Sexliv, arbejdsliv og feminismekritik

To liberalister kritiserer feminismen for sit ensidige fokus på sociale strukturer. Biologi spiller også en rolle, skriver de.

I et debatoplæg på Politiken.dk kritiserer Alex Dominique Vanopslagh, landsformand for Liberal Alliances ungdom, og Payam Samarghandi, tidligere hovedbestyrelsesmedlem i Liberal Alliances ungdom, feminismen for at være blind over for de biologiske forskelle mellem mænd og kvinder. De skriver blandt andet:

Der er en biologisk, basal og evolutionær forskel på mandens og kvindens natur. At benægte dette er på ingen måde gavnligt for debatten, som mister nuancerne og jordforbindelsen, når forskelle i mænds og kvinders valg skal forklares.

De to liberalister peger på, at kvinder oftere end mænd ønsker at blive domineret seksuelt, og at dette kan tolkes som en generel biologisk forskel mellem kønnene, som kan være med til at forklare, hvorfor mænd oftere stræber mod lederjobs, mens kvinder oftere søger mod ‘omsorgsjobs’.

Vanopslagh og Samarghandis pointe er, at deltagere i ligestillingsdebatten ofte glemmer eller negligerer, at der er forskel på mænd og kvinder, og at ikke det hverken er ønskværdigt eller muligt at gøre de to køns ens på alle områder. Samtidig forsvarer de det synspunkt, at der ikke er noget galt med forskelle, så længe de opstår på basis af frie menneskers frie valg.

Det er svært at være uenig

Vanopslagh og Samarghandis holdninger er som taget ud af denne sides grundprincipper. Et af Reelligestilling.dk’s formål er følgende:

Reelligestilling.dk ønsker at sikre det enkelte menneskes reelle ligestilling med andre mennesker uanset køn, men ikke at blande os i de valg, det enkelte menneske træffer i sit eget liv. Reel ligestilling handler ikke om summen af mænd og kvinders individuelle valg, men om at hvert enkelt menneske frit skal kunne træffe egne beslutninger, uanset hvilket køn det tilhører.

Det betyder på den ene side en kamp mod enhver form for diskrimination og på den anden side en kamp mod enhver form for indblanding i menneskers valg. Den enkelte mand og kvinde skal stilles lige i forhold til muligheder og rettigheder, og ingen skal blande sig i, hvordan han eller hun ønsker at leve sit liv.

Biologi og sociale strukturer

Der er næppe nogen tvivl om, at menneskelig adfærd påvirkes af både biologi og ‘sociale strukturer’. I de senere år har det betydet, at før så adskilte videnskaber som biologi og sociologi er rykket tættere på hinanden i erkendelsen af, at mennesket ikke kan studeres og forstås gennem et ensidigt fokus på enten det biologiske eller det adfærdsmæssige.

Det er derfor ikke kontroversielt, når Vanopslagh og Samarghandi påpeger, at biologien også spiller en rolle i spørgsmålet om køn, da mænd og kvinder til trods for mange ligheder ikke er biologisk ens. Det er vanskeligt at forestille sig, at de biologiske forskelle ikke skulle have nogen betydning for, hvilke valg mænd og kvinder træffer.

Sex og lederjobs

Mere kontroversiel er de to liberalisters sammenkædning af seksuelle præferencer og karrierevalg. Egentlig hænger logikken fint sammen: Hvis de biologiske forskelle mellem mænd og kvinder medfører forskellige ønsker på den ene scene, så gør de det formentlig også på den anden. Kvinders ønske om at blive domineret i sengen skyldes de samme biologiske forudsætninger som deres ønske om at blive det på arbejdsmarkedet.

Det er imidlertid en tese med en lang række forklaringsproblemer i forhold til de mange mænd og kvinder, der ikke passer ind i dens kategorier. Vanopslagh og Samarghandi skriver derfor også, at man ikke skal underkende, at sociale strukturer også spiller en rolle for menneskers valg. Deres ærinde er blot at påpege, at man ikke skal glemme biologien i et ensidigt fokus på de sociale strukturer.

Feminismekritik

Liberalisternes indlæg er dermed samtidig en kritik af feminismen (eller store dele af den), som netop i al væsentlighed beskæftiger sig med sociale strukturer. Det gør sig gældende for det meget anvendte patriarkatbegreb, og det gør sig gældende for det for tiden så omdiskuterede sexismebegreb.

Nogle feminister definerer ligefrem feminisme som et normarbejde. Det gælder fx Henrik Marstal, der har formuleret det således:

Feminisme er for mig også noget andet: Det er at bidrage aktivt til, at mennesker taler mere empatisk, anerkendende og respektfuldt til og om hinanden, og at ironien, sarkasmen, nedladenheden, hadet og shamingen kommer på retur. (…) det er desuden at være normkritisk over for de måder, vi i samfundet forhandler køn på, ikke mindst den heteronormativitet, der gennemsyrer alt omkring os, ikke mindst i mange af de reklamer og film vi ser, popsange vi hører og romaner vi læser.”

Marstal vil altså ændre på de sociale strukturer – det, han betegner som heteronormativiteten – der i hans optik er skyld i blandt andet sexisme, vold og overgreb.

Man kan her se den afgørende forskel mellem feminismen – eksemplificeret ved Henrik Marstal – på den ene side og andre ligestillingstankegange som Vanopslagh og Samarghandis og Reelligestilling.dk’s på den anden.

Feminismens formynderi

Mens vi alle er enige om, at intet menneske skal diskrimineres, og at begge køn skal have de samme muligheder og rettigheder, stopper Vanopslagh/Samarghandi og Reelligestilling.dk her, mens feminismen går videre og vil blande sig i, hvad mennesker tænker, siger og gør.

Det er præcis det, der i denne sides øjne er det største problem ved feminismen. At den i sit muligvis velmenende forsøg på at skabe, hvad den forstår ved ligestilling, bliver formynderisk og blander sig i ting, hverken den eller nogen anden isme skal blande sig i. Et par eksempler:

Hvis Jan har lyst til at høre hiphop, der er groft kvindenedsættende, så skal han have lov til det. Hiphop er en kunstform, og det er ikke nogen ismes opgave at opstille retningslinjer for god og dårlig kunst.

Hvis Mette og Mathias har lyst til at dele barslen på den måde, at Mette bliver hjemme, mens Mathias tager på arbejde, så skal de have lov til det. Det er ikke nogen ismes opgave at blande sig i den enkelte families valg.

Og hvis Elisabeth og Josephine ønsker at arbejde på en burgerbar iført hotpants og stramme toppe, så skal de have lov til det. Det er – undskyld gentagelsen – ikke nogen ismes opgave at blande sig i deres jobvalg.

Det er feminismens ønske om at ændre på de sociale strukturer, der gør, at den feministiske ideologi er i modstrid med det, vi kalder reel ligestilling. Det er feminismens formynderiske side, der fører til, at feminismen støtter diskrimination (ofte omtalt som ‘positiv særbehandling’, da det lyder bedre) på arbejdsmarkedet og i forskningsverdenen.

Feminismen kæmper ikke for mennesket, men for idealet

Hvis ikke samfundet ser ud, som feminismen ønsker, så stopper feminismen ikke op og spørger sig selv, om afvigelsen fra det feministiske ideal skyldes summen af menneskers frie valg, og at det må være ok, at folk vælger, som de gør, så længe ingen diskrimineres. Nej, den igangsætter et ideologisk og politisk meningsarbejde for at ændre samfundet i sit eget billede – løsrevet fra de mennesker, hvis rettigheder den hævder at kæmpe for.

Øremærket barsel er et godt eksempel. Det handler ikke om, hvad de enkelte familier foretrækker, men om, hvad feminismen foretrækker. Opnåelsen af det feministiske idealsamfund er vigtigere end de enkelte familiers ret til at leve, som de vil.

En vigtig debat

Vanopslagh og Samarghandis indlæg handler først og fremmest om også at tænke biologiske forskelle ind i ligestillingsdebatten. Men i kraft af denne påmindelse er indlægget også med til at trække fronterne op i debatten mellem dem, der ønsker at gennemtvinge ændringer af de sociale struturer, og dem, der ikke gør.

Der er næppe nogen tvivl om, at denne forskel bliver den vigtigste i de kommende års ligestillingsdebat: Synes man, at feminismen skal blande sig i, hvad mennesker tænker, siger og gør, eller synes man ikke.

Det er en debat, som ikke må sande til i det sædvanlige politiske skænderi mellem venstre- og højrefløjen. Det er den for vigtig til. Det må heller ikke ende med en intern feministisk diskussion mellem ‘liberalistiske feminister’ og ‘røde feminister’. Debatten handler ikke om én slags feminisme frem for en anden. Den handler om et grundlæggende opgør med hele den feministiske ideologi og etableringen af en ny måde at tænke køn og ligestilling på. Teoretisk, juridisk og politisk.

I den forbindelse er Vanopslagh og Samarghandis indlæg et bud på, hvad en feminismefri ligestillingsdebat i fremtiden blandt andet kan handle om. For selv om koblingen mellem sexliv og arbejdsliv muligvis er tyndbenet, så er påpegningen af biologiens betydning et eksempel på, at ligestilling kan tænkes anderledes, når man løsriver sig fra den feministiske dogmatiks lænker.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *