Skal forskere være objektive?

file0001971678256

Kønsrollerne udfordres i julens legetøjskataloger. Det må du godt have mening om. Men det bør en kønsforsker ikke have.

Politiken fortæller i en artikel, at legetøjskæderne i denne juls legetøjskataloger har taget et skridt væk fra de traditionelle kønsroller. Derfor leger pigerne med traditionelt drengelegetøj og drengene med traditionelt pigelegetøj på de glitrede sider, fortæller salgsdirektør Jan Nyberg til avisen:

– Vi har mærket, at forbrugerne forventer, at vi gør op med den gammeldags opfattelse af legetøj, og derfor har vi mange billeder, hvor pigerne også leger med softguns, og drengene leger med dukker.

Artiklen fortæller samtidig, at mens legetøjskæderne således fremstiller drenge og piger anno 2014 anderledes, holder de store supermarkedskæder fast i de traditionelle kønsroller. Som pressechef for Dansk Supermarked Mads Hvidtved Grand udtrykker det:

– Der er flere piger, der leger med Barbie, end drenge. Og der er flere drenge, der leger med Ninja, så vores kataloger afspejler virkeligheden på drenge- og pigeværelserne

Kønsforsker gør indsigelser

Politiken har foruden aktørerne i legetøjsbranchen også talt med kønsforsker Dorte Marie Søndergaard, der er professor i socialpsykologi ved Aarhus Universitet. Professoren, der burde kunne forventes at være den objektive analytiker i forhold til udviklingen, er skuffet over, hvor lidt der er sket i forhold til at ændre på kønsrollemønstrene i katalogerne.

– Legetøjskæderne tager kun et lille skridt, for den verden, børnene stilles i udsigt at lege med, bearbejde, håndtere og underholde sig med, bekræfter stadig kønsstereotyperne. Barbieuniverset er lyserødt hele vejen igennem og fortæller historien om kvinders udseende som storbarmede og gennemført anorektiske. Det samme med dukkerne til drenge. De ligner heller ikke almindelige mænd, siger Søndergaard til Politiken.

Hun fortsætter:

– Supermarkederne har åbenbaret ikke orket at lytte til kunderne, og det synes jeg er ærgerligt.

Objektiv eller normativ forskning?

Det er et klassisk videnskabeligt ideal, at forskeren skal være objektiv i forhold til sit genstandsfelt. Forskerens opgave er at undersøge, hvad der sker og forklare, hvorfor det sker, men overlade værdibaserede vurderinger til andre. Det er et ideal, der er i særdeleshed er vigtigt i samfundsvidenskaberne, hvor genstandsfelterne ofte er lettere at få sympati for end i naturvidenskaberne, fordi de udgøres af mennesker.

Den indlysende årsag til dette videnskabelige ideal er, at et forskningens troværdighed risikerer at lide skade, hvis forskeren har et normativt udgangspunkt i stedet for et objektivt. Personlige, politiske eller andre sympatier, som forskeren har for det, han eller hun studerer, opfattes derfor som et problem.

Når tandpastaproducenter får lavet undersøgelser af deres mærkes fortræffeligheder, kan de fleste gennemskue, at undersøgelsen skal tages med et gran salt, da en sådan undersøgelse aldrig vil nå til nogen anden konklusion, end at det pågældende mærke er bedst – og at den, hvis den skulle gøre det, aldrig vil blive offentliggjort.

Samme troværdighedsproblem får samfundsforskningen, hvis ikke samfundsforskerne entydigt tilgår deres forskning objektivt.

“Det synes jeg er ærgerligt”

Det er et problem, at professor Dorte Marie Søndergaard ikke fastholder dette ideal i sine udtalelser til Politiken. Tag fx denne del af den ovenfor citerede udtalelse:

Legetøjskæderne tager kun et lille skridt, for den verden, børnene stilles i udsigt at lege med, bearbejde, håndtere og underholde sig med, bekræfter stadig kønsstereotyperne.”

Sætningen kan ikke læses anderledes, end at:

  1. Kønsstereotyperne er et problem og noget, legetøjskæderne skal væk fra
  2. Legetøjskædernes ‘lille skridt’ er for lille (hvad understreges af ordet “kun”).

Men er det professorens opgave som forsker at forholde sig til, om udviklingen går i “den rigtige retning”, og om den gør det hurtigt nok? Nej. Det hører til andre sfærer at diskutere, hvilken udvikling der er ønskværdig. Søndergaard bør alene dokumentere, hvad der sker, ikke forholde sig til, om det, der sker, er positivt eller negativt. Gør hun det – og det gør hun – bryder hun med idealet om forskningens objektivitet.

Endnu mere tydeligt bliver det i Søndergaards konkluderende udtalelse:

Supermarkederne har åbenbaret ikke orket at lytte til kunderne, og det synes jeg er ærgerligt.

Havde Søndergaard været politiker eller debattør, havde hun fint kunnet udtale sig, som hun gør. Men som forsker – og endda professor – bør Søndergaard fuldstændig afholde sig fra vurderende udsagn om det genstandsfelt, hun arbejder med.

Når en forsker synes, at en bestemt udvikling er ‘ærgerlig’, så rejser det en lang række spørgsmål til forskerens fremtidige troværdighed:

  • Vil forskeren være selektiv i sin tilgang til empirien for at skabe resultater, der bekræfter og styrker forskerens normative synspunkter?
  • Vil forskeren tilrettelægge sine undersøgelser på måder, der fremmer de resultater, forskeren anser for at være ønskværdige?
  • Vil forskeren i sit arbejde henvise til andre forskere, der peger på konklusioner, forskeren ikke ønsker, eller vil forskeren udføre ‘cherry picking’ og alene henvise til forskere, der har det samme normative syn på genstandsfeltet som forskeren selv?

Spørgsmål, som kan opsummeres til dette ene: Kan man regne med de resultater, forskeren fremviser, når forskeren på forhånd har tilkendegivet en sympati for bestemte udfald?

Et alvorligt problem

For få dage siden skrev vi om Foreningen for Kønsforskning, der på trods af en påstået insisteren på at arbejde for midler til alle former for kønsforskning, herunder også ikke-feministisk kønsforskning, på sin hjemmeside fortæller om sig selv under et billede af det mest kendte feministiske ikon. Foreningen gav i 1999 Dorte Marie Søndergaard sin ‘Kraka-pris’ for bogen ‘Tegnet på kroppen: Køn, koder og konstruktioner blandt unge voksne i akademia’.

Professor Dorte Marie Søndergaard er blandt andet medlem af Akademisk Råd på Danmarks Pædagogiske Universitet og medlem af styringsgruppen for ph.d.-uddannelsen i Kvinde- og Kønsstudier i Danmark.

En magtfuld kvinde

Det er med andre ord ikke en hvilken som helst forsker, der i dagens artikel i Politiken gør sig til talsmand for, at en bestemt udvikling i legetøjskatalogernes indhold er bedre end andre. Tværtimod er det en forsker, der er med til at afgøre andre forskeres skæbner.

Det er dybt problematisk, at en magtfuld professor udtaler sig, som Søndergaard gør. En ting er, hvad det betyder for opfattelsen af Søndergaards fremtidige forskning. Men en anden er, hvad det betyder for kommende kønsforskeres muligheder, at der på toppen af hierarkiet eksisterer og udbredes et normativt syn på forskningens genstandsfelt.

Hvis en ph.d-ansøger har to projekter, han eller hun overvejer at søge midler til, hvilket vælger han eller hun så fra? Det, som vil undersøge børns kønsroller fra et objektivt synspunkt, eller det, som anlægger et kritisk syn på de traditionelle kønsroller? Det skal man næppe være professor for at regne ud.

Dorte Marie Søndergaards normative tilgang berører således ikke kun hendes egen forskning, men også andre forskeres valg af genstandsfelter, metoder og i sidste ende resultater. Det er et alvorligt problem.

Reelligestilling.dk vil på baggrund af professorens udtalelser til Politiken tage kontakt til Aarhus Universitet for at spørge om universitetets holdning til, at dets ansatte forholder sig normativt til genstandsfelterne for deres forskning.

The following two tabs change content below.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.
Tobias Petersen

Tobias Petersen

37 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre. Du er velkommen til at besøge mig på Cefas.dk. Klik på C'et under mit billede for at lægge vejen forbi.

2 kommentarer til “Skal forskere være objektive?

  • 12. december 2014 at 16:25
    Permalink

    Her er samme problematik anskuet fra en lidt anden synsvinkel:
    Sebastian Fare Kjeilen på den norske facebookside Ekvalisme har skrevet dette:
    “Min samboer snakket med en venninne og så sa min kjære `BMW A1´ isteden for` Audi A1´, da venninnen påpekte dette så sa jeg meg enig i det venninnen sa. Dette er tydeligvis ikke greit. Da jeg burde støttet henne.

    Situasjon nummer 2 oppsto da vi gikk rundt Sems Vannet og hun mente runden var lengre den ene veien en den andre. Hvor jeg da påpekte at dette ikke var tilfellet og at runder alltid var like lang begge veier. Dette var hun ikke enig i, og det endte med at jeg brukte GPS for å bevise det. Da ble jeg beskyldt for alltid å skulle ha rett.

    Da jeg har diskutert dette med venner og venninner i etterkant har jeg fått inntrykk av at det for kvinner ikke er så viktig å ha rett, men at man er støttende og kan dele på å ha rett. Jeg er heller bastant på har man rett så har man rett, da bør man ikke spare følelsene og at det nesten er dårlig gjort å la folk leve i illusjonen.”

    I den anledning er min kommentar:
    Folk er forskellige, og det er bestemt ikke alle kvinder der er sådan som Sebastians kæreste. Alligevel tør jeg sige, at det er typisk for mange kvinder, måske især de mest feminine, at de har fokus på gode vibrationer og at man støtter hinanden. Hvis en kvinde siger noget, så skal de andre støtte hende, for på den måde viser de deres fortsatte sympati, og hun kan føle sig tryg i gruppen. I den forbindelse er det helt lige meget, om det hun siger, er sandt. En mand, derimod, vil typisk have fokus på fakta. For ham er det uacceptabelt, at man bekræfter noget som er usandt, bare for at støtte den person, der siger det.
    Hvis sandhed og løgn skal afgøres af, hvem man har sympati for og ikke sympati for, så skrider alt, og vi står tilbage uden pålidelig viden om noget som helst. Derfor vil mange mænd stædigt gå imod ethvert udsagn, som er påviseligt usandt. Så kan kæresten tolke det sådan, at han ikke har lyst til at støtte hende, dvs. han elsker hende ikke.
    Personlig har jeg det meget dårligt med at acceptere noget, som ikke er sandt. Det er en af de vigtigste drivkræfter i min tilværelse, at når nogen fremfører noget usandt, så skal det påtales og rettes. Det gælder i alle sammenhænge, og det gælder uanset om det at rette det ukorrekte støtter den gruppering, jeg tilhører, eller om det går imod egne interesser. Det er en af grundene til, at jeg også kæmper imod alt det forkerte, der siges i feminismens navn. Den tilgang, at fakta og sandhed er vigtigere for mig end næsten alt andet, er måske medvirkende til, at det i nogen situationer kan være lidt svært for nogen at holde af mig.
    Med den tilgang, hvor sandheden ikke har nogen større værdi i sig selv, vil f.eks. videnskab være umulig. Desværre er det sådan, at en del af de kvinder, der studerer på universiteterne og får akademiske grader, har den `feminine´ holdning hvor fakta er ligegyldige; det eneste, der interesserer dem, er hvem man støtter. De kolleger der går ind for feminisme, skal derfor altid bakke op, når en feminist kritiserer mænd, uanset om kritikken er berettiget eller ej. Dette, at holdninger er afgørende, og fakta dybest set er ligegyldige, gør akademisk feminisme meget betændt. Det er snarere reglen end undtagelsen, at rapporter der laves for at fremme den feministiske dagsorden, er skruet sådan sammen at de skal give den maksimalt mulige forargelse vendt imod mændene. Om der er så belæg for påstandene, kommer i anden række. Typisk kan der `være noget om det´, men tallene er bare udsat for ukontrollabel overdrivelse.

    Svar
  • 12. december 2014 at 21:04
    Permalink

    Kåre Fog

    Hvilket også forklarer hvorfor der i feminismen anvendes begrebet mansplaining. Hvis man har et stort behov for den positive inkluderende diskurs, så vil personen som bruger mere energi på at gå metodisk til værks for at understøtte sin holdning jo ofte blive opfattet som bedrevidende.

    Et godt eksempel på ovenstående, oplevede jeg da en ekskæreste og hendes veninde udvekslede julegaver, men bestemte sig for at åbne dem på stedet. Luften blev så tyk af gensidige komplimenter til den gave de hver især havde modtaget, at jeg blev nødt til at liste ud af lokalet, da jeg havde svært ved at være i min krop.

    Jeg synes at disse (generelle) forskelle er noget er det mest fantastiske, og at det ikke burde være så svært at sætte pris på forskelligheder, i stedet for at forsøge at udviske dem. Der findes ikke et udelukkelsesforhold mellem at acceptere generelle forskelle, men samtidig hylde mangfolkeligheden i kønnene. Det grundlæggende problem er jo feminismens afsæt i socialkonstruktivismen, og set ud fra dette perspektiv undrer det jo ikke at man gerne ser ulige strukturer dekonstrueret, og for alt i verden vil holde biologiske aftryk ude af kønsdebatten.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *