Rockstarfeministen, CV-feministen og kirsebærfeministen

Feminister er langt fra ens. Her får du en beskrivelse af tre slags feminister, du kan møde i den offentlige debat.

Rockstarfeministen

For rockstarfeministen er feminisme en platform, som kan bruges til personlig branding. Rockstarfeministen er typisk en mand, og ofte har rockstarfeministen ikke været feminist i hele sit liv. Det er noget, der er ’kommet til ham’ inden for de senere år, vil han sige.

Rockstarfeministen råber højt i ligestillingsdebatten og sætter gerne tingene på spidsen med rabiate udtalelser, der garanterer omtale og masser af kliks. Han er bevidst om, at han kun eksisterer i form af sit publikum. Rockstarfeministen bruger sin feministiske platform til at opnå deltagelse i tv-programmer og få sine holdninger trykt i aviser.

Rockstarfeministen kan genkendes på sine gentagede pointer – de samme tre akkorder, om man vil – som han har indøvet og kan fremsige i søvne. Konfronterer man rockstarfeministen med argumenter, lukker han af med det samme.

Rockstarfeministens interesse i køn og ligestilling er hverken at blive klogere eller at bidrage til øget gensidig forståelse mellem kønnene. Han er lige så lidt optaget af feminisme, som de rockmusikere er af kærlighed. Til gengæld har han ligesom rockmusikeren forstået, hvordan man skriver et hit, og hvordan man skaber sig en karriere på baggrund af noget, man dybest set er ligeglad med.

CV-feministen

For CV-feministen er feminisme et add on, som det giver mening at tilføje CV’et. Feminisme er noget med ligestilling og kamp mod undertrykkelse, og det vil CV-feministen gerne associeres med. Der findes CV-feminister af begge køn, og der kommer hele tiden flere til – godt hjulpet på vej af populære kampagner, der fremstiller feminisme som noget, alle burde støtte.

CV-feministen blander sig kun lejlighedsvis i ligestillingsdebatten, da han eller hun egentlig ikke går op i at diskutere de mere grundlæggende spørgsmål. Det er for besværligt. ”Kan vi ikke bare alle sammen blive enige om, at ligestilling er en god ting”, tænker CV-feministen, når han eller hun ser andre diskutere ligestilling på Facebook. Hvad ligestilling er, og hvad definitionskampen handler om, har CV-feministen aldrig tænkt over.

CV-feministen støtter også andre gode formål, fx nødhjælpsprogrammer og kampe mod diverse sygdomme. CV-feministen opfatter sig selv som et godt menneske, der gerne gør en indsats for at hjælpe andre.

CV-feministen ville ikke have været feminist, hvis feminisme ikke var populært. Ofte har CV-feministen venner og veninder, der også er feminister, og i det hele taget betyder det meget for CV-feministen, hvordan resten af verden opfatter ham eller hende. Hvis feminisme kunne købes som et pænt badge, ville CV-feministen gå med det for at markere sin støtte.

Kirsebærfeministen

For kirsebærfeministen handler feminisme om selvrealisering. Kirsebærfeministen kan både være en mand eller en kvinde eller en transkønnet, og feminisme er for kirsebærfeministen en værktøjskasse, som han, hun eller hen kan bruge til at forstå sig selv og i særlig grad sin seksualitet.

Kirsebærfeministen er i særlig grad tiltrukket af feminismens løfter om plads til forskellighed og kamp mod de normer, som fastlåser mennesker i bestemte kønsroller. Kirsebærfeministen føler, at feminismen forstår ham, hende eller hen og ønsker, at alle andre også skal gøre det. ”Verden ville være et bedre sted med færre fordomme, hvis alle var feminister”, mener kirsebærfeministen.

Feminismens egne fordomme afviser kirsebærfeministen. Den, der forstår feminismen som fordomsfuld, forstår den ikke. Kirsebærfeministen er godt inde i stoffet og kan sine feministiske klassikere. Ikke sjældent er kirsebærfeministen aktiv i en eller flere feministiske foreninger, hvor han, hun eller hen mødes med ligesindede.

Feminisme er kirsebærfeministens religion. Feminismen giver kirsebærfeministens liv mening og forklarer, hvorfor det har været svært, og hvordan det kan blive bedre. De feministiske klassikere er de hellige skrifter, og de feministiske foreninger og grupper er troens kirker. Kirsebærfeministen kan ikke forstå, at andre ikke deler hans, hendes eller hens opfattelse af feminisme som et samfundsanliggende af fundamental betydning.

Kirsebærfeministen er meget aktiv på nettet, hvor intet emne er for lille til at blive udsat for debat. I sin iver efter at overbevise resten af verden om sine synspunkter skriver kirsebærfeministen blogindlæg, artikler til aviser og følger de sociale medier døgnet rundt. Hvis Facebook opslog stillingen ’ligestillingsmoderator’, ville kirsebærfeministen ikke bare søge den, men gerne betale for at få jobbet.

Rockstarfeministen, CV-feministen og kirsebærfeministen er meget forskellige, men én ting kan de blive enige om: De ovenstående beskrivelser og navne er generaliserende, nedsættende og et udtryk for manglende forståelse af, hvad feminisme går ud på,  hvordan feminister tænker og hvem feminister er.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *