28. marts, 2024

Selvfølgelig skulle Gunnar ud af Den Store Bagedyst

Gunnars famøse kage i Den Store Kagedyst. Billede: Screenshot, DR-video.
Gunnars famøse kage i Den Store Kagedyst. Billede: Screenshot, DR-video.

Gunnar røg ikke ud, fordi han er homoseksuel. Han røg heller ikke ud, fordi dommerne eller DR er fulde af stereotype opfattelser af køn. Gunnar røg ud, fordi hans kage ikke levede op til det, den skulle.

Det meste af nationen har i de seneste dage debatteret om det var rimeligt, at deltageren Gunnar røg ud af tv-programmet Den Store Bagdyst på DR i onsdags.

Gunnar, som er homoseksuel, lavede en lyserød kage med børnefødder, og dommerne vurderede, at kagen ikke levede op til opgavebeskrivelsen og dømte Gunnar ude.

Interessen for Gunnars skæbne voksede hurtigt, og selv folk, der burde have vigtigere at tage sig til, blandede sig i det, der med rekordfart blev til #GunnarGate.

Men var kritikken berettiget?

Nej.

Og det er forbavsende let at forklare hvorfor.

1. Dommere skal ikke forskelsbehandle

En deltagers identitet, herunder seksuelle orientering, bør ikke på nogen måde påvirke bedømmelsen af deltagerens præstationer i en konkurrence, medmindre det en en klar og på forhånd annonceret præmis.

Dommerens opgave er at bedømme resultatet. Deltagerens baggrund bør hverken lægges til grund for eller påvirke bedømmelsen.

2. Deltagere skal læse opgavebeskrivelsen

Hvis man vil vinde en konkurrence, skal man sætte sig ind i dens regler og de krav, den stiller til deltagerne. Gør man ikke det, risikerer man at tabe, fordi man ikke lever op til dem.

Den fulde opgavebeskrivelse i onsdagens program lød som følger:

Polterabend-kage

  • Du skal lave en festlig kage til 10-12 personer, som vil vække opsigt og begejstring til en polterabend for mænd.
  • Smag og i særdeleshed udseende, skal ose af din fortolkning af begrebet »mandehørm«.
  • Kagen skal være opbygget af flere lag – fx bund, creme, bund.
  • Kagen skal selvfølgelig smage godt, men der vil især blive lagt vægt på den gode idé og udførelsen

I opgavebeskrivelsen stod altså »Smag og i særdeleshed udseende, skal ose af din fortolkning af begrebet »mandehørm««.

Der stod ikke: »Lav et hyggeligt alternativ til det, du bliver bedt om«.

3. »Mandehørm« er sexisme

Mange kritikere har fremsat den påstand, at man kan diskutere, hvad »mandehørm« er. De mener, at Gunnars kage er en fin fortolkning af udtrykket i en moderne tid, hvor køn og seksualitet er flydende begreber.

Men sådan forholder det sig ikke.

»Mandehørm« er ikke et tomt ord, som  kan tillægges betydning efter forgodtbefindende. »Mandehørm« kan slås op i ordbogen, og ordet har en betydning, som er let at forstå for alle, der gør sig ulejligheden.

Ordbogsdefinitionen af »mandehørm«. Kilde: Ordnet.dk.
Ordbogsdefinitionen af »mandehørm«. Kilde: Ordnet.dk.

Som det fremgår, er sexisme indbygget i ordets betydning. Skal man skildre, hvad »mandehørm« er, skal man inkludere eller som minimum antyde »brovtende, sexistiske tilkendegivelser mellem mænd«. Gør man ikke det, skildrer man noget andet end »mandehørm«.

Selvfølgelig skulle Gunnar ud af kagedysten

Det bør hermed være klart, hvorfor Gunnar skulle ud af bagedysten i onsdags.

Gunnars kage levede ikke op til de kriterier, der var fremsat i opgavebeskrivelsen, og dommerne havde ikke noget andet valg end at smide Gunnar ud.

Dommerne forholdt sig ikke til Gunnars seksualitet, men til det forhold, at han havde misforstået opgaven. Havde de gjort det modsatte, ville de have begået en fejl.

Gunnars kage var flot og givetvis egnet til mange hyggelige sammenhænge. Måske endda i nogle kredse til at »vække opsigt og begejstring til en polterabend for mænd«. Men den levede ikke op til opgavebeskrivelsens krav om i smag og udseende at »ose af din fortolkning af begrebet »mandehørm««.

Havde man i beskrivelsen anvendt begrebet »maskulinitet«, ville fortolkningsmulighederne have været bredere, men »mandehørm« er snævert defineret, og Gunnars lyserøde kage med babyfødder lå uden for enhver meningsfuld fortolkning af ordet.

Gunnars famøse kage i Den Store Kagedyst. Billede: Screenshot, DR-video.
Gunnars kage var flot og hyggelig. Billede: Screenshot, DR-video.

Gunnar røg altså ikke ud, fordi han er homoseksuel. Han røg heller ikke ud, fordi dommerne eller DR er fulde af stereotype opfattelser af køn.

Gunnar røg ud, fordi hans kage ikke levede op til det, den skulle. Kagen skulle ose af »mandehørm«, og det gjorde Gunnars kage ikke.

Derfor skulle han selvfølgelig ud af konkurrencen.

Alt andet ville have været en skandale, fordi det ville have krævet, at dommerne enten skulle have særbehandlet Gunnar og/eller set bort fra de kriterier, de selv havde stillet op.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview