Sandheden om Everyday Sexism Project

I sidste uge lovede jeg Irene Manteufel en tilstandsrapport for den danske del af Everyday Sexism Project, som Manteufel er talskvinde for. Den får hun nu.

Hvad er Everyday Sexism Project?

Everyday Sexism Project blev startet i april 2012 af den engelske feminist Laura Bates. Formålet med projektet var at skabe et forum, hvor kvinder kunne dele deres erfaringer med hverdagssexisme (everyday sexism). Everyday Sexism Project har siden spredt sig, og der er nu 19 nationale Everyday Sexism Project-sider, herunder en dansk. Den danske side blev startet i august 2013.

Den følgende analyse beskæftiger sig alene med den danske del af Everyday Sexism Project. Det betyder, at når jeg i det følgende skriver Everyday Sexism Project, så henviser det til den danske side.

Hvad er formålet med Everyday Sexism Project?

Formålet med Everyday Sexism Project formuleres på hjemmesiden som følger:

Denne hjemmeside er sat i verden med det formål at dokumentere oplevelser og beretninger, der vidner om en ubalance mellem kønnene i enhver henseende. Fra de mindre hændelser til de mest graverende. For at vise omverdenen hvor alvorligt problemet er, og hvor mange kvinder, der bliver påvirket af det dagligt, beder vi dig bidrage med din historie, din mors historie, din søsters eller din venindes historie. Bed også andre om at bidrage med deres historier. Så vil ingen vil kunne forhindre os i at tale om det længere.”

Everyday Sexism Project ønsker med andre ord at skabe en platform, hvor kvinder kan fortælle om deres oplevelser med hverdagssexisme. Platformen skal skabes for at vise omverdenen, at problemet med hverdagssexisme er alvorligt.

Hvordan fungerer Everyday Sexism Project?

På forsiden af Everyday Sexism Project er der et felt, hvor man kan skrive og indsende sin historie. Man kan frit vælge, om man vil skrive under sit rigtige navn eller bruge et andet.

Indsendte indlæg bliver ikke vist på siden med det samme. Everyday Sexism Project skriver følgende på hjemmesidens forside:

“N.B. Jeres oplevelser blive ikke slået op med det samme. For at sikre os mod chikane og trolls, bliver alle indlæg godkendt af en admin, og derefter slået op.”

Det betyder, at indsendte indlæg skal godkendes af Everyday Sexism Project, før de offentliggøres på siden.

Hvad er der på Everyday Sexism Project i dag?

I skrivende stund er der 120 sider med gennemsnitligt seks indlæg per side på Everyday Sexism Project, altså i alt 720 indlæg.

Stort set alle indlæg er skrevet med anonyme navne, fx “K”, “Søster” “Navn” eller “Anonym”. Langt hovedparten af indlæggene er skrevet af kvinder, men der findes enkelte indlæg af mænd.

Aldersmæssigt er der indlæg fra mange aldersgrupper, ligesom historierne handler om oplevelser i forskellige aldre.

Tilstandsrapporten

Everyday Sexism Project virker udadtil som et positivt tiltag, der giver (fortrinsvis) kvinder mulighed for at fortælle om oplevelser med hverdagssexisme. Et frirum, om man vil, hvor man kan komme af med frustrationer over ubehagelige oplevelser med (fortrinsvis) mænd.

Der er imidlertid en række alvorlige problemer med Everyday Sexism Project, og jeg vil i det følgende diskutere de væsentligste af dem.

1. Påstanden om at dokumentere

Som det fremgår af gennemgangen af Everyday Sexism Project, så er et af formålene med siden at dokumentere hverdagssexisme. Lad os igen se på formuleringen på forsiden af Everyday Sexism Project:

“Denne hjemmeside er sat i verden med det formål at dokumentere oplevelser og beretninger, der vidner om en ubalance mellem kønnene i enhver henseende. Fra de mindre hændelser til de mest graverende.”

Det er et legitimt formål, men Everyday Sexism Project lever på ingen måde op til det. Det skyldes særligt to ting:

  1. Anonymitet
  2. Ingen krav om dokumentation

Anonyme indlæg gør, at brugerne kan skrive om deres historier uden at blive stillet til regnskab for dem. Det kan være befriende for den enkelte og måske endda nødvendigt for overhovedet at få folk til at skrive om de til tider meget ubehagelige oplevelser, brugerne fortæller om på siden. Ingen tvivl om det.

Men anonymiteten betyder samtidig, at båndet mellem afsender og historie brydes. Ingen kan vide, hvem “K” er, og ingen kan derfor vurdere, om “K’s” historie er sand.

Det samme gør sig gældende i forhold til det manglende krav om dokumentation. Brugerne kan skrive, hvad de vil, uden på nogen måde at skulle dokumentere at deres historie faktisk er sand.

Disse to problemer har to alvorlige konsekvenser for Everyday Sexism Projekt i forhold til påstanden om at dokumentere hverdagssexisme.

For det første kan man ikke vide, om brugerne eksisterer i virkeligheden. Det er meget muligt, at de gør, men meget muligt og vide er to forskellige ting. I princippet kan “K”, “Søster” og de øvrige pseudonymer være den samme person, der skriver forskellige historier under forskellige navne. Jeg påstår ikke, at det er tilfældet. Men jeg fastholder, at fordi man ikke kan vide, om det er tilfældet, betyder anonymiteten, at sidens evne til at dokumentere oplevelser forsvinder.

For det andet kan man ikke vide, om historierne er sande. Ligesom det er meget muligt, at brugerne eksisterer i virkeligheden, er det meget muligt, at historierne er sande. Men man har ingen mulighed for at vide, om de er. Det skyldes, at der ikke stilles nogen krav om dokumentation for historierne. I princippet kan en bruger skrive en opdigtet historie, som aldrig har fundet sted i virkeligheden. Jeg påstår ikke, at Everyday Sexism Project’s historier er opdigtede. Men jeg fastholder, at man ikke kan vide, om de er, og at det betyder, at sidens evne til at dokumentere oplevelser forsvinder.

Samlet betyder disse to problemer, at indholdet på Everyday Sexism Project ikke dokumenterer noget som helst. For at sætte pointen i relief: Enhver kan på en weekend lave en hjemmeside og skrive 720 historier under forskellige navne. Uden krav om dokumentation og med fuld anonymitet har ingen mulighed for at undersøge, om en sådan sides indhold er et udtryk for faktiske oplevelser eller ren fiktion. Præcis det samme gør sig gældende for Everyday Sexism Project.

Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke tror, at Everyday Sexism Project er fiktion. Jeg tror på, at sidens indhold er udtryk for rigtige mennesker faktiske oplevelser. Jeg har tillid til, at Everyday Sexism Project ikke er en hoax. Derfor opfordrer jeg heller ikke til konspirationsteorier om Everyday Sexism Project.

Men det ændrer ikke på, at indholdet på Everyday Sexism Project ikke kan bruges som dokumentation. At dokumentere noget betyder at føre bevis for noget. Og hvis historierne på Everyday Sexism Project skal fungere som beviser, så skal de kunne efterprøves. Det kan de ikke på grund af anonymitet og manglende krav om dokumentation i forhold til de indsendte historier.

Vurdering i tilstandsrapporten: K3. Det er et kritisk problem for Everyday Sexism Project, at sidens indhold ikke kan fungere som dokumentation, når det er sidens formål at dokumentere hverdagssexisme.

Anbefalet løsning: Der er to muligheder. Enten bør Everyday Sexism Project ændre på kriterierne for indsendte indlæg, sådan at disse kan fungere som dokumentation. Det kræver, at afsenderen indsender i eget navn, og at der stilles krav om dokumentation i forhold til de påståede oplevelser. Eller også bør Everyday Sexism Project ændre sit formål, således at ordet dokumentere ikke længere er en del af formålet.

2. Falsk varebetegnelse

Som en direkte konsekvens af det ovenfor beskrevne dokumentationsproblem er det yderst problematisk, at Everyday Sexism Project igen og igen hævder at dokumentere sexisme. Ikke blot, som det fremgår, i sit formål på hjemmesiden, men også gennem sin talskvinde og støtter i den offentlige debat.

Feminist Henrik Marstal har fx skrevet følgende i et debatindlæg på Politiken.dk (min fremhævning):

The Everyday Sexism Project er navnet på en hjemmeside, hvor alle kan berette om oplevelser af sexistisk art eller om oplevelser med diskrimination. Hjemmesiden dokumenterer altså situationer, hvor oplevelsen af ubalance mellem kønnene er til stede.”

Og talskvinde Irene Manteufel skriver på sin personlige blog (min fremhævning):

Everyday Sexism Projects mål er, som de skriver, at vise at sexisme er ”meget langt fra at være et problem, som vi ikke længere behøver at diskutere” og “at fremkalde respons, der er så talrig og vidtrækkende, at problemet bliver umuligt at ignorere.” Derfor dokumenterer projektet, at hverdagssexisme findes, og at kvinder oplever den alle steder og på daglig basis.”

Manteufel har ligeledes i en debat på Politiken.dk udbredt påstanden om dokumentation (min fremhævning):

Vi fokuserer på sexisme, og det er ideologien sexisme og alle dens udtryk, vi dokumenterer, sådan at alle, eller i hvert fald de fleste, får mulighed for at se problemets omfang og udformning, og vi dermed lettere kan forholde os til det og i fællesskab reflektere over løsningsmuligheder, der kan skaffe vores samfund af med sexismen.”

Både Henrik Marstal og Irene Manteufel er stærke stemmer i den danske ligestillingsdebat. Derfor er det et alvorligt problem, at de udbreder myten om, at Everyday Sexism Project kan fungere som dokumentation for hverdagssexisme.

Det er ligeledes, som jeg allerede har været inde på, et problem, at Everyday Sexism Project på sin egen hjemmeside påstår at “dokumentere oplevelser og beretninger, der vidner om en ubalance mellem kønnene i enhver henseende.”

For som jeg allerede har vist, er Everyday Sexism Project i sin nuværende udformning ikke i stand til at dokumentere noget som helst. Det er et selvstændigt problem, som jeg har anvist en løsning til.

Men at feminister som Henrik Marstal og Irene Manteufel (og andre) i den offentlige debat udbreder myten om dokumentation gør ondt værre.

På grund af deres markante positioner i debatten har både Marstal og Manteufel mulighed for at få deres budskaber ud til mange mennesker. Det betyder, at skolelærere, journalister, politikere og ganske almindelige mennesker læser, hvad de skriver.

Men kun de færreste mennesker har tid til at undersøge, om enhver påstand i et indlæg er sand. Det bør Marstal og Manteufel tænke på. Som markante debattører med privilegeret udbredelsesrum har de et særligt ansvar for at meddele sig inden for sandhedens rammer. Det ansvar svigter de, når de gentager myten om, at Everyday Sexism Project kan bruges som dokumentation for sexisme. Det er ikke bare forkert, det er falsk varebetegnelse.

Vurdering i tilstandsrapporten: K2. Det skader Everyday Sexism Project, at dets talskvinde og dets støtter udbreder myten om projektets evne til at dokumentere sexisme. Det risikerer at medføre, at folk mister tilliden til projektet som helhed og dermed også til projektets gode sider.

Anbefalet løsning: Everyday Sexism Project bør gøre klart både på sin hjemmeside og i sin øvrige kommunikation med omverdenen, at historierne på siden ikke kan bruges som dokumentation for sexisme (eller noget som helst andet). Dette bør samtidig gøres klart over for projektets tilhængere og støtter, således at udbredelsen af myten om, at Everyday Sexism Project kan bruges som dokumentation, bliver stoppet.

3. Manglende begrebsafklaring

Everyday Sexism Project opfordrer kvinder til at dele deres negative historier om mænd på siden. Men på trods af sit navn, angiver Everyday Sexism Project ingen steder, hvad siden forstår ved sexisme.

Det tætteste, man kommer på en definition, er denne meget brede formulering:

“(…) oplevelser og beretninger, der vidner om en ubalance mellem kønnene i enhver henseende. Fra de mindre hændelser til de mest graverende.”

Den manglende begrebsafklaring medfører, at historierne på siden handler om alt fra voldtægter til at overhøre samtaler i S-tog.

Det er ikke et problem for sidens oplysende funktion, at kvinder kan berette om mange forskellige sider af deres oplevelser med mænd. Formentlig gør diversiteten faktisk siden mere læsværdig, fordi historiernes forskellighed tilføjer problematikken nuancer og dybde.

Men det er et problem i forhold til sidens formål, at sexismebegrebet ikke er klart defineret. For det betyder, at det bliver uklart, hvad kampen mod sexisme indebærer. Og dermed bliver det vanskeligere at vinde tilslutning for kampen, end det ville være med en klar definition af sexisme.

Det bør tilføjes, at den manglende definition af sexisme ikke begrænser sig til Everyday Sexism Project, men er et generelt problem i køns- og ligestillingsdebatten.

Vurdering i tilstandsrapporten: K2. Det er et alvorligt problem, at Everyday Sexism Project ikke definerer, hvad sexisme er – og dermed samtidig hvad sexisme ikke er. Den manglende begrebsafklaring forringer Everyday Sexism Project’s muligheder for at opnå sit formål.

Anbefalet løsning: Som frontkæmper i kampen mod sexisme bør Everyday Sexism Project udarbejde en klar definition på sexisme, som afgrænser sexisme fra andre relationer mellem mænd og kvinder.

4. Risikoen for at sprede had

Irene Manteufel har flere gange beklaget sig over, at nogle debattører i køns- og ligestillingsdebatten omtaler Everyday Sexism Project som en hadside eller en hetzside, fx i dette blogindlæg.

Det kan man for så vidt godt forstå, alt den stund at Manteufel som talskvinde lægger et stort arbejde i at udbrede kendskabet til Everyday Sexism Project, som hun oprigtigt betragter som et vigtigt projekt i kampen mod sexisme.

Men selv den mest legitime kamp og det mest oprigtige engagement fjerner ikke risikoen for, at en side som Everyday Sexism Project ender med at sprede had. Det er der flere grunde til.

For det første er indholdet på Everyday Sexism Project ensidigt. Siden opfordrer kvinder – ikke mænd – til at dele deres negative oplevelser med mænd. Som det formuleres på forsiden af Everyday Sexism Project (mine fremhævninger):

For at vise omverdenen hvor alvorligt problemet er, og hvor mange kvinder, der bliver påvirket af det dagligt, beder vi dig bidrage med din historie, din mors historie, din søsters eller din venindes historie.

Everyday Sexism Project handler dermed ikke om sexisme eller hverdagssexisme generelt, men specifikt om sexisme og hverdagssexisme, der rammer kvinder.

Det er der i sig selv ikke noget forgjort i, men det risikerer at efterlade læseren med det indtryk, at sexisme og hverdagssexisme kun er noget, kvinder udsættes for. Den mindre trænede læser, der ikke arbejder med kildekritik til hverdag, sætter sig måske ikke ind i sidens ‘regler’, men går direkte til indholdet. Og gør man det, bliver man præsenteret for et meget ensidigt billede af sexisme og hverdagssexisme i Danmark, som man kan tro er et udtryk for de generelle problemer og ikke – som det er tilfældet – kun det ene køns oplevelser.

For det andet modereres indholdet på Everyday Sexism Project af sidens bagkvinder uden nærmere beskrivelse af kriterierne for, hvordan der modereres. På forsiden står der:

N.B. Jeres oplevelser blive ikke slået op med det samme. For at sikre os mod chikane og trolls, bliver alle indlæg godkendt af en admin, og derefter slået op.

Det lyder jo nobelt. Hvem vil forsvare chikane og trolls? Men når man modererer, censurerer og sorterer man. Everyday Sexism Project kan sortere indlæg fra, som ikke ‘passer ind’ i fortællingen om, at kvinder udsættes for sexisme og hverdagssexisme. Både fra kvinder, der er uenige, og fra mænd, der har andre vinkler. Eller slet og ret fra alle, der på nogen måde skriver indlæg, der er kritiske i forhold til projektets formål. På den måde bliver indholdet på Everyday Sexism Project endnu mere ensidigt.

Lægger man disse to faktorer sammen, begynder man at ane, hvorfor nogle debattører kalder Everyday Sexism Project for en hadside.

Det er ikke, fordi indlæggene på siden generelt er hadefulde, om end nogle af dem er. Det er, fordi Everyday Sexism Project gennem sin måde at arbejde på præsenterer en meget ensidig fortælling om sexisme og hverdagssexisme, som medvirker til at skabe et meget forskruet billede af, hvad mænd er, og hvordan mænd opfører sig. Et billede, som hvis det opfattes som en afspejling af virkeligheden, kan føre til had.

For hvilken anden følelse kan Everyday Sexism Project skabe hos den unge pige, når hun læser indlæg nummer 200 om mænd, der har opført sig groft og ubehageligt over for andre piger og kvinder? Er hendes første tanke at undersøge, om siden rent faktisk er repræsentativ, eller begynder hun at danne sig et billede af mænd som sexistiske, perverse, grove, ondskabsfulde og farlige? Er hun i stand til at sondre mellem nogle mænd og alle mænd, når hun udelukkende præsenteres for historier, hvor alle mænd er klamme svin?

Everyday Sexism Project risikerer at gøre den unge pige hadefuld over for mænd. Hun kan begynde at frygte mænd og se på mænd med et hadefuldt blik. Sin bror, sin far, sin onkel. Manden i S-toget. Læreren. Lægen. Er det godt for hende? Og er det, hvad Everyday Sexism Project ønsker?

Det er i hvert fald, hvad Everyday Sexism Project risikerer at gøre. Dels på grund af sin ensidighed (kun kvinder opfordres til at indsende deres oplevelser og kun til at indsende de negative af slagsen), dels på grund af sin sortering i de indsendte historier.

Everyday Sexism Project tegner på grund af ensidigheden og sorteringen et misvisende billede af, hvordan mænd er, og hvad mænd gør. Et vrangbillede, som kan føre til had hos den, der ikke er klar over, at det netop er et vrangbillede. Everyday Sexism Project er farlig læsning for den, der tror, at indholdet afspejler virkeligheden.

Vurdering i tilstandsrapporten: K3. Det er et meget kritisk problem, at Everyday Sexism Project risikerer at skabe og sprede had mod mænd hos sine kvindelige læsere. Siden er ikke sit ansvar bevidst og synes ikke at tænke over, hvad konsekvenserne kan være af at tegne et vrangbillede af mænd og præsentere det som den generelle virkelighed.

Anbefalet løsning: Everyday Sexism Project bør gøre flere ting. Dels gøre helt klart over for sine læsere, at sidens indhold ikke afspejler virkeligheden, men undtagelser fra det normale. Det bør gøres både på forsiden og på alle andre sider. Dels ændre på sine regler vedrørende indsendelse af indlæg og sortering i dem. Everyday Sexism Project bør modtage historier fra begge køn og også godkende indlæg, der har andre opfattelser af sexisme og hverdagssexisme, end Everyday Sexism Project selv har. På den måde kan Everyday Sexism Project bidrage til større forståelse mellem kønnene i stedet for gennem et fortegnet mandebillede at risikere at skabe had mod mænd hos piger og kvinder.

Samlet vurdering

Tilstandsrapportens fire dele indeholder to K3’ere og to K2’ere. Mest alvorlige er problemerne i forhold til påstanden om at dokumentere samt risikoen for at sprede had. Men også problemerne med falsk varebetegnelse og manglende begrebsafklaring giver anledning til bekymring.

Betyder det, at Everyday Sexism Project slet ikke har gode sider? Nej. Fx forekommer det sandsynligt, at sidens bidragsydere opnår noget godt ved at komme af med deres sommetider meget grænseoverskridende oplevelser – mange af dem af en af en karakter, som ethvert fornuftigt menneske må tage den skarpeste afstand fra.

Sidens oprindelige formål – at dokumentere sexisme for at sætte fokus på, at sexisme er et alvorligt problem – er der heller ikke noget galt med. Men det er der desværre, som det har fremgået, med udførelsen. I sin nuværende form dokumenterer Everyday Sexism Project hverken sexisme eller noget andet.

Everyday Sexism Project har potentialet til at opnå sin målsætning. Men det kræver, at siden gennemfører en række ændringer. Den bør angive en klar definition af, hvad sexisme er og ikke er. Den bør tillade indlæg fra alle stemmer i sexismedebatten. Og den bør forholde sig til, at hvis den vil tages alvorligt som dokumentation for noget, må den ændre på kriterierne for såvel anonymitet som indhold i indlæggene.

Gør Everyday Sexisme Project det, kan siden udvikle sig til en platform for større gensidig forståelse mellem drenge/mænd og piger/kvinder. Et sted, hvor også drenge og mænd kan skrive om deres oplevelser med sexisme og om deres tvivl og tanker i forhold til, hvordan de skal håndtere forskellige situationer i kontakten med det modsatte køn.

Everyday Sexism Project ville på den måde gøre begge køn klogere på hinanden, og alene det, at en sådan ændring ville give siden flere mandlige læsere, synes at være et argument for at gennemføre den. For uden mandlige læsere bidrager Everyday Sexism Project ikke til at ændre på mænds adfærd over for kvinder. I stedet reduceres siden til at være en male bashing fest, hvor piger og kvinder kan støtte hinanden i det synspunkt, at mænd er nogle sexistiske svin.

Hvis det er det egentlige formål, opfylder Everyday Sexism Project i sin nuværende form det til et 12-tal med pil opad. Men hvis formålet rent faktisk er at dokumentere sexisme for at skabe opmærksomhed om, at sexisme er et alvorligt problem, har Everyday Sexism Project meget langt igen.

Jeg støtter Everyday Sexism Project’s formål (for så vidt at sexismebegrebet bliver klart defineret og dermed afgrænser sexisme fra andre relationer mellem mænd og kvinder), men tager afstand til sidens nuværende arbejdsmetoder, som jeg finder skadelige i forhold til såvel opnåelsen af formålet som et mere generelt ønske om at skabe større forståelse mellem kønnene.

Jeg tager desuden utvetydig afstand fra enhver handling, der krænker et menneskes fysiske intimsfære uanset dets køn, herunder enhver form for vold, voldtægt og uønsket berøring.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

4 kommentarer til “Sandheden om Everyday Sexism Project

  • 17. oktober 2015 at 22:23
    Permalink

    Jeg kan godt se din pointe i, at det brug af ordet “dokumentere” måske ikke helt er oplagt når det omhandler anonyme historier, men at foreslå at kvinder skal oplyse deres identitet er ikke den rette løsning. Hvor mange tror du ville skrive deres ubehagelige historier, hvis de var tvunget til at skulle opgive deres identitet? Nok omkring lige så mange som anmelder voldtægt til politiet, hvilket desværre er en lille del af dem der rent faktisk bliver udsat for det. Hende der står bag facebook siden der hedder “overhørt sexisme i Danmark” har fået et hav af trusler og folk er desperate for at finde ud af hvem hun i virkeligheden er. Jeg ville ikke have lyst til at udsætte mig selv for det eller skulle risikere at min historier bliver delt på nettet og der der bliver sat spørgsmålstegn ved min oplevelse og hvorvidt jeg var troværdig/selv uden om det. Det er skræmmende hvad nogen mænd skriver på facebook, når der bliver delt historier om voldtægter etc.

    I forhold til reel dokumentation, hvordan i alverden vil du foreslå at kvinderne skulle dokumentere deres ubehagelige oplevelser? Hvis en mand antaster en kvinde på gaden og smækker hende i bagdelen, skal hun så skynde sig rundt og indsamle vidnesbyrds eller se om der tilfældigvis var et overvågningskamera og kontakte kommunen/politiet for at få fat på optagelserne?

    Everyday sexism er ligeså meget et forum hvor kvinder kan dele deres ubehagelige oplevelser og finde ud af, at det ikke er deres skyld at en fremmed man knubbede sig op ad dem og at det ikke er okay.

    I forhold til din kritik om, at siden omhandler kvinders oplevelser, så er du vel klar over, at kvinder oplever en del mere sexisme i hverdagen end mænd gør? Alt fra befamling på barer til jokes omkring at kvinders plads er i køkkenet til revenge porn. Når det så er sagt, så ville det da være en fin tilføjelse såfremt mænd kunne komme med deres historier, hvis de selv har haft ubehagelige oplevelser.

    Til trods for, at du pointerer, at du ikke tror, at historierne er falske, så giver den første del af artiklen en fornemmelse af en hvis mistro, for tænk nu hvis Dorte bare hader mænd og skriver alle de grimme historier for sjov – sådan er nogen kvinder jo…
    Tror du, at der findes mange kvinder der hader mænd så meget at de vil gå ind på sådan en side og opdigte historier for at fremstille mænd som væmmelige? Hvis du reelt set gør, så viser det et mere mistroisk kvindesyn end du ellers giver udtryk for. Hvis ikke, hvorfor så tvivle?

    Jeg er helt enig i, at det ikke kommer til at rykke så meget på sexismefronten medmindre mænd og kvinder ærligt får en snak om hvordan det føles og hvad vi kan gøre for at ændre det.

    Helt ærligt så ville jeg ønske, at jeg ikke skulle være bange for at gå på gaden, når det bliver mørkt af frygt for voldtægt, men det kan jeg ikke fordi jeg ved, at mindst 10 piger bliver voldtaget om dagen (også selvom kun 17% af voldtægter sker af fremmede) Det er min og mange af mine veninders aller største frygt. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne pakke min kuffert og rejse verden rundt alene uden at tænke over, at det er farligt fordi jeg er en lille kvinde. Jeg ville ønske, at jeg i mit parforhold ikke skulle tænke “er jeg nu dominerende” og “tror hans venner, at han ikke er i byen i aften pga. mig” fordi der er den pendant med at manden er under tøflen og kvinder er dominerende i parforhold. Jeg ville ønske, at ordet kvinde ikke var klistret op på slankekure, hysteri og overfølsomhed. Jeg ville ønske, at jeg kunne blive set som menneske først og dernæst kvinde.

    Men det kan jeg ikke, for jeg er født med en livmorder og derfor gælder der specielle regler for min befærden og adfærd.

    Jeg er taknemmelig for de kvinder der står frem og prøver at ændre på de ting og jeg ville ønske at flere mænd ville gøre det samme. Også for deres egen skyld.

    Svar
    • Tobias Petersen
      18. oktober 2015 at 10:47
      Permalink

      Tak for din lange, kritiske, men konstruktive kommentar, Julie.

      I forhold til spørgsmålet om dokumentation er jeg i høj grad enig med dig. Dels ville mange kvinder afholde sig fra at fortæller historierne, hvis de skulle skrive dem under eget navn, dels kan mange af historierne af gode grunde ikke dokumenteres i traditionel forstand, fx med vidner, fotos og lignende. I en vis forstand ville ESPD slet ikke kunne fungere, hvis man stillede krav om de to ting. Min pointe er ikke, at ESPD skal lukke og slukke, men blot at ESPD bør være ærlige omkring dette dilemma. Igen og igen fortæller folkene med tilknytning til projektet i interviews, at projektet dokumenterer hverdagssexisme, og det er et problem, når det, af de påpegede årsager, ikke gør det. Efter min mening bør ESPD både i sin eksterne kommunikation og direkte på hjemmesiden gøre opmærksom på denne problematik, så alle bliver klar over projektets begrænsninger.

      For selv med sine begrænsninger har ESPD sine positive sider, hvad jeg også har skrevet adskillige gange. Jeg er sikker på, at der er en slags terapeutisk effekt ved at dele de ubehagelige oplevelser med andre og ved at opdage, at man ikke er den eneste i verden, der har været udsat for grænseoverskridende adfærd. Som jeg ser det, er det for nuværende det mest værdifulde ved ESPD.

      I forhold til dit afsnit om at være bange for at gå på gaden og de generelle begrænsninger, der følger med at være kvinde, så er det noget, jeg tænker på, og som jeg overvejer at skrive om på et tidspunkt. Jeg kunne godt finde på at bruge din beskrivelse i den sammenhæng, hvis det er ok med dig, for du peger på adskillige relevante problemstillinger.

      Jeg har på et tidspunkt skrevet et andet indlæg, som, selv om det ikke kun handler om ESPD, uddyber, hvorfor jeg finder ESPD i sin nuværende form problematisk. Jeg tror, at du, ved at læse det, vil få svar på nogle af dine øvrige spørgsmål. Jeg har lige selv genlæst det, og selv om det stedvis er lige firkantet nok, så rummer det stadig en forklaring på, hvorfor jeg i en mere overordnet sammenhæng er bekymret for, hvad ESPD og lignende projekter kan få af betydning, hvis de ikke deklareres tydeligt, og hvis mænd og kvinder ikke taler med hinanden i stedet for om hinanden. Du kan læse det her, hvis du har lyst: http://reelligestilling.dk/fear-and-loathing-in-sweden/

      Svar
  • 20. oktober 2015 at 13:57
    Permalink

    Off topic. Jeg forstår godt at sexisme som fx. et klap i numsen, og uopfordrede seksuelle bemærkninger. Jeg forstår godt at det er sexisme. Men jeg forstår ikke at fx. de massive kampagner mod drenge og mænd om at de ikke kan multitaske IKKE er sexisme. Jeg har set kvinder fremhæve sig selv på at de kunne multitaske, alene i kraft af deres køn til alt fra jobsamtaler til undervisning i folkeskolen. Når man tænker på at undersøgelsen der i sin tid viste at kvinder var bedre til at multitaske i bedste fald var mangelfuld, så er det ganske forstemmende. Det er underligt at der er så stor forskel på brugen og definitionen, eller mangel på samme af begrebet sexisme.

    Svar
    • 20. oktober 2015 at 15:16
      Permalink

      Hvad er det for nogen kampagner? De har gået mig helt forbi.
      Fokus på sexisme imod kvinder bliver i høj grad påpeget af kvinder, der jo ligger under det for det. På samme måde kan mænd jo sagtens fremhæve sådanne nogen kampagner som sexistiske. Det kræver bare, at nogen gør det – f.eks. ved at skrive en artikel i en landsdækkende avis. Jeg synes f.eks. også, at det er sexistisk, når nogle kvinder betegner mænd som dovne osv. Det er heller ikke okay.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *