19. marts, 2024

Slår du stadig din kone?

Slaar-du-stadig-din-kone

Slår du stadig din kone?

Mette Gjerskov (S) vil hellere tale om etnisk danske mænds fysiske og seksuelle vold mod kvinder end om ikke-vestlige mænds overrepræsentation i domsstatistikkerne. Men hvorfor ikke gøre begge dele? Det ene udelukker ikke det andet.

Kønsrelateret vold er udbredt i Danmark, og vi tager det ikke alvorligt. Det er budskabet i et debatindlæg 16.januar skrevet af socialdemokraternes Mette Gjerskov, der foruden at være medlem af Folketinget er formand for Folketingets seksualpolitiske netværk.

Gjerskov slutter sig dermed til koret af debattører, der oven på hændelserne i Køln og andre europæiske byer finder det vigtigt at understrege, at etnisk danske mænd også udøver vold og voldtager.

»Trods klar dokumentation vægrer vi os mod tanken om, at Danmark ligger i den absolutte og dystre top i Europa, når det gælder fysisk og seksuel krænkelse af kvinder«, skriver hun. »Hvad så når det gælder vold og voldtægt m.m. begået af personer, de ikke kender? Der ligger Danmark ikke bare i top. Vi er nr. 1 – som i at 40 procent af danske kvinder har oplevet det«, uddyber hun.

Skal man tro Gjerskov, er danske mænd altså de værste i Europa. Men skal man nu også det?

Gjerskov ulejliger sig ikke med at henvise til, hvor tallet 40 procent stammer fra. Men er man bekendt med den danske ligestillingsdebat, ved man det godt. Tallet er nemlig lidt af en klassiker og kommer fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder FRA’s rapport Violence against Women Survey fra 2014.

Rapporten blev af flere eksperter kritiseret, allerede da den udkom for små to år siden. »Det kan ikke være rigtigt. Svarene er jo helt afhængige af, hvad man opfatter som vold i de forskellige EU-lande«, sagde en af dem, speciallæge Karin Helweg-Larsen til Politiken dengang.

Med det henviste Helweg-Larsen til rapportens metodiske problemer. Kvindelige respondenter mellem 18 og 74 år i EU-landene var blevet bedt om at besvare 13 spørgsmål om oplevelser med vold, siden de var 15 år gamle. Mens nogle af spørgsmålene omhandlede grov vold som kvælning, knivstik og skyderi, handlede andre om mindre veldefinerede former for vold. Kvinderne blev for eksempel i et af spørgsmålene spurgt, om de på noget tidspunkt, siden de var 15 år gamle, var blevet puffet eller skubbet til af nogen som helst.

Kunne kvinderne svare ja til blot ét af de 13 spørgsmål, blev de regnet med i det samlede tal. En kvinde på 70, der var til koncert med The Beatles i KB Hallen 4. juni 1964 og ved den lejlighed var blevet skubbet eller puffet, talte således med i tallet på 40 procent.

I det lys er det påfaldende ikke, at tallet blev højt, men at det ikke blev højere, noget Helweg-Larsen også pointerede i 2014.

Rapportens tvivlsomme spørgsmål forklarer ikke, hvorfor danske kvinder i højere grad end andre europæiske kvinder svarede bekræftende og gav Danmark den lidet flatterende førsteplads i EU, hvad angår fysisk og seksuel vold mod kvinder. Flere har som Helweg-Larsen peget på, at kvinderne rundt om i Europa med stor sandsynlighed har opfattet spørgsmålene forskelligt. Sikkert er det, at rapporten på grund af de metodiske problemer ikke siger noget præcist om det, den burde handle om: fysisk og seksuel vold mod kvinder.

Alligevel er det denne rapport Mette Gjerskov og andre som hende gang på gang trækker frem, når danske mænds vold og seksuelle overgreb skal italesættes. »Klar dokumentation« kalder Gjerskov den endda. På trods af, altså, at rapporten sammenblander 70-årige damers koncertoplevelser i 1960’erne med grov vold og slår det hele sammen i det tal på 40 procent, som giver Danmark den førsteplads, Gjerskov bruger som trumfkort i sin argumentation.

Mette Gjerskov tager dog langt fra fejl i alt. Hun har ret i, hændelserne i Køln og andre byer er en god anledning til at diskutere fysisk og seksuel vold mod kvinder, uanset om den begås af etnisk danske mænd eller personer med anden etnisk baggrund end dansk. Al vold og voldtægt mod kvinder skal tages alvorligt – ligesom al vold og voldtægt mod mænd skal det.

Men diskussionen bør basere sig på de bedst mulige data. Danmarks Statistik gennemførte for nylig en analyse for Berlingske, som viste, at selv når der korrigeres for socioøkonomiske variable som alder, arbejdsløshed med mere, dømmes ikke-vestlige mænd 1,76 gange hyppigere for voldtægter og blufærdighedskrænkelser end etnisk danske mænd.

Det Kriminalpræventive Råd er tidligere kommet frem til et lignende resultat. Jeg talte i november med forebyggelseskonsulent Jon Lund Elbæk om emnet. »Groft sagt, så har du to konkurrerende forklaringsmodeller. Enten at der er noget helt bestemt ved den her gruppe, der gør, at de er overrepræsenterede, eller at der er nogle baggrundsvariable, vi ikke er klar over, at vi skal teste for«, sagde han ved den lejlighed.

Den korrigerede overrepræsentation skal tages alvorligt. Som sociolog Mehmet Ümit Necef udtrykker det til Berlingske: »Tallene er nu rensede, og man ser stadig en klar overrepræsentation. Det er meget vanskeligt at argumentere for, at kultur ikke er afgørende. Hvordan kan vi ellers forklare det?«.

Det spørgsmål kan passende sendes videre til Mette Gjerskov. For lige så indlysende det er, at vi skal tale om etnisk danske mænds fysiske og seksuelle vold mod kvinder, lige så klart er det, at vi også skal tale om ikke-vestlige mænds korrigerede overrepræsentation i domsstatistikkerne.

Relativisering løser ikke problemet, men fører i værste fald til, at ikke bliver løst. Det er på høje tid, at Gjerskov og ligesindede erkender, at når der korrigeret for socioøkonomiske variable for hver 100 etnisk danske mænd dømmes 176 ikke-vestlige mænd for voldtægter og blufærdighedskrænkelser, så er der vigtigere ting at diskutere, end om Fru Mortensen fik et puf for 51 år siden til tonerne af I Want to Hold Your Hand.

Kulturforklaringen skal eftersøges. Ikke-vestlige mænd er en heterogen gruppe, og det betyder, at der kan eksistere undergrupper med endnu højere overhyppighed, mens andre undergrupper kan have samme eller lavere hyppighed end etnisk danske mænd. Hvis man vil undgå, at alle ikke-vestlige mænd bliver sat under anklage, må man undersøge, om det er tilfældet.

Det kan samtidig være en kærkommen lejlighed til at gøre det samme for etnisk danske mænd.

Skal man tro myndighedernes estimat, sker der omkring 4.000 tvangssamlejer og forsøg på tvangssamlejer i Danmark om året. Men vi ved meget lidt om, hvem de formodede overgrebsmænd er. Som det er nu, har vi data på de personer, der dømmes for voldtægt. Men under 20 procent af alle tvangssamlejer og forsøg på tvangssamlejer anmeldes til politiet. Resten gør af forskellige årsager ikke.

Den bedste medicin mod grove generaliseringer er viden. Derfor må vi se nærmere på mørketallet. Hvem er det, må vi undersøge, der gør hvad?

Alternativet til at mene, at alle ikke-vestlige mænd har ansvar for nogle ikke-vestlige mænds overgreb, er at finde ud af, hvilke ikke-vestlige mænd der står bag. Alternativet til at mene, at alle etnisk danske mænd har ansvar for nogle etnisk danske mænds overgreb, er at finde ud af, hvilke etnisk danske mænd der står bag.

Episoderne i Køln har åbnet de flestes øje for, at det er relevant at finde ud af, hvem overgrebsmændene er, og hvorfor de handler, som de gør.

Den erkendelse skal ikke stoppe ved ikke-vestlige mænd. Lad os også finde ud af, hvilke etnisk danske mænd der begår overgreb, og hvorfor de gør det. Det vil sætte et punktum for årtiers generel mistillid mod etnisk danske mænd, og det vil gøre det muligt at målrette diverse indsatser mod de grupper, overgrebsmændene primært tilhører.

Det er aldrig en kvindes egen skyld, at hun bliver voldtaget. Det er heller aldrig alle mænds. Tiden er inde til at finde ud af, hvis skylden er.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview