte og prøve at hjælpe dem op. Eller ikke hjælpe dem op, men gøre dem bevidste om, at der er et alternativ. Og hvis man nu for eksempel er blevet voldtaget, så tænker jeg, at det være nogle ensomme traumer at gå med, som det kunne være rart at blive genkendt i. At vide, at vi faktisk er nogen, der er opmærksomme på det her, og vi er faktisk nogen, der er klar over, at det er skidesvært at anmelde en voldtægt, og at du ikke er den eneste, der har prøvet, at politiet ikke gad at høre på dig. Ikke med personlige historier, men ved at skrive om det overordnet. Jeg har med vilje ikke bragt personlige historier fra folk, for det føler jeg mig ikke i stand til at varetage. Det, synes jeg, ville være uetisk af mig, for jeg kan ikke agere terapeut for dem.

Nethad

Mit sidste spørgsmål til Trine handlede om nethad. Jeg forventede ikke, at hun sad med den forkromede løsning på alle problemerne, men jeg ville gerne høre, om hun havde et bud på, hvad man kan gøre for at bekæmpe had, trusler og chikane på nettet.

– Nej, det har jeg ikke. Åha. Prøv lige at hør’: Jeg er jo skolelærer, for fanden. Jeg tror på, at det handler om, at vi ikke har fået skabt en onlinedebatkultur. Og vi har en kæmpe-, kæmpe-, kæmpestor opgave, som ingen af os ved en skid om, når det kommer til stykket, at lære de næste generationer.

Det bliver jo svært, hvis vi ikke ved noget?

– Jo, men man kan godt lære dem, at den opførsel, der gælder ude i virkeligheden, den gælder også online. Og der findes et hav af undervisningsmaterialer til sådan noget, som man egentlig burde undervise alle i, kan man sige, og ikke kun skolebørn.

Ja, for det er jo mange andre end skolebørn. Det er voksne mennesker, der sidder og skriver…

– Ja, det er også det, jeg siger. Jeg håber, men jeg tror faktisk ikke rigtig selv på det, at det er noget med at skabe en kultur, som kan vokse op nedefra. Jeg ved ikke, hvad man skal gøre ved det. Jeg ved det simpelthen ikke. Vi er vel nødt til at moderere vores sider, os der har dem, og jo især de kæmpestore sider, altså de kommercielle sider. Og så er vi tilbage ved ytringsfriheden, og så er vi lige vidt, altså. Men man kan sige, at problemet må være, at vi ikke evner at overføre den måde, vi begår os på i vores fysiske virkelighed, til vores onlinevirkelighed. Det er der meget, meget få mennesker, der evner, tror jeg. Og hvad fa’en man skal gøre ved det, det ved jeg simpelthen ikke.

Nej. Jeg har heller ikke svaret.

– For min egen side kan jeg sige, at jeg virkelig, virkelig, virkelig, siden jeg skrev mit opslag juleaften, har gjort mig umage med at svare alle ordentligt. Og det har jeg tænkt mig at gøre alt, hvad jeg kan, for at blive ved med. Og jeg ved godt, at det er lige indtil, at jeg bliver fanget i et eller andet, hvor jeg selv bliver pissesur, men det må jeg jo så forholde mig til til den tid. Jeg gør mig virkelig umage, for jeg har tænkt, at hvis jeg som sidens ejerkvinde kan vise, at jeg kan finde ud af at svare ordentligt, så kunne det måske godt smitte af på andre. Og så er det i hvert fald også nemmere at kalde ud og sige: Jeg vil ikke have, at du taler sådan der på min side, hvis jeg selv har min sti ren. Det er det, jeg har gjort mig af overvejelser, siden jeg afblokerede. Så må det være på den måde. Der er ikke rigtig andre måder at gøre det på. Men om det så kan forhindre konflikt, det ved jeg ikke. Men det er det, jeg selv kan bidrage med.

Tak til Trine Steen for at medvirke i interviewet.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

5 kommentarer til “Proletarprinsessen: Portræt af en Facebook-feminist

  • 3. januar 2016 at 09:08
    Permalink

    Hvor er det fantastisk at se din overlegne stil Tobias, men deprimerende at se en skolelærer der er så meget i sine følelsers vold.

    Interviewet udstiller på mange måder feministers bitre fremfærd, og det fremgår jo tydeligt at hun slet ikke vil stå ved hendes “nethad”.

    Det er i grunden sjovt at nethad som regel kun bliver anfægtet når mænd er grove, og ikke den anden vej.

    Svar
  • 3. januar 2016 at 11:10
    Permalink

    “Overlegen stil”`?!
    Der er vist nogle der læser med skyklappere, hva’!

    Men det er også sigende om din(Bo) livsanskuelse, når du ikke evner at se autencitet og nuancerne der udtrykkes her af Trine.

    Din kommentar virker præcis som dét hun beskriver i interviewet… en selvopfyldende profeti hvor du selektivt tager ting ud af konteksten, kun for at ydereligere bekræfte din allerede eksisterende holdining… barnligt at køre den der “ha haaa!” stil!

    I så fald, så synes jeg det en ret fin interview, hvor både Tobias var saglig og konkret med sine spørgsmål, samtidigt med at han udviste sin egen autencitet… og Trines passioneret ærlige svar, hvor man fik lov til at opleve nogle nuancer man måske ikke helt var klar over, når man så har travlt med at vælge “side” i online-debat krigen.

    Svar
  • 3. januar 2016 at 13:17
    Permalink

    A.L. Kan du konkretisere hvad du mener med min livsanskuele?

    du skriver: “saglig og konkret med sine spørgsmål, samtidigt med at han udviste sin egen autencitet” hvilket er præcis hvad jeg betegner som en “overlegen stil”. Kan man bevare roen og sagligheden (hvilket Tobias altid gør) er det en god og overlegen stil, i forhold til at smide spydigheder afsted som Proletarprinsessen jo selv indrømmer at hun har gjort.

    Jeg tager ikke noget selektivt ud af kontekst, men forholder mig 100% til de indrømmelser Proletarprinsessen selv har gjort. Hun indrømmer selv hun har gjort det til en kamp “kvinde mod mand” hvilket jeg anser for en underlegen stil. Havde hun gjort indrømmelserne inden Tobias havde ringet til hende havde hun reddet lidt ære, men det er netop det med at man skal kunne sige det man skriver mand til mand.

    Svar
  • 4. januar 2016 at 17:22
    Permalink

    Bare det du bringer magt-faktoren inde i det, taler mængder om dit syn! Så behøver vist ikke fortælle mere om det!

    Og du tager ting ud af konteksten, ved at kun vælger dét der tydeligvis passer ind i dit narrativ! Der er et hav af nuancer PP bringer her, som du affejer kategorisk!

    Yderligere… så har Tobias ikke formået andet end at stille spørgsmål, hvilket også forventeligt af en interviewer… At et menneske udviser refleksivitet ved at være autentisk og ærlig nok til at fortælle om de ting hun har lært på denne virtuel rejse, er for mig(og gætter for de flestes) en yderst stærk indikation på en stærk og målrettet personlighed…
    Samtidigt har hun kaldt Tobias ud for hans drengerøv indslag i ny og næ, hvilket han også indrømmede, og som også udviser en respektfuld refleksivitet fra hans side!

    PP nævner samtidigt at kampen om ligestillingen er stadigvæk kørende, til trods for forbitret folks(fra begge sider) smållige forsøg på at reducere det hele til mudderkastning…som du så gøre her ved at inddrage magt faktorer og mener at man skal dømme folk ud fra hvor underlegne eller overlegne de er, alt mens du så bekvemt dømmer et andet mennesker til at være *”deprimerende at opleve”!

    Så ja… pak din yderst nedladende tone væk, og istedet tage og lære af både Tobias’ og PPs eksemple her og inddrage dig selv i opbyggende og reflekterende dialog, istedet for at sidde der og agere som en eller anden virtuel dommer på folks åbne sind.

    Svar
  • 4. januar 2016 at 18:59
    Permalink

    Hvis vi endelig skal tale om nogens syn på noget A.L. så tror jeg nok at jeg lige vil holde et spejl op for dit input.

    Evnen til at opfatte nuancer er vist heller ikke din stærke side.
    Du gentager noget med magt faktor?????? det er vist ikke særlig nuanceret skildret fra din side, især ikke efter jeg har gjort rede for hvad jeg henviser til. Men lige en gang til skal jeg skære ud at jeg mener det er god stil når man ikke lader sig fylde med vrede og lader sig rive med på trods af at der tales ned til dig. Det må man sige prinsessen har gjort og også har indrømmet.

    Du snakker om at vælge side og at jeg skal pakke min yderst nedladende side væk og tage ved lære. Kan du selv høre hvor nedladende det lyder???? At du nedtoner hendes udtalelser om Tobias som værende en idiot, og et Tågehorn til at hun “i ny og næ har kaldt ham for en drengerøv” viser meget godt at du prøver på at omskrive realiteterne til dit ønskede billede. Udover hun har skrevet disse ting har hun også hånet ham for antal følgere etc. på en “yderst nedladende måde”.

    Iøvrigt har Tobias efter min mening ikke indrømmet at være en drengerøv. Han har udtalt at hvis hun mener det der betyder tågehorn,- er at skrive et indlæg om fodboldlingeri, så er han et tågehorn. Men jeg kan ikke læse at han indrømmer det hverken er forkert eller han mener han er et tågehorn. Han indrømmer ene og alene at han har skrevet det og at han ikke har problemer med det. Han vil ikke løbe fra det.

    AT hun stadig mener det er at være et tågehorn at skrive artiklen, viser også hvor forskellige vi er. Så altså det med at vælge side. Tja…..

    Forleden tog DR 5 fugle af deres hjemmeside fordi der var en vits om kvinder og mænd. Feminister klagede over den fordi den var sexistisk. Jeg mener det var helt galt at fjerne denne sjove vits, og jeg mener at feminister har mistet alt fra realitetssans til selvironi og humor.

    Hvilke nuancer affejer jeg?
    Vi kan sagtens fortsætte debatten, men du er nødt til at komme med noget konkret hvis jeg skal svare yderligere. Det duer ikke bare at skrive “så behøver vist ikke fortælle mere” (og iøvrigt også nedladende).

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *